Til te i Kurdistan

Og før et eller andet kvikt hoved gør mig opmærksom på at Kurdistan ikke findes som et faktisk land, skal jeg skynde mig at sige at vi såmænd heller ikke forlod øen. Men vi var på tur til Kurdistan, lidt som i Posemandens bil.

Dette besøg var en naturlig fortsættelse på den kop kaffe der var blevet drukket i møllen for et par uger siden.

En helt banal historie.

Som kan fortælles på mange måder.

…

Men uanset hvordan man fortæller den, så er resultatet det samme:

Jeg har fået en ny veninde.

…

Hvis man – for nu at tale om noget helt andet – ringer til mig for at spørge om jeg giver en kop te, så vil jeg sætte vand på, putte teblade i min tepose, hælde vandet over når det koger, og mens teen trækker vil jeg måske sætte et par kopper på bordet, hvis jeg da ikke lader min gæst selv vælge en kop på mine hylder.

Måske finder jeg en kiks fra den franske skuffe, eller også har jeg bagt boller, men det sker ikke ret tit.

…

Sådan får man ikke te i Kurdistan.

Bestemt ikke.

 

Til te i Kurdistan

Næ, man bliver trakteret med lækre retter og skønne specialiteter og den mest fantastiske tyrkiske te i fine glas.

Det ene var en slags bulgursalat som mindede lidt om taboulé (kold couscous salat) og de andre var en slags bagel/doughnut/bretzel dyppet i sesam. Det smagte helt fantastisk. Og jeg skal altså ved lejlighed have lokket opskriften ud af hende!

Så lækkert og overdådigt at man næsten bliver helt flov.

Og på stedet lover sig selv at næste gang nogen vil til te hos mig, så skal jeg nok bage en kage. Og et par småkager.

Og dække bord.

Ny ferie!

Eller altså, det var naturligvis indeholdt i de tre uger der var mig tildelt i år, men det var en helt anden slags ferie. Hvor de første dage var: Venner-Shopping-Hygge-Venner, så var det planen at der nu stod familie på menuen.

Vores egen lille familiecelle, altså os seks.. Min svigerfar er nemlig sådan indrettet at han – når vi er ankommet – pure nægter at deltage i hvad som helst vi foretager os. Og da han ligeledes bliver i meget dårligt humør over den mindste ændring i hans hverdag er det ikke er løsning at blive hjemme.

Så i år tog vi glade ud på dagsrejser ganske uden dårlig samvittighed, han fik buddet hver eneste dag, og brummede “nehej” hver gang.

Et kort over vores gåtur

Denne dag tog vi ud til en lille hyggelig landsby og gik en tur mens vores bil fik tonede ruder. Sært sted, men der var en gut som skulle være helt enormt dygtig og derfor efterlod vi bilen og gik på opdagelse. Byen – som hed Montgaillard – var typisk sydfransk og pittoresk. Eller hvad man nu siger.

Da vi ydermere kom forbi et skilt mod en kiksefabrik med smagsprøver, følte vi alle seks akut sult og blev nødt til at gå den vej.

Kikse-kage-café med ekstra morgenmad

Selve deres smagsprøvning var inde i en lille butik.

Mmmmmmm “Bjerg-specialiteter”

Men der var også en café, i en gammel togvogn, og vi fik bænket os og bestilte en masse lokale lækkerier. Bagefter fyldte vi en masse poser med alle de gode sager vi netop havde smagt, og der var vist også en enkelt lille dåse der sneg sig med.

…

Men en dåse jeg ikke har i forvejen.

Efter vores anden morgenmad, eller formiddagssnack om man vil, fortsatte vi ud i omegnen mens vi ventede på at bilen skulle blive klar. Men det gjorde ikke noget, for der var simpelthen så smukt og storslået at det var det hele værd. Så det blev en ret lang tur.

Firkløveret og noget bjerg.

Turen blev yderligere forlænget af at vi hele tiden skulle stå stille for at tage et billede eller 10 af bjergene som man lige kunne ane i baggrunden. Da vi endelig kom tilbage til tonemanden, havde bilen vist været klar længe.

Eftermiddagen blev tilbragt hos First Mans bedste ven, da han har en stor og lækker pool, og termometeret var efterhånden kravlet op på de 32 grader i skyggen, så lidt vand var ikke at foragte.

Desværre kunne vi ikke sove i poolen, ellers havde jeg gjort det. Vi kunne ikke have skodderne åbne fordi vi enten ville få besøg af ufatteligt mange og meget blodtørstige dræbermyg, eller også af deres killing der lød navnet “Police”.

Andre mennesker ville nok være ligeglade, men jeg er helt afsindigt allergisk overfor katte, og er derfor lettere hysterisk i deres selskab.

Disse mennesker har også en hund som er meget stor. Som hedder “Bandit”. Vældigt ulogisk for de to dyr svarer slet ikke til deres eget navn, men til deres bofælles…

Og så er Bandit meget bange for torden, og der er torden næsten hver eneste nat i bjergene når det er så varmt.

Altså…

Bandit hører tordenskrald, kaster sig fortvivlet mod enhver dør som naturligvis ikke modstår trykket, og han kommer derved ind i huset. Og tager Police med sig… Fair nok at politiet forfølger banditter, men alligevel.

Hvorom alting er, så vågnede jeg denne nat ved at små bitte poter trampede hen over mine ben og jeg skreg så højt at First Man lettede flere meter, og blev beordret til at feje utysket killingen ud af soveværelset. Alt imens hunden – der immervæk vejer 60 kg – prøvede at kravle uset op i vores seng.

…

Det lykkedes ham ikke helt. Også han blev kylet ud. Og vi barrikaderede herefter døren forsvarligt. Og nåede trods alt at få et par timers søvn mere.

Det var ikke gået Firkløveret stor anderledes; min svigerfar er så afgjort morgenmenneske, og morgen defineres af kl. 05.00. Og så står han op. Han er ikke noget lille menneske, så han kan godt komme til at trampe lidt. Og trække i snoren. Flere gange. Og åbne hoveddøren op med et brag, og lukke køkkendøren i, med et tilsvarende brag.

Kl. 7.00 begynder han at rømme sig. Højt.

Kl. 7.10 sover ingen længere.

 

Men skidt pyt med det, så får man også en masse ud af dagene!

Til gengæld er det om at være meget stille omkring siestaen og igen efter kl 21.00 hvor svigerfar for længst er gået til køjs.

Ren ferie! Bemærk i øvrigt det meget franske tapet! 

Men er man træt, så kan man jo bare tage en slapper før aftensmaden!

 

Porcelænsæg

Selvom man ligger ned og stritter, filtret ind i en led fibersprængning, kan man godt have lyst til lidt lækkert til påske.

Eller anderledes.

Med blæreeffekten helt i top!

Og så var det jeg kom i tanke om de blå æg, som vist er en sydfynsk specialitet. Jeg har kaldt dem porcelænsæg for det minder lidt om noget Royal Copenhagen, og da vi – jeg altså – ydermere jo er meget royale, tænkte jeg at det ville være det helt rette at sætte på påskebordet.

Først snittede nogen, som ikke var mig, et rødkålshoved i fine strimler. De blev smidt i en gryde med vand så det dækkede kålen. Og lidt salt. og så skulle det koge. I 30 minutter eller så.

Når kålen havde kogt, skulle kålen desværre ikke bruges mere, det er nemlig kun det blå vand der er interessant. Kålen blev lagt ved siden af – på en lidt forladt måde -for at afvente yderligere anvendelse.

Det blå vand blev kølet af og i mellemtiden skulle der koges nogle æg. Efter den normale fremgangs-koge-æg-måde, dog skulle de koges lidt længere tid, nemlig i 20 minutter.

Da æggene var kogt, hældte andre vandet fra og jeg maste jeg æggene lige lidt, og ganske forsigtigt, med skallen på. De skulle ikke pilles, men bare ligge der med semiknust skal og derpå dumpes i det blå vand. Som de skulle stå i, i 2 døgn. Køligt.

Da de blev pillet, så de sådan ud:

Porcelænsæg

Så tog jeg blommerne, mosede dem med det vi nu kan lide: sennep, hvidløg, mayonnaise, krydderier efter smag og puttede det i en tyllepose og fyldte derpå de blå æg op, og pyntede dem.

Synet slår ethvert kedeligt almindeligt æg!

Porcelænsæg med fyld

De smagte godt og var en stor succes. Ren blær.

Tilbage er der bare at finde ud af hvad jeg kan bruge den kogte rødkål til..

Lige min kop te

Jeg har muligvis nævnt det før, men jeg er ikke så god til at svømme samme vej som alle andre.

Hvorved pastasalat først gjorde sin entré i vores madplan længe efter det var gået af mode i Danmark. Ligeledes så jeg først Titanic flere år efter alle andre havde set og genset filmen op til flere gange i biografen.

Jeg er også meget træt af Herstal lamper, køleskabe i børstet stål og råhvide vægge.

Derfor må det undre mere end én, at jeg nu har fået en passion for Kusmi te. Jeg er, og har altid været, inkarneret tedrikker; jeg kan overhovedet ikke vågne uden en kop te og jeg mener ikke elevator te. Jeg mener løs te i stoffilter og kogende vand.

Jeg har drukket den samme blanding i mange år og kræsent takket nej til alt andet.

Men jeg har overgivet mig.

Var nemlig blevet tilstrækkeligt nysgerrig og jeg havde dertil fået at vide af Anne, at Kusmi er langt billigere i Frankrig – i og med det er fransk – og for at smage, uden at græde over prisen på en te, jeg måske ikke engang brød mig særligt om, måtte jeg gøre det inden vi vendte hjem.

Altså investerede jeg i en rulle med små prøver på grønne teer og en lidt større bøtte med sort te.

…

Den sorte te hedder Anastasia og smager på samme tid velkendt og mystisk anderledes. Ikke desto mindre er det en te jeg har drukket næsten dagligt siden!

Iblandt de grønne teer, var der nogle som jeg hastigt pakkede væk og de vil bliver foræret til mindre kræsne tedrikkere, der drikker den slags.

Men Label Imperial smagte fuldstændigt fantastisk. Jeg er på kur lige for tiden, spiser mindre og ikke så fedt ej heller så sødt, og om eftermiddagen kan det være lidt svært ikke at hoppe på hovedet i slikkassen. Denne te hjælper mig, den har en naturlig sødme som har forhindret alle ulykker!

Så snart den lille dåse blev tom, gik jeg på jagt efter flere slags så jeg kunne smage så mange som muligt mens de stadig er til at betale!

Det er endnu ikke bestemt hvilke lækkerier, der skal pakkes ned sammen med flyttelæsset, men indtil flere af disse teer er helt sikkert med på listen!

Lene siger

man tager en kop.

Putter kogende vand og varmtvandskakaopulver i koppen.

Rører godt rundt.

Faktisk næsten pisker..

Og så sjasker man cognac i – efter behov.

Men kunne også putte noget græsk noget i, som hed Med Taxa.. Men da vi lige holder vejret et øjeblik i forhold til Grækenland så blev det cognac. Man er vel i Frankrig.

Lene påstår at det – i en kold version – hedder Lumumba. Det kendte jeg ikke. Men Prinsessen har en klassekammerat som hedder Mulumba..

Hvorom alting er, min cognackakao smagte godt. Og afholdt mig fra at finde min seng i ordentlig tid.