Nogen tog sommeren. Og afleverede ikke igen. Så derfor har jeg fundet de skønne sokker frem som jeg fik i sommers af søde Susanne. De er meget lækre. Og bløde og varme.
De skønneste sokker
Jeg har brugt dem som hjemmesokkesko på kontoret en dag hvor jeg frøs om fusserne.
Jeg er vildt glad for dem – også selvom de minder mig om at jeg ikke kan strikke.
Når jeg engang kommer på plejehjem, eller måske skal jeg endda helt under mulde, så kan det være jeg kan have mine sokker for mig selv. Jeg har skrevet om sokker før, men da det er et stort issue på matriklen, får I lige et indlæg mere.
Da firkløveret var små…
Ja, grammatisk er det jo helt forkert at sige at et firkløver er små. Men rent praktisk forholder det sig jo sådan at selvom det er en samlet buket af mine børn, så er de jo individuelle mennesker hver for sig. Og også sådan jeg ser dem. Derfor kan et firkløver være små, i min verden!
Altså, efter dette sidespring, da firkløveret var små, var sokker ikke noget problem. Udover at der altid forsvandt sokker – enkeltvis – hvorpå jeg altid var den lykkelige indehaver af mindst 17 ensomme sokker der havde mistet deres partner, og jeg kunne være vis på at så såre den enkelte sok ramte varmen fra forbrændingsstationen ville jeg finde dens makker i en kasse med Lego eller bag ved varmeapparatet i selskab med diverse nullermænd og en nøgle til en cykel.
Altså skulle der mange måneder og mange eftersøgninger til før jeg overgav mig og smed sokken ud.
Personligt har jeg for det meste haft sorte bomuldssokker, de passer til alt og kan parres på kryds og tværs uden man behøver at føle sig som et kludeklip med to forskellige sokker på.
Efterhånden som firkløveret blev større, uden hensyntagen til køn, kunne det ske at mine sorte sokker tog ophold på andres fødder. Firkløverets for eksempel.
Det endte med at jeg overlod alle sorte sokker på andre, og selv indkøbte sokker der var genkendelige til mig selv – i rå mængder – så jeg ikke skulle rode desperat rundt i forskellige skuffer og vasketøjskurve på jagt efter sokker der allerede og på mystisk vis, sad på andres fødder.
Men også de sokker forsvandt.
Da mine sidste cowboybukser næsten samtidigt fik et hul der ikke kunne repareres, tog jeg konsekvensen og gik over til kjoler i stedet for, og går derfor næsten udelukkende med strømpebukser nu. De har trods alt tendens til at forblive i deres ejermands – min – skuffe uden de store problemer.
Men skulle I finde sorte sokker uden makkere på jeres vej, er det sikkert mine!
Jeg kan umuligt være den eneste som jamrer, over blandt andet sokker, i en stor familie. Jeg ved godt – før nogen igen begynder at råbe op om at jeg gentager mig selv – at jeg allerede har udtalt mig om dette fænomen.
Men det var altså kun i en bisætning jeg ytrede mit mishag, i en indskudt bemærkning midt i noget andet, og jeg har nu behov for at give udtryk for min undren igen.
Jeg forstår nemlig ikke hvordan de kan blive væk fra hinanden, uanset hvor parrede de er, når man moser dem ind i vaskemaskinen. Det er én ting og noget jeg åbenbart må lære at leve med. Men noget meget mere mærkeligt er, at der pludselig dukker sokker op man slet ikke er beslægtede med.
Nogle gange kan man på størrelsen, eller farven, se hvilken slags besøgende de må have tilhørt, og så kan jeg udlevere små lyserøde sokker til Prinsessen som så kan aflevere dem, til den i weekenden overnattende veninde.
Andre gange aner man ikke, hvilken oprindelse de har. De går på skift i skufferne, da ingen rigtigt vil kendes ved dem, de skilles sjovt nok meget sjældent fra deres mage, og det er jo et fantastisk potentiale.
Jeg fandt – da mit hus legede fryseboks – et par mørkegrå uldne sokker, lange nok til at lege både sok og benvarmer, som siden da, har siddet på mine fødder. Okay de er naturligvis blevet vasket indimellem når de begyndte at lugte alt for grimt.
Jeg aner ikke hvor de kommer fra, men de er min størrelse og de er varme, så det er helt ligemeget.
Nu skal folk som har været på besøg, og som mangler et par uldne sokker, slet ikke prøve at kræve dem tilbage, for jeg afleverer dem ikke. De er alt for gode!
Nu omkring håndklæder, som oprindeligt var det som indlægget skulle handle om. Måske er det bare sokkers lod at være indskudte bemærkninger her i verden …
Men altså, håndklæder. De lider af samme sære sygdom. De er ikke helt af samme kaliber som sokker, men trods alt i nær familie.
Jeg har håndklæder jeg er ganske overbevist om, at jeg fik forærende i par. Til bryllup og indflytterfest og den slags som udløser par-agtige gaver. Men så bliver det ene væk. Det ene gule håndklæde har nærmest været væk siden vi fik dem. Jo, for der var altså to. Men i stedet har jeg fået fundet et lyseblåt, som jeg ikke så hvor kom fra. Pludselig var det der bare.
Og selvom jeg savner mit gule meget, er det lyseblå håndklæde bestemt ikke af en kvalitet, som ville gøre at jeg kom til at bruge det til klud eller flyttefyld.
Tværtimod, det har netop udvist fantastiske evner, nu her mens min tørretumbler holdt fri, og har ulig alle de andre, ikke revet min hud til blods når jeg skulle tørres.
Så jeg ville faktisk bare sige tak, til den som mangler sit lyseblå håndklæde.
Det er næsten som om det var jul igen. Lene kom og det gode ved hende er at det ikke føles som syv måneder siden jeg så hende sidst.
Vi snakker/skriver naturligvis også sammen hver dag på skype, men alligevel. Og så havde hun en masse gode sager med i kufferten.
Bemærk “kongemandlerne”! Elsker bare besøg Lene!!
Der var også noget til Prinsesse Lyserød og Gårdmand Bjørn.
Lektier…
Fra den danske skole. Så bliver jeg godt nok lidt rørt. Lærere har nok at lave til daglig, der er mange elever i klasserne, også selvom det er en privatskole…
Eller måske snarere især fordi det er en privatskole og fordi tre lokale skoler lige pludselig lukkede fordi riget fattedes penge – men jeg siger jer: det er en falsk besparelse!
Af sparehensyn lukker man alt det som gjorde det attraktivt at bo på landet. Den lokale sladder er også nået til Normandiet og kan berette at den vidunderlige børnehave hvor Prinsessen og Gårdmand Bjørn slog deres folder, nu er lukket på grund af mangel på børn.
Ingen vil bo i vores landsbyer mere, der er ingen børnehaver, ingen skoler, ingen butikker og færre busser. Nu kan man heller ikke engang låne penge til at købe hus i udkantsdanmark mere.
Nå, det var lige et surt opstød. Men det var jo ikke ret stort!
I hvert fald – jeg blev rørt; børnenes lærere har fundet noget materiale frem som vi kan bruge. de tager sig tid til elever som ikke engang er på skolen endnu.
De har kopieret, samlet sammen og gjort ved og de glæder sig faktisk til at se os til sommer!
Jeg sagde lidt usikkert til Gårdmanden mens jeg rakte ham en læs og forstå: “det er sådan noget I kan lave om onsdagen”.. (når de har skolefri)
Han svarede: “Hvorfor kun om onsdagen? Må jeg ikke lave noget nu?” og de gik begge straks igang.
Lene og jeg smed os i sofaen, nu med ens hjemmesko – og mig iført ny kop!!
Har jeg sagt at jeg elsker besøg?
Voldsomt inspireret af den noget særprægede sommer vi i år prøvede at overleve, kom jeg i tanke om at jeg har været på Island. I en august måned. Det var cirka ligeså varmt der i august, som det er nu – her i Normandiet i november.
Tankevækkende.
Nå men ja, jeg har været på Island. Ja simpelthen – og det ligger ligesom også i navnet. ISland.
Og jeg havde uldne underbukser..cykelshorts med – OG på.. i august måned..
Ham den anden var lokalt indfødt. Min, noget akavede, stilling skyldtes blæsten. Og regnen. Jeg gentager.. Det var i august..
Naturen var jo ubeskrivelig smuk. Storslået og jeg ville gerne tilbage – bare ikke lige i min sommerferie. Der er altså en grund til at jeg aldrig har været på skiferie.
Hvis jeg har tid og penge til at smide efter en tur, et eller andet sted hen, så bliver det IKKE til is og sne. Varme og gamle mursten – så har jeg det bedst.
Men for lige at komme tilbage til Island – så var det en afsindig morsom tur. Vi skulle ud og køre på en lavastrand – med ATV’er og det var noget vådt.
Derfor er det vanvittigt smart med gulvvarme i de der seje biler der kørte os rundt – jeg kunne tage mine bukser af og varme dem på gulvet mens mine uldne cykelshorts gik fra våde til fugtige på ret kort tid.
Der var også en brændeovn der fik nærkontakt med mine baller efter sådan en tur. Det lugtede umiskendeligt at våd lammesteg.
I det hele taget var det så koldt, at man helt glemte det var sommer. Gad vide om de overhovedet har sommer?
Jeg nåede naturligvis også en tur forbi Den blå lagune.. Og nu – da jeg jo var barn i 80erne – troede jeg at den blå lagune – var et varmt sted med palmer, hvor ham der Chris Atkins føjtede rundt med Brooke Shields og endte med at spise nogle ribs i en gummibåd.. Eller sådan noget.
Jeg kunne ikke tage mere fejl.
Det var et sted med noget yderst uhumsk vand blandet med kisel – som har en umiskendelig duft af svovlprutter – hvor mennesker med hudsygdomme nedsænker deres legemer og deler deres psoriasis med alle os andre. Lækkert siger jeg bare.
Nogle steder var vandet lunkent og andre steder var det decideret for varmt. Jeg skulle bare undgå at tænke på det bløde noget jeg gik rundt på og som på mest slimede måde kom op imellem mine sagesløse tæer, i det skummetmælks blåhvide vand.
Men altså, Island var meget smukt, menneskene var skønne, maden vidunderlig – og jeg vil meget gerne derop igen. Bare ikke om sommeren.
Nå, lidt selverkendelse er vist på sin plads.
I mange og lange år, har jeg anmodet, bedt, tryglet om at firkløveret hentede deres vaskede, strøgne og sammenlagte tøj fra vaskerummet. Eller i hvert fald, fra det sted hvor jeg stryger og lægger sammen.
Mange gange har jeg, mere end træt, henstillet til at de fik orden på deres 3 millioner sokker og ligeledes fjernede dem fra tøjkurven.. Jeg har nok også råbt lidt indimellem – når de har omdannet føromtalte vaskerum til et fælles klædeskab, hvor alle mødtes hver morgen for at finde ud af hvad de skulle tage på.
Og skulle jeg formaste mig til at kigge i deres skabe – var de gabende tomme og barnet kunne se mig direkte ind i mine rødsprængte øjne og sige – i ramme alvor – jeg har brug for nyt tøj, jeg har ikke noget at tage på.
Og hvis jeg slæbte alt det tøj ovenpå, og distribuerede det på de respektive værelser ville der være så meget tøj at skabet bugnede og ikke kunne lukkes.
Jeg kunne åbne en tøjbutik, så meget har de.
Bare spørg dem – jeg taler meget om deres tøj. Hele tiden. Og om at de skal rydde det op.
Og så var det, at noget lige pludselig sprang mig i øjnene. På en meget direkte måde.
Og som nok får mig til at klappe hesten en anelse.. I hvert fald til jeg selv får ryddet op, så kan jeg jo altid give mig til at råbe igen!
JO – bortset fra håndklæderne er det mit alt sammen.. også sokkerne midt på gulvet.
I mit farverige køkken er jeg ofte så heldig at have gæstebagere. Som I måske har gættet, så fylder kager en del i vores hverdag – ikke kun om søndagen.
