Tag Archives: Sport

Vaskebjørn?

22 maj

Her kommer lige lidt blær. Eller faktisk meget blær. Mor-blær på den stolte måde.

Sagen er den at Gårdmand Bjørn startede til svømning sidste efterår. Dog ikke uden først at have brokket sig højt, længe og inderligt.

Jeg havde meldt ham til, ikke uden at spørge først, men da han ikke kunne komme med andre forslag til hvad han skulle lave af sport, blev det til svømning. På den kategoriske måde.

Han sprang simpelthen ud i det

Det – brokkeriet – varede til han første gang begav sig mod svømmehallen i meget gnaven tilstand. Jeg var derfor meget spændt på at høre hvordan det var gået, og om han stadig syntes det var rendyrket moderlig tortur, men han smilte fra øre til øre da han kom hjem, og siden har jeg ikke hørt andet end: “Mor-det-er-bare-så-enormt-fedt-jeg-elsker-at-svømme-og-Kåre-kan-endda-snakke-fransk!” og mere af samme skuffe.

Han har svømmet tre timer om ugen siden, og han elsker det.

Han ser efterhånden også tæskegodt ud – intet mindre – han har fået større muskler, både her og der og allevegne. Hans kondition er helt i top og han har lært utroligt meget på de få måneder med intensiv svømmetræning to gange om ugen.

Han har endda været med til en konkurrence hvor han blev nr. 1 i brystsvømning.

Nr. 1 i bryst

Og nr. 2 i crawl og han fik en fin bronzenål da de stoppede træningen for i år.

Nr. 2 i crawl

Trænerne er fantastiske, de støtter og opmuntrer børnene på allerbedste vis. Hepper på dem alle, uanset niveau. Træner hvert enkelt barn lige præcis der hvor de har brug for det.

Og ungerne hygger sig indbyrdes, på tværs af alder og køn og det virker som om de virkelig nyder at træne sammen.

Det som gør mig mest glad er at Gårdmand Bjørn endelig har fundet en sportsgren han holder af. Og hvor han kan udvikle sig. Og han kan næsten ikke vente til sæsonen starter igen.

Så min lille landmand er blevet til en vaskeægte vandmand.

En vaskebjørn?

Så en Bjørn der forlader Gården og jorden og hopper i vandet… Det må vel være en vaskeægte vaskebjørn!

Dagene derpå

19 maj

Jeg syntes som sagt i torsdags, at min deltagelse i Eventyrløbet 2015 havde været en formidabel ide.

Det syntes jeg så ikke fredag morgen.

Jeg kunne næsten ikke komme ud af sengen. Ganske enkelt.

Mens jeg prøvede at komme ud over kanten på sengen, spekulerede på hvad i alverden der var sket. Endelig kom jeg op og stå og forsigtigt gyngede jeg hen til trappen. Jeg formelig vraltede ned af trappen, ikke ulig en and, nærmede mig badeværelset og ville sætte mig ned på toilettet. Da jeg nåede halvvejs ned mod sædet, ville mine lår ikke være med mere og jeg måtte kaste mig bagover for at undgå at spænde i noget som helst og landede i et bump på toilettet med jamrende lårmuskler, og strittende ben.

Jeg fik besørget og ville faktisk gerne op og stå igen, men også det tog sin tid, og var bestemt heller ikke forbundet med nogen nydelse. Jeg måtte tage tilløb for at nå håndvasken og begyndte at overveje om det nu også havde været så god en idé igen at deltage.

Gudskelov har jeg ikke skullet så tisse så meget at det var kriminelt, for så havde jeg vist lækket på halvvejen. Det var mig nemlig ganske umuligt, at holde bare lidt sammen på både blæremusklen og lårmuskler på samme tid.

Jeg vuggede ud til spisebordet og spekulerede på om det var ligeså hårdt at komme ned på en stol som på toilettet. Det var det…

Hele dagen var simpelthen ren tortur at bevæge sig. Hvis jeg stod helt stille gik det lige, og hvis jeg – med møje og besvær – kom ned og ligge, kunne det også lige akkurat gå an. Men al anden bevægelse var forbundet med stor besvær og megen jamren.

Børnene har stirret på mig og med vantro i stemmerne spurgt, om det virkelig gjorde ondt når jeg vraltede forbi med indlagt jamren på stemmebåndene.

Hvilket jeg kun har kunnet bekræfte.

Jeg skulle for eks. besøge Annette, og var nær aldrig kommet op af alle hendes trapper. For slet ikke at tale om da jeg så skulle ned igen. Helt oppe fra 3. sal. Men jeg holder så meget af hende, så jeg tilgiver hende gerne!

Da jeg vågnede lørdag morgen skulle jeg også tage tilløb til at komme ud over kanten. Det var trods alt sådan at jeg kunne gå uden at vralte helt så meget. Bortset fra når jeg havde siddet ned lidt for længe, og så skulle i gang igen, og så også når jeg skulle op og ned, mest ned, af trapper.

Søndag kom der anderledes fart over feltet og kom kun i vanskeligheder når jeg havde siddet for længe – for eks. for at skrive dette indlæg.

Men hvor jeg fredag inderligt var af den overbevisning at jeg aldrig nogensinde mere ville lave noget der bare lignede sport igen, kunne jeg søndag bestige min crosstræner og jolre rundt der i 20 minutter, og have fornemmelsen af at jeg måske ville kunne komme til at gå normalt igen inden for en overskuelig fremtid. Og endda overveje et kort øjeblik at træne en anelse mere til Eventyrløbet 2016 og eventuelt forbedre min elendige tid fra i år.

Fordi jeg er sej!

Mega sej!!

 

 

Eventyrløbet 2015

18 maj

Et eventyrløb lyder jo forjættende. Spændende og med en sikker god slutning.

Jeg havde bare ikke helt overvejet hvad jeg begav mig ud i, eftersom jeg ikke har løbet så meget som en centimeter siden julen 2013.

Og de små 2 km. jeg dengang stønnende gennemførte, under velmenende og opmuntrende råb fra Divaen, var bestemt ingen succes. 2014 blev sportsmæssigt hevet helt ud af kalenderen, rygproblemer og fibersprængnings operationer taget i betragtning.

Jeg ville dog gerne være med, da jeg fik tilbuddet om at deltage i Eventyrløbet 2015.

Jeg havde også oprindeligt tænkt mig at træne til det, men to gange på en cykel og den efterfølgende tvungne pause på grund af min ynkelige ryg, samt en urimelig lang ventetid hos den fysioterapeut min læge så venligt ordinerede, gjorde at jeg ikke fik trænet.

Som i over-hele-hovedet ikke.

Og jeg var strengt taget også fløjtende ligeglad.

Jeg regnede nemlig med at Firkløveret ville repræsentere familien på bedste vis, og planlagde at jeg, imens de løb for familiens ære, kunne sidde i muntert lag blandt kolleger og heppe mentalt på mit afkom, og nyde en øl.

Men… så skete der et eller andet med den plan.

Om det så var fordi Tina II var helt klar på at løbe hele syv km. eller Heidi der uden at blinke havde meldt sig til 10 km. skal jeg ikke kunne sige. Hvorom alting var, så fandt jeg mig selv, torsdag morgen, iført et par løbebukser, der for øvrigt – og på mystisk vis – var blevet et par numre mindre end da jeg sidst havde dem på.

I stedet for at sætte mig med de andre mentale heppere, slog min hjerne fuldstændig fra, og jeg hørte mig selv hvine “vent på marrj” og galoppere efter P og Tina II, da de var på vej til start.

Jeg nåede lige at sige til Tina II at hun altså bare skulle løbe fra mig, for jeg endte nok med at gå hele ruten. Lidt selverkendelse havde jeg trods alt.

Da løbet gik i gang…

– Det er i øvrigt en ret tarvelig og fesen lyd der kommer ved start. Jeg mener, først tælles der ned, med store falbelader og megen larm i megafoner, tilsat højttalere som er en festival værdig, for så til sidst at servere en ynkelig og lillebitte prut, fra noget der yder som en propbøsse fra Fætter BR.

Jeg synes faktisk godt de kunne skyde mindst et kanonslag af, især for at fejre at jeg faktisk befandt mig i startfeltet. Nå, det var en indskudt bemærkning.

Altså, løbet blev “pruttet” i gang og da alle de andre super veltrænede, og på stedet hoppende mennesker, væltede ud over startlinjen, fulgte jeg trop så godt jeg kunne, mest for ikke selv at blive trådt på. Jeg blev overhalet af samtlige de veltrænede, og tullede snart alene hen over asfalten – stadig i løb – med musik i ørerne.

Her vil jeg godt rette en dybfølt tak til de mennesker der rent faktisk blev ved med at heppe længe efter de rigtige løbere var væk, og der kun var mig tilbage. Det var rart med opmuntring.

Inde i skoven syntes jeg næsten det gik helt godt, og jeg blev enig med min indre Marinesoldat om, at jeg ikke ville stoppe, fordi jeg var sej.

Sej og cool.

Så jeg løb.

Langsomt, og med små bitte skridt, men jeg løb trods alt.

Indimellem skreg et knæ eller en hofte på opmærksomhed, trøst og en liggestol med koldt øl ad libitum, men så gentog Marinesoldaten bare Firstmans ord om at smerte er en information til hjernen, og at såfremt knæ og hofte ikke ville efterlades der i underskoven, ganske alene, skulle de tie stille.

Bakkerne var ikke noget problem, jeg løb bare langsommere. Faktisk så langsomt at hvis jeg skulle løbe langsommere end det, ville jeg ende med at løbe baglæns. Men op kom jeg. Uden at stoppe.

Jeg nåede halvdelen af ruten uden at have stoppet, og Marinesoldaten råbte for at overdøve den opstillede halvvejsmusik, at jeg aldeles ikke havde brug for en slurk vand. Ej heller en lille pause. Som en slags halvvejsbelønning.

Det var nok der, andre af mine kropsdele gav sig til at strejke.

Midt på en elendig villavej, uden nogen form for skygge, råbte alle led og muskler nemlig at de ikke gad mere, og da Marinesoldaten gav sig til at skælde ud, sagde de at han kunne få en cola og en bakke pommesfrites, hvis han ikke snart holdt mund. Og så begyndte jeg at gå. Marinesoldaten surmulede, men holdt sig i baggrunden.

Jeg gik hen til en privat vandudskænkning, smed pænt min kop i den dertil ophængte skraldepose, brokkede mig derpå højlydt over de mange hundrede svin der ikke gjorde ligeså, men i stedet spredte plastikkopperne ud over et ganske anseeligt areal – hvorfor?? – og gav mig til at løbe igen.

Jeg nåede at stoppe og gå to gange mere, men kom dog i mål til sidst. Løbende. På den sammenbidte måde.

Jeg var dog svært stolt af mig selv og syntes jeg var helt fantastisk!

Marinesoldaten var faldet i søvn.

Jeg syntes faktisk at det hele havde været en super god ide og fejrede det, og mig selv, med tre pølser og en faxe kondi.

 

Heja dem der vinder!

27 jan

Alle i hele verden – okay så i Danmark da – så håndbold i går. Sådan føltes det i hvert fald.

Og det kan ikke have forbigået nogen – altså af dem som så håndbold – at finalen stod mellem Danmark og Frankrig.

Som jeg sagde til firkløveret så ville de vinde uanset udfaldet!

Og så tror jeg nok at de begyndte at  holde med det vindende hold. Og, ja ikke for at vade i det, men det var ikke Danmark. På noget tidspunkt. Det lykkedes faktisk ikke de danske drenge at komme foran på noget som helst tidspunkt.

Havde jeg nu siddet i Frankrig, langt borte fra Dannebrog og massehysteri, havde jeg nok også holdt med de rød-hvide drenge. Og var stensikkert blevet møgsur over at tabe.

Men nu sad jeg på øen. Og har ikke hørt om andet end de åndssvage kampe nonstop i så lang tid, at jeg til sidst helt holdt op med at følge med. Der skete også det, at det på et tidspunkt var kvindehold vi hørte om men pludselig, og uden egentlig overgang i min bevidsthed, var det blevet til mænd. Jeg kan udlede at der nok var flere forskellige turneringer, men det gik aldrig sådan rigtigt op for mig.

I går eftermiddags sad jeg med en ualmindelig god bog, og blev kun gjort opmærksom på at der overhovedet var finalekamp via sms.

Jeg så kampen med et halvt øje, nu da det var vores to hjemlande der skulle dyste. Mit resterende halvandet øje var stadig i den ualmindeligt gode bog jeg sad med.

Min bog var meget mere interessant end det der foregik på skærmen. For vi tabte.

Og jo, de Blå hev i de Danske drenges bluser, og nej det må man ikke. Fy.

Men de Blå var bedst, end of story.

Beklager.

Men det er ikke First Mans skyld. Vel? Og nej jeg tror heller ikke at de Blå er på speed eller anden morsom medicin. De var bare bedst i går, og mere er der nok ikke at sige til det.

Det er sport. Og det skulle forestille at være sjovt.

Men sport er nok bare ikke sjov når man får penge for det.

Jeg forstår ikke hvorfor alle franskmænd – og så dem som ikke engang så kampen – skal stilles til ansvar for hvor dårligt De Danske Drenge spillede.

Fordelen ved at De Danske Drenge tabte var at First Man lavede mad.

Det gør han altså når De Danske Drenge taber. Til Frankrig. Fordi jeg er sur over at have tabt! Som regel. I går var jeg bare sur over at nogle folk i Danmark generelt er dårlige tabere, som har behov for at sige at De Danske Drenge kun tabte fordi de Blå var dumme og på medicin.

Men ja, heja dem der vinder…

Nogle skal jo være de sidste.

13 maj

Det er en naturlov.

Desuden har jeg lært at de sidste skal blive de første.

Om det så lige var Eventyrløbet Matthæus havde i tankerne da han skrev det med de første og sidste, er jeg ikke helt sikker på, ikke desto mindre tager jeg hans ord for pålydende!

I hvert fald, jeg var med i Eventyrløbet i torsdags.

Eventyrløbet 2013 – eller skal jeg sige “vandring”?

Med kongeligt firkløver og First man og det hele. I arbejdssponsoreret T-shirt.

Fire medlemmer af familien løb og reddede dermed æren.

Andre gik.

Divaen havde ondt i maven og lod sig overtale til at følges med sin invalide mor. Og vi gik. Og selvom vi gik rask til, var det ikke helt nok til at slå nogle rekorder. Men jeg kender en af dem som løb vildt stærkt. Det må smitte lidt af.

Divaen ville lægge ud med at lunte. Det ville mit ben ikke. Følte mig også psykologisk slået hjem af skrækken for om andre fibersprængninger havde tænkt sig at slå sig ned i min krop. Så vi gik.

Bagerst. I feltet. Faktisk i flere felter, idet folk jo bliver sendt af sted på forskudte tidspunkter. Og vi endte hele tre gange med at vandre bagerst. Stoisk. Selvom jeg prøvede at opmuntre Divaen og få hende til at se positivt på det hele havde hun meget svært ved at se det morsomme i at GÅ forbi folk, 700 meter after start.

På et tidspunkt var der en lille dreng som var blevet væk fra sin mor og vi hægtede os lidt på ham for at have en synlig undskyldning. Da det viste sig at det mere var hans mor der var blevet væk fra ham, end ham der var blevet væk fra sin mor, forsvandt den – undskyldningen – desværre igen og vi måtte fortsætte vores ensomme vandring spidsrod gennem byens gader indtil vi nåede skoven.

Der var vi til gengæld ikke spor ensomme mere.

Og blev nok også bandet væk af mange meget seriøse løbere der absolut skulle løbe hvor vi gik. Og før de ophidsede løbere kommer for godt igang vil jeg skynde mig at sige at vi gik pænt i højre side og så langt væk fra midten som det var muligt uden at støde ind i træer.

Desuden gik vi rent faktisk hurtigere end nogen der løb. Særlig en mand fra Odense Tekniske Skole, med pjevset mørkt skæg og briller. Han spænede forbi os, og stod så, gasblå i ansigtet, 500 meter længere henne hvor vi så kunne gå forbi ham, mens han fik pusten igen, hvorpå han spænede forbi os endnu engang og gentog denne ejendommelige opvisning af intervaltræning ikke mindre end seks gange.

Da vi nåede opløbet og indgangen til Stadion, satte Divaen i løb. Hun følte ikke hun ville overleve den ydmygelse det ville være at gå i mål. Da min forfængelighed jo desværre er i familie med hendes, løb jeg med de sidste 200 meter.

Hvilket øjensynligt var en fejl.

Mit ben følte nemlig derefter trang til at tredoble sin normale størrelse og generede mig en hel del de næste 48 timer, men jeg kan nu igen få øje på mellemrummet mellem mine tæer så jeg er nok ovre det værste.

Vi gik tilbagelagde de fem km. på 47 minutter.

Ingenlunde en tid jeg er stolt af, og det er da også kun visheden om at jeg vil tage en gedigen revanche næste år, der får mig til at reklamere med det, her.

Jeg vil derfor som Terminator – på den østrigske måde – sige: “I’ll be back!”

Zen

24 jan

Nu er det slut med at sove elendigt for en tid.

For nogen skrev en lille besked på skype – helt ovre fra Indien – i går. Ja – First Man kommer hjem i aften! Så skal jeg sove godt og ikke vågne 50 gange og tænke på pirater.

Så er der også en til at trøste når jeg jamrer, jeg er nemlig blevet outcast og må ikke lege med de store mere. Jo det er ganske vist – jeg kom bare til at sige min mening et sted hvor det var ilde set. Og det var ikke engang en konkurrence. Men hvor er bare trist når man ikke kan være uenige, uden nødvendigvis at skulle være uvenner.

Det er da for eksempel ikke alt mine børn finder på, som jeg synes er lige okay. Men de bliver da ikke gjort arveløse for det.

Hvorom alting er – jeg er ikke stueren mere. Eller også er det bare fordi jeg er kedelig – det er jo også en mulighed, nu jeg tænker efter.. Jeg bander vist heller ikke nok!

Nå – mit liv er simpelthen for kort til den slags.

Især på sådan en mandag som det var i går.

Jeg kom tilbage til min crosstræner. Uden konkurrence desværre. Men det gik nu alligevel. Til sidst kom to damer og besteg hver deres crosstræner. Og der var ikke gået mere end fem minutter, før den ene pegede på min skærm, og sagde: ”Det er godt nok flot med 47 minutters cardio” Og jeg blev bare så glad.

Smilte overskudsagtigt til de dejlige damer, før jeg væltede ud af døren for at hente mine børn for sent på skolen!

Kun for at finde en noget misfornøjet Prinsesse, som ikke ville sige hvad der var galt. Vel hjemme igen kunne Gårdmand Bjørn afsløre at han måske havde en  lille andel i hendes dårlige humør.

Hans klasse havde haft science, om ”kroppens funktioner + reproduktion”.

Og her havde Gårdmanden glad meddelt klassen, at hans søstre havde fået menstruation. Og derpå havde han indledt en samtale med blandt andre Emma, om diverse detaljer vedrørende deres storesøstres menstruation.

”Og HELE skolen ved det så bare nu” kom det vrissent fra en ophidset prinsesse.

Hvortil han svarede: ”Hvorfor er du så sur over det? Er det da ikke meget normalt at have menstruation når man er en pige?”

Hun tilgav ham og endte faktisk med at kunne se det morsomme i situationen.

Rigtig god tirsdag til jer! Min bliver top nice!

Lidelser

9 nov

Nu er lidelser flere ting. Eller ikke ligefrem flere ting – men man kan bruge ordet om flere ting.

Det kan for eks. godt være en lidelse at skulle høre på én man ikke gider høre på. Så er lidelser rigtigt meget tilstede i biblen. Det er vist noget der hører med – især i det gamle testamente.

Må ikke have været rart at leve dengang. Men nu skal I lige høre her, de har ikke opfundet noget: lidelse er smerte.

SMERTE siger jeg.

Jeg

Kan

Ikke

Bevæge

En

Eneste

Lille

Kropsdel

Uden

Lidelse..

Jeg kunne ikke engang komme ud af bilen for at hente børnene. Måtte sende en sms og få Zorronaldo til at hente Gårdmanden nede i underskolen før han selv forlod etablissementet.

Jeg selv sad og åndede tungt i bilen, hvorpå jeg væltede ud af døren og måtte have en anden én til at låse op.

At det der pludselige udøvelse indenfor sport, skulle sætte mig ud af stand til at fungere normalt, havde jeg ikke lige regnet med. Troede faktisk at muskler havde, bare et minimum af hukommelse. Med alt det jeg trænede før burde man forlange at de havde husket bare lidt.

Men jeg kan så konstatere at mine muskler lider af noget demens eller måske er vi ude i noget svind.. Måske kører de ligefrem hetz for at undgå at blive udfordret mere. Men de kan tro nej, kan de. De kan få bank med en tæppebanker torsdag igen!

For at at være på det der løbebånd (jajajaja – jeg gik, og løb ikke) svedig og fuld af energi var så fedt – min hjerne kunne i det mindste godt huske hvor fantastisk det føltes at være Linda Hamilton.. Lidt..

Deraf kan jeg så udlede at min hjerne virker bedre end min aductor, quadriceps femori og ilio costal, (undskyld – kender ikke muskelnavnene på dansk) der nærmest føles som om de er ved at lave mytteri!

Eneste trøst er at det snart går over!

Og at jeg nu har indtaget den sidste forhadte hormon – så nu er der håb om at jeg bliver mig selv igen!

Og så kan det gamle testamente i øvrigt gå hjem og lægge sig med sin – og min -lidelse, til på søndag.

%d bloggers like this: