Fordele og ulemper ved nattøj

Nu slipper alle familiehemmelighederne ud, for her kommer endnu en indrømmelse.

First Man sover næsten altid uden nattøj. Endda uden noget tøj.

Det er der sikkert mange mennesker som også gør. Kun når vi har haft aupair eller andre sarte gæster, har han accepteret at sove med nattøj, for at undgå katastrofale situationer.

Jeg sover med nattøj; jeg får forfrysninger, selv om sommeren, når jeg afklæder mig den slags nattøj som dækker skuldrene. Ikke alene fordi det uanset hvad, bare er koldere klokken 04.37.

Men også som et resultat af at nogen, som ligeledes sover i sengen, snorker. Og kommer jeg til at vende ryggen til ham i løbet af natten, kun iført noget med stopper og uden ærmer, så får jeg kolde pust imellem skulderbladene, ofte akkompagneret af nogle grynt.

Sommetider kan jeg i søvne ignorere denne ret kraftige lydkulisse, men er jeg samtidigt under bearbejdning af de kolde pust som ledsager lyden, så vågner jeg. Gnaven og frysende.

Og det er ikke en ret god kombination, derfor sover jeg med nattøj også om sommeren.

Grunden til at jeg har behov for at dele disse oplysninger med hele verden, oplysninger som ingen rigtigt har brug for at kende, er at der i mange år, søndag morgen, været mest trængsel i min side af sengen.

Tumultagtige tilstande mestendels skabt af besøgende børn. Meget sjældne gange også en hund, som bestemt mener at den bør tage del i festlighederne. Jeg er til hendes store fortrydelse, aldrig enig med hende.

I hvert fald, det er min side af sengen som står for skud. Og sådan har det været det i mange år.

I går morges var ingen undtagelse: først kom Gårdmand Bjørn. Han gav sin far et knus ledsaget af et godmorgen, og omgående fortrak han over til mig. Da First Man skulle ud og løbe en lille tur forsvandt han fra sengen. Men Gårdmand Bjørn blev liggende på min side.

Dernæst ankom Prinsessen og hun skulle absolut også ligge under min dyne. Med kolde tæer. Af en eller anden grund så bliver kolde tæer meget lidt charmerende når de overstiger størrelse 32.

Derfor bad jeg dem begge om at forlægge residensen til First Mans halvdel, nu han ikke selv optog pladsen længere.

Så blev der stille. Mit forslag huede dem ikke. Adspurgt kunne de meddele at det var helt afsindigt klamt at skulle ligge der, under deres fars dyne, fordi han ikke sov med underbukser på.

…

Og jeg måtte forsikre dem for, at for det første havde deres far for en gangs skyld sovet med natbukser, samt at sengetøjet var helt rent, så de kunne sagtens ligge under hans dyne uden at blive besudlede.

Desuden er han ikke syg og han går faktisk i bad hver dag, så graden af klamhed er rimeligt begrænset.

Børn er altså så sarte!

Snorken

Jeg har vist alligevel 2 personligheder. Mig om dagen, og en voldelig furie midt om natten. Det er ikke kommet pludseligt – men ganske gradvist i takt med at First Man begyndte at snorke mere og mere højlydt.

Adspurgt vil folk sige, at jeg er morgengnaven. Dette har overhovedet intet som helst konkret på sig, jeg har bare alle dage været af en lettere gnaven natur, hvis jeg bliver vækket midt om natten. Så det kan folk jo bare lade være med.

 Til almindelig oplysning kan jeg meddele at natten stopper et sted mellem 8 og 9 hvis jeg er stået op kl. 06.30. Eller nærmere bestemt, 1 time efter jeg har fået første kop te med mælk. Bare så I ved det.

Mine stakkels unger, er igennem hele deres ulykkelige barndom blevet lagt i seng med disse ord: “hvis du vågner i nat og er ked af det så kom og væk mig, og lad som ingenting når jeg skælder dig ud – det er ikke personligt ment, godnat min lille skat”

Det forhindrede dem på ingen måde i, at komme alligevel og få trøst – når det værste møgfald havde lagt sig – og de har for længst vænnet sig til min mangel på humor og fest om natten. Det er nok derfor de har sovet igennem på 6-7 uger, alle fire. Det sure løg, der skulle gøre det ud for en natlig madpakke, var de alligevel helst fri for – så hellere få en mere solid morgenmad af en mor som smilede og var glad.

Men for at komme tilbage til denne her snorken, min natlige gnavenhed er kun en naturlig konsekvens af at blive forstyrret i min nattesøvn, af den snorken som jo er det egentlige problem her.

På dårlige dage, kan jeg gå fuldstændigt i sort ved tanken om at First Man måske risikerer at ende som min konstant gnavne enke-svigerfar.

Han kan ikke være gnaven på grund af at nogen snorker om natten, med mindre man bliver gnaven af egen snorken – det kan jo så for øvrigt godt være – men han har altid været gnaven, og bliver gnaven af lyst og med megen fryd, hvis der ikke er noget præcist at være gnaven over.

Man kan jo altid finde et eller andet: naboens hund som gør, en svoger som ikke vil fortælle navnet på sin nye kæreste, at det har regnet i Danmark alle de gange han har været der, og den slags vanvittigt irriterende ting, som retfærdiggør timers surmulen.

Men altså, min svigerfar snorker så vinduerne blafrer. Også på den etage han ikke befinder sig. Når vi er så heldige, at have mentalt overskud til at tage på ferie i mausoleet, sover vi i stueetagen, og han sover på første sal. Det er altså også vores vinduer der blafrer. Den slags ophold kræver gode nerver og energi nok til at kunne klare søvnunderskud i dagevis.

Det er alt sammen meget godt, og jeg har skam vænnet mig til det – og svigerfar er da også indimellem i godt humør – selvom det ikke er så tit det sker. Men så sætter man så meget desto mere pris på det!

Nu er det så, at First Man har givet sig i kast med at snorke – højt – om natten og gerne ad flere omgange. I starten skubbede jeg bare til ham – for det generede mig jo – det har virket fint, jeg skubber til ham og mumler: du snorker, og så har han vendt sig om og har ikke snorket mere,

Men efterhånden har han fået større og større dask, idet han fik anlagt en ny taktik, hvor han simpelthen har sovet igennem mine skub og ublide puf, og blot snorker videre. Så måtte der jo hårdere midler til, for jeg rendte til sidst rundt og lignede en der havde børn under 6 uger, og gabte mig igennem mine dage og faldt i søvn midt i kartoffelmosen.

Så gradvist har jeg puffet hårdere og hårdere til ham, og her i sidste uge, da han havde vækket mig 3 gange på samme nat, fik han simpelthen sådan en lammer på skulderen, at jeg faktisk vågnede helt og tænkte – hov? Hvad skete der lige der?

Nu får han heldigvis ikke så nemt blå mærker, så det kunne gudskelov ikke ses, og folk går heller ikke rundt og spørger, hvad det er for et afskyeligt rivejern han er gift med, og om han er udsat for hustruvold.. Og hvis det endelig skal være synd for nogen, så fik jeg faktisk ret ondt i min hånd efter det slag. 

Men om ikke andet – holdt snorken op.. !!

Om det så er, fordi han muligvis ligger vågen alle de timer han tilbringer i dobbeltsengen, af angst for hvad hans uligevægtige kone ellers kan finde på af natlige voldshandlinger, skal jeg ikke kunne sige. Jeg sover nemlig – endelig!