Tag Archives: Smerte

Okay, jeg blev ikke kvalt..

19 mar

i min fine røde vimpel. Ejheller lykkedes det mig at kvæle nogle af de andre på holdet.

Men det forhindrede mig ikke i at komme til den sidste gymnastiktræning i denne sæson, varme op, og så lege tagfat, for derefter at få en gedigen fibersprængning i min læg. Ud af det blå. Og så eftertrykkeligt at min egen læge sendte mig på skadestuen for at sikre sig at akillessenen var intakt. Det var den gudskelov.

Velkommen.. Ved ikke hvor dybfølt man skal tage det. Det er lidt som at tage på besøg hos en ældre, og meget sur tante, som uvægerligt vil kysse en omgivet af en stank af naftalin og nive en under armen på det bløde sted, hvis man bliver for kæk. Man skal have det overstået – af åbenlyse diplomatiske årsager – men man er faktisk helst fri.

Min lægmuskel er derimod ikke intakt. På nogen måde. Jeg kan nemlig ikke engang sætte foden i gulvet, og det er en anelse besværligt når man skal bevæge sig fra et sted til et andet. Skadestuelægen mente at musklen var helt revet over, men det er fordi hun ikke kender mig og min stædighed.

Det var ellers imponerende. Det føltes som om nogen havde kylet en tennisbold lige ind på mit ben, der lød et kæmpe smæld og så var jeg sendt til tælling, med koldsved, tåre i øjenkrogen og alt muligt.

Dorte og Dorte fandt is, Marie fandt stol, Lars tjekkede hælen første gang, og alle de andre vimsede rundt og tilbød puder og trøjer og trøst. Det er jo sportsnørder jeg træner med, så de render rundt med engangs-isposer i tasken som det naturligste i verden. Da der ligeledes forefindes sygeplejesker og (gift med)-fysioterapeuter var jeg i gode hænder. Ville jo ikke gå glip af afslutningsmiddagen bare fordi jeg skulle have lidt ekstra opmærksomhed!

Da aftenen var slut fik Kirsten og Helen mig ud af omklædningsrummet, Benny bar mig ud til bilen og Stinne kørte min bil – med mig indeni – hjem til mig selv og Anne kørte bagefter i Stinnes bil.

Og min egen søde mand slæbte mig så rundt i huset og endte med at smide mig på sofaen.

I skrivende stund ligger jeg her – som en strandet hval – og lagde ud med Gårdmand Bjørns skateboard som eneste transportmiddel når jeg skulle hen over stuegulvet.

Der er nemlig det ved det at stuegulvet er et trægulv som indimellem afleverer nogle alvorlige splinter. Og oven i alt det andet kunne jeg ikke også overskue at skulle til at flå splinter ud af den anden fod eller eventuelt min bagdel, når jeg krabbede mig hen til badeværelset. Så jeg sætter mig – majestætisk – med røven på et skateboard og triller igennem stuen når jeg er tørstig eller da jeg skulle have morgenmad og alle andre i husstanden fejt havde forladt mig.

De kom dog tilbage igen efterhånden og jeg er skam blevet forkælet og puslet om!

Det som piner mig mest er at jeg ikke må køre bil foreløbigt OG det faktum at jeg stadig er i min prøvetid på arbejdet kan godt give mig endnu en omgang koldsved.

Men afdelingslederen var sød og forstående og min mor tilbød at køre mig på arbejde i næste uge. Så mon ikke det løser sig.

I mellemtiden skal jeg have lært at styre de meget fancy krykker jeg fik udleveret på skadestuen. Så jeg slap for skateboardet.

De er vildt flotte de der krykker – men tænk jer bare engang – der er refleksbrikker på..

Refleksbrikker!

SOM OM man har lyst til at rende rundt i nattens mulm og mørke… på krykker?

Hvem ved sine fulde fem ville tage på vandretur med krykker?

Nogle ting er bare fuldstændigt overkill!!

Ikke desto mindre vækker de stor lykke, krykkerne, både hos undertegnede, da jeg synes det er sejt og i øvrigt aldrig har prøvet sådan nogle før. Godt nok har jeg engang gået på stylter, men det føles ikke helt lige sådan. Jeg er ganske vist lige så vakkelvorn som dengang med stylterne.

Men altså, de vækker også stor lykke i resten af familien, da heller ingen af de andre har prøvet at gå med krykker før. Så der er rift om dem, og det i sådan en grad at jeg må sidde og brøle op hvis jeg skal tisse, for at hidkalde krykkerne, som er påmonteret et barn der igen befinder sig udenfor rækkevidde, inden jeg tisser i bukserne.

Det er svært at være syg uden at have feber. Og være tvunget til at ligge stille og glo. Men jeg får læst nogle bøger.

Spillet wordfeud.

og ruzzle.

og quizbattle.

Men derfor er det alligevel svært synd for mig og jeg ville altså sætte stor pris på opmuntring!

Skønhedspletten

16 feb

Jeg har, lige midt på låret, en skønhedsplet som har en lidt sær form.

Da den dukkede op så den dog helt almindelig ud. Jeg var 8 eller 9 og havde meget lidt lyst til at have en skønhedsplet midt på mit lår. De var da grimt at have sådan en plet midt i det hele – man kunne jo ikke have shorts på.

Den var heller ikke ret stor, så det ville være en smal sag at få den fjernet. Jeg havde hørt at man kunne fjerne sådan nogen, nemlig. Så jeg kradsede lidt i den.

Og jeg kradsede lidt mere. Det hjalp ikke et hak.

Så tog jeg en saks og klippede den af.

Ikke mere pjat. Plaster på og ud i solen.

End of skønhedsplet.

Troede jeg.

Det var skønhedspletten nu ikke helt enig med mig i, så den hævnede sig, kom frygteligt tilbage og blev over to gange så stor. Så nu havde jeg en stor, meget grim og uformelig klat siddende der midt på låret i stedet.

Jammerligt. Jeg vænnede mig til den efterhånden.

Men jeg tilgav den aldrig helt.

Fortalte indimellem Firkløveret den grumme historie om det blodige klipperi og de gøs behørigt.

Så var jeg en dag på besøg, hos en mand med et forstørrelsesglas.

Han kunne heller ikke lide min skønhedsplet – så NU er dens sidste time endelig kommet!

Den der ler sidst ler bedst.

Ha ha!

Næse for hår

20 okt

Nu ved jeg ikke med jer.. Men jeg har i de sidste år, hist og her, fundet mystiske tilføjelser på min krop. En af de nyanskaffelser jeg er kommet i besiddelse af, er hår i næsen.

Ja, jeg ved det godt – det er lidet charmerende med egen pels i næseborene. I det mindste får det mig ikke til at snorke. Det kunne man ellers godt foranlediges til at tro, med sådan en fortykning af den nasale luftudgang. Men ingenlunde.

Til gengæld stritter de.. Og nej, det er hverken ret pænt eller ladylike. Så derfor skal de fjernes. Og ER I godt klar over hvor ondt det gør at flå sådan et enkelt hår ud af næsen?

Plukke øjenbryn med en pincet af ældre dato er hundrede gange mere humant. Faktisk er jeg overbevist om at næsehårsudflåning er en meget effektiv form for tortur.

Jeg ville være i stand til at afsløre ALT, stillet overfor en pincet i næsehøjde.

Det er en anelse problematisk, hvis man nu har noget at skjule for sin mand. Og han tilfældigvis tager ophold i badeværelset mens man står der og prøver at afpelse sig selv, med tårerne sprøjtende ud i lokalet.

Han siger: ”Nå skat – hvad har du købt til min fødselsdag”. Hvortil man plejer at le koket, og sige: ”en gulerod og en urtekniv.. Ha ha du troede på mig.”

Nu, med højre næsebor fuld af et torturinstrument, lyder det derimod – meget lidt koket – ”Et weber termometer for helvede – men du får mig ikke til at sige at jeg også har købt en kompressor på tilbud i Aldi.”

Derfor er jeg også helst alene, under disse seancer.

Jeg har prøvet at udtænke alternativer, men jeg tror ærligt talt ikke at det er særlig sundt at putte hårfjerningscreme i næsen, jeg ved nu heller ikke lige, hvordan jeg skulle spule creme – og hår – ud igen, der er jo ligesom kun hul i den ene ende, sådan mod det udvendige af mig, mener jeg.

Og er det ikke sundt at putte cremen i næsen, er det nok endnu værre at sluge det hele via bihulerne.

Så har First Man sådan en fancy ting med motor på. Det ligner en meget tyk kuglepen.

Eller faktisk ved nærmere eftertanke ligner det en minitaser (en taser er sådan en elektrisk dims som man slår folk og røvere omkuld med i amerikanske film) og den har sikkert samme effekt. Det må føles som 50.000 volt direkte igennem systemet, medførende et vandfald af smertens tårer.

Jeg skylder at sige, jeg ikke har prøvet den.

Mænd har nemlig så mange bussemænd hele tiden, så jeg tvivler på den er så lækker igen.

Desuden har Zorronaldo åbenbart også prøvet den, for her i sidste uge meddelte han at den ikke virkede..

Jeg holder meget af både min mand og min ældste søn, men ikke nok til at jeg har lyst til at dele bussemænd med dem.

Så af flere onder, tror jeg bare jeg fortsætter med at luge, med den gamle pincet. Hår for hår.

%d bloggers like this: