Vaskebjørn?

Her kommer lige lidt blær. Eller faktisk meget blær. Mor-blær på den stolte måde.

Sagen er den at Gårdmand Bjørn startede til svømning sidste efterår. Dog ikke uden først at have brokket sig højt, længe og inderligt.

Jeg havde meldt ham til, ikke uden at spørge først, men da han ikke kunne komme med andre forslag til hvad han skulle lave af sport, blev det til svømning. På den kategoriske måde.

Han sprang simpelthen ud i det

Det – brokkeriet – varede til han første gang begav sig mod svømmehallen i meget gnaven tilstand. Jeg var derfor meget spændt på at høre hvordan det var gået, og om han stadig syntes det var rendyrket moderlig tortur, men han smilte fra øre til øre da han kom hjem, og siden har jeg ikke hørt andet end: “Mor-det-er-bare-så-enormt-fedt-jeg-elsker-at-svømme-og-Kåre-kan-endda-snakke-fransk!” og mere af samme skuffe.

Han har svømmet tre timer om ugen siden, og han elsker det.

Han ser efterhånden også tæskegodt ud – intet mindre – han har fået større muskler, både her og der og allevegne. Hans kondition er helt i top og han har lært utroligt meget på de få måneder med intensiv svømmetræning to gange om ugen.

Han har endda været med til en konkurrence hvor han blev nr. 1 i brystsvømning.

Nr. 1 i bryst

Og nr. 2 i crawl og han fik en fin bronzenål da de stoppede træningen for i år.

Nr. 2 i crawl

Trænerne er fantastiske, de støtter og opmuntrer børnene på allerbedste vis. Hepper på dem alle, uanset niveau. Træner hvert enkelt barn lige præcis der hvor de har brug for det.

Og ungerne hygger sig indbyrdes, på tværs af alder og køn og det virker som om de virkelig nyder at træne sammen.

Det som gør mig mest glad er at Gårdmand Bjørn endelig har fundet en sportsgren han holder af. Og hvor han kan udvikle sig. Og han kan næsten ikke vente til sæsonen starter igen.

Så min lille landmand er blevet til en vaskeægte vandmand.

En vaskebjørn?

Så en Bjørn der forlader Gården og jorden og hopper i vandet… Det må vel være en vaskeægte vaskebjørn!

Dagene derpå

Jeg syntes som sagt i torsdags, at min deltagelse i Eventyrløbet 2015 havde været en formidabel ide.

Det syntes jeg så ikke fredag morgen.

…

Jeg kunne næsten ikke komme ud af sengen. Ganske enkelt.

Mens jeg prøvede at komme ud over kanten på sengen, spekulerede på hvad i alverden der var sket. Endelig kom jeg op og stå og forsigtigt gyngede jeg hen til trappen. Jeg formelig vraltede ned af trappen, ikke ulig en and, nærmede mig badeværelset og ville sætte mig ned på toilettet. Da jeg nåede halvvejs ned mod sædet, ville mine lår ikke være med mere og jeg måtte kaste mig bagover for at undgå at spænde i noget som helst og landede i et bump på toilettet med jamrende lårmuskler, og strittende ben.

Jeg fik besørget og ville faktisk gerne op og stå igen, men også det tog sin tid, og var bestemt heller ikke forbundet med nogen nydelse. Jeg måtte tage tilløb for at nå håndvasken og begyndte at overveje om det nu også havde været så god en idé igen at deltage.

Gudskelov har jeg ikke skullet så tisse så meget at det var kriminelt, for så havde jeg vist lækket på halvvejen. Det var mig nemlig ganske umuligt, at holde bare lidt sammen på både blæremusklen og lårmuskler på samme tid.

Jeg vuggede ud til spisebordet og spekulerede på om det var ligeså hårdt at komme ned på en stol som på toilettet. Det var det…

Hele dagen var simpelthen ren tortur at bevæge sig. Hvis jeg stod helt stille gik det lige, og hvis jeg – med møje og besvær – kom ned og ligge, kunne det også lige akkurat gå an. Men al anden bevægelse var forbundet med stor besvær og megen jamren.

Børnene har stirret på mig og med vantro i stemmerne spurgt, om det virkelig gjorde så ondt når jeg vraltede forbi med indlagt jamren på stemmebåndene.

Hvilket jeg kun har kunnet bekræfte.

Jeg skulle for eks. besøge Annette, og var nær aldrig kommet op af alle hendes trapper. For slet ikke at tale om da jeg så skulle ned igen. Helt oppe fra 3. sal. Men jeg holder så meget af hende, så jeg tilgiver hende gerne!

Da jeg vågnede lørdag morgen skulle jeg også tage tilløb til at komme ud over kanten. Det var trods alt sådan at jeg kunne gå uden at vralte helt så meget. Bortset fra når jeg havde siddet ned lidt for længe, og så skulle i gang igen, og så også når jeg skulle op og ned, mest ned, af trapper.

Søndag kom der anderledes fart over feltet og kom kun i vanskeligheder når jeg havde siddet for længe – for eks. for at skrive dette indlæg.

Men hvor jeg fredag inderligt var af den overbevisning at jeg aldrig nogensinde mere ville lave noget der bare lignede sport igen, kunne jeg søndag bestige min crosstræner og jolre rundt der i 20 minutter, og have fornemmelsen af at jeg måske ville kunne komme til at gå normalt igen inden for en overskuelig fremtid. Og endda overveje et kort øjeblik at træne en anelse mere til Eventyrløbet 2016 og eventuelt forbedre min elendige tid fra i år.

Fordi jeg er sej!

Mega sej!!

 

 

Eventyrløbet 2015

Et eventyrløb lyder jo forjættende. Spændende og med en sikker god slutning.

…

Jeg havde bare ikke helt overvejet hvad jeg begav mig ud i, eftersom jeg ikke har løbet så meget som en centimeter siden julen 2013.

Og de små 2 km. jeg dengang stønnende gennemførte, under velmenende og opmuntrende råb fra Divaen, var bestemt ingen succes. 2014 blev sportsmæssigt hevet helt ud af kalenderen, rygproblemer og fibersprængnings operationer taget i betragtning.

Jeg ville dog gerne være med, da jeg fik tilbuddet om at deltage i Eventyrløbet 2015.

Jeg havde også oprindeligt tænkt mig at træne til det, men to gange på en cykel og den efterfølgende tvungne pause på grund af min ynkelige ryg, samt en urimelig lang ventetid hos den fysioterapeut min læge så venligt ordinerede, gjorde at jeg ikke fik trænet.

Som i over-hele-hovedet ikke.

Og jeg var strengt taget også fløjtende ligeglad.

Jeg regnede nemlig med at Firkløveret ville repræsentere familien på bedste vis, og planlagde at jeg, imens de løb for familiens ære, kunne sidde i muntert lag blandt kolleger og heppe mentalt på mit afkom, og nyde en øl.

Men… så skete der et eller andet med den plan.

Om det så var fordi Tina II var helt klar på at løbe hele syv km. eller Heidi der uden at blinke havde meldt sig til 10 km. skal jeg ikke kunne sige. Hvorom alting var, så fandt jeg mig selv, torsdag morgen, iført et par løbebukser, der for øvrigt – og på mystisk vis – var blevet et par numre mindre end da jeg sidst havde dem på.

I stedet for at sætte mig med de andre mentale heppere, slog min hjerne fuldstændig fra, og jeg hørte mig selv hvine “vent på marrj” og galoppere efter P og Tina II, da de var på vej til start.

Jeg nåede lige at sige til Tina II at hun altså bare skulle løbe fra mig, for jeg endte nok med at gå hele ruten. Lidt selverkendelse havde jeg trods alt.

Da løbet gik i gang…

– Det er i øvrigt en ret tarvelig og fesen lyd der kommer ved start. Jeg mener, først tælles der ned, med store falbelader og megen larm i megafoner, tilsat højttalere som er en festival værdig, for så til sidst at servere en ynkelig og lillebitte prut, fra noget der yder som en propbøsse fra Fætter BR.

Jeg synes faktisk godt de kunne skyde mindst et kanonslag af, især for at fejre at jeg faktisk befandt mig i startfeltet. Nå, det var en indskudt bemærkning.

Altså, løbet blev “pruttet” i gang og da alle de andre super veltrænede, og på stedet hoppende mennesker, væltede ud over startlinjen, fulgte jeg trop så godt jeg kunne, mest for ikke selv at blive trådt på. Jeg blev overhalet af samtlige de veltrænede, og tullede snart alene hen over asfalten – stadig i løb – med musik i ørerne.

Her vil jeg godt rette en dybfølt tak til de mennesker der rent faktisk blev ved med at heppe længe efter de rigtige løbere var væk, og der kun var mig tilbage. Det var rart med opmuntring.

Inde i skoven syntes jeg næsten det gik helt godt, og jeg blev enig med min indre Marinesoldat om, at jeg ikke ville stoppe, fordi jeg var sej.

Sej og cool.

…

Så jeg løb.

Langsomt, og med små bitte skridt, men jeg løb trods alt.

Indimellem skreg et knæ eller en hofte på opmærksomhed, trøst og en liggestol med koldt øl ad libitum, men så gentog Marinesoldaten bare Firstmans ord om at smerte er en information til hjernen, og at såfremt knæ og hofte ikke ville efterlades der i underskoven, ganske alene, skulle de tie stille.

Bakkerne var ikke noget problem, jeg løb bare langsommere. Faktisk så langsomt at hvis jeg skulle løbe langsommere end det, ville jeg ende med at løbe baglæns. Men op kom jeg. Uden at stoppe.

Jeg nåede halvdelen af ruten uden at have stoppet, og Marinesoldaten råbte for at overdøve den opstillede halvvejsmusik, at jeg aldeles ikke havde brug for en slurk vand. Ej heller en lille pause. Som en slags halvvejsbelønning.

…

Det var nok der, andre af mine kropsdele gav sig til at strejke.

Midt på en elendig villavej, uden nogen form for skygge, råbte alle led og muskler nemlig at de ikke gad mere, og da Marinesoldaten gav sig til at skælde ud, sagde de at han kunne få en cola og en bakke pommesfrites, hvis han ikke snart holdt mund. Og så begyndte jeg at gå. Marinesoldaten surmulede, men holdt sig i baggrunden.

Jeg gik hen til en privat vandudskænkning, smed pænt min kop i den dertil ophængte skraldepose, brokkede mig derpå højlydt over de mange hundrede svin der ikke gjorde ligeså, men i stedet spredte plastikkopperne ud over et ganske anseeligt areal – hvorfor?? – og gav mig til at løbe igen.

Jeg nåede at stoppe og gå to gange mere, men kom dog i mål til sidst. Løbende. På den sammenbidte måde.

Jeg var dog svært stolt af mig selv og syntes jeg var helt fantastisk!

Marinesoldaten var faldet i søvn.

Jeg syntes faktisk at det hele havde været en super god ide og fejrede det, og mig selv, med tre pølser og en faxe kondi.

 

Heja dem der vinder!

Alle i hele verden – okay så i Danmark da – så håndbold i går. Sådan føltes det i hvert fald.

Og det kan ikke have forbigået nogen – altså af dem som så håndbold – at finalen stod mellem Danmark og Frankrig.

…

Som jeg sagde til firkløveret så ville de vinde uanset udfaldet!

Og så tror jeg nok at de begyndte at  holde med det vindende hold. Og, ja ikke for at vade i det, men det var ikke Danmark. På noget tidspunkt. Det lykkedes faktisk ikke de danske drenge at komme foran på noget som helst tidspunkt.

Havde jeg nu siddet i Frankrig, langt borte fra Dannebrog og massehysteri, havde jeg nok også holdt med de rød-hvide drenge. Og var stensikkert blevet møgsur over at tabe.

Men nu sad jeg på øen. Og har ikke hørt om andet end de åndssvage kampe nonstop i så lang tid, at jeg til sidst helt holdt op med at følge med. Der skete også det, at det på et tidspunkt var kvindehold vi hørte om men pludselig, og uden egentlig overgang i min bevidsthed, var det blevet til mænd. Jeg kan udlede at der nok var flere forskellige turneringer, men det gik aldrig sådan rigtigt op for mig.

I går eftermiddags sad jeg med en ualmindelig god bog, og blev kun gjort opmærksom på at der overhovedet var finalekamp via sms.

Jeg så kampen med et halvt øje, nu da det var vores to hjemlande der skulle dyste. Mit resterende halvandet øje var stadig i den ualmindeligt gode bog jeg sad med.

…

Min bog var meget mere interessant end det der foregik på skærmen. For vi tabte.

Og jo, de Blå hev i de Danske drenges bluser, og nej det må man ikke. Fy.

Men de Blå var bedst, end of story.

Beklager.

…

Men det er ikke First Mans skyld. Vel? Og nej jeg tror heller ikke at de Blå er på speed eller anden morsom medicin. De var bare bedst i går, og mere er der nok ikke at sige til det.

Det er sport. Og det skulle forestille at være sjovt.

…

Men sport er nok bare ikke sjov når man får penge for det.

Jeg forstår ikke hvorfor alle franskmænd – og så dem som ikke engang så kampen – skal stilles til ansvar for hvor dårligt De Danske Drenge spillede.

…

Fordelen ved at De Danske Drenge tabte var at First Man lavede mad.

Det gør han altså når De Danske Drenge taber. Til Frankrig. Fordi jeg er sur over at have tabt! Som regel. I går var jeg bare sur over at nogle folk i Danmark generelt er dårlige tabere, som har behov for at sige at De Danske Drenge kun tabte fordi de Blå var dumme og på medicin.

…

Men ja, heja dem der vinder…

Nogle skal jo være de sidste.

Det er en naturlov.

Desuden har jeg lært at de sidste skal blive de første.

Om det så lige var Eventyrløbet Matthæus havde i tankerne da han skrev det med de første og sidste, er jeg ikke helt sikker på, ikke desto mindre tager jeg hans ord for pålydende!

I hvert fald, jeg var med i Eventyrløbet i torsdags.

Eventyrløbet 2013 – eller skal jeg sige “vandring”?

Med kongeligt firkløver og First man og det hele. I arbejdssponsoreret T-shirt.

Fire medlemmer af familien løb og reddede dermed æren.

…

Andre gik.

…

Divaen havde ondt i maven og lod sig overtale til at følges med sin invalide mor. Og vi gik. Og selvom vi gik rask til, var det ikke helt nok til at slå nogle rekorder. Men jeg kender en af dem som løb vildt stærkt. Det må smitte lidt af.

Divaen ville lægge ud med at lunte. Det ville mit ben ikke. Følte mig også psykologisk slået hjem af skrækken for om andre fibersprængninger havde tænkt sig at slå sig ned i min krop. Så vi gik.

Bagerst. I feltet. Faktisk i flere felter, idet folk jo bliver sendt af sted på forskudte tidspunkter. Og vi endte hele tre gange med at vandre bagerst. Stoisk. Selvom jeg prøvede at opmuntre Divaen og få hende til at se positivt på det hele havde hun meget svært ved at se det morsomme i at GÅ forbi folk, 700 meter after start.

På et tidspunkt var der en lille dreng som var blevet væk fra sin mor og vi hægtede os lidt på ham for at have en synlig undskyldning. Da det viste sig at det mere var hans mor der var blevet væk fra ham, end ham der var blevet væk fra sin mor, forsvandt den – undskyldningen – desværre igen og vi måtte fortsætte vores ensomme vandring spidsrod gennem byens gader indtil vi nåede skoven.

Der var vi til gengæld ikke spor ensomme mere.

Og blev nok også bandet væk af mange meget seriøse løbere der absolut skulle løbe hvor vi gik. Og før de ophidsede løbere kommer for godt igang vil jeg skynde mig at sige at vi gik pænt i højre side og så langt væk fra midten som det var muligt uden at støde ind i træer.

Desuden gik vi rent faktisk hurtigere end nogen der løb. Særlig en mand fra Odense Tekniske Skole, med pjevset mørkt skæg og briller. Han spænede forbi os, og stod så, gasblå i ansigtet, 500 meter længere henne hvor vi så kunne gå forbi ham, mens han fik pusten igen, hvorpå han spænede forbi os endnu engang og gentog denne ejendommelige opvisning af intervaltræning ikke mindre end seks gange.

Da vi nåede opløbet og indgangen til Stadion, satte Divaen i løb. Hun følte ikke hun ville overleve den ydmygelse det ville være at gå i mål. Da min forfængelighed jo desværre er i familie med hendes, løb jeg med de sidste 200 meter.

Hvilket øjensynligt var en fejl.

Mit ben følte nemlig derefter trang til at tredoble sin normale størrelse og generede mig en hel del de næste 48 timer, men jeg kan nu igen få øje på mellemrummet mellem mine tæer så jeg er nok ovre det værste.

Vi gik tilbagelagde de fem km. på 47 minutter.

Ingenlunde en tid jeg er stolt af, og det er da også kun visheden om at jeg vil tage en gedigen revanche næste år, der får mig til at reklamere med det, her.

Jeg vil derfor som Terminator – på den østrigske måde – sige: “I’ll be back!”

Zen

Nu er det slut med at sove elendigt for en tid.

For nogen skrev en lille besked på skype – helt ovre fra Indien – i går. Ja – First Man kommer hjem i aften! Så skal jeg sove godt og ikke vågne 50 gange og tænke på pirater.

Så er der også en til at trøste når jeg jamrer, jeg er nemlig blevet outcast og må ikke lege med de store mere. Jo det er ganske vist – jeg kom bare til at sige min mening et sted hvor det var ilde set. Og det var ikke engang en konkurrence. Men hvor er bare trist når man ikke kan være uenige, uden nødvendigvis at skulle være uvenner.

Det er da for eksempel ikke alt mine børn finder på, som jeg synes er lige okay. Men de bliver da ikke gjort arveløse for det.

Hvorom alting er – jeg er ikke stueren mere. Eller også er det bare fordi jeg er kedelig – det er jo også en mulighed, nu jeg tænker efter.. Jeg bander vist heller ikke nok!

Nå – mit liv er simpelthen for kort til den slags.

Især på sådan en mandag som det var i går.

Jeg kom tilbage til min crosstræner. Uden konkurrence desværre. Men det gik nu alligevel. Til sidst kom to damer og besteg hver deres crosstræner. Og der var ikke gået mere end fem minutter, før den ene pegede på min skærm, og sagde: ”Det er godt nok flot med 47 minutters cardio” Og jeg blev bare så glad.

Smilte overskudsagtigt til de dejlige damer, før jeg væltede ud af døren for at hente mine børn for sent på skolen!

Kun for at finde en noget misfornøjet Prinsesse, som ikke ville sige hvad der var galt. Vel hjemme igen kunne Gårdmand Bjørn afsløre at han måske havde en  lille andel i hendes dårlige humør.

Hans klasse havde haft science, om ”kroppens funktioner + reproduktion”.

Og her havde Gårdmanden glad meddelt klassen, at hans søstre havde fået menstruation. Og derpå havde han indledt en samtale med blandt andre Emma, om diverse detaljer vedrørende deres storesøstres menstruation.

”Og HELE skolen ved det så bare nu” kom det vrissent fra en ophidset prinsesse.

Hvortil han svarede: ”Hvorfor er du så sur over det? Er det da ikke meget normalt at have menstruation når man er en pige?”

Hun tilgav ham og endte faktisk med at kunne se det morsomme i situationen.

Rigtig god tirsdag til jer! Min bliver top nice!

Lidelser

Nu er lidelser flere ting. Eller ikke ligefrem flere ting – men man kan bruge ordet om flere ting.

Det kan for eks. godt være en lidelse at skulle høre på én man ikke gider høre på. Så er lidelser rigtigt meget tilstede i biblen. Det er vist noget der hører med – især i det gamle testamente.

Må ikke have været rart at leve dengang. Men nu skal I lige høre her, de har ikke opfundet noget: lidelse er smerte.

SMERTE siger jeg.

Jeg

Kan

Ikke

Bevæge

En

Eneste

Lille

Kropsdel

Uden

Lidelse..

Jeg kunne ikke engang komme ud af bilen for at hente børnene. Måtte sende en sms og få Zorronaldo til at hente Gårdmanden nede i underskolen før han selv forlod etablissementet.

Jeg selv sad og åndede tungt i bilen, hvorpå jeg væltede ud af døren og måtte have en anden én til at låse op.

At det der pludselige udøvelse indenfor sport, skulle sætte mig ud af stand til at fungere normalt, havde jeg ikke lige regnet med. Troede faktisk at muskler havde, bare et minimum af hukommelse. Med alt det jeg trænede før burde man forlange at de havde husket bare lidt.

Men jeg kan så konstatere at mine muskler lider af noget demens eller måske er vi ude i noget svind.. Måske kører de ligefrem hetz for at undgå at blive udfordret mere. Men de kan tro nej, kan de. De kan få bank med en tæppebanker torsdag igen!

For at at være på det der løbebånd (jajajaja – jeg gik, og løb ikke) svedig og fuld af energi var så fedt – min hjerne kunne i det mindste godt huske hvor fantastisk det føltes at være Linda Hamilton.. Lidt..

Deraf kan jeg så udlede at min hjerne virker bedre end min aductor, quadriceps femori og ilio costal, (undskyld – kender ikke muskelnavnene på dansk) der nærmest føles som om de er ved at lave mytteri!

Eneste trøst er at det snart går over!

Og at jeg nu har indtaget den sidste forhadte hormon – så nu er der håb om at jeg bliver mig selv igen!

Og så kan det gamle testamente i øvrigt gå hjem og lægge sig med sin – og min -lidelse, til på søndag.

Det der fedtnissehalløj..

Nogle vil mene at dette hører til herovre, men det er ikke den slags nisser jeg mener.

Før vi flyttede til Æblebakken, og efter jeg var holdt op med at være gravid..

Ej.. faktisk har jeg været gravid i 8 år! Hvad siger I så? Det er ret syret at tænke på – men det er ganske vist. Jeg blev gravid første gang i 1994.. og det cirkus holdt så op da jeg fik Gårdmand Bjørn i slutningen af 2001, og jeg var gravid i alle de mellemliggende år – ja ikke nonstop forstås – men hvert kalenderår.

Nå, det var et sidespring, altså: før vi flyttede til Æblebakken var jeg sådan én som skulle ud og løbe flere gange om ugen, okay aldrig over 10 km. for nu ikke at lave falsk reklame for mig selv.

Men hvis jeg nu skal blære lidt meget: så lavede jeg 300 mavebøjninger dagligt!! Stod op 45 minutter før alle andre og i nattens mulm og mørke flåede jeg i armene på min crosstræner før jeg gik i bad og tog på arbejde.

Igen kan jeg takke forsynet – eller faktisk nok mest mig selv.. hvorom alting er – jeg takker en eller anden for at være gift med en sportsfanatiker. Ja også for så mange andre ting – men det kommer ikke lige dette indlæg ved.

Sagen er, at jeg derfor har et rum fyldt med alskens maskiner og andet djævelskab til min rådighed, som gør at jeg overhovedet ikke behøver at frekventere de der fedtnissecentre.

Som aldrig har været min kop te. Folk er tit så overgearede og kunstigt pep-pumpede sådanne steder at jeg går i baglås. Jeg er i forvejen ikke ret god til frenetiske overmennesker.

Derfor har jeg været glad for min private træningssal – også selvom den fylder en hel del – og for at jeg har kunnet slippe for at dele svedpartikler og andet snask med hvem som helst. For slet ikke at tale om de der fællesbade.. Men mere om dem en anden gang.

Men.. alt det der jern, blev hjemme på øen, så det hjælper mig ikke så meget lige nu, og da vores fjernsyn er på størrelse med et 10 kroners frimærke er der heller ingen mulighed der i form af noget Wii-fit eller Jane Fonda dvd’er, så der hjalp ingen kære mor, jeg måtte forlade matriklen for at komme i gang igen.

Jeg ved godt at Nordboen siger at vi skal ud og løbe – men jeg må faktisk ikke løbe endnu. Mine 2½ diskusprolapser ville ikke være enige med mig og begynde at lave ballade igen, så læger og andet godtfolk har forlangt at jeg træner rygmuskler, før jeg så meget som får lov til at kigge på mine løbesko igen.

Nu har jeg så været der 2 gange, i det der fitness center og jeg har stadig lyst til at tage tilbage igen. Jeg fik investeret i et par træningsbukser som jeg kan have dellen i. Den sidder dog stadig i vejen når jeg vil lave maveøvelser, men Rom og min flade mave blev ikke bygget på én dag.

Desuden, da jeg gik der og svedte på mit løbebånd, følte jeg mig pludselig fit og stærk, i stedet for småfed og over 40.

Så jeg er ret sikker på at noget vil ske med min livvidde inden jul, så jeg kan æde mig igennem julen med nogenlunde god samvittighed og starte forfra igen i januar ligesom alle andre mennesker!

Bryster og en camouflage-sæl

Jeg var lige ude og gå en tur med mine bryster i går. Vi var en hyggelig lille forsamling på 14.000 kvinder i alle aldre, som gik 5 km. Der var koncerter hele vejen og der blev delt drikkelse ud på vejen! Jeg havde Divaen og en veninde med – og vi hyggede os gevaldigt. Det føltes ikke som 5 km. måske fordi der skete så meget undervejs.

Faktisk er det Frankrigs 2.største løb – ja, ja – vi gik jo. Men vi var da med. Og næste år vil vi løbe de der 5.km. Føles totalt åndssvagt at skrive at man regner med at løbe 5 km om et år – når andre deler ud af deres ambitioner om maraton og den slags svære ord.

Nå men i hvert fald – det var sjovt!

Og alle de kalorier jeg muligvis har brugt på at gå – skyndte jeg mig at indtage igen – vi var ude og spise med gode venner. Men jeg tog ikke nogen dessert og drak kun en lille smule rødvin.

Men kom i seng kl.03.00 igen, så man er noget mat. Man har derfor sendt First Man ud for at hente morgenbrød og søndagskage – jo det er hans dag – så skal han jo også lave noget.

Og han fik sin camouflage sæl og blev meget glad for den!

Den ER også sød!

God doven søndag til alle!

Nemesis

Næppe havde jeg postet indlægget om at pjække som mor, før jeg skulle med yngstedrengs klasse til sportsdag, og der var absolut ingen mulighed for pjæk her.

Det gjorde så meget mere ondt at vide, at man befandt sig i samme by som Dolly’s, uden at have en kinamands chance for at komme, bare i nærheden af en cream tea.

Skolen skulle have et par klasser med til en sportsforenings 100års fødselsdag, deriblandt yngstedrengs, og der var brug for forældre, da vores vidunderlige lærer er på kursus og vikaren en anelse veg – med andre ord – der var behov for nogen som kendte lidt til børnene og havde lyst til at tage med.

Det havde jeg.

Med det resultat at mine fodsåler nu befinder sig et sted i nærheden af mine knæ, og mit hoved er fuldstændigt lammet efter en dag med 42 børn i alderen 8-11år, hvoraf to timer blev tilbragt i det relativt lukkede område som en bus nu engang er.

Ikke fordi de var specielt larmende, men fordi når 42 børn snakker i munden på hinanden inde i en bus.. så kan man bare godt høre det.

Og når de 7000 andre unger i samme alder fylder 1/3 af et fodboldstadion, og ser på noget i stil med Safri Duo

Og på nogle mænd der daler ned fra oven..

Og samme 7000 unger laver bølge, opildnet af én som bar præg af, at han IKKE sad sammen med ungerne, samt opfordrer til endnu mere råb og ballade ved at lade de to dele af stadion dyste om det der foregår på banen.

Så tilsætter man lige den stress det er at at holde styr på de 18 man skal se efter i det formidable mylder der opstår når man skal ud:

Når man så i tilgift skal gå 35 minutter for at komme til et sted hvor man kan spise madpakke samt stadig holde styr på de 18 meget glade og livlige børn – og dernæst skal traske i 45 minutter for at komme til det sted hvor man skal løbe – og hvor faciliteterne er anbragt således at man som voksen faktisk er nødt til at løbe hele vejen med børnene, ellers skulle de alene krydse en ret befærdet vej og en bus parkeringsplads, så er man altså godt brugt, skulle jeg hilse og sige fra en træt konge.

Da alle børn ikke løber i samme tempo, var det sin sag at få indfanget det løbske og kåde ungkvæg bagefter.

De var da lidt trætte da vi entrerede bussen, som skulle fragte os hjem, bevares, men inden vi voksne havde opgjort fintællingen på tilstedeværende barnehoveder, var de såmænd friske og fit for fight igen, og meget glade hele turen hjem – eller overtrætte slår det mig pludselig – hvor vi voksne nok var en anelse mere matte i det.

Aftensmaden var pasta med ketchup og da 2 af de tilstedeværende, udover mig, selv havde deltaget i dagens festivitas, var det en smal sag at få trumfet igennem.

Der var mærkværdigvis heller ikke de sædvanlige trækken tiden ud foranstaltninger, da jeg meddelte at nu var det sengetid, og der var meget hurtigt lukket og slukket, så de må alligevel have kunnet mærke den lange dag.

Det kunne jeg i hvert fald og da jeg var ved at gabe kæberne af led, og ikke helt kunne ramme de rigtige taster ved første forsøg – kapitulerede jeg også og væltede i seng længe før 22.00.