Stille og roligt i hængekøjen

Da jeg, i hvert fald sommetider, er forholdsvis autoritetstro, gør jeg alt hvad den lokale psykiatri anbefaler mig, for at få det bedre. Jeg ligger altså ofte i den skønne hængekøje, vi fik til vores sølvbryllup sidste år, for at slappe af og få den foreskrevne hvile.

Men selv der, er det ikke givet at roen indfinder sig.

For tre uger siden lå jeg nemlig, ganske artigt i hængekøjen og lod andre om at tage sig af opvask og oprydning. Divaen sad også på terrassen og vi var hver især optaget af vores uundværlige smartphones, og delte morsomme videoer om hundehvalpe med hinanden, da der pludselig lød et højt knald og noget puds dryssede ned fra husmuren.

Divaen og jeg så forbavsede på hinanden, dernæst så vi os omkring, for at se hvilken klaptorsk der havde gang i en, sært nok lydløs, buskrydder-græstrimmer-dims i nærheden som så havde hvirvlet småsten og andet godt, rundt omkring.

Det er nemlig sådan at man skal søge dækning når First Man tager en tur i haven med sådan en motoriseret dims, da lige netop småsten og græstotter fyger om ørerne på ham – og andre sagesløse – hvis de skulle være så uheldige at befinde sig i hans umiddelbare nærhed.

Og det lød grangiveligt som noget sådant var sket, men denne lørdag aften var der blot ingen buskrydder tændt. Nogen steder.

Pludselig slog det ned i mig: kunne det være en softgun, eller noget tilsvarende?

Da Divaen også syntes det lød som en softgun, og det dårligt kunne være andet, beordrede jeg hende til at lægge sig ned og vende hovedet væk for at undgå at få en vildfaren kugle i øjet, for det tilfælde der skulle komme flere. Og så ringede jeg til First Man. Jeg følte mig nemlig ikke ret tryg ved at skulle forlade mit skjul i hængekøjen.

“Jeg tror vi bliver beskudt” jamrede jeg, da han tog telefonen fra den anden ende af huset, og da jeg ind i mellem har en anelse sans for dramatik, ventede jeg et opgivende suk, så min overraskelse var stor da han tværtimod iltert sagde: “Så var det det jeg hørte. Tænkte det sgu nok” og lagde på. Sekunder efter kunne jeg høre ham vredt trampende ned igennem haven.

Jeg derimod, blev hvor jeg var og ringede til politiet.

Intet mindre. Jeg vil ganske afgjort ikke skydes hverken på eller efter, og da jeg betaler min skat, mente jeg at jeg havde ret til at blive reddet af politiet. Det mente åbenbart politiet også, for de stod i min have 20 minutter efter mit – indrømmet – lidt ynkelige opkald: “Jeg tror vi bliver skudt på med en soft gun, er I lige søde at komme og redde mig”.

To politibetjente betragtede vores husmur, pegede på et “skudhul”, afpatruljerede derpå matriklen og meddelte at de ville køre en tur i kvarteret. Ikke fordi de forventede at finde nogen der ligefrem gik tur med et skydevåben, men som de sagde: “Det kan sommetider virke afskrækkende at vi kører en tur og viser at vi er her”.

De kom tilbage under en halv time efter de havde forladt os, for at meddele at de havde fundet synderen. Naboens børn havde leget ??!!! med – ikke en softgun – derimod med en luftpistol ?????!!!!!!! og var kommet til ?? at skyde ind i vores have.
De var nu meget kede af det og det ville ikke ske igen…

Vi takkede de to flinke betjente og da de bakkede ud af indkørslen blev jeg endnu engang taknemmelig over at bo i Danmark, hvor man kan ringe til nogen fordi man er utryg, få hjælp og opklaring på en time. Imponerende og beroligende! Tak til Politiet, hurra for jer!!

…

Nå…

Da de var væk, og der faldt ro over den lune sommeraften, hang denne dog stadig i luften: “Meget kede af det, og det ville ikke ske igen.”

Jamen, tak for det da…

Mit hjerte hamrede og jeg var rundt på gulvet, og faktisk også gal i skralden. “Møgunger” tænkte jeg. “Hvordan kan man give børn på 12-14 år lov til at skyde med en luftpistol uden opsyn? Og tænk nu hvis de havde ramt Divaen. I øjet eller noget. Skudhullet var mindre end en meter fra hendes ansigt. – for slet ikke at tale om Bimbi…”

Nu er det jo ikke naboens ungers skyld at jeg ikke er helt rask, men jeg tror – dog uden at vide det – at andre ville have været lige så chokerede over sådan en oplevelse. Ikke desto mindre faldt jeg til ro i løbet af aftenen og sov uden problemer.

Næste formiddag, da jeg lå på hovedet i haven og lugede lystigt, tænkte jeg over gårsdagens oplevelser. Jeg havde det godt med ikke at have anmeldt dem og havde faktisk stort set tilgivet dem. Stakkels børn, og hvad har vi.

Jeg tænkte: “De kommer sikkert forbi i løbet af dagen, og så kan vi grine af det, og jeg har is i fryseren, det bliver hyggeligt” og følte mig helt enormt storsindet.

Efterhånden som dagen skred frem, fordampede det storsindede. For der kom ikke nogen på besøg for at undskylde. Hverken børn eller voksen. Og så blev jeg ærligt talt lidt stram i betrækket.

Hvis ens børn laver noget som gør at politiet rykker ud og giver dem en reprimande, ville det så ikke være naturligt at tage ansvaret på sig og bevæge sig hen til den nabo som det var gået ud over, og eventuelt stikke dem en lille undskyldning? Jeg havde taget barnet i øreflippen og egenhændigt sparket ungen hen til naboen for at undskylde. Som i omgående. Medbringende en lille blomst/chokolade/noget som var blevet trukket fra ungens egne penge.

Eller er det bare mig?

Uanset om det var mig eller ej, så skrev jeg til sidst et brev.

Til naboen.

Hvor jeg på en forholdsvis pæn måde, gav udtryk for to ugers indestængt hidsighed, samt et godt råd om at lære sine børn at tage ansvar for egne handlinger (håbede måske lidt det kunne smitte af på deres ophav) men i øvrigt frabad mig en undskyldning, for det tog var ligesom kørt, så jeg finder nok aldrig ud af om det er blevet læst eller arkiveret lodret.

Det er også lige meget, jeg kom af med min sure bøvs!

Alle ved da, at læger har røntgenblik…

Som er indopereret ved afgivelse af lægeløftet.

Eller?

…

Nej, men hvad er det med de der vagtlæger?

Bedst som jeg et par gange har haft noget positivt at sige om den danske lægestand, så nosser de – vagtlægerne – så grundigt rundt i det og forvolder mit afkom smerte så jeg ville sluge hvert eneste positivt ord der nogensinde er kommet over mine tænders gærde.

Jeg kunne seriøst gøre noget grimt ved en yngre vagtlæge, som åbenbart glemte at aktivere sit røntgenblik, da Zorronaldo og jeg indfandt os i lægevagten forleden aften. Jeg vil så bare nøjes med at klage over ham. Og i øvrigt medsende et røntgenbillede af min søns arm.

En yngre vagtlæge, vi kan jo kalde ham Thorbjørn, fik som sagt min forpinte søn ind i sin konsultation tirsdag aften, trykkede ham fem-seks gange på underarmen og rykkede lidt i hans håndled og konstaterede glad: “Den er ikke brækket”.

…

Jeg sagde ikke noget. Jeg tror jo på den slags mennesker der har gået på universitetet i mange og lange år, for at lære noget om den slags.

“Det er blot slaget” oplyste denne Thorbjørn venligt til slut. Jeg nikkede og mens jeg tog jakken på, tilføjede han: “Men hvis han får mere ondt er I naturligvis velkomne til at kontakte os igen”.

Ihh tak og godnat.

…

Eller nej, lige netop IKKE godnat.

Den blev nemlig kraftigt forkortet for en ung mand – min Zorronaldo – som havde stærke smerter. Hans arm var varm og det dunkede og brændte. Vi hældte så meget smertestillende på ham vi kunne  turde og fik næste morgen en tid hos vores egen læge. Hun var noget mere ydmyg omkring det der røntgenblik, hun kom nemlig i tvivl og sendte ham dermed videre til rigtig røntgen. I en dertil indrettet maskine.

…

To timer senere var Zorronaldos arm pakket i gips, fra håndflade til armhule.

Ikke brækket. Nej, vi ser det tydeligt.

Arm der tydeligvis ikke er brækket. Eller…

…

Hvis man fornemmer en vis harme her, har man ret.

Det er nemlig tredie gang mine børn bliver sendt hjem med brækkede arme. Fra diverse vagtlæger.

Og vi må så troppe op på skadestuen dagen efter, for at få lagt deres lemmer i gips. Naturligvis først efter de har tilbragt en aldeles rædsom nat, i store smerter og uden søvn. Jeg er ikke vred over at de har brækket armene. Det er jo ikke lægens skyld.

Jeg er vred over at man skal igennem så mange timer, med store smerter, blot fordi en eller anden, der har studeret medicin i mange år, ikke erkender at studier, og så mere eller mindre erfaring, ikke automatisk giver røntgenblik.

…

Så hør lige her, potentielle inkompetente vagtlæger i det ganske danske land: Hvis man er bare det mindste i tvivl, så sender man patienten videre i systemet. Og hvis man virkelig over-hele-hovedet ikke er i tvivl, og armen så faktisk alligevel viser sig at være brækket, så bør man nok ikke være læge eller overveje et kursus af en slags.

Og skulle der komme en gang mere – jeg har jo fire børn så man ved aldrig – forlader jeg ikke stedet uden en tur forbi den store knoglekopimaskine.

Ej, men ARGH altså.

…

PS: Zorronaldo overlevede naturligvis, men er mindre tilfreds med udsigten til at have gips på i mange uger.

…

PPS: Ingen yngre vagtlæger kom til skade under tilblivelsen af dette indlæg.

…

PPPS: Desværre…

 

 

 

 

Mobning…

Når man siger mobning, tænker de fleste på børn.

Men tænk engang: voksne mobber også.

…

Jo.

Det er så nedrigt at jeg ikke ved, hvad jeg skal sige.

Jeg har en forhenværende kollega, som blev headhuntet til et andet sted.

Men fordi folk det andet sted ikke brød sig om ham der headhuntede min ekskollega, kunne de bare automatisk og pr. definition heller ikke lide min ekskollega.

Hvor lav en opførsel er det lige?

Der er mange eksempler, såsom ikke at svare på det “God morgen” man siger når man ankommer. Eller bare svare med et enkelt ord når man bliver spurgt til datterens skolestart. Frokostpauser og fællesspisning uden alle er med.

Og jeg kunne blive ved.

Og jeg synes det er noget svineri.

Så er der naturligvis også dem som bare taler grimt eller nedladent til sine kolleger. Og ved Gud ikke kan se hvad problemet er.

…

Sidder der nu nogen derude og kan genkende deres egen opførsel beskrevet ovenfor, synes jeg at disse nogen skulle overveje om det er sådan de vil være, om det er det menneske du har lyst til at være; et lille bitte ynkeligt menneske som er nødt til at mobbe for at hævde sig.

Eller om det ikke var på tide at stoppe sådan en modbydelig opførsel.

…

Og det var så dagens bøvs!

God torsdag.

Luciaoptogets kald…

Okay…

Det er nok meget sigende at det er endnu en forargende tildragelse, der denne gang inspirerer mig til at skrive et indlæg fra det virkelige liv. Deraf kan man vist roligt udlede at jeg bare er en vrissen ældre dame, der tilbringer en god del af sit liv med at brokke sig over andre. Det er lidt som et kald.

Det er dog ikke kun vris man kan føle et kald til, der er også visse erhverv som man kan føle sig kaldet til.

Eller som i hvert fald oprindeligt mere var et “kald”, end et egentligt ønske om blot at udføre et arbejde.

Flere professioner går under den kategori, hvis man spørger mig, og selv hvis man ikke spørger mig, vil mange nok være enige med mig i at både præster og læger oprindeligt kunne føle et kald for at udfylde disse så vigtige embeder i vores verden. Kaldet halter nok lidt mere hos lærere, og mon ikke at der både blandt læger og præster, efterhånden er færre og færre som rent faktisk føler sig kaldet.

…

For nu at starte med begyndelsen så har Gårdmand Bjørn haft ondt i maven. Meget ondt og af flere omgange. Og da dette havde stået på over længere tid tog First Man og en mormor drengen med til lægen, som så måske kunne udelukke at der var noget alvorligt galt.

Dette kunne lægen desværre ikke udelukke, blot efter disse konsultationer, selvom det var tredie gang vi havde fået en tid i den forbindelse. Senest med en yngre praktikant.

Derfor skulle Gårdmanden stikkes i og efterlade en ikke uanseelig mængde blod og dertil trykkes på maven, på det lokale sygehus. Og herefter skulle han tilbage til lægen praktikanten, til et allerede fastlagt besøg, for at følge op på blodprøve og øvrige mavesituation.

Jeg tillader mig at insistere på at vi havde fået en tid hos denne læge praktikant 10 dage forinden, i forbindelse med det seneste besøg.

…

Jeg insisterer ligeledes på at Gårdmand Bjørn ikke var så dårlig længere – maveondet så ud til at være drevet over af sig selv som de foregående gange – og absolut ikke var ved at dø, han var blot en dreng med tilbagevendende ondt i maven. Ikke desto mindre var han syg nok til at man sendte ham videre i systemet.

…

Denne opfølgende aftale, skulle have været i fredags.

…

Men – og som den opmærksomme læser nok kan fornemme kom det ikke til at gå som planlagt – allerede torsdag blev jeg ringet op af denne praktikantperson…

Som jeg i øvrigt aldrig selv har set før, da det var First Man og en mormor, som havde knægten til lægen de første gange.

Jeg plejer personligt at bruge en af de tre faste, dygtige og empatiske læger der har permanent ophold i vores lægehus.

Indimellem har de i lægehuset dog besøg af unge nyuddannede(?) læger der åbentbart skal lære at være læger. Eller noget. Og han havde tilset min søn sidste gang, og skulle også følge op på de undersøgelser Gårdmanden havde været igenne.

I hvert fald var det denne wannabe, der var i den anden ende af torsdagens telefonforbindelse.

Som ville høre om vi kunne rykke vores fredagsaftale.

“Til hvornår” spurgte jeg – meget relevant syntes jeg selv.

“Til senere, ha ha” lød det kække svar. Da jeg hverken grinede eller gryntede kammeratligt, men blot bad ham give mig et alternativ, tilføjede han: “10.30 måske?”

Hvorpå jeg havde planlagt at svare at jeg altså havde et arbejde, så jeg kunne ikke bare bruge det meste af formiddagen på et enkelt lægebesøg og at jeg derfor gerne så at det lå enten tidligt eller sent, men det nåede jeg slet ikke at sige, før denne praktikantperson fortsatte: “Jeg vil nemlig gerne se min datter gå Lucia.”

…

Den lader jeg lige stå et øjeblik.

Herefter var der en kort pause, i hvilken han uden tvivl ønskede min accept af dette fromme ønske om at se sit afkom iklædt en hvid onesize sækkekjole, i selskab med andre børn i samme mundering.

Præcis ligesom mine egne børn har gået Lucia, jeg har dog kunnet nøjes med at se dem om aftenen, og mens jeg havde fri.

De gange jeg har følt trang til at deltage i mine børns institutionelle aktiviteter, har jeg taget mig en hel eller halv fridag og i øvrigt ikke belemret mine arbejdsgivere med detaljer om hvorfor og hvordan, da jeg bestemt ikke kunne se hvordan det kunne interessere dem.

Denne yngre mand – øjensynligt far til en pige – havde ingenlunde samme kvaler ved at delagtiggøre mig i sin datters gøren og laden.

Og jeg var for paf til at give ham svar på tiltale på stedet – til min egen store ærgrelse – og indvilligede stille i at få en tid til mandag. I går.

Men i takt med at weekenden forsvandt, forsvandt også min stilhed. Også i den grad.

…

Og jeg ringede til lægehuset mandag morgen og aflyste min tid med denne yngre mand.

Jeg meddelte den søde sekretær, følgende:

At jeg aldrig, nogensinde, ville have at gøre med så uprofessionel person igen, om jeg så var nok så meget på gravens rand.

At en af de tre andre læger kunne ringe til mig, såfremt min søn fejlede noget grimt.

At jeg i øvrigt ikke så noget til hinder for at en mand – en far – tog en halv, eller hel, fridag for at se sit barn i en eller anden vilkårlig optræden, men at han ikke under nogen omstændigheder skulle sidde og fortælle mig at han prioriterede sin datters Luciaoptræden højere end min søns ondt i maven. Min søn, som han i øvrigt selv havde bedømt skulle til en dybere og grundigere undersøgelse på sygehuset.

Ved at fortælle mig om sine planer for den fredag morgen – planer hvori en ellers planlagt konsultation af min søn ikke indgik – fralagde han sig sit ansvar for hele situationen, og ville blot have min billigelse til at sidde og se på et Luciaoptog, i stedet for at passe sit arbejde.

Det var at gøre regning uden vært. Han ville og vil aldrig få min billigelse til at opføre sig så uprofessionelt og navlebeskuende.

…

Sekretæren sagde stille, at hun godt kunne forstå jeg var gal i skralden.

…

I min verden passer man sit arbejde, og hvis man prioriterer noget andet end arbejdet, så må man tage en fridag og få ordnet sine sager på den måde.

Men jeg synes på en eller anden måde, at det er lidt værre når det er en læge?! Læger er også mennesker og alt det der. Helt klart. Men har læger ikke valgt at have et arbejde hvor de skal passe på andre menneskers helbred?

…

Har de ikke følt et kald? Bare et lille bitte kald? Det samme slags kald som gør at man bliver præst, sygeplejerske, politibetjent eller nødhjælpsarbejder.

Uden at svælge i Nightingale, Mother Theresa eller Robocop i øvrigt. Bare et lille kald, hvor man accepterer at skulle arbejde juleaften indimellem, fordi man skal passe på andre der ikke kan selv.

…

Eller er det bare mig?

…

Nå, denne yngre læge har nok bare ikke hørt kaldet endnu.

Gid han i så fald hører det kald fra en helt anden profession, og meget gerne en hvor man ikke skal have med mennesker at gøre.

God tirsdag!

Kommunal bøvs.

Dette indlæg lagde egentligt ud med at skulle være en gigantisk bøvs.

En kommunal bøvs.

En folkeskolebøvs.

Og jeg måtte vente med at skrive indlægget til jeg var kølet så meget af at jeg ville være i stand til at bruge et pænere sprog end det jeg oprindeligt lagde ud med.

Nu er gassen gået lidt af bøvsen og det er blevet til en undrende bøvs mere end en sur bøvs. Men en bøvs er det.

Altså.

Zorronaldo skulle tilbage i folkeskolen; udfaldet af hans engelske oplevelse var nemlig af sådan karakter at vi slet ikke gider tale om det. Undskyldningerne er mange og lange og vist nok alle lige dårlige, i hvert fald var han ikke i stand til ret meget andet end at sige farvel og tak.

Hvilket han gjorde.

Uden at have en anden løsning ved hånden. En mindre detalje, som dog bekymrede ham ligesom meget som den bekymrede hans forældre.

De kvalificerede læreanstalter der var en mulighed kunne naturligvis ikke svare os i sommerferien, og selvom man godt kan skubbe den slags bekymringer foran sig mens man er på en dejlig ferie, så truer hverdagen og virkeligheden alligevel lidt i horisonten.

Da vi havde nulstillet kilometertælleren på bilen, startede vi ligeledes på en frisk hvad skolegang angik. Heldigvis findes der kommunalt finansierede vagttelefoner til frustrerede mødre og do drenge.

Og disse er sommetider bemandet med rare, effektive folk man er så heldig at kende. Og Hanne tog affære. Når nu vi kendte hinanden, kunne vi jo ligeså godt tage hjem til hende i stedet for at suse til storbyen. Hvilket vi gjorde.

Og hjemme hos Hanne, over en marmelademad, fik Zorronaldo hjælp og vejledning, mens hans mor forsøgte at tie stille. Det holdt hårdt, men denne gang skulle det være hans egen beslutning og ikke noget tåbelige regler presset ned over hovedet på ham.

Og altså skulle han starte i 10. klasse for ellers kom han aldrig videre i systemet, i og med ingen dansk ungdomsuddannelse vil acceptere hans franske eksamensbevis for grundskolen. Og vi udfyldte og gjorde ved, og fik sendt ind som påkrævet.

Og hørte intet.

…

Og her begyndte visse mødre – især de kongelige – at blive en anelse vrisne.

…

Da alle andre mennesker var tilbage på deres pind, blev der stadig ikke svaret på de telefonnumre der blev henvist til på deres hjemmeside. Og nogle mødre begyndte nu direkte at hidse sig op over det offentlige skolesystem. Efter et decideret detektivarbejde på hjemmesiden, lykkedes det at finde et telefonnummer på en sekretær.

Som også endte med at tage sin telefon.

…

Jeg fik præsenteret min søns sag, og ville gerne vide om vi kunne få tilsendt noget materiale så knægten i det mindste som udgangspunkt kunne få at vide hvornår han skulle starte i skole.

Deres scanner virkede ikke, så dette kunne ikke lade sig gøre.

…

Dernæst ville hun gerne have alle oplysninger – de selvsamme som Zorronaldo havde brugt det meste af en formiddag på at udfylde og sende med post til rette vedkomne – en gang til. Da jeg påpegede at disse faktisk allerede var fremsendt, meddelte sekretæren at disse ikke befandt sig på skolen. Jeg bedyrede så at de helt afgjort var sendt.

Damen betvivlede dog ikke dette, men kunne så fortælle at de jo ikke modtog post når skolen var lukket – i sommerferien – men at brevet så nok befandt sig på posthuset. Jeg fik hvislet at hun jo alt andet lige var tilbage på arbejde NU.

…

Denne påstand blev mødt med en så tavs og kommunal ligegyldighed, at jeg ikke engang orkede spørge hende hvornår hun så havde tænkt sig at bevæge sig over på posthuset for at hente omtalte post.

Hvis jeg i den private sektor havde undladt at hente post som noget af det allerførste – de var to sekretærer på kontoret da jeg ringede – så var jeg blevet fyret på stedet, og jeg bandede længe og indædt over manglende plads til min søn på byens privatskoler.

Ikke desto mindre startede han i skole, og foreløbigt går det godt. Han synes det er vildt nemt, og han glæder sig over at kunne finde ud af det hele. Moderen er også glad, da udsigten til at sønnen kan få nogle succesoplevelser i stedet for at rende ind i nederlag efter nederlag, ganske givet vil have en positiv indflydelse på hans motivation!

Slangen i paradis er dog den kommunale ånd der hviler over såvel administrativt som pædagogisk personale.

Knægten kom hjem efter første dag og kunne undrende meddele sin – ligeledes måbende – mor, at en dansklærer havde sagt det var bedre at sige fra starten at man kun planlagde at aflevere halvdelen af alle sine stile, men at man så i det mindste afleverede dem.

…

Den lader jeg lige stå.

Jeg undlader også at kommentere på samfundslæreren der bad alle elever om at tage deres telefon op og sætte dem på “ikke lydløs” med den begrundelse at en lektion varede meget længe og det ville være svært at fastholde interessen non-stop og at det derfor var bedre at blive forstyrret i 2-3 minutter af en sms, svare på den og så efterfølgende være i stand til at samle sin fulde opmærksomhed mod undervisningen.

Gad vide om det også var gældende for læreren?

…

Jeg skal også nok lade være med at hidse mig op over matematiklæreren der ikke giver lektier for, da han er træt af at skælde ud på alle de som ikke gider lave deres lektier.

…

Men jeg tænker mit.

Jeg glæder mig trods alt over at 90 % af min søns skolegang hidtil har bestået af en dagligdag der inkluderede både krav og et minimum af konsekvens, i form af lektier og karakterer, og håber at dette fundament vil være nok til at han fortsætter ad den vej.

Så sikkert som ammen i kirken…

Jeg har travlt med alt muligt andet end blog i disse dage, så intet andet end en gedigen forargelse kan få mig til tasterne for dermed at give plads til en sur bøvs.

Det er det – som nogen sikkert ville have gættet – det med amning her eller der, der bevæger mit fordøjelsessystem, og fremprovokerer denne bøvs.

For hvorfor skal det altid være laveste fællesnævner?

Der er nogle – mig selv iberegnet – som ikke har den store lyst til at se frodige kvinder sidde og blafre med en fuldvoksen basketball og en skrigende baby, mens man nyder sin kaffe på en hyggelig café.

Men hvor mange gange sker det lige?

Hvor tit ser man kvinder i bar overkrop, der prøver at mase en melonstor kropsdel ind i en lille babymund?

?

Nej vel?

Ikke ret tit. Som regel er det noget der foregår i ly af en stofble eller i et hjørne med ryggen til. Men nu er det så i orden at smide ammende kvinder ud på grund af uterlig opførsel.

Og hvis det skal være i orden at nægte adgang til kvinder der vil give deres små børn mad, så har jeg da også lige et par sammenlignings punkter jeg gerne vil nævne.

Mest fordi dette er så langt fra alt hvad der er gængs opførsel i Danmark.

…

Man må nemlig ikke udelukke homoseksuelle under påskud at deres opførsel er stødende for andre.

Man må heller ikke udelukke formummede og tildækkede kvinder hvis påklædning provokerer andre.

Man må ikke udelukke handicappede, man skal tværtimod – og heldigvis – gøre livet lidt nemmere for kørestolsbrugere.

…

Se, at man skal give plads og rum til minoritetsgrupper og folk som er anderledes end det store flertal synes jeg da er helt fint.

At rygere er udelukkede er okay fordi det rammer andre fysisk.

Mand-der-kysser-mand, kvinder i tørklæder, handicappede og ammende kvinder generer kun ved deres fremtoning. De er altså hverken farlige for din sundhed eller smitsomme.

– Og nej dit barn bliver ikke bøsse af at se to mænd kysse hinanden. Og du bliver ikke selv ramt af muskelsvind fordi du sidder ved siden af en i kørestol. Ej heller smitter religion – Gud-skelov…

Så meget for minoritetsgrupper.

Nu synes jeg bare ikke at ammende kvinder er en minoritetsgruppe. Faktisk ammer de fleste nybagte mødre i Danmark. Det store flertal af mødre, faktisk. Og hvem er det så lige amningen generer?

Udover restauratøren?

Det Store Forargede Mindretal måske?

…

Men hvis man udelukker ammende kvinder fordi de er stødende for nogen, så må det da være i orden at udelukke nogle, hvis deres fremtoning er stødende for andre?

Eller hvad?

Men det tør ingen.

Ingen restauratør ville nogensinde turde sige åbent: ”Jeg lukker min restaurant for bøsser”. Eller for ”Kvinder med tørklæde” i og med både bøsser og tørklædeklædte kvinder støder en del. Udelukker man dem, så er hele landet, forståeligt nok, på den anden ende.

Men ammende kvinder må altså gerne udelukkes, fordi der sidder et par snerpede personer som synes det er ulækkert?

Jeg synes for eksempel det er yderst ubehageligt at spise i nærheden af folk der smasker eller hænger ind over tallerknen og skovler i sig, for derpå at tygge maden med åben mund så alle omkringsiddende kan følge med hele vejen ned.

For slet ikke at tale om mænd med sokker i sandalerne, kvinder med knænylonstrømper under en nederdel, folk der stanger tænder eller piller næse, eller klør sig i øret med bilnøglen, JO den slags findes…

Men det må jeg bare leve med.

Moralen må så være…

Ammende kvinder er ikke værd at slås for?

…

Den eneste løsning jeg derfor lige kan se – for en løsning er der – er simpelthen at gøre amning til en religion.

Så er vi ude over lovlig udelukkelse på grund af andres kvababselser…

Ammen.

Det var ikke meningen.

at komme med en sur bøvs.

…

Oprindeligt altså.

Jeg kæmpede endda for at finde noget afsindigt morsomt at berette.

Men så skete der en lille ting, en lille dum irriterende bagatel som væltede mit ellers udmærkede humør ned i en spand med galde.

Og så skal jeg da lige love for at bøvsene ligefrem stod i kø for at komme op i lyset.

…

Og den slags er så hamrende upraktisk. Man burde jo gerne have så meget åndsnærværelse at man ville være i stand til at sige vrisse: “Gå-så-hen-og-læg-dig” til sin bøvser, advare folk der kommer i nærheden og i det hele taget bare vende sig om på den anden side og være ligeglad og nyde solen.

Men når man først er kommet i bøvsehumør er det svært at grine. Man kommer til at fnise og pludselig kan man huske at man var sur og så råber man lige en ekstra gang for ligesom at slå fast at det var bøvsen der kom først.

Jeg var endda så muggen at da en pseudofrisk Mette-Karoline ringede om et godt tilbud på billig el, og jeg – meget kort for hovedet – fik sagt: “Har ingen interesse” så insisterede hun ikke, sagde blot pænt farvel og lagde på.

Jeg var ikke fri for at være en ganske lille smule skuffet over sådan at blive frataget min mulighed for at vrisse. Den chance kom da heldigvis igen da jeg skulle læse mails og andre af den slags der kræver at man svarer.

Derfor, jeg har intet andet en brok at slynge ud, og det synes jeg ærligt talt er lidt synd, derfor vil jeg holde min mund, blot nyde at det er en slags onsdag – selvom det er tirsdag – og at mit pæretræ er ved at springe ud!

Lægger an til bøvs.

om lockout.

Og er ved at blive meget meget vred.

Jeg er så harm over at alle vasker deres hænder i forhold til børn og deres vilkår lige nu.

…

Når Ziegler går ud og siger at det også gør ham ked af det at vide at børnene ikke får undervisning, så har det samme effekt på mig som når folk der slår, siger ”det gør lige så ondt på mig at slå dig”.

…

Er sur og kan ikke få ordene på gled.

Så jeg vil i stedet ud og gå en tur med mine børn, deres kammerater, forældrene og lærere idag, alle parter trænger til at mødes!

SMIL, for satan

HOV – jeg bandede. Men jeg forsikrer jer, jeg er stadig kedelig! Jeg skal bare lige have afleveret en provokerende bøvs.

…

Men det kom bare fordi, jeg lige kom til at tænke på, at jeg skal flytte hjem. Som i snart. Og så fordi man er tilbøjelig til at sammenligne. Det ved jeg godt man skal lade være med, men altså jeg kan ikke lade være.

For eks. smilene og alle de daglige ”goddag’er” man smider om sig med, hernede i det franske, dem vil jeg savne helt enormt. Når vi er kommet hjem.

Hjem til sