Tag Archives: Støttepædagog

Kommunal bøvs.

26 aug

Dette indlæg lagde egentligt ud med at skulle være en gigantisk bøvs.

En kommunal bøvs.

En folkeskolebøvs.

Og jeg måtte vente med at skrive indlægget til jeg var kølet så meget af at jeg ville være i stand til at bruge et pænere sprog end det jeg oprindeligt lagde ud med.

Nu er gassen gået lidt af bøvsen og det er blevet til en undrende bøvs mere end en sur bøvs. Men en bøvs er det.

Altså.

Zorronaldo skulle tilbage i folkeskolen; udfaldet af hans engelske oplevelse var nemlig af sådan karakter at vi slet ikke gider tale om det. Undskyldningerne er mange og lange og vist nok alle lige dårlige, i hvert fald var han ikke i stand til ret meget andet end at sige farvel og tak.

Hvilket han gjorde.

Uden at have en anden løsning ved hånden. En mindre detalje, som dog bekymrede ham ligesom meget som den bekymrede hans forældre.

De kvalificerede læreanstalter der var en mulighed kunne naturligvis ikke svare os i sommerferien, og selvom man godt kan skubbe den slags bekymringer foran sig mens man er på en dejlig ferie, så truer hverdagen og virkeligheden alligevel lidt i horisonten.

Da vi havde nulstillet kilometertælleren på bilen, startede vi ligeledes på en frisk hvad skolegang angik. Heldigvis findes der kommunalt finansierede vagttelefoner til frustrerede mødre og do drenge.

Og disse er sommetider bemandet med rare, effektive folk man er så heldig at kende. Og Hanne tog affære. Når nu vi kendte hinanden, kunne vi jo ligeså godt tage hjem til hende i stedet for at suse til storbyen. Hvilket vi gjorde.

Og hjemme hos Hanne, over en marmelademad, fik Zorronaldo hjælp og vejledning, mens hans mor forsøgte at tie stille. Det holdt hårdt, men denne gang skulle det være hans egen beslutning og ikke noget tåbelige regler presset ned over hovedet på ham.

Og altså skulle han starte i 10. klasse for ellers kom han aldrig videre i systemet, i og med ingen dansk ungdomsuddannelse vil acceptere hans franske eksamensbevis for grundskolen. Og vi udfyldte og gjorde ved, og fik sendt ind som påkrævet.

Og hørte intet.

Og her begyndte visse mødre – især de kongelige – at blive en anelse vrisne.

Da alle andre mennesker var tilbage på deres pind, blev der stadig ikke svaret på de telefonnumre der blev henvist til på deres hjemmeside. Og nogle mødre begyndte nu direkte at hidse sig op over det offentlige skolesystem. Efter et decideret detektivarbejde på hjemmesiden, lykkedes det at finde et telefonnummer på en sekretær.

Som også endte med at tage sin telefon.

Jeg fik præsenteret min søns sag, og ville gerne vide om vi kunne få tilsendt noget materiale så knægten i det mindste som udgangspunkt kunne få at vide hvornår han skulle starte i skole.

Deres scanner virkede ikke, så dette kunne ikke lade sig gøre.

Dernæst ville hun gerne have alle oplysninger – de selvsamme som Zorronaldo havde brugt det meste af en formiddag på at udfylde og sende med post til rette vedkomne – en gang til. Da jeg påpegede at disse faktisk allerede var fremsendt, meddelte sekretæren at disse ikke befandt sig på skolen. Jeg bedyrede så at de helt afgjort var sendt.

Damen betvivlede dog ikke dette, men kunne så fortælle at de jo ikke modtog post når skolen var lukket – i sommerferien – men at brevet så nok befandt sig på posthuset. Jeg fik hvislet at hun jo alt andet lige var tilbage på arbejde NU.

Denne påstand blev mødt med en så tavs og kommunal ligegyldighed, at jeg ikke engang orkede spørge hende hvornår hun så havde tænkt sig at bevæge sig over på posthuset for at hente omtalte post.

Hvis jeg i den private sektor havde undladt at hente post som noget af det allerførste – de var to sekretærer på kontoret da jeg ringede – så var jeg blevet fyret på stedet, og jeg bandede længe og indædt over manglende plads til min søn på byens privatskoler.

Ikke desto mindre startede han i skole, og foreløbigt går det godt. Han synes det er vildt nemt, og han glæder sig over at kunne finde ud af det hele. Moderen er også glad, da udsigten til at sønnen kan få nogle succesoplevelser i stedet for at rende ind i nederlag efter nederlag, ganske givet vil have en positiv indflydelse på hans motivation!

Slangen i paradis er dog den kommunale ånd der hviler over såvel administrativt som pædagogisk personale.

Knægten kom hjem efter første dag og kunne undrende meddele sin – ligeledes måbende – mor, at en dansklærer havde sagt det var bedre at sige fra starten at man kun planlagde at aflevere halvdelen af alle sine stile, men at man så i det mindste afleverede dem.

Den lader jeg lige stå.

Jeg undlader også at kommentere på samfundslæreren der bad alle elever om at tage deres telefon op og sætte dem på “ikke lydløs” med den begrundelse at en lektion varede meget længe og det ville være svært at fastholde interessen non-stop og at det derfor var bedre at blive forstyrret i 2-3 minutter af en sms, svare på den og så efterfølgende være i stand til at samle sin fulde opmærksomhed mod undervisningen.

Gad vide om det også var gældende for læreren?

Jeg skal også nok lade være med at hidse mig op over matematiklæreren der ikke giver lektier for, da han er træt af at skælde ud på alle de som ikke gider lave deres lektier.

Men jeg tænker mit.

Jeg glæder mig trods alt over at 90 % af min søns skolegang hidtil har bestået af en dagligdag der inkluderede både krav og et minimum af konsekvens, i form af lektier og karakterer, og håber at dette fundament vil være nok til at han fortsætter ad den vej.

One of those days

17 feb

Når man ikke har oplevet noget af nævneværdig interesse, kan man jo altid fortælle om noget der er sket for længere tid siden.

Denne dag var en af de mere anstrengende – som småbørnsmor..

Vores bil skulle til eftersyn hos mekanikeren, og jeg fik lovning på en lånebil i mellemtiden.. Det skulle naturligvis foregå en tidlig morgenstund så mig op 1 hel time før normalt og jeg fik alle børnene færdig til tiden og skyndte mig ud af døren med yngstedreng og så over til mekanikeren.

Han gav mig nogen bilnøgler og sagde – det er den Nissan der. Jeg nærmede mig bilen mens jeg med et hurtigt blik tjekkede AT der så også stod Nissan på bagsmækken. Med mindre det er de 4 audi-ringe er jeg ikke så god til at genkende bilmærker. Men det var en Nissan.

Jeg stod med barnesædet under den ene arm, og min taske under den anden arm og svedte og bandede indvendigt fordi den sk.de dør ikke kunne låses op. Nu er jeg jo ret stædig, og jeg VILLE bare ikke ind og lege dum blondine der ikke kunne komme ind i en bil.

Endelig gav låsen sig efter lirken og vrikken og gøren ved. Jeg fik stolen ind, drengen spændt fast.. Mig ind – og ville så dreje nøglen.. der skete intet. Den ville ikke dreje i tændingen mener jeg. Og jeg tænkte, er nøglen mon slidt siden den er så svær at have med at gøre. Der var til sidst ikke andet for end at jeg måtte ud og se opgivende ud.

Jeg var dårligt nok kommet ud af bilen før en ”karl smart” kom hen og skulle godte sig – nåå hå kan du ikke starte den hø hø.. Har du prøvet ratlåsen. Ja, hvislede jeg kattesødt, jeg har prøvet ratlåsen. Og han hoppede ind – og kunne heller ikke. Lettelse 😉 det var altså ikke mig der var noget galt med!

Resolut tog jeg nøglen og vandrede ind til mekanikeren og sagde: jeg kan altså ikke starte den. Nå han kom med ud – og kunne heller ikke.. Kom dog ret hurtigt lettere slukøret ud igen – og meddelte at han havde givet mig en forkert nøgle..

Bevæbnet med den rigtige nøgle fik jeg startet bilen, og sat den i bakgear – og drejede ud og ville så til at køre fremad: hvorpå jeg tændte vinduesviskerne… (for jeg kører jo normalt automatgear og min gearstang sidder netop der..) suk tænkte jeg – hvor meget mere pinligt kan dette overhovedet blive?

Meget mere pinligt, skulle det vise sig.. for jeg gik naturligvis i stå ved første vejkryds fordi jeg prøvede at starte i 3.gear. Men jeg blev faktisk helt skrap til at drøne rundt med den. Jeg skulle nemlig til til byen med alle 4 børn og have nye sko til dem. Det gjorde jeg lidt i etaper – jeg havde ikke lige energi til at forestille mig alle 4 børn på samme tid i en skotøjsbutik.. Det har jeg prøvet indtil flere gange, og den slags løjer var mit humør ikke lige til.

Vel hjemme igen gik jeg i gang med at slå græs og blev afbrudt af ungerne som var sultne – og da jeg lige var så godt i gang med min græsplæne – bad jeg dem om at tage noget selv.

Pludselig kom ældstepigen frem i døren og sagde noget. Jeg slog jo græs, så jeg kunne ikke høre noget, og lige pludselig kørte jeg hen over en legetøjs-rive som var glemt i græsset – grrrrrbrrrrrum bum sagde det så – og maskinen gik i stå. Æv tænkte jeg – First Man myrder mig.. Han er nemlig meget øm over sin maskinpark

Og så, midt i stilheden siger ældstepigen ganske dagligdags – forresten det brænder! HVAAAAD skreg jeg, smed træskoene og spurtede på strømpesokker henover græs-snask osv – og ind.

Der fik jeg så hevet glasfadet fra microovnen ud med en pakke frossent rugbrød – stadig i posen med en fin metalklemmelukning og flooooottte flammer på – ødelagde to viskestykker – hvoraf det ene var en irsk bryllupsgave -(jammer) og brændte min finger da den varme plastik satte sig godt fast.

Jeg var bare SÅ tæt på at ansøge om en støtte pædagog, mens jeg forklarede ældstepigen at man ikke så gerne måtte putte metal i en mikroovn..

Intet alvorligt – men en god forskrækkelse.. Og en træt konge.. mig altså!

Jeg fik hentet bil, min egen forstås, og købt ind, OG gravet en rosenbusk ned igen som blondinen havde gravet op.. Jeg gik ind og den slags dage må man godt trække pizza-TV kortet uden at få minuspoint på MOR-kontoen så jeg fik lavet pizza til 4 unger der pænt sad foran en tegnefilm.

Troede jeg – indtil jeg mødte yngstedreng i døren – som siger: Moaaar mine bukser er beskidte. Jamen det gør ikke noget – så vasker vi dem bare svarede jeg. Og bemærkede godt nok at han da var usandsynligt snasket i hovedet. Pludselig får jeg øje på et låg til en flaske solcreme spray.. og da jeg meget træt spørger min yngste søn, hvor mon resten er henne? kigger han på mig med meget klare øjne og siger den ligger vist ude under trappen.

Og ganske rigtigt – i ly for mit inkvisitoriske mor røntgen blik var han krøbet i skjul under trappen op i blondinens kurv og havde siddet der og taget solcreme på.. Blot uden at tage tøjet af først. Han blev meget hurtigt vasket, og kom så ind foran skærmen til de andre – og de kom alle ualmindeligt tidligt iseng den aften.

%d bloggers like this: