Nogen tog sommeren. Og afleverede ikke igen. Så derfor har jeg fundet de skønne sokker frem som jeg fik i sommers af søde Susanne. De er meget lækre. Og bløde og varme.
De skønneste sokker
Jeg har brugt dem som hjemmesokkesko på kontoret en dag hvor jeg frøs om fusserne.
Jeg er vildt glad for dem – også selvom de minder mig om at jeg ikke kan strikke.
Nå, Prinsessen er skidtmads.. eller hvad man nu siger, med 40,5 i feber og et åndedræt som en hullet blæsebælg.
Det er dog ikke lungebetændelse – endnu – men jeg holder hende hjemme til hun er helt frisk igen.
I bedes lige, en passant, bemærke det fine halstørklæde jeg fik strikket til hende! Jo skam!
Nå – hvad laver man ellers når man skal holde vagt ved en febersløv Prinsesse og ikke kan tage ud og føjte?
Man laver da en juleblog!!
Så kan jeg gøre mig håb om at beholde mine højt værdsatte læsere – uden at fedte hele min verden ind i lametta og kanel, og nøjes med nogle enkelte julebøvs fra tid til anden!
Så velkommen til Kong Mors Jul!
Jeg har strikket.
Ja, ikke hele dagen altså, men jeg er nok kommet til en 11-12 bøgers længde, og snart har Divaen noget hun kan blive viklet ind i, hvis det mod forventning skulle gå hen og blive ligeså koldt som sidste år. Og jeg er kommet endnu et skridt nærmere kreabloggere!!
Derudover, så er jeg blevet lokket i fordærv.
Nogen, som i First Man, kom og svingede med en mojito – helt inde i mit synsfelt. Det er sådan noget med alkohol i. Og med min nye status som arbejdsløs, så – ej, det er egentligt ret smart at man kan skyde skylden på arbejdsløsheden, sådan for alt muligt.
Det er lidt ligesom med samfundet.
Det er yderst belejligt at have fundet et alternativ at skyde skyld på, hvis nu samfundet ikke er disponibelt, så kan man altid bruge arbejdsløsheden som undskyldning for dette og hint.
Hvorom alting er – jeg blev drikfældig – og om det så var på grund af ny status som arbejdsløs – hvilket man jo strengt taget ikke er når det er weekend, eller om det var fordi vi har haft omkring 28-30 grader og bragende solskin hele dagen, så fik jeg et par mojito’er eller 3 og så gad jeg da overhovedet ikke at tænke på et fornuftigt blogindlæg.
Ikke at jeg bilder mig ind at jeg har haft så mange, som rent faktisk var fornuftige, men jeg gad ikke engang prøve på at lave noget, der eventuelt kunne tænkes at blive det..
I tilfælde af at I kunne have lyst til at prøve sådan en samfundsundskyldning eller hvad det nu blev til, så kommer opskriften her.
Det smagte godt!
Vi ses senere til en ny omgang af søndagskager!
Nå – om ikke andet har jeg da tænkt. Jeg vil heller ikke udelukke at der står en svag duft af brændt savsmuld omkring mig.
Og selvom jeg ikke har læst alle de sider Jørgen har linket til – så er der meget at tage fat i. Faktisk så meget, at jeg i dag har tilbragt flere minutter, hvor jeg ikke har tænkt på det job som ikke findes mere.
Og det i sig selv er faktisk ret enestående – jeg har jo stadig mit skilt og ville egentlig gerne have det på igen – mest for ynk-effekten – som var yderst imponerende og så den solidaritetsjamren jeg modtog fra nær og fjern.
Dejligt! Tak for den!
Nå – men grunden til at jeg ikke tager skiltet på, er at jeg faktisk er blevet i glimrende humør. Jeg har nemlig fået strikket 6 bøger, eller et kvart halstørklæde. Og er nu snart fuldblods kreablogger. Simpelthen.
For mens jeg gik rundt her i selvmedlidenhedens dybe hul – kom jeg i tanke om mormors strikkepinde. Og noget af det der garn jeg købte hos de sure damer med økologisk knold.
Og da lediggang er roden til alt ondt, gik jeg fluks i gang.. Med et ligeud halstørklæde.. I ret.. og fnullergarn. KUN i ret. Fordi – ha ha – i fnullergarn kan fejl og huller ikke ses! Ret er heller ikke så grimt i fnullergarn.
Det fylder 6 bøger. Mere så I kan få en livagtig fornemmelse af hvor fantastisk langt det allerede er!
Samt i tilgift, et lille kig på 20% af de bøger, jeg slæbte med hjem fra Danmark, som jeg vil give mig i kast med, så snart min hjerne begynder at virke igen.
Nu vil jeg skynde mig at skrive et kedeligt indlæg, så I ikke helt glemmer at jeg er en kedelig mor-blogger på afveje udi noget madblogning og wannabee kreablogger. Det sidste lykkes dog ikke helt.
Men altså – al den opmærksomhed jeg har fået, fordi I lige troede jeg var vild og rebelsk. Det var altså kun den ene gang i stenalderen da jeg var ung… så opmærksomheden og beundringen fortjener jeg slet ikke.
Jeg vil derfor skynde mig at påpege, at jeg var 18år minus 3 dage da jeg tog en tur til Hamborg og at ikke en dråbe alkohol, røg eller andre sjove stoffer kom indenbords. Vi åd derimod rigtigt meget tysk makrelsalat. Og en del varm kakao. Det er da kedeligt!
Og for ikke at blive anklaget for falsk varedeklaration så bliver jeg også nødt til at fortælle at jeg, indtil jeg var 16-17år, drak mælk til fester. Drak 4 slurke af en sodavand og bad så om noget mælk. Den første øl jeg fik – blev hældt ud af vinduet for jeg kunne ikke døje det. Så var jeg enten gravid eller ammede i 8 år og det er faktisk først derefter, jeg har fået smag for visse former for alkohol.
Hvorfor nu tale så meget om alkohol.. jo fordi, i mange lande – Danmark i særdeleshed – er man MEGET sær hvis man ikke drikker alkohol – og hvis man ydermere har nået at blive 17 uden at have været fuld så er man mærkelig. Og kedelig. Meget kedelig.
Jeg er lige præcis så dødsens kedsommelig, som man er, når man er mor-blogger. At jeg er mor-blogger, kan jeg nok ikke løbe fra. Det har jeg dog heller ikke tænkt mig. Det er snarere mig som løber efter dem – børnene altså..
Så er jeg måske mad-mor-blogger med alle de kedelige mad billeder jeg belemrer jer med… Jeg kan vist, selv med den bedste vilje, ikke kaldes en ægte krea-mor-blogger. Ikke med de frembringelser udi strikkeriets mysterier, jeg formår at præsentere.
Men en mor-mad-wannabekrea – blogger. Cand.kedelig.. Det er mig.
Så er det på plads – bare så I ikke kigger herind i den fejlagtige tro, at jeg er spændende og vild og at jeg kan skrive om andet end børn, mad og mislykkede strikkeforsøg. (den der blå ting bliver nu brugt som støveklud til min skærm.. så den dagligt minder mig om hvor fuldstændig uduelig jeg er til at strikke) for det kan jeg overhovedet ikke.
Jeg har slet ikke noget liv. Eller jo – men et meget kedeligt et.
Nu har jeg ikke så meget mere kedeligt at sige.. hm, nå men, jeg kan da altid sende et billede af noget mad..
Jeg forede indersiden af en römertopf med bacon, som jeg lagde en håndfuld små løg, et par hvidløg og en kylling på. Så lidt salt og peber og derefter hældte jeg ½ flaske ÆGTE æblecider (ikke det der sodavands-pjask man kan få i Rema 1000 nede ved havnen) ud over det hele, og så lå den og havde det varmt, 90 minutter i ovnen.
“Poulet au Cidre” med krydret couscous og bønnesalat til.
Det smagte rigtigt godt! Men det var nok lidt kedeligt..
Engang i tidernes morgen – dengang i stenalderen da jeg var barn.. Var der et TV program med en mand som hed Piet Van Deurs. Hans program hed “Hvad er det..”
Det var en eller anden sær ting, som nogen skulle bestemme sig for hvad var.
Det spørgsmål kan man passende stille i forbindelse med min mystiske strikke kreation.
Og der er flere ting at vælge imellem:
Åbent penalhus på skrivebordet.
Snackskål.. Eller faktisk er det hundemad, men vi blev bange for at Blondinen ville komme til at æde skålen også og få ondt i maven af garnet.
Smør-holder-varmer..
Moderne sej hue.. eller i hvert fald en hat af en slags.
Nat-lampe-dæmper
Der er frit slag.. Eller også er det min første give-away som Nadia skal have – så slipper jeg jo for at beslutte hvad det er!
Sig mig engang.. Hvad er meningen? Nu har jeg strikket.. noget. Ved ikke engang hvad det skal bruges til. For det ligner ikke noget. Udover at det er blåt. Og bevares – blåt er da pænt, det er ikke det.
Det gik ellers meget godt i starten. Selvom jeg stadig er uvenner med vrang.
Også da jeg var færdig med stykkerne..
Men så gik det helt galt.
Zorronaldo mente det lignede en hue.. Gårdmand Bjørn foreslog jeg kunne putte fjernbetjeningerne i den.. Det var oprindeligt meningen at det skulle være en taske.. Men det må den altså have fortrudt på vejen. Det er i hvert fald ikke nogen taske nu, så meget kan jeg da se.
Måske var det også bare for at konstatere, at jeg godt kunne lære at strikke selv. Min mor, som godt kan strikke, siger det er pænt, men hun er jo også min mor..
Men okay, der er selvfølgelig ingen nævneværdige huller i, hvilket nok skyldes at jeg ikke fulgte Nadias råd om at drikke samtidigt. Så det blev ikke rustikt. Det havde måske været bedre, så var det da noget.
Jeg overvejede at mase et papstykke ned i den så den kunne få antydningen af form, men det så ærligt talt lidt dumt ud, med papfarvet inderside.
Jammer.
Jeg ville jo bare gerne have noget fornuftigt at strikke. Og glem lige alt om bluser og sokker, tak. Nej – jeg taler om at kunne strikke tørklæder, sjaler, tasker som ikke skifter mening undervejs – og andre brugbare ting.
Det er da ikke for meget forlangt..
Og jeg blev helt trist. Jeg ku’ godt, og så ku’ jeg bare ikke alligevel.
Og det der hækling. Ville hækle en blomst. En lille bitte blomst. Men det blev jeg ikke god til – det eneste jeg blev god til var at trevle op – det var jeg så til gengæld også rigtig god til. Det er bare ikke ret brugbart når man vil hækle en blomst. Jo – jeg så den fine blomst hos Bettekun.. men opskriften kunne ligeså godt stå på kinesisk, for jeg fatter ikke en meter.
Men så var det jeg kom i tanke om, at jeg faktisk laver pæne julekort..
Og juletræstæppe.. og julesokker.. – Bare spørg Tina omme i London om ikke hun har en SUPER flot julesok.
Så måske skal det bare have noget at gøre med jul.
Hvordan strikker man et juletræ??
Således intimideret af strikkedamer, kom jeg jo til at bestille noget på amazon, for ellers ville jeg nok aldrig lære at strikke.
Og så ankom pakken til Æblebakken:
Fristende, indbydende og lækre – helt klar til at indvie mig i hækleriets og strikkeriets hemmelige verden
Når det så er sagt.. Ja I venter jo sikkert alle sammen i åndeløs spænding på at høre om mine fantastiske fremskridt.. og så vil jeg godt sige, at jeg HADER VRANG.
Eller på et lidt pænere dansk, vrang og jeg er ikke ret gode venner. Synd, for vi kunne have det så godt – det er jeg sikker på.
Jeg kan heller ikke for min død forstå, hvorfor der skal være flere forskellige måder at starte op på. Altså at slå masker op. Det er jo grotesk at jeg sidder og ser på en gnidret tegning med franske tekster, får fat i konceptet og ender med at have nogle masker på min pind. Bliver så noget forvirret da jeg ser på de danske hjemmesider..
Og jeg kan heller ikke forstå sammenhængen senere, på skype med Lene. Fordi vi ikke slår op på samme måde – overhovedet..
Mystisk.
Men øhmm det går da fremad.. Firkløveret går rundt og siger ”ihhhh, hvor er det fint..” Og jeg ved da godt det ikke passer – men de har jo heller ikke set rigtigt strikketøj før, så de har ikke så meget at sammenligne med.
Og jeg får faktisk strikket noget. Lige indtil jeg kommer til vrang altså. Så begynder jeg at svede. Og mine fingre går i krampe af al den koncentration. Og nej, hvor er jeg blevet dygtig til at trevle op. Det er ellers nogle fine krøller der kommer af optrevlet garn.
Men foreløbigt er det sjovt, altså bare når man ikke regner det der vrang med.
At strikke har også en anden fordel, nemlig at jeg kan sidde og høre historie på lydbog.dk samtidigt..
Men altså, fortsættelse følger.. alt efter hvor meget vrang der er med i historien!
SÅ kunne jeg ikke mere..
Det pulserende blogliv halede ind på mig – og jeg var på nippet til at gå under med stress, efter at høre om folk og fæs fantastiske mad, kreative kreationer ud over det hele, og strikke et sjal på en aften – ALLE i Blogland kan mere end jeg.
Og ALLE har flere bøger end jeg. På dansk.
Okay – misundelse er en grim ting.
Men jeg fik bare nok.. og gik amok.. Godt nok kun lidt amok.. Men amok nok.
For nu har jeg nemlig også noget at tage mig til, når jeg ikke lige har travlt med at vaske tøj, stryge tøj, finde på menuer, købe ind, lave mad, rydde op, gøre rent, hjælpe med lektier, arbejde, organisere skolefest, lave motion eller blogge!
Så jeg har masser af tid til dette her:
Faktisk er det utroligt – den sorte er en dansk krimi oversat til fransk – skrevet af Lotte og Søren Hammer og jeg har ALDRIG hørt om dem før.. Nå, men nu er den min.. Den er godt nok ikke på dansk, men det er jeg så villig til at se igennem fingre med, når nu det er en dansk bog.
Og så venter jeg på at posten kommer med noget, jeg lige kom til at bestille.. For godt nok er byen velassorteret, når det drejer sig om delikatesser og gourmet, men hvis vi snakker håndarbejde eller craft.. så ligger det noget mere stille.
Eller også er der jo den mulighed at de har skjult butikken for mig – og at man skal være med i en hemmelig klub af kloge mennesker som kan strikke, for overhovedet at få lov til at købe noget.
Nu tør jeg heller ikke engang at gå ind i de to meget små butikker, der handler med garn og tråd og fingerbøl og knapper og den slags, igen.
Det var så pinligt – der var fyldt med damer – begge steder. Propfyldt. I ved, sådan nogen med ubleget hør og Marimekko over det hele. Og langt hår sat op i økologisk knold.
Al samtale forstummede, da jeg hviskede at jeg ikke kunne strikke, om det eventuelt kunne læres “vedhjælpafenlillebittebog” sådan “Strikning for dummies” eller noget.
Det er altså også for dårligt at min mormor ikke fik lært mig det. Jeg fik lært at væve.. Og hvor tit har man lige brug for det, hva’?? Hvem har i det hele taget en væv?
Nej vel – jeg tænkte det nok.
Nå.. men jeg arvede alt hendes strikke udstyr. Det er meget fint og med hjemmelavede patchwork etuier og sådan. Og, gæt engang hvor det ligger? JA – det ligger nemlig hjemme på øen. Enormt praktisk, når jeg nu sidder på Æblebakken.
Kan ikke engang be’ nogen om at gå forbi og hente det.. For jeg kan ikke helt huske hvor jeg pakkede det hen. Muligvis i den lille mellemgang.. Men på den anden side, kunne det også godt ligge oven over vinhylden ude i skabet.
Hvorom alting er – det kunne jeg jo ikke vente på. Altså, at jeg kommer hjem til sommer og selv finder det – så jeg har fået købt 1 hæklenål og 2 strikkepinde. Ja, jeg ved trods alt godt, at der skal to pinde til at strikke.
Og så fik jeg også købt noget garn. Jeg tabte i øvrigt tråden fuldstændigt (eller garnet om man vil) da damen indforstået sagde til mig, ”nej, det kan du ikke bruge til en lille taske, det er jo en 5’er..” En femmer? For mig lignede det nu altså mere et ganske almindeligt garnnøgle og ikke en femmer. Men igen, hvad ved jeg om det.
Prøvede ellers virkeligt meget at ligne en, der vidste hvad jeg ville have, men det faldt jo helt til jorden, da jeg blev nødt til at hviske at jeg faktisk slet ikke kunne strikke, og godt ville lære det.
Og så var det der blev stille. I hele butikken. Meget længe. Så længe at jeg fik tics ved øjet. Hvad er der galt med strikkemennesker? Er det noget med den der klub som jeg ikke må være med i?
Så jeg smilede bare blegt og sagde, at det også var lige meget, jeg skulle bare have det her.
Og det her.
Og så gik jeg sporenstregs hjem til amazon.fr og blev stædig og fandt vist også hvad jeg skulle bruge. Nu skal jeg bare vente til på tirsdag. Så lærer jeg det bare selv, gør jeg!
Og så kan Blog-krea-home-made-land bare komme an.. Tror jeg nok.
Ellers kan jeg jo bare læse en bog hvis strikkeriet slår helt fejl.
Kong Mor - med vilje 