Sprog der forsvinder

Der er en masse danske ord som er på vej ud i glemslen.

Ord som bliver aflyst.

Som slet ikke kom med ind i det nye årtusinde. Det er så trist at tænke på.

Jeg er sikker på at det er fordi vi ikke udfordrer sproget.

Når man som dansk mor i udlandet, vil give sine børn en dansk base, så det bliver muligt at kommunikere med familiemedlemmer der ikke behersker fransk eller andet udenlandsk, så taler man dansk til sine børn, og jeg var ekstra ond – jeg ville ikke reagere før de også talte dansk til mig.

Reglen var: jeg taler på dansk til dig – så svarer du også på dansk. Det gik bare ikke særligt godt. Jeg talte dansk – og de talte fransk..

Zorronaldo kunne stå og se på mig med sine store øjne og sige: ”Men hvordan mor, hvordan?”

Han havde bare ikke ordene. Vi tog ofte på opdragelsesrejse til Danmark og efter 14 dage var deres dansk mærkbart bedre, men det forsvandt mindre end en måned efter vi var tilbage i Frankrig igen.

Det blev først bedre, da vi fik vores første og meget højtelskede aupair, Nanna!

Der var gået en måned med dansk aupair, og en dag gik vi forbi en meget fladmast snegl..

Zorronaldo der var tre½ år gammel, kiggede på den og sagde: ”se – en skildpadde” At det var lidt forkert sådan rent biologisk, var lige meget – for han havde aldrig udtalt ordet før, så det var et kæmpe fremskridt.

Godt nok var Nanna kommet for at lære fransk – det fik hun nu lært alligevel – men vi kunne jo ikke lade være med at tale på dansk. Og det at firkløveret – som dengang kun var et trekløver hvoraf den ene ikke kunne sige noget (det har hun heldigvis rådet bod på siden) kunne høre to voksne tale dansk, det var det som udviklede deres sprog.

Så jeg tænkte på – alle de ord der er på vej ud, er det ikke fordi man ikke læser mere? Og de folk som læser, de læser måske noget som slet ikke udfordrer deres sproglige sans?

Alle ser de samme intetsigende serier, bruger samme vendinger, samme jargon. Siger man noget som går det mindste udover normen, får folk krydsblik og jantetics.

”Det var da rædsomt mange fremmedord du lige smider om dig med”.

Fremmedord er jo kun fremmede, indtil du lærer dem at kende og bliver fortrolig med dem.

Så hvis man altid læser det samme, lytter til det samme – bliver man aldrig sprogligt udfordret og så forsvinder ord, vendinger, sætninger og betydninger ud i det blå og det danske sprog bliver en lille smule fattigere hver gang..

Firkløveret taler ikke 100 % dansk. Eller fransk for den sags skyld. Det er der nok meget få mennesker som gør. Firkløveret taler vel 80 % dansk og 70 % fransk hvis det skal måles.

Når de jamrer over at de ikke kender denne eller hin vending på dansk – eller på fransk – må jeg minde dem om at de alligevel har meget mere sprog end de fleste andre. I stedet for 100 % sprog, har de nemlig mindst 150 % sprog at gøre sig forståelig med.

Og det er nu ikke så dårligt endda!

Sprog og den slags – de fremmede altså.

..

Nå..

Jeg har ved selvsynlyt kunnet konstatere at nogen – jeg nævner ingen navne – men nogen i den danske regering, er ikke så gode til engelsk at det gør noget. Og det var GODTNOK pinligt.

Personligt synes jeg det er rigtigt meget ude i hampen at der findes mennesker i vores regering som ikke mestrer Shakespeares modersmål.

Som et minimum.

At andre, mere dødelige mennesker, ikke har brug for den slags skrammel fremmede sprog nu engang er, kan jeg bedre forstå.

Hvis man vitterligt ikke har brug for det – eller bare synes det er hammer svært – det er da i orden.

Jeg er for eks. ikke så vanvittigt god til kvantefysik, eller til statsret, sådan generelt. Nu er det heller ikke noget jeg nogensinde har haft brug for.

Men en minister altså.. Og så endda en af dem som skal rejse hele tiden. Udenfor andedammen. Og sådan forholde sig til udenlandske mennesker – og ligefrem kommunikere med dem.

Det er da ikke så smart. Synes jeg.

Så er den del på plads.

..

Men så tænker jeg også på det rimelige i at han absolut SKAL tale på engelsk?

Jeg mener, HAR I lige hørt de franske ministre? Eller de engelske? Hvor mange af dem kan andet end deres eget sprog? De har afsindigt dyre simultantolke til rådighed. Betalt af skatteborgere i de respektive lande.

Har andre end Kennedy nogensinde sagt mere end det der med Berlin, på tysk?

Nej vel?

Nu har vores lille – meget lillebitte – præsident for eks. lige sagt: Guten Tarte.. til en tysk journalist.

Ordet ”Tarte” findes slet ikke på tysk.. Det findes derimod på fransk og betyder enten tærte – eller lussing.

Jeg vil lade det være op til jer at afgøre, hvilken ”tarte” vores LILLE præsident mente.

Godnat til politiet

Jeg dumpede ned på sengekanten for at sige godnat til en glad dreng – trods den betragtelige mængde irettesættelser han ellers er løbet ind i denne solskins søndag.

”Jeg har lavet et firma!” Kommer det frejdigt. ”Nå da – det lyder spændende, hvad er det for et firma” spørger jeg.

”Det er faktisk ikke et firma – det er nogle kort jeg har fundet” Han haler en visitkort mappe frem – som jeg – fejlagtigt viser det sig nu – troede jeg havde smidt ud.

Da jeg bladrer lidt i mappen, finder jeg et gammelt buskort, et Fætter BR kort, First Mans visitkort og et UNO-kort. Et alsidigt firma må jeg sige.

Uopfordret fortsætter han at Prinsesse Lyserød også er med i firmaet. Og at de har fundet walkie-talkierne frem, så de hele tiden kan være i kontakt med hinanden.

Jeg gør opmærksom på, at det er sengetid, og der altså ikke skal kagles i walkie-talkie nu. Men da jeg meddelte at jeg ville tage dem med nedenunder fordi de skulle sove, var der store protester.

Argumentet fra min søn, som har forvandlet sig til absolut sprognørd, var at: ”vi kan jo godt kommunikere med dem, men vi gør det ikke. Det er til hvis der nu kommer en situation. En situation hvor vi bliver kidnappet. Det kunne jo være vi kunne snakke med politiet.”

(Hvor får han de ord fra? Og så på dansk? Han er 9 år, altså)

Nå, men historien med politiet har en forklaring: da Divaen og Zorronaldo havde ca. samme alder, havde de fået fingre i First Mans rigtige walkie-talkies.

De havde godt nok fået lov at lege med dem, men jeg tror at First Man havde undervurderet deres kunnen, for de fik tændt for dem, og beklageligvis stod walkie-talkierne fra gammel tid på noget frekvens der ikke umiddelbart er beregnet på civile og almindeligt dødelige.

Med det resultat at jeg efter en halv times tid, havde to små mennesker der kom ned i køkkenet og spurgte hvem Morten var. Jeg svarede lidt desorienteret at jeg heller ikke vidste hvem det var.

Nå.. det var en skam, for han snakker i fars walkie-talkier. Hør selv:

Og lynhurtigt kunne jeg af de indkomne og noget forbløffede bemærkninger, høre at de var landet på politiets sendefrekvens, og at Morten betjent ikke helt forstod hvorfor der var nogen som snakkede i munden på dem, så jeg fik slukket i en vis fart. Det er vist lidt forbudt..

Og siden har de ikke været fremme i tændt tilstand.

Men så sendte Cathy et sejt sæt walkie-talkie sæt helt ovre fra USA og nu kan de nøjes med at snakke med hinanden uden nødvendigvis også at sige godnat til politiet.

Svar på tiltale

Gårdmand Bjørn har igen glimret ved sit fravær på matriklen stort set fra det minut vi låste døren op i mandags. Og været sammen med Nikolaj stort set non-stop.

Og da jeg skulle sige godnat i går, hvilket er knap så hyggeligt som hjemme på Æblebakken, da han her sover i en høj seng og jeg derfor ikke kan lægge mig ved siden af ham, fik jeg små brudstykker af dagenes begivenheder.

Gårdmanden har åbenbart helt glemt at være fræk, og bande, på dansk. Ikke at det gør mig noget – overhovedet – jeg kan blot konstatere at det må hænge sådan sammen, når han forbløffet fortæller at ham der Kasper, som også er ven med Nikolaj, taler meget grimt.

Da jeg ser lidt mystificeret ud, fortæller han følgende: “Nikolaj havde slet ikke gjort noget, vi gik bare og snakkede og ham Kasper siger så bare ”luk røven”. Det var da noget mærkeligt noget at sige”.

Han fortæller så at dejlige Nikolaj havde meddelt at hans bagdel heldigvis var lukket, for ellers ville han bare slå en prut på ham (Kasper).

Dette svar gjorde Kasper gal og derpå var Nikolaj og Gårdmand Bjørn fnisende stukket af på cykel og besluttede at han nok ikke var værd at lege med.

”Han kunne da bare have talt pænt” kom det noget indigneret fra Gårdmanden – og jeg var helt enig.

For at vende tilbage til Gårdmandens høje seng, så spurgte han faktisk om jeg ikke kunne kravle op – og da jeg sagde at det nok ikke var så godt, nikkede han og sagde: ”nej du er også alt for tung” Jeg prøvede at se fornærmet ud, og det må have lykkedes ret godt for han fortsatte så: ”Nej mor, du er altså ikke tyk, men du er jo stor. Du er større end mig i hvert fald.”

Så kunne vi grine lidt af det. Han grinte nok lidt mere end jeg.

Og da jeg gik, råbte han: ”Vejer du egentlig mere end et halvt ton?”

Så selvom han ikke kan huske hvordan man bander på dansk, så kan han altså sagtens være fræk!

Sæl forklædt som krokodille

Der er lidt krise på matriklen for øjeblikket. Det bunder lidt i noget sprogforvirring. Og det er faktisk lidt synd for nogen på 9 år.

Nu har Gårdmand Bjørn i 3 uger, snakket om denne her fine krokodille nøglering han er ved at lave, og som First Man skal have på søndag, når det er fars dag. Det er et projekt i samme stil med mit armbånd – sikkert lavet med lige så stor og glad entusiasme fra Gårdmandens side.

Men i går aftes var det pludselig ikke godt nok – og han ville høre om ikke vi kunne købe en lille ting. En lille Hugo Boss ting. Jeg kommer til at grine og siger at Hugo Boss aldrig er en lille ting.

Jeg spurgte så, om han ikke havde denne her krokodillenøglering, som han havde fortalt mig var blevet malet i grøn med et par sorte striber på?

Hmm, jo men altså.. Det LIGNER ikke en krokodille – sagde han gnavent.

Nå, men hvad ligner den så? spørger jeg, uvidende om hvilke konsekvenser denne boren i emnet vil afstedkomme. ”Jamen det ved jeg ikke” kommer det frustreret. Jeg får at vide, at det var et dyr der lå på noget forbensagtigt noget og så med en hale der svuppede lidt i vejret.

Og så, siger jeg, med en lang krokodillemund?

Nej egentlig ikke, svarer han.. Han roder lidt i bamserne og finder sin tiger – sådan her – mule agtig. NÅ.. tænker jeg og kender ikke lige på stående fod nogle krokodiller med mule..

Jeg spørger om det er en afart af krokodiller i stil med varan, alligator eller andre krybdyrs lignende ting. En kamæleon for eksempel.

Der er stille lidt.. ”Men hvad betyder phoque så?”.. kommer det lige så stille.

Og lige på dette tidspunkt, kan jeg godt høre at vi er ude i noget argt lort, for nu at være diplomatisk. Jeg stikker fingeren i jorden og spørger ind til om det var meget vigtigt, at det var en krokodille.

Og ja det var det altså, fordi der var ingen gorilla-nøgleringe – et dyr som First Man absolut genkender sig selv i, så skulle det være et andet vældigt farligt dyr.

Selvom jeg ved at dramaets alvor lige om et kort øjeblik vil gå op for min søn, trækker jeg tiden ud og vælger at vise ham et billede af en ”phoque” på computeren – i håb om at dette yderst søde og venlige dyr kan bløde lidt op på situationen – med sin nuttethed.

Dette sker ikke. For da han ser den ualmindeligt søde sæl – bliver han en anelse skuffet: ”Er DET en phoque?” Spørger han med undren i stemmen.

“Jamen, jeg troede bare det var en krokodille” mumler han, da jeg nikker. Så bliver han vred ”Hold OP hvor er jeg dum.. Nu får far en grøn sæl.. En grøn sæl – mor.. Åååhhhh altså”.

Jeg foreslår at det måske er en sæl forklædt som krokodille.

Han går op i sin seng og græmmer sig – lidt på skrømt – men da han siger – ”så og nu skriver du det på din blog og så til sommer når vi kommer til Danmark, så peger alle fingre af mig og siger – det er ham den skøre dreng som har lavet en grøn sæl” ender han trods alt med at kunne grine af det.

Og i dag da jeg spurgte om vi skulle finde noget andet – havde han åbenbart forliget sig med tanken om en meget grøn sæl og vil ikke finde en ny gave. Men jeg har lidt ondt af ham alligevel.

Hvis nu nogen tænker: ”Jamen hvorfor spurgte den lille mand ikke hvad ”phoque” betød”? – så har jeg svaret.

Man spørger nemlig ikke om noget, man tror man ved i forvejen!

Hadeord og sprog

Åhh altså – man må godt være sart og lidt hysterisk, selvom man er over 40 og mor til 4 – bare fordi, det må man altså godt.

Lidt. Engang imellem.

Især når man falder over aversioner, som hadeord.

Jeg mener ikke alle de små ord, jeg drysser rundt i mine tekster – jo, altså, så, i hvert fald, bare, desuden og så videre. Det er nemlig små pæne fyldord, som krydrer teksten på bedste vis, og gør den appetitlig. Så de ord må man godt bruge, rigtigt meget. Jeg må i hvert fald gerne.

I starten her i blogland, turde jeg dårligt skrive noget af skræk for at komme til at skrive grammatisk forkert – og blive henvist til en skummel afsides cyber-skammekrog, og aldrig nogensinde blive læst. Så jeg gør mit bedste.

Men folk har altså ikke lært at tale ordentligt. I flæng kan nævnes:

Himbær, hångklæder, bedler, nytårsfortsæt, ynglingskage og bekræftigelse, for slet ikke at nævne ”pøsjø”, stiiiiks (steaks) eller ”én hotdogs..”

Eller ”Det gør lige meget”. 

Jeg krummer tæer og får akutte røde knopper. Jeg har virkelig en kronisk allergi overfor mennesker, der ikke gider respektere ord og sprog. Og I glemmer bare alt om at rette mine kommafejl. Tak.

Jeg skulle bare have luft – vil ikke noget fornuftigt overhovedet med dette indlæg, blot give udtryk for, hvor forfærdeligt det er at høre på.

Og så – for dog trods alt at slutte af på en positiv note – vil jeg lige vise jer en kop jeg har fået.

En Fynsk kop, købt i Spanien – til mig.

Selvom den er købt i Spanien og aldrig endnu har set Fyyns laaand, så er den  fynsk, fordi den er “søø’”. Den er nemlig så lille at der ikke er plads til “d”.

Og rigtig god Bededag til alle!