Tag Archives: Snask

Jeg siger det bare…

13 jun

Det kan ikke anbefales at glemme en læbepomade i en varm bil.
Og så tro at man kan bruge den når man sætter sig ind i bilen.

Resultatet er en anelse mere klistret end jeg lige bryder mig om.

Aldrig nogensinde mere

30 mar

Den der madbesættelse, jeg snakkede om i går. Ja, ikke det der nupo, som vækker stærke følelser og gode tanker både her og der! Men min almene madbesættelse, ikk’?

Den medførte altså nogle kartoffelkroketter.

Det plaskede simpelthen fra min mund, da jeg så opskriften. Noget jeg bare måtte lave!

Jeg øjnede ligeledes en måde til måske at kunne liste kartoffelmos i mine to yngste, som bilder sig ind at de ikke kan lide kartoffelmos, hvorfor dette ikke er noget vi får ret tit.

Kartoffelkroketter lyder ikke af meget, men tag endelig ikke fejl. Først skulle der laves kartoffelmos. Med en enkelt gulerod eller to. Så blev der stegt bacontern og hvidløg.

Kartoffelmosen fik tilført et vognlæs revet ost, to æggeblommer, smør og varm mælk. Og så fik den ellers en tur med håndpiskeren til de værste klumper var væk. Bacontern a la hvidløg blev rørt i mosen, som så fik lov til at stå. Jeg måtte forlade matriklen, med min nupo, for ikke at sætte mig og æde løs direkte af gryden.

Hentede derpå mine børn på skolen og kom hjem til et hus der duftede så lifligt, at selv dem på 16 og derunder lagde mærke til det.

Dernæst skulle den lunkne kartoffelmos formes til små pølser som først skulle rulles i mel … dernæst i pisket æg … for til sidst at lande i en skål rasp.

Det var nemmere sagt end gjort. Jeg havde passet på ikke at lave mosen for lind, men det blev noget værre noget. Ingen pølselignende små fikse ruller kom der ud af mine anstrengelser. Derfor blev de mast flade, og gjort en del mindre.

Da jeg så med megen møje og besvær, og en hel del snask, havde lavet 6 meget små klatkager med rasp, og det meste af raspen sad på mine fingre, som dermed blev tykkere for hver gang jeg nærmede mig, blev jeg enig med mig selv om, at jeg ville undlade at følge opskriften og bare lave små kartoffelklatter.

Det måtte være langt nemmere bare at placere små klatter mos på en varm pande, og undgå dette snaskede kugletrilleri.

Det nu meget lidt lækre rasp, æggerester og lidt klumpet mel blev hældt lodret ned i Blondinens retning. Ej det passer ikke, hun fik ikke melet, jeg var bange for at hun ville komme til at kløjs i det.

Hun blev både glad og overrasket, for grundet sommertiden havde hendes maveur endnu ikke opdaget, at vi faktisk var 15 minutter over hendes spisetid.

Glad hældte jeg olie på panden og gik i gang. Først stegte jeg de 6 klatkager med rasp på. De så fine, faste og sprøde ud.

Så kom turen til de ”rå” mos-klatter..

Det gik knap så godt. Det gik faktisk overhovedet slet ikke.

Det lignede ikke noget som helst.

Slet ikke da jeg begyndte at vende det, som i mit hoved gerne skulle ligne små faste frikadelleagtige klumper. Sådan en slags rösti i mosform havde jeg forestillet mig.

Det var mere en slags grød. Med olie på. Og olie i, og udenom..

Jeg måtte erkende at det nok ikke var det allerheldigste opskriftsinitiativ jeg nogensinde havde taget.

Altså kunne jeg starte forfra med mine ulækre, snaskede blandinger. Flere tallerkner. Mere mel. Og rasp.

Hidkaldt af min højlydte jamren, og vist nok også nogle grumme eder, ankom Zorronaldo lidt usikkert til køkkenet. Det var nok meget godt, for han kunne hjælpe mig med at slå æg ud.

Og hælde mere mel på. Som tak blev jeg så belemret med det styggeste rap og techno, som metallisk skingrede ud af hans telefon. Han skiftede dog sang når jeg begyndte at knurre for meget. Men det var hyggeligt, så jeg brokkede mig kun meget lidt.

Jeg fortsatte hvor jeg slap med snaskeriet. Rasp var der ikke ret meget tilbage af, den havde jeg jo givet til Blondinen, så de sidste blev dyppet i mel to gange …

Jeg svor højlydt undervejs flere gange, at jeg aldrig nogensinde ville lave den slags igen.

IMG_0861

Alt det arbejde og det medfølgende snask, det var noget værre noget og efterhånden blev jeg også mere og mere sikker på at Prinsessen ikke engang ville sætte pris på mine fantastiske kreationer udi kartoffelmos.

Hun har, som sagt, altid hadet kartoffelmos, hun er født sådan og har desværre smittet sin lillebror og fejlagtigt forledt ham til at tro at han heller ikke kan lide det.

Men tilbage til mine klatter.

Det er et ganske afsindigt svineri og et ægte molboarbejde at lave, forme og raspe disse dimser. Jeg måtte ustandseligt vaske fingre så jeg undgik at få pakket hele hånden ind i den der tommetykke mel-æg-rasp skorpe.

Men de blev færdige, og stegt. De duftede himmelsk, så jeg satte tænderne i en lille én og glemte alt om min nupo. Men hvor meget kan sådan én sølle – okay så to – kartoffelkroketter ødelægge. Jeg trængte til en opmuntring efter alle mine anstrengelser.

IMG_0867

Prinsessen kunne ganske rigtigt, finde på mange tusind andre ting, hun bedre kunne lide end mine klatter, så selvom de tre andre roste dem, især dem med rasp på, til skyerne – de turde nok ikke andet – kommer de til at se meget langt efter en gentagelse.

Der skal i hvert fald mindst gå flere år, så jeg har glemt hvor besværligt det var. Lidt i stil med et karbad faktisk.

Den der ko..

21 feb

Hos Decathlon kan man få fleeceforede gummistøvler. De er skønne og varme. Måske ikke så kønne igen, men det er lige meget. Mine er i kemisk lilla.

IMG_0543

Jeg viser dem lige igen så kan I bedre forestille jer resten af historien! Hvis I mener at have set dem før så er det fordi jeg også havde dem på da Zorronaldo skulle til Italien midt om natten.

Nu er det bare kun Gårdmand Bjørn og jeg selv, som er de heldige indehavere af sådanne støvler, idet resten af familien ikke mente at deres gang i mudder, var så voldsom, at det ville berettige anskaffelsen af et par.

Men da Divaen skulle ud og lege med køer, spurgte hun om hun måtte låne sin lillebrors støvler. De er forresten sorte.

Det måtte hun godt, men måtte love – under ed – at der ikke kom ureglementeret snask på dem. Mudder ja, kolort nej. Gårdmand Bjørn er en anelse sart med den slags. Gad vide hvem han har det fra..

Hun lovede.

Men køer er åbenbart nogle utilregnelige størrelser, som nemt bliver nervøse. Og når de er nervøse – får de dårlig mave.. Det kender man jo godt fra sig selv, så de er vel lovligt undskyldte, men det viste sig at være et lille problem i forhold til hendes løfte.

Det er nu at det der med blodprøvesteddet spiller ind.

Blodprøve på en ko skal tages under halen…

Ja. Der..

Og her gik Divaen så i detaljer og sagde: ”Du ved godt, det der bløde sted under halen..” Her måtte jeg straks stoppe hende og sige: ”Nej, min skat, jeg ved ikke hvordan en ko ser ud under halen.. Det er der ikke ret mange almindelige mennesker der ved..”

Men altså, blodprøven tages under halen – lige over hullet.. På et blødt stykke hud uden pels.. GODT jeg ikke er en ko – for det må da gøre helt afsindigt ondt? ”#*%¤#gnnn..

Nå, tilbage til selve situationen.

Jeg opsummerer lige: blodprøve under hale, nervøs ko, dårlig mave. Hvorfor der naturligvis kom ureglementeret snask på Gårdmand Bjørns støvlers fleecekant.

Men det blev vasket af og ingen siger noget til ham – hører I – for så der rent faktisk er håb om at han vil have dem på igen!!

Til sidst vil jeg skynde mig at sige at ingen køer kom til skade i dette forløb – det var naturligvis ikke Divaen der stak nålen i dem – hun tog bare imod de små bøtter med blod i – og kolort – på, for at skrive koens nummer på den lille bøtte. Og derfor stod hun i upraktisk nærhed både af dyrlæge og nervøs ko, hvilket medførte føromtalte snask på fleecekant.

Jeg er heller ikke laborant og ved derfor ikke om de der bøtter har et finere og mere brugbart navn.

Men nu ved I også hvor man tager blodprøve på en ko!

%d bloggers like this: