At være i god tid..

I grunden kan jeg godt huske hvordan det var da Divaen skulle konfirmeres.. Der foregik en del planlægning mange måneder før det overhovedet var nødvendigt.

Men da jeg er så frygtelig kedelig i kraft af min magt som den der betaler, at jeg ikke føler trang til at tage større banklån blot for at mine børn kan få bekræftet deres dåb, var der ofte kontroverser når noget flyvske idéer blev luftet.

I stil med designer-mini-brudekjoler til 25.000kr, sko fra Prada, osv.

Ej heller bliver de hentet i limousiner – der må i min verden gerne være lidt tilbage til brylluppet. Og min alderdom.. i form af penge.

Fra starten har firkløveret fået valget – om de vil eller ikke vil konfirmeres. Gaverne skal nok falde – men de skal ikke stå og lyve, bare for at få gaflet sig nogle fede gaver.

Hvis de vælger at blive konfirmeret, er det så det man vælger at gå til i de 8 måneder. Jeg mener, kirken kommer først, og sportskampe og alt det andet bagefter.

Nu har vi ikke haft en præst som forlangte et bestemt antal gange i kirke, men et RIMELIGT antal – det er jo så op til en selv. Frihed under ansvar.

De skal vide hvad det er de siger ja til. Jeg har ydermere været så ond at jeg har forlangt at de deltog i konfirmationsforberedelse også selvom de ikke ville konfirmeres. De skulle nemlig også vide hvad de sagde nej til.

Ja jeg ved det jeg ER ond og jeg nyder det!!

Nå.. For omtrent 7 måneder siden kom Prinsesse Lyserød og viftede med en tegning, og meddelte at sådan skulle hendes kjole se ud. Jeg må have set en anelse forvirret ud, for hun tilføjede lettere irriteret: ”Ja min konfirmationskjole.”

Der gik to-tre uger hvor hun ikke snakkede om andet, og så gik det i sig selv igen. Derpå lod hun familien være i fred i flere måneder.

I går var hendes planlægningsgen så åbenbart vækket til live igen. Jeg burde ikke brokke mig fordi hun har sikkert arvet det fra mig. Hun kom i hvert fald myldrende og invaderede mig og mit skrivebord med gæstelister og orkester og diverse betragtninger vedrørende hårpynt. Navnlig hårpynt var en meget stor issue, kunne jeg godt fornemme på hende.

Et diadem. Intet mindre. Og da jeg fik associationer til diverse kronprinsesser, fyrstinder og den slags, måtte jeg gøre vold på mig selv for ikke at vrænge. Desværre skinnede det en anelse igennem og så blev hun jo sur, den kære Prinsesse.

Under opydelse af al min diplomatiske sans fik jeg afledt hende så meget at hun hold op med at opføre sig som den pre-teen hun er. I hvert fald fik vi – længe leve google – fundet nogle hjemmesider med diademer.

Vil I godt vide hvem der går med diadem til daglig? For det ved jeg nu.

Der var nemlig en hjemmeside med en masse kvinder – og en enkelt mand(??!!!) med yndige diademer på. Det er meget muligt at det var falsk reklame, for jeg har ved gud aldrig set en mand med diadem på.

Og undskyld mig.. De der mennesker, de lignede noget fra en Hobbit film eller noget. Det gik til sidst op for mig at det var den slags mennesker der lørdag formiddag tonser rundt og leger at de er alfer i en eller anden druideverden som ikke findes.

Men vi brugte en lille time på at planlægge hendes store dag – som jo ikke kommer til at være helt som de andres idet hun skal konfirmeres helt alene. Vi kan jo ikke tage hjem en søndag i april for at holde konfirmation med alle kammeraterne.

Vi har heldigvis vores private præst som gerne vil foretage konfirmationen engang i sommerferien når vi er hjemme igen. Og det har så igen den fordel at man kan få sine venner med til festen!

Det skulle ikke undre mig om hun snart kommer rendende med krav om invitations kreationer, men jeg lover jeg ikke sender dem ud før engang i april.

Når vi lige har fundet ud af hvornår det skal være.

En noget – eller meget – yngre Diva som konfirmand.

Jeg samler altså ikke på engle..

Det gør jeg ikke.

Overhovedet.

Jeg har engang samlet på elefanter. Elefanter fra forskellige lande. Små elefanter forstås. Og endelig ikke i elfenben.. Det ville ligesom være en anelse malplaceret.

Og her på Æblebakken, har jeg ikke engang alle elefanterne med.

Jeg har faktisk kun den jeg fik af Nanna i julegave for mange år siden, den jeg fik af min lillebror som han havde med hjem til mig fra Thailand, samt en smuk blå én, jeg fik da vi skulle rejse fra øen, af Ellen, Zorronaldos barndomsveninde.

Så tre elefanter findes på matriklen. Det kan jo ikke siges at være en samling.

Men engle?

Nej. Dem samler jeg afgjort ikke på. Der er godt nok hende cykelenglen hjemme på øen, men hende kan man jo ikke rigtigt samle på.

Jeg samler egentligt slet ikke på noget mere.

Jeg samler til nøds på pæne kopper. Men da pæn er et meget vidt begreb alt efter hvem man snakker med, er jeg holdt op – med mindre jeg er helt sikker på at få den kop jeg vil have. For jeg endte med at få forfærdeligt mange ikke pæne kopper i stedet for.

Jeg kunne nu godt finde på at samle på noget kongeligt porcelæn.. Det er så pænt. Men det er ret dyrt, så jeg vil kun have det i gave – og så risikerer jeg jo at skulle vente en del år, før jeg kan invitere på andet end tea for two..

Men jeg samler altså ikke på andre ting..

Det gør jeg ikke.

Og slet ikke på engle..

Jeg har bare nogle stykker.

Mors legetøjsskab – som Firkløveret kaldte det da de var helt små. Der er tre glasengle fra Venedig, og den lille nisseengel er såmænd fra sidste års julebasar i Den Danske Kirke.

Mit juleenglekor, med Tina Turner engle, en canadisk Dion engel, og deres helt egen trompetist!

Kan godt se at en bedre præsentation er på sin plads – de tre engle med guldnetkjoler er hjemmelavede – og de blev døbt Tina Turner engle på grund af håret. Meget passende når de er med i mit englekor.. Den fede guldengel har jeg også selv lavet med hjælp fra Panduro Hobby!

Den canadiske engel med hvid kjole, er blevet døbt Celine Dion – ligeledes på grund af håret! Hun er også hjemmelavet – bare ikke af mig, men af Birgitte i Canada.

Den store i baggrunden, hun passer bare kammertonen.. Og trompetisten er en gave fra Gårdmand Bjørn.

Mine Erstad engle, som jeg har arvet efter (eller hedder det arvet fra?) min søde mormor. Det var i hvert fald hendes engle og nu er det mine.

Den røde – det er hverdagsenglen, hun står forrest til daglig (i advents og juletiden forstås) Hun passer også børn og sådan. Hun har altid ret travlt.

Så er der den hvide, det er søndagsenglen, hun står forrest – om søndagen, ja.

Og så guldenglen, det er jo juleenglen og hun står forrest i de tolv juledage.

Og så er der en sneengel og et par englevinger jeg fandt på vejen. Nogen må have tabt dem.

En falden én, måske?

Lidelser

Nu er lidelser flere ting. Eller ikke ligefrem flere ting – men man kan bruge ordet om flere ting.

Det kan for eks. godt være en lidelse at skulle høre på én man ikke gider høre på. Så er lidelser rigtigt meget tilstede i biblen. Det er vist noget der hører med – især i det gamle testamente.

Må ikke have været rart at leve dengang. Men nu skal I lige høre her, de har ikke opfundet noget: lidelse er smerte.

SMERTE siger jeg.

Jeg

Kan

Ikke

Bevæge

En

Eneste

Lille

Kropsdel

Uden

Lidelse..

Jeg kunne ikke engang komme ud af bilen for at hente børnene. Måtte sende en sms og få Zorronaldo til at hente Gårdmanden nede i underskolen før han selv forlod etablissementet.

Jeg selv sad og åndede tungt i bilen, hvorpå jeg væltede ud af døren og måtte have en anden én til at låse op.

At det der pludselige udøvelse indenfor sport, skulle sætte mig ud af stand til at fungere normalt, havde jeg ikke lige regnet med. Troede faktisk at muskler havde, bare et minimum af hukommelse. Med alt det jeg trænede før burde man forlange at de havde husket bare lidt.

Men jeg kan så konstatere at mine muskler lider af noget demens eller måske er vi ude i noget svind.. Måske kører de ligefrem hetz for at undgå at blive udfordret mere. Men de kan tro nej, kan de. De kan få bank med en tæppebanker torsdag igen!

For at at være på det der løbebånd (jajajaja – jeg gik, og løb ikke) svedig og fuld af energi var så fedt – min hjerne kunne i det mindste godt huske hvor fantastisk det føltes at være Linda Hamilton.. Lidt..

Deraf kan jeg så udlede at min hjerne virker bedre end min aductor, quadriceps femori og ilio costal, (undskyld – kender ikke muskelnavnene på dansk) der nærmest føles som om de er ved at lave mytteri!

Eneste trøst er at det snart går over!

Og at jeg nu har indtaget den sidste forhadte hormon – så nu er der håb om at jeg bliver mig selv igen!

Og så kan det gamle testamente i øvrigt gå hjem og lægge sig med sin – og min -lidelse, til på søndag.

Dørspam

Nogle gange – det er dog ikke sket her på Æblebakken – men det er nok fordi vi ligger så langt væk fra vejen, at folk ikke tror der overhovedet er nogen som har overvejet at bosætte sig så tåbeligt et sted, og de få gange det har bimlet på dørtelefonen har jeg bare lagt på, hvis jeg ikke vidste hvem det var – nå men altså, nogle gange kan man jo være så heldig at få besøg af forskellige religiøse bevægelser eller det der er værre.

Ja, jeg ved det godt – jeg kunne jo bare sige Jehovas Vidner.. men først ville jeg ikke skrive om dem fordi – det er jo religion og man kunne støde nogen – på den anden side har jeg jo mere eller mindre lovet at jeg ikke vil være politisk korrekt, så nu får det lov til at stå. Og jeg gider ikke engang at undskylde på forhånd, for jeg kan virkelig ikke lide dem – så ved I det!

Det har altså noget at gøre med at jeg har set resultatet af en af deres udstødte – mere uhuman og ukærlig måde at leve på findes ikke.

Altså – dørspam, sker heller ikke så tit hjemme på øen, da vi også der, bor lidt væk fra alting – hvem sagde udkants-Danmark?

Men når det sker – så tror jeg at de ret hurtigt og bittert fortryder at de overhovedet indlod sig på at diskutere med mig. Det skulle ikke undre mig om jeg er kommet på en eller anden sort liste over grimme fortabte sjæle, til sidst.

Jeg prøver som regel, venligt men bestemt, at få dem lodset ud over dørtærsklen, og væk fra matriklen hurtigst muligt, så jeg kan fortsætte det jeg ellers var godt i gang med, også selvom det var absolut ingenting – men indimellem skal man lytte til sin P M S og sin indre citron og tage kampen op med de der mennesker, og sætte dem godt og grundigt til vægs.

Der er nemlig det ved det.. at jeg er en lille bitte smule hjemme i biblen og nogle vers og den slags. En miljøskade af en art. Ligesom der findes folk der kommer fra et hjem med klaver – så er der andre som har lært at tale Jehovas Vidner bort fra grunden. Ikke min fortjeneste – men som præstedatter hænger der vel altid et eller andet ved!

Det meste af det de nemlig kan ryste op med – kender jeg godt, og da deres oversættelse af biblen er ualmindelig dårlig – kan jeg endvidere forklare dem hvad der står i originaludgaven – ret blæret, jeg ved det godt – men det er stadig ikke min fortjeneste!

Og det tager ikke ret lang tid, før de forstår at de har at gøre med en fuldstændig fortabt sjæl, som aldrig ville kunne indordne sig under deres sektlignende tilstande.

Jeg starter gerne med at smile kattesødt, og faktisk også indlade mig på at kommunikere med dem, og på denne lumske vis, bliver de på det groveste vildledt, og når det går op for dem at jeg ikke har tænkt mig at krybe til deres kors nogensinde, ender de gerne med at ty til et taktisk tilbagetog, og så er det jeg godt kan finde på, særligt på visse vrisne dage, at følge efter dem helt ud til lågen mens jeg råber opbyggelige bibelcitater efter dem! Det manglede bare – jeg troede faktisk det var det, de kom efter!

Men tro endelig ikke at jeg snyder folk og lokker sagesløse, og ikke på forhånd advarer om farerne ved indtrængen på grunden – vi har nemlig et skilt på lågen, hvorpå der er afbilledet en ualmindeligt arrig rottweiler – fordi Blondinen ikke ligefrem indgyder frygt – men det er faktisk slet ikke hende der hentydes til med det billede – det er såmænd mig!

Stående applaus

Wanted immediately!

Nu, lige NU, er det så at I rejser jer op, klapper voldsomt og derpå falder i svime af beundring over mine svedige hænders frembringelser. Ja ja ja, jeg kan allerede høre jer! Et enkelt ”da capo” mere, og så er vi ved at være der!!

Hjulpet lidt på vej af min mor, har jeg frembragt dette mesterværk.

Hun var meget belejligt på en kort visit, og kunne dermed indvi mig i hæklingens sære verden. Selvom hun ofte, på meget flabet vis, fniste uhæmmet når jeg kæmpede mig igennem tråde, tabte løkker eller hæklenål og ”hvad-pokker-skal-jeg-gøre-af-mine-fingre-på-den-anden-hånd-imens.” Men de to sidste buer endte da med at se hæderlige ud.

Måske jeg ligefrem skulle udlove den i en give-away? Dette kunstværk vil være mange penge værd en dag! Mærk jer mine ord..

Jeg skal muligvis øve mig lidt mere, og det vil jeg så gøre..

Schyy – jeg lærer.. Strikkesagaen #1

Således intimideret af strikkedamer, kom jeg jo til at bestille noget på amazon, for ellers ville jeg nok aldrig lære at strikke.

Og så ankom pakken til Æblebakken:

Fristende, indbydende og lækre – helt klar til at indvie mig i hækleriets og strikkeriets hemmelige verden

Når det så er sagt.. Ja I venter jo sikkert alle sammen i åndeløs spænding på at høre om mine fantastiske fremskridt.. og så vil jeg godt sige, at jeg HADER VRANG.

Eller på et lidt pænere dansk, vrang og jeg er ikke ret gode venner. Synd, for vi kunne have det så godt – det er jeg sikker på.

Jeg kan heller ikke for min død forstå, hvorfor der skal være flere forskellige måder at starte op på. Altså at slå masker op. Det er jo grotesk at jeg sidder og ser på en gnidret tegning med franske tekster, får fat i konceptet og ender med at have nogle masker på min pind. Bliver så noget forvirret da jeg ser på de danske hjemmesider..

Og jeg kan heller ikke forstå sammenhængen senere, på skype med Lene.  Fordi vi ikke slår op på samme måde – overhovedet..

Mystisk.

Men øhmm det går da fremad.. Firkløveret går rundt og siger ”ihhhh, hvor er det fint..” Og jeg ved da godt det ikke passer – men de har jo heller ikke set rigtigt strikketøj før, så de har ikke så meget at sammenligne med.

Og jeg får faktisk strikket noget. Lige indtil jeg kommer til vrang altså. Så begynder jeg at svede. Og mine fingre går i krampe af al den koncentration. Og nej, hvor er jeg blevet dygtig til at trevle op. Det er ellers nogle fine krøller der kommer af optrevlet garn.

Men foreløbigt er det sjovt, altså bare når man ikke regner det der vrang med.

At strikke har også en anden fordel, nemlig at jeg kan sidde og høre historie på lydbog.dk samtidigt..

Men altså, fortsættelse følger.. alt efter hvor meget vrang der er med i historien!