Tag Archives: Skrankepaver

Ø

12 Nov

Det kan vel ikke undre nogen at jeg er varm fortaler for Øer. Danske øer. Bosat på en, omgivet af mange, øer fylder meget i min verden.

Derfor kan visse selvbestaltede eksperters tåbelige udtalelser virkeligt få mig i dårligt humør.

At man er forsker og dermed pr. definition klog (?!!) benægter jeg ikke, men måske er en forsker i lokalplanlægning ikke så interesseret i mennesker generelt, og fokuserer muligvis udelukkende på ud- og afvikling af landsbyer, for at gøre Danmark til en rentabel forretning.

Det er sikkert ikke rentabelt at have folk til at bo på en lille ø.

Men dermed ikke ensbetydende med at de skal flytte?

Jeg var så uheldig at høre forskernes – eller i hvert fald en af dem – udtalelser om hvorvidt det kunne betale sig at bo på landet.

Et af hans – mange og dårlige – argumenter for at folk ikke skulle bo på en ø, var at der ved gud ikke kunne være ret spændende at bo hele året.

Undskyld mig, men skal vi absolut alle sammen moses sammen i byer med mere end 100.000 indbyggere for at det er rentabelt?

Og resten af Danmark skal lukkes af og åbnes til sommeren – ikke ulig en forlystelsespark – så alle de stressede byboer kan se hvordan en levende ko ser ud.

Men hvad med os som faktisk gerne vil bo på væk fra større byer, på landet subsidiært på en ø?

Nu er det vel ikke sådan at vi skal til at have kinesiske tilstande i Andedammen?

Sådan at al jord tilhører staten og hvis de vælger at bruge den matrikel min mølle står på, så må jeg smutte. Er det derhen denne forsker vil?

Hvis han ikke kan få ind i sit indskrænkede hoved at der findes mennesker der gerne vil bo på en lille ø, på landet, i udkanten hele året, så må det være hans problem, ikke et større fælles problem som skal hældes ud over andre sagesløse mennesker, som Jensen spreder gylle.

Det er sikkert mere komplekst end som så, men en enkelt mands udtalelser om at “der jo ikke kunne være så sjovt at bo hele året” fremkaldte denne sure bøvs.

Og så regner det også.

Heldet følger de tossede.

30 Oct

Eller også er der bare noget om liljen på marken.

Først et job og nu dette.

Der må være noget om det.

Hvorom alting er, vi fik et vældigt officielt udseende brev fra Frankrig. Nærmere betegnet, skat.fr.

Det franske skattekontor kunne meddele os at vi havde betalt for meget i skat for sidste år, og at vi kunne få penge tilbage.

Vedlagt lå en check.

Den tog Lise sig meget kærligt af, hvorpå First Man og jeg blev enige om at denne check skulle omsættes i en ny kogeplade. Vi rumsterede en tid på nettet men da det var over vores sengetid blev vi enige om at vente til weekenden! De to resterende – hvoraf den ene også var begyndt at blinke – kunne nok holde til lørdag.

Lørdag formiddag gik jeg en tur i forskellige hårde hvidevarer (sindssyg betegnelse i øvrigt) og med de på internettet florerende priser in mente, turde jeg godt bevæge mig ind i de store butikker i staden.

Ulrik som har solgt alt det andet lir vi har købt mellem år og dag afstemte prisen på den kogeplade der passede i hullet på min stenbordplade, med den franske skattecheck og jeg tjente faktisk et sted mellem 1000 og 3999 kr. på den handel ifølge diverse pricerunner og lignende sider.

Og nu har jeg en helt ny kogeplade!

Som blev indviet i søndags, med pandekageorgie ganske som vanligt!

Pibegate – a l’akrids.

2 Sep

Ja…

Det måtte jo komme.

Og jeg vil vædde med at I ligefrem ventede på det ville komme.

En reaktion på lakridspibe-gate. Hvad enten de nu får lov til at blive eller ej.