I skrivende stund regeres der, og gøres ved, med megen larm og halløj. Nogen laver noget – som jeg ikke måtte se, hvad var. Og da jeg blev hidkaldt til lettere konsulent bistand, skjulte de først kogebogen, og jeg måtte love ikke at kigge.
Jeg bliver så glad og synes det er så dejligt når mine børn vil lave mad eller hjælpe til med husholdningen. Og kagebagningen. Okay, deres iver kølnes så en del, når det kommer til rengøring og oprydning, men indimellem kan man være heldig.
For 2 år siden skulle jeg til møde hele dagen i København, ældstedatter var i bogstaveligste forstand fløjet af reden med Air France, for at tilbringe 10 dage hos en ven i Frankrig. Mit møde trak ud og jeg kunne se at jeg ikke ville nå hjem tidsnok til at lave mad – hvad gør en klog?
Ringer hjem til sin ældstesøn på 12, og spørger om han vil prøve at lave frikadeller. Det ville han godt, han havde heller ikke noget valg, og der stod frikadeller på bordet da jeg kom hjem!
Og i dag har ældstedatter gjort hele køleskabet grundigt rent mens jeg var ude og købe ind. En anden gang har jeg fundet yngstepigen i færd med at stryge noget tøj, fordi hun syntes strygetøjsbunken var så stor.
Det er den nu altid, synes jeg – stor altså. Så når man endelig i bund med alt vasketøj og den slags og glemmer i sølle 2 dage at man skal vaske – fordi man laver påskepynt eller har sicilianske høns på besøg, og vupti er vasketøjskurven ved at kaste op, og man drukner i vasketøj igen og kan så starte forfra.
Det værste ved vasketøj er for resten sokker. Er I lige klar over hvor mange sokker der er i en familie på 6 personer?
Og uanset hvor mange sokkepar jeg putter ind i maskinen – der kommer aldrig nogensinde det samme antal ud af den igen. Sokkerne forsvinder på mystisk vis og ligger så i ensom majestæt i ugevis, indtil jeg enten beder ejermanden tage dem til sig igen, og håbe at den forsvundne makker vender hjem igen, eller hvis de har overlevet i vaskerummet i månedsvis, og ingen vil rigtigt kendes ved dem, og makkeren definitivt er fordampet udi en hidtil ukendt vortex – nej, ikke det til fodvorter – det andet vortex, så ender jeg simpelthen med at smide dem ud og finder naturligvis den resterende sok 2 dage efter. Som jeg så også smider ud – og føler mig grundigt røvrendt af det der vortex.
Lige meget hvilke tricks og kneb jeg anvender, har jeg aldrig kunnet parre alle sokker med deres respektive makker, og udleder heraf at sokker er nogle utugtige og utro størrelser, det er faktisk lidt skuffende nu man tænker over det.
Nå, det var et mindre sidespring, men hvorom alting er, så selvom firkløveret nogle gange skal trækkes op ved håret, og sparkes til at finde den inderlige glæde der er forbundet med støvsugning, så hjælper de meget til, og dette er en af de mange fordele der er ved at have 4 børn.
Hvis man er lidt snu så kan man faktisk med et minimum af anstrengelse planlægge sig til gæstekokke 4 dage om ugen: I Danmark – da de ikke havde så lange dage og heller ikke så mange lektier for altid – havde de nemlig hver deres maddag – også selvom de var 7år. Så blev det bare med mere eller mindre hjælp fra mig.
Der er noget yderst tilfredsstillende over det at lære sine børn at lave mad. Og at gøre rent, vaske tøj og alt sådan noget kedeligt noget – men i det mindste ved man, at de kan klare sig, og at de ikke står fuldstændigt fortabte ved tanken om at koge et æg eller rede en seng. Rent bortset fra at jeg er så supersød at jeg tænker på mine svigerdøtre – tænk at få sig en mand som både kan stryge, lave frikadeller samt gøre rent på indersiden af et toilet!!
Men det vigtigste er dog kagerne!
Og i dag var det:
Men nu I allerede har hyperaktivt mundvand, vil jeg lige vedligeholde det en anelse:
Og – så er der ikke mere for den 25-øre. I må vente til søndag med resten!
Kong Mor - med vilje 