Kolde facts. Nu med billeddokumentation

NØDVENDIG TILFØJELSE:

Den, som kun tar’ spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt!

~

Nu har jeg måttet sidde med røde ører og – eller er det måske øjne, når man læser?

I hvert fald, har jeg siddet og rødmet over alle de mange beskeder, om hvor sej jeg var da jeg var 8.

Det var jeg også. Sej altså.

Virkelig. Selvom det ikke var alle som lagde mærke til det.

Men det er gået af med årene.

Jeg må se det i øjnene.

Jeg er ikke sej mere.

Fiona måtte nærmest skubbe mig ind ad døren til lægen. Og havde det ikke været hendes bil som holdt udenfor, var jeg kørt hjem igen. Men jeg kunne ikke få fat i nøglerne.

Måtte koncentrere mig enormt, for at undgå den pinagtige situation det ville være at ligge og tude på lægens stol. Ikke så meget fordi det gjorde ondt – endnu – men mere fordi jeg var bange for at det ville komme til at gøre ondt..

Og bare tanken om, at jeg skal have taget stingene om 14 dage, giver mig tunnelsyn og hjerteflimmer.

Jeg prøver ligeledes at abstrahere fra at lægen fik øje på noget andet mystisk, som han gerne vil kigge nærmere på der om 14 dage.

Men i hvert fald, den ækle plet på mit lår.. – er nu datid.

Velvidende hvordan jeg dejsede om da jeg, siddende, trak tråden ud af mit reparerede knæ, for et par år siden, er der en reel fare for at jeg falder besvimet om, hvis jeg fjerner plasteret, så billeddokumentationen begrænser sig til dette!

Skønhedspletten

Jeg har, lige midt på låret, en skønhedsplet som har en lidt sær form.

Da den dukkede op så den dog helt almindelig ud. Jeg var 8 eller 9 og havde meget lidt lyst til at have en skønhedsplet midt på mit lår. De var da grimt at have sådan en plet midt i det hele – man kunne jo ikke have shorts på.

Den var heller ikke ret stor, så det ville være en smal sag at få den fjernet. Jeg havde hørt at man kunne fjerne sådan nogen, nemlig. Så jeg kradsede lidt i den.

Og jeg kradsede lidt mere. Det hjalp ikke et hak.

Så tog jeg en saks og klippede den af.

Ikke mere pjat. Plaster på og ud i solen.

End of skønhedsplet.

Troede jeg.

Det var skønhedspletten nu ikke helt enig med mig i, så den hævnede sig, kom frygteligt tilbage og blev over to gange så stor. Så nu havde jeg en stor, meget grim og uformelig klat siddende der midt på låret i stedet.

Jammerligt. Jeg vænnede mig til den efterhånden.

Men jeg tilgav den aldrig helt.

Fortalte indimellem Firkløveret den grumme historie om det blodige klipperi og de gøs behørigt.

Så var jeg en dag på besøg, hos en mand med et forstørrelsesglas.

Han kunne heller ikke lide min skønhedsplet – så NU er dens sidste time endelig kommet!

Den der ler sidst ler bedst.

Ha ha!