642 ting og en forsvundet sommerferie.

Når der nu kun er sølle fire måneder til jul – hurra – gør det ikke noget at sommeren er gået sin vej.

Jeg har nemlig fundet nogle sjove bøger som skal holde mig med selskab i efteråret, blandt andet en bog som er tom, og som jeg selv skal skrive i!

Den hedder “642 things to write about“.

Der er vist inspiration til mange mange måneder fremover.

642 things to write about

En bog fuld af spørgsmål.

Alle mulige.

…

Og umulige!

Som man kan svare på, eller lade være… selvom det nok ville være lidt tosset at have købt bogen og så ikke bruge den.

I den der sommerferie som forsvandt, kom jeg – lidt i trods må jeg indrømme – i et meget navlebeskuende humør.

…

Spekulerede en masse på et se dagligdagen lidt anderledes. For at slippe fri af vanerne, måske lære noget nyt om mig selv.

Det startede med nogle spørgsmål om mig selv i et lille kladdehæfte der fulgte med et blad jeg havde købt (“Flow” – og jeg E.L.S.K.E.R. “Flow”!!). Først begyndte jeg at udfylde hæftet af ren kedsomhed, men blev grebet af det og fortsatte ganske frivilligt.

Jeg kom vidt omkring, og jeg kom endda på sightseeing i mig selv, og så sider af mig selv jeg enten aldrig havde set før, eller som jeg helt havde glemt var der!

Og det er lidt sjovt at se hvor man ender henne, bare med nogle uskyldige – og lidt udfordrende – spørgsmål!

Kan altså varmt anbefales at stille spørgsmål til sig selv – og om sig selv – man kan komme på en meget spændende tur!

(Jeg købte 642 things to write about på amazon.co.uk men den kan sikkert også fås mange andre steder)

Gæsteblogger..

Det hedder det vel, hvis nu der er en anden end Kong Mor som skriver på min blog?

Det bliver dog i familien. Prinsesse Lyserød er nemlig gået i julemode. Sidste år fik jeg en adventskalender af hende – en adventshistorie som jeg kunne læse hver søndag – og nu er hun gået i gang igen.

Kom hen til mig for lidt siden, efter hun havde været i bad, og sagde – nu skal jeg lige låne din computer igen.

Og jeg er jo lidt nysgerrig – men ikke mere end at jeg godt kan holde mig fra at læse historien på forhånd – eller lidt har jeg jo læst – da det var mig som skulle gøre den blogklar.

Jeg spurgte om jeg måtte lægge den ud på min blog, for at I andre også kunne få lov til at følge med.

Det måtte jeg godt.

Hun har mange talenter det pigebarn. Først og fremmest elsker hun jo at lave mad.. Nej, allermest elsker hun at spise mad. Da vi skulle have Mortensaaand, var der ikke så meget tilbage, og vi havde jo en gæst. Den helt nybagte far.

Børnene var blevet færdige, og fik lov til at gå fra bordet.

Prinsessen nægtede dog at tage sin tallerken ud, og ville først forlade spisebordet, såfremt jeg kunne forsikre hende at jeg, i fald det sidste stykke aaand ikke blev fortæret af vores gæst, ville kalde på hende så hun kunne spise det.

Eric var heldigvis ikke ret sulten, så Prinsessen kunne få det sidste stykke, druknet i sovs.

Hun ser fjernsyn som alle andre 12årige, men hun svælger i madprogrammer, kokkekonkurencer og sådan noget ”hjemme og spise hos hinanden” realityskrammel.

Selvom arbejdstiderne generer hende lidt, drømmer hun somme tider om at blive kok og få sin egen restaurant, andre gange vil hun være bager og konditor.

Når hun ikke lige drømmer om at blive model.

Men modeldrømmene har sine åbenlyse begrænsninger – som hun sagde til mig en aften: ”Det der med at man ikke må spise når man er model..” hun holdt en pause ”så vil jeg slet ikke være model. Jeg vil hellere være en tyk, glad politibetjent, end en sur og tynd model.”

Så et eller andet må vi altså have gjort rigtigt i hendes opdragelse.

Men hun har naturligvis også lidt tid endnu, før hun skal vælge hvilken vej hun skal.

Så længe hun bliver glad for det hun laver.

Og foreløbigt er hun altså gæsteblogger, her i morgen.

Løbe tør

Efter omtrent 3 uger i Blogland, meldte tanken sig første gang..

Og hvad nu hvis jeg løber tør.

Løber tør for idéer, inspiration og mest af alt lyst til at skrive?

Det var ikke rigtigt planlagt, faktisk overhovedet ikke, at jeg skulle skrive hver dag.. men så havde jeg lige så meget jeg skulle have væltet ud over andre mennesker, og så blev det jo sådan alligevel. Og så sætter man måske forventningerne til sig selv, en anelse for højt.

Problemet er jo, at hvis man af vanvare en dag kommer til at skrive noget som  folk synes er frygteligt morsomt, så prøver man ihærdigt at skrive noget der er mindst lige så morsomt næste gang. Og næste gang igen– og jamrer indædt når det ikke lykkes – det bedste er simpelthen at få folk til at grine – det er så fantastisk at det ikke kan beskrives.

Meget ofte tænker jeg – har jeg mon fortalt om det allerede? Alle har jo sådan en gammel onkel eller bedstefar, som fortæller de samme historier igen og igen. Og til sidst er de, for at sige det mildt, ikke ret sjove mere..

Tænk nu hvis jeg fortæller om det samme, bare i to forskellige blogindlæg. Jeg mener, jeg har naturligvis de gamle indlæg liggende, men hvad nu hvis jeg glemmer, hvad jeg tidligere har delagtiggjort jer i, fordi jeg ikke lige sidder og læser tilbage hver gang jeg føler trang til at udtrykke mig?

Det ville da være vildt pinligt, med mindre selvfølgelig I heller ikke kan genkende det – for så er det jo lige meget!

Så kan vi pleje vores fælles begyndende demens og fortsætte, indtil vi lykkeligt glemmer alt om, hvem vi hver især er..

Man leder og leder efter morsomme episoder fra dagligdagen, men det er virkelig begrænset hvor ofte ens daglige liv er krydret med dåselatter og stående klapsalver. Faktisk forbavsende sjældent – selvom nogen gerne så mit liv filmatiseret.

Hvilket minder mig om den eneste gang mit liv rent faktisk blev filmatiseret. Jeg blev ringet op kl. 07.00 af TV2 News, som åbenbart havde fået nys om at jeg skulle mødes med en kendis, det er garanteret hende selv der havde sladret – nå, men de ville da gerne lige på besøg – og de var da for resten også allerede på vej.

Jammer.. for jeg stod med det ene ben ude på vejen, da jeg skulle hente denne hersens kendis ved busstoppestedet – og jeg nåede lige akkurat at brøle til firkløveret ind gennem døren – ”RYD OOOOOP fjernsynet kommer og filmer”

I deres iver for at rydde nogenlunde op – hældte de det alt det som de mente rodede, ind i stuen. En del røg ind i ovnen, som dog lykkeligvis ikke var tændt. Og således slap jeg for at se mine skattepapirer gå op i røg, samt et par regninger som jeg nok ikke havde savnet.

Så mit liv blev filmatiseret på en underlig klinisk måde, i et unaturligt opryddet køkken uden skyggen af pynteting, hvor jeg bare sad og var glad for at ingen skulle ind i stuen og filme – og da næste tåbelige scene forgik udenfor, iført cykel samt hjelm, klarede jeg frisag!

Ingen kunne se hvor rodet mit liv i virkeligheden var. Andet end kendissen – og hun var heldigvis bedøvende ligeglad, og jeg tømte altså først ovnen da hun var kørt igen.

Nu er der som sagt gået over 3 måneder her i blogland, og de få gange jeg har været træt og ugidelig og i det hele taget været i total blogkrise, og ikke har haft den fjerneste idé om, hvad jeg skulle belemre jer med, så har jeg hjemsøgt resten af familien, og med blafrende Bambi øjne, spurgt dem: kan du ikke lige hjælpe mig lidt med at finde på noget til min blog?

Dette medfører gerne en sand syndflod af oplevelser.. som godt nok er sjove, meget ofte mest morsomt for os selv – for det er stort set altid noget tosset jeg har gjort, men det er alt for indforstået og ikke noget der egner sig til offentliggørelse.

Til sidst ender disse opremsninger af diverse pinlige tildragelser med, at jeg skal sige godnat til Gårdmand Bjørn og de andre, og så kommer indlæggene vrimlende, helt af sig selv!

Så jeg tror faktisk, at så længe jeg har min formidable familie i nærheden, samt min egen evne til at komme galt afsted, eller opføre mig pinligt – det være sig frivilligt eller ej, så går det nok ikke helt galt!

Bare så I ved, at jeg ikke stopper bloggen i næste uge!