Forargelsen syder i mit indre, og på trods af at jeg ville undgå mere galde er jeg nødt til at sige noget.

Jeg er forarget.

En eller anden skrankepave der har glemt sit liv, og som nu lovgiver sig ud af de problematikker der uvægerligt opstår fordi vi forandrer os, har netop ikke tænkt. Skrankepaven M/K samt m.fl. har målt og vejet og regnet ud at vi kan lovgive os ud af det meste.

Men som alt der ikke kommer fra det levende liv, bliver det forceret og ender med at være totalt latterligt.

Jeg undres og spekulerer over hvordan levende mennesker kan komme frem til et lakridspibeforbud. Hvis der bliver et sådant.

Det er dog blot i forlængelse af en lang række andre fuldstændige latterlige forbud, påbud og regler som skrankepaver i deres – mangel på – visdom, har udtænkt.

At gulerødder absolut måtte få ny officiel status som både frugt og grøntsag, da det i EU kun er lovligt at lave marmelade med frugter.

At agurker ikke måtte være krumme.

Og nu, at slik ikke må ligne tobak.

Hvis lakridspiber skifter form, så gør de det.

Jeg er ligeglad.

Det er pricippet i det hele.

At vi lader os styre af en instans som i ramme alvor gider at spilde deres tid på at lovgive om den slags ligegyldigheder.

Hvordan kan det nogensinde blive vigtigt?

Som fantastiske Martin Thorborg siger i sin lakridspibevideo: “Det må være fordi man har tabt overblikket, når man kerer sig om den slags petitesser.”

Så enten er det en manøvre for at undgå man forholder sig til andre ting, såsom giftgasser eller fyringsklare medarbejdere hos Skat.dk – som om nogen tror man ikke kan forholde sig til flere ting på en gang – eller også er EU virkelig ved at gå konkurs!

Kommunal bøvs.

26 Aug

Dette indlæg lagde egentligt ud med at skulle være en gigantisk bøvs.

En kommunal bøvs.

En folkeskolebøvs.

Og jeg måtte vente med at skrive indlægget til jeg var kølet så meget af at jeg ville være i stand til at bruge et pænere sprog end det jeg oprindeligt lagde ud med.

Nu er gassen gået lidt af bøvsen og det er blevet til en undrende bøvs mere end en sur bøvs. Men en bøvs er det.

Altså.

Zorronaldo skulle tilbage i folkeskolen; udfaldet af hans engelske oplevelse var nemlig af sådan karakter at vi slet ikke gider tale om det. Undskyldningerne er mange og lange og vist nok alle lige dårlige, i hvert fald var han ikke i stand til ret meget andet end at sige farvel og tak.

Hvilket han gjorde.

Uden at have en anden løsning ved hånden. En mindre detalje, som dog bekymrede ham ligesom meget som den bekymrede hans forældre.

De kvalificerede læreanstalter der var en mulighed kunne naturligvis ikke svare os i sommerferien, og selvom man godt kan skubbe den slags bekymringer foran sig mens man er på en dejlig ferie, så truer hverdagen og virkeligheden alligevel lidt i horisonten.

Da vi havde nulstillet kilometertælleren på bilen, startede vi ligeledes på en frisk hvad skolegang angik. Heldigvis findes der kommunalt finansierede vagttelefoner til frustrerede mødre og do drenge.

Og disse er sommetider bemandet med rare, effektive folk man er så heldig at kende. Og Hanne tog affære. Når nu vi kendte hinanden, kunne vi jo ligeså godt tage hjem til hende i stedet for at suse til storbyen. Hvilket vi gjorde.

Og hjemme hos Hanne, over en marmelademad, fik Zorronaldo hjælp og vejledning, mens hans mor forsøgte at tie stille. Det holdt hårdt, men denne gang skulle det være hans egen beslutning og ikke noget tåbelige regler presset ned over hovedet på ham.

Og altså skulle han starte i 10. klasse for ellers kom han aldrig videre i systemet, i og med ingen dansk ungdomsuddannelse vil acceptere hans franske eksamensbevis for grundskolen. Og vi udfyldte og gjorde ved, og fik sendt ind som påkrævet.

Og hørte intet.

Og her begyndte visse mødre – især de kongelige – at blive en anelse vrisne.

Da alle andre mennesker var tilbage på deres pind, blev der stadig ikke svaret på de telefonnumre der blev henvist til på deres hjemmeside. Og nogle mødre begyndte nu direkte at hidse sig op over det offentlige skolesystem. Efter et decideret detektivarbejde på hjemmesiden, lykkedes det at finde et telefonnummer på en sekretær.

Som også endte med at tage sin telefon.

Jeg fik præsenteret min søns sag, og ville gerne vide om vi kunne få tilsendt noget materiale så knægten i det mindste som udgangspunkt kunne få at vide hvornår han skulle starte i skole.

Deres scanner virkede ikke, så dette kunne ikke lade sig gøre.

Dernæst ville hun gerne have alle oplysninger – de selvsamme som Zorronaldo havde brugt det meste af en formiddag på at udfylde og sende med post til rette vedkomne – en gang til. Da jeg påpegede at disse faktisk allerede var fremsendt, meddelte sekretæren at disse ikke befandt sig på skolen. Jeg bedyrede så at de helt afgjort var sendt.

Damen betvivlede dog ikke dette, men kunne så fortælle at de jo ikke modtog post når skolen var lukket – i sommerferien – men at brevet så nok befandt sig på posthuset. Jeg fik hvislet at hun jo alt andet lige var tilbage på arbejde NU.

Denne påstand blev mødt med en så tavs og kommunal ligegyldighed, at jeg ikke engang orkede spørge hende hvornår hun så havde tænkt sig at bevæge sig over på posthuset for at hente omtalte post.

Hvis jeg i den private sektor havde undladt at hente post som noget af det allerførste – de var to sekretærer på kontoret da jeg ringede – så var jeg blevet fyret på stedet, og jeg bandede længe og indædt over manglende plads til min søn på byens privatskoler.

Ikke desto mindre startede han i skole, og foreløbigt går det godt. Han synes det er vildt nemt, og han glæder sig over at kunne finde ud af det hele. Moderen er også glad, da udsigten til at sønnen kan få nogle succesoplevelser i stedet for at rende ind i nederlag efter nederlag, ganske givet vil have en positiv indflydelse på hans motivation!

Slangen i paradis er dog den kommunale ånd der hviler over såvel administrativt som pædagogisk personale.

Knægten kom hjem efter første dag og kunne undrende meddele sin – ligeledes måbende – mor, at en dansklærer havde sagt det var bedre at sige fra starten at man kun planlagde at aflevere halvdelen af alle sine stile, men at man så i det mindste afleverede dem.

Den lader jeg lige stå.

Jeg undlader også at kommentere på samfundslæreren der bad alle elever om at tage deres telefon op og sætte dem på “ikke lydløs” med den begrundelse at en lektion varede meget længe og det ville være svært at fastholde interessen non-stop og at det derfor var bedre at blive forstyrret i 2-3 minutter af en sms, svare på den og så efterfølgende være i stand til at samle sin fulde opmærksomhed mod undervisningen.

Gad vide om det også var gældende for læreren?

Jeg skal også nok lade være med at hidse mig op over matematiklæreren der ikke giver lektier for, da han er træt af at skælde ud på alle de som ikke gider lave deres lektier.

Men jeg tænker mit.

Jeg glæder mig trods alt over at 90 % af min søns skolegang hidtil har bestået af en dagligdag der inkluderede både krav og et minimum af konsekvens, i form af lektier og karakterer, og håber at dette fundament vil være nok til at han fortsætter ad den vej.

Det der med at skifte mening

3 Apr

Denne gang er det dog ikke mig som er vendt på en tallerken, men derimod min søn. Min søde hormonforstyrrede teenagedreng Zorronaldo, pigernes ven!

Jeg må lige sige, at jeg kom meget i tvivl om det hed ”er” eller ”har” vendt … På den der tallerken.

Kloge sprogeåger må gerne komme på banen, for jeg er stadig ikke sikker, også selvom Anne og jeg blev enige om at ”er” lød bedst.

Det er nemlig sådan, at når vi flytter, flytter han ikke med ham sønnen. Nej han gør nemlig ej. Han bliver pænt og fortsætter på skolen, så han kan få den eksamen som er hans eneste adgangskort, til den skole jeg har meldt ham ind på.

Jeg vil i dette indlæg fuldstændigt – næsten i hvert fald – abstrahere fra at jeg har hidset mig voldsomt op, flere gange, over at han slet ikke har nogen andre muligheder i den lille bitte andedam Danmark end denne ene skole.

Med mindre jeg da sender ham tilbage i folkeskolen så han kan gå niende om igen, bare fordi den franske niendeklasse ikke er god nok til et dansk gymnasium. Eller også – og det er en ganske reel mulighed alt taget i betragtning – er rektor på den skole han burde gå på, bare ualmindelig dum og usamarbejdsvillig.

Men så er det jo godt, at der er én eneste anden mulighed.

Her skulle I gerne kunne se sarkasmen drive ned ad skærmen. Ikke at der er noget galt med skolen eller uddannelsen, snarere tværtimod, men måske ville han godt have haft et valg.

Nuvel – det har han så ikke – men det betyder så, at han ikke har noget alternativ, han skal bare have den der franske niendeklasses eksamen.

Så idéen med at tage til Danmark i 10-14 dage, flytte ind på sit værelse og fjumre lidt rundt med vennerne, og derpå returnere til Normandiet i tre uger og få overstået eksamen, den er ikke aktuel længere.

Næ, han må pænt blive her alle 5 uger, og læse op til sin eksamen.

Først skulle han indlogeres på skift, hos flere af mine veninder, som også har børn på skolen, men det afstedkom vilde protester, og han argumenterede så godt for sig, at jeg overgav mig og lader ham bo hos vennen Victor, i en uges tid.

Men nu i lørdags

Var vi jo på besøg hos de venner som han, stadigvæk skal indlogeres hos, nu blot i lidt kortere tid. Og her, stadig i lørdags, stiftede han nærmere bekendtskab med husets datter, en yndig og fiks lille fransk sag med meget store øjne.

Dette medførte følgende, lettere bekymrede forespørgsel, i går aftes: ”Moar?”

og så, efter en kort pause …

”Jeg skal ikke kun sove hos Victor, vel? Jeg skal da også være hos Laurence, som det var planlagt?”

P M S

23 May

Selvom jeg ikke bryder mig om at gå til korporligheder, får den første der siger, at PMS er et flyselskab, bank. Af mig – personligt! Så er I advarede.

Dette er så en af den slags indlæg, som både skal skrives, og udsendes forskudt fra virkeligheden. Jeg mener, det nytter simpelthen ikke noget at hælde ætsende galde ud over min pæne blog, og inficere jeres dag med en negativ stemning fra start.

Næ, et indlæg som dette, skal skrives langt fra den slags dage og gerne med et twist så alle er i stand til at se det morsomme i det.

Hvorfor er det også lige at jeg skal belemres med den slags? Og nej, jeg spørger ikke hvorfor min omverden skal belemres med mig – for de må lære at holde sig væk, i dækning og så i øvrigt udvise forståelse og medfølelse i rigelige mængder, når PMS med sit grumme fjæs, viser sig. Det er heldigvis ikke lige slemt hver gang.

Heldigvis for mig altså. Jeg fastholder at jeg ikke kan bekymre mig om min omverden – de må bare leve med det.

Men det kommer snigende, uden man helt ved hvordan. Men en eller anden vilkårlig dag, er man bare sur. Indædt og eddike sur på alt og alle. Den første som siger noget, som fortjener et vris, får det – med renters rente og mere til.

Og så kommer dilemmaet: er dette dagen jeg skal gribe knoglen og ringe til forsikringsselskabet, fordi de for Gud ved hvilken gang, stadig ikke har fattet at vi bor en hel familie på matriklen – fordi det, netop på sådan en dag, føles så godt at kunne vrisse grundigt efter en skrankepave i telefonen?

Eller skulle man, af samme årsag, måske bare stikke piben ind og holde lav profil, og lave dammage control for at undgå repressalier. Og så kan man bare ringe et par dage efter og få fremført samme budskab, denne gang med små blomster om taleboblerne.

Det sidste er det fornuftigste – og ganske givet også det man kommer længst med – men også det mindst morsomme. Det sjoveste er da at give en inkompetent nar tørt på?

Det er i hvert fald sådan tankerne falder i PMS dagene.. Og så skal man være mere end almindelig stærk i ånden, for at kunne slå den lille djævel ned, og lytte til den dødsens kedsommelige fornuft.

Lad mig sige med det samme – det er ikke altid det lykkes.

Og her vil jeg i øvrigt gerne benytte lejligheden til at undskylde overfor Ulla eller Birte eller hvad det nu var hun hed, på skattecenter i Ringkøbing. Hun fik nok lige lovligt tørt på engang – og skulle hun læse med her, kommer min mest uforbeholdne undskyldning – det var ikke hendes skyld.

Men jeg endte faktisk med at få ret. Samt at indfri løftet om, at hun ville høre fra sin allerøverste chef!

Jeg siger ikke, at jeg fik min lovændring fordi jeg var PMS – men det er meget muligt at det hjalp!

Skrankepave, fransk sb., -n, -r.

3 May

Med alderen, er jeg blevet en rigtig rappenskralde. Et rivejern af format. Dog på en høflig og afdæmpet måde, så vidt det nu lader sig gøre.

For et par dage siden, skulle jeg have en attest til ældstesøn. En attest, så han må forlade fransk territorium alene!

For bedre at forstå det efterfølgende, er det nok nødvendigt med en anelse baggrundsviden:

I Danmark er det desværre sådan nogle steder, at hedder man ikke Hansen, så er det ofte sværere at få et job. Derfor valgte vi ret hurtigt at få lavet firkløverets danske pas, med mit efternavn, og blot bruge deres franske efternavn som mellemnavn. Så er der nationaliteten: Firkløveret, er både danske og franske og fordi deres far er fransk, har de nu fransk sygesikring.

Den franske administration huser de værste skrankepaver, I ikke har fantasi til at forestille jer, ikke engang damen på Ry apotek er værre! Derfor er det udelukket, at jeg kan sende børnene på lejrskole udenfor Frankrig, med et dansk pas og fransk sygesikring, for de ville aldrig forstå sammenhængen mellem de 2 forskellige efternavne.

Derfor skal de, i stedet for deres danske pas, bruge deres franske ID kort, deres franske sygesikringskort samt en attest på at de må forlade landet alene. Denne attest skal rekvireres på det lokale rådhus.

Altså var jeg at finde på rådhuset, en mandag morgen, medbringende mit eget pas, vores familiebog (bevis på at man er gift, og har fået børn sammen) samt ældstesøns franske ID kort. Men det var naturligvis ikke nok – jeg skulle endvidere fremvise bevis for at vi var bosat i Frankrig, det vil sige, fremvise en regning fra el-selskabet eller en huslejekvittering, og dette til trods for at selvsamme rådhus, for mindre end 3 måneder siden, stod for fremstillingen af 4 ID kort, hvor der også skulle fremvises bopælsbevis.

Men nej, det er 2 forskellige afdelinger, og de må ikke lave samkøring af registre. Så trækker man vejret dybt, og vender tilbage om eftermiddagen efter med det ønskede dokument. Hvorefter jeg får at vide at der ikke er flere attester, altså de papirer der skal skrives på!!

Ikke at de eventuelt kunne have meddelt dette samme morgen? Næ nej..

Og her måtte jeg helt ind og have fat i nogle transcendentale meditationsøvelser, for ikke at give mig til at råbe meget grimme ord.

Jeg fik så at vide, at der var en lille afdeling af rådhuset, i den anden ende af byen, som havde disse attester, men dette kontor havde kun åbent torsdag eftermiddag. Hvis jeg skulle vente på en ny sending af attester, blev det ikke før ugen efter.

Derfor befinder jeg mig torsdag eftermiddag på det lille rådhuskontor, med alle de nødvendige papirer. Slet ikke irriteret, ej heller dampende af indestængt vrede, bare almindeligt tilfreds.

Efter at have ventet i et godt stykke tid, får jeg endelig foretræde for den almægtige kontordame, der kan udfylde og sætte et stempel på dette, for mig så vigtige dokument.

Jeg smiler venligt, og beder om attesten, og for at konversere siger jeg, at det var i sidste øjeblik, da attesten skal afleveres fredag morgen. Hun stirrer vredt tilbage på mig, og spørger om det så var nødvendigt, at vente til sidste øjeblik.

Og HER knækker filmen – jeg bliver så edderspændt rasende at jeg kunne have væltet hendes skrivebord med et håndkantsslag a la Bruce Lee, garneret med høje skrig, i tinnitus kategorien. Dem er jeg nemlig så god til!

Jeg formår dog at bevare roen nogenlunde – trækker vejret dybt men tænker så – nej fanden fiseme nej – hun skal ikke have lov at dø i synden.

Så jeg spørger roligt om det er et problem? Hvilket? Og jeg gentager – er det et problem for Dem, at lave den attest til mig?

Nej nej, mumler hun, og Prinsesse Lyserød, som også er med, stirrer beundrende på mig.

Jeg tror, det hun er mest forbløffet over er, at jeg ikke allerede har kastet mig frådende over damen.

Skrankedamen fortsætter, og efter fotokopiering af alle mine papirer, i indtil flere eksemplarer, samt det ubehøvlede spørgsmål om jeg mon stadig er gift med barnets far – den slags står som sagt i familiebogen, som hun stadig har i hånden – sætter hun endelig det sidste, og afgørende stempel på min attest.

Da dette er gjort, og jeg er overbevist om at hun ikke vil blive ramt af akut arbejdsnedlæggelse, og dermed hindre tilblivelsen af min attest, tager jeg mig sammen, og spørger med uskyldig mine, om det ikke er sådan at hun kun har åbent torsdag eftermiddag – og da hun nikker, siger jeg, så venligt det overhovedet er mig muligt, at jeg ærligt talt ikke bryder mig om hendes opførsel.

Da hun stirrer uforstående på mig fortsætter jeg: At jeg var ikke ude i sidste øjeblik, idet jeg indfandt mig mandag på rådhuset, samt at hun måtte være klar over at der var mangel på disse attester. Det bekræfter hun.

Prinsesse Lyserød kigger op på mig og holder vejret, men jeg fortsætter ufortrødent: og det faktum at hun kun havde åbent torsdag eftermiddag, begrænsede jo noget folks muligheder, for at få fat i en attest i den indeværende uge.

Og at for fremtiden burde hun ikke tale sådan til borgere, som ikke havde gjort noget væmmeligt ved hende. Og jeg holdt faktisk min stemme på et fuldstændigt acceptabelt leje, under hele seancen.

Min skrankepave sagde ingenting. Ingen verdens ting. Hun bukkede bare hovedet med et forurettet ryk. Jeg derimod – holdt hovedet meget højt da jeg, med attesten og Prinsesse Lyserød i hånden, forlod de lumre små lokaler, lavloftede i mere end forstand!

Og så savnede jeg i et kort glimt Gitte fra ”Borgerservice”..

%d bloggers like this: