Mudpie og Mac’n’Cheese

I går fik vi leveret eftermiddagskagen til døren.

En mormor havde været i køkkenet og kreeret en mudpie. Og kom forbi med den!

Ja, en mudpie. Sådan en som Minny serverer for Hilly i “The Help”. Dog ikke med helt samme indhold og jeg skulle lige overvinde mig selv allerførste gang jeg satte tænderne i sådan en sag, ihukommende Minnys legendariske bemærkning: “You just ate my shit” – og så tror jeg i øvrigt det emne er uddebateret for i dag.

Men selve kagen smager aldeles guddommeligt. Desværre kan jeg ikke give jer nogen opskrift på Mudpie i dag, fordi den foregående mudpie var nemlig meget bedre, og den opskrift skal jeg lige have lokaliseret først. Så det må vente. I mellemtiden kan I nyde billedet af det sidste stykke før det på mystisk vis forsvandt til First Mans morgenmad.

Mudpie à la mums

Således inspireret af USA og deres madvaner fik jeg lyst til at prøve at lave macaroni and cheese, en anden klassiker fra Staterne. Jeg har hørt om Mac’n’cheese ofte, men aldrig rigtig smagt det, endsige lavet det.

Jeg fandt en opskrift på nettet som jeg ændrede lidt; det skulle jo passe til indholdet af mit køleskab og til de fem forslugne pre-teen + teenagere der befandt sig på matriklen.

Jeg smeltede lidt smør i en gryde. Rørte lidt mel i og lod det syde lidt i et par minutter. Så tilsatte jeg lidt timian, cayennepeber og almindeligt peber. Så hældte jeg lidt kold mælk ved og piskede godt. Lidt mere mælk, lidt salt og et drys muskat, og så kunne det ellers stå og passe sig selv i en 6-8 minutter ved lav varme, det skulle dog piskes i jævnligt, for ikke at brænde på.

I mellemtiden kogte jeg en pose pasta. Jeg havde kun suppehorn, men man kan jo bruge en masse andet pasta, bare det ikke er spaghetti.  Da de var kogt skyllede jeg dem lidt i koldt vand for at undgå at de klistrede sammen, dryppede dem af og hældte dem i et ildfastfad. Jeg havde også nogle pølser som skulle bruges og de blev skåret i skiver og smidt op i fadet til de kogte suppehorn.

(Fadet skal ikke smøres fordi der kommer sauce i lige om lidt!)

Altså, da bechamelsaucen – for det mindede mest af alt om sådan en – var færdig, slukkede jeg for varmen og hældte en pose reven ost i, og piskede godt til den var smeltet. Det var faktisk ret sjovt at piske rundt i, ikke ulig tyggegummi.. Jeg fik lavet nogle imponerende bobler!

Denne ostesauce blev hældt ud over pasta-pølseblandingen og jeg rørte det hele godt sammen.  Så dryssede jeg med lidt reven ost og normalt skulle der lidt rasp på toppen også men det havde jeg ikke lige så det blev ved osten.

Så røg hele fadet i en 200grader varm oven i 10-15 min. til det begyndte at blive gyldent.

Det tog ingen tid at lave! En lækker pastaret på under en halv time. Ret vildt faktisk. Og man kan jo udelade pølser og spise noget andet kød ved siden af, eller bare nøjes med en god salat hvis man ikke er til kød.

Mac’n’Cheese Thomas Jefferson style. Dog med helt ureglementerede pølser i!

Imens skar jeg noget rå spidskål i fine strimler, skrællede to appelsiner og skar i små stykker, blandede det hele sammen og tilføjede  en håndfuld tørrede tranebær og en håndfuld saltmandler og så havde jeg også salat. Dressing var der ikke brug for, for appelsinsaften gjorde det hele blødt og lækkert.

Om salaten så var amerikansk kan jo diskuteres, men det smagte rigtigt godt til pastaen og ungerne var helt pjattede med det der mac’n’cheese a la Thomas Jefferson, som vist var ham der opfandt retten.

Jeg elsker at lave mad fra andre lande, det er så sjovt at prøve nye ting og nye sammensætninger.

Nu vil jeg godt medgive at suppehorn med pølser og bechamelsauce ikke er decideret nyt, ejheller så eksotisk at det ligefrem springer i øjnene, men sammensætningen havde vi aldrig prøvet før. Og jeg kan forsikre jer at det ikke er sidste gang der kommer Mac’n’Cheese på bordet i Møllen på Øen!

Æblekage og æbletærte.

På kontoret holder vi ugentlige kageorgier. Okay, så ikke hver uge, men meget ofte. Og i torsdags trakterede den anden Tina med en skøn æblekage. Som jeg naturligvis ville prøve at gøre hende efter.

Havde jeg brugt færre æbler, en finere sukker og lidt mindre tid i ovnen, havde den nok været ligeså lækker som hendes. Ikke desto mindre blev fadet tømt med lynets hast. Og jeg vil da gerne dele opskriften med jer her.

Den er lavet af Lone Landmand, så jeg vil ikke gentage den her blot sende jer videre til hendes udmærkede blog og hendes “Sjæleplejende æblekage“!

Æblekage med flødeskum og tørrede solbær. Mums to the maxx

Pernille kom også med en god idé til alle de æbler vi har for tiden.

En æbletærte.

Til dejen brugte jeg Fionas lækre opskrift: 350 gr. mel som smuldres med 250 gr. smør og 1 knsp. salt. Dejen samles med 1 æg og en bitte smule vand. Den skal stilles køligt fordi der er så meget smør i så den kan godt være lidt svær at arbejde med. Da dejen var blevet kold igen, bredte jeg den ud i en tærteform og stak lidt huller i den med en gaffel.

Revne æbler og revn emarcipanbød på mørdejsbund.

Så skrællede jeg 6 æbler og rev dem groft udover hele tærtebunden. Og så rev jeg 6 marcipanbrød med cognac, ligeså groft, ud over æblerne. Den resterende dej skar jeg ud i strimler – efter Prinsessens ønske – og lagde ovenpå. Og så ind i ovnen til det så færdigt ud. Jeg prøvede med 200 grader, det var måske i overkanten.

Strimler på.

Det smagte fuldstændigt himmelsk – med et squeeze a cognac fra marcipanbrødene – og er bestemt noget jeg vil prøve igen.

Da jeg også er den stolte ejer af en hel del pærer, vil jeg prøve at lave pæretærte næste gang. Er sikker på at pærer og marcipan smager ligeså godt.

Noget meget uretfærdigt og et tema.

Jeg finder det ganske uretfærdigt, ja faktisk fuldstændigt uhørt at man kan få tømmermænd uden at have drukket andet end et eneste lille glas lyserødt cideragtigt velkomstnoget, da jeg var til fødselsdag i lørdags. Og ingen røg – i hvert fald ikke indenfor – så der var simpelthen bare ingen som helst grund til en sådan tilstand.

Jeg kom endda ikke voldsomt sent i seng.

Ikke desto mindre vågnede jeg kl. 10 søndag formiddag, med en mund som om der havde bosat sig en meget lidt renvasket bjørn, og et hoved der husede et mindre trykluftsbor.

Ikke i sig selv ret fordrende for det aktivitetsniveau jeg havde planlagt for min søndag.

Unødvendigt at sige at mine planer røg ud i vasken tillige med den kop te jeg absolut ikke havde plads til i min oprørte mave.

Resten af dagen blev udført i et absolut slowmotion, og jeg endte med at sidde ligge brak i sofaen mens jeg netsurfede efter inspiration til min fødselsdag.

…

Ja, min fødselsdag.

Den opmærksomme læser vil bemærke at der rundt regnet er 2 måneder til denne så dejlige begivenhed, og at jeg derfor er ude i ret god tid. Men, som jeg bemærkede til mine hånende børn, så passede det stort set med det tidsrum hvor jeg er tvangsindlagt til at skulle høre på deres fødselsdagsplanlægning.

For nu slet ikke at tale om deres pigernes konfirmationsforberedelse, som har lagt ud et årstid før den store dag. Gad vide om de ikke snart går i gang med noget bryllup?

Men nu kan jeg i hvert fald glæde min nære omverden med at temaet for dette års fødselsdagsfest hermed er fastlagt!  Samt at Amerikafarende mennesker i omgangskredsen er blevet pålagt at rekvirere udstyr og dims til udvalgte tema, når de nu alligevel er i dimseparadis, aka Guds eget land.

Slut på eftermiddagen blev jeg dog kostet væk fra min vegetative tilstand på sofaen for at bistå First Man i det ugentlige besøg i supermarkedet. Eneste formildende omstændighed var dog at han agerede chauffør af både bil og indkøbsvogn, og da jeg i tilgift kunne vælge frit, faldt valget på Netto, hvor jeg som tømmermænds-terapi kunne vælte diverse dims og lir ned i vognen.

Om denne terapi hjalp skal jeg ikke kunne sige, ikke desto mindre blev jeg så frisk at jeg var i stand til at kreere noget til aftensmaden hvorefter jeg – efter indtagelse af samme – kunne vælte omkuld i min seng og ønske at jeg kunne få en erstatningssøndag for den der så fejt var blevet franarret mig.

Men så god er verden trods alt ikke.

God mandag alligevel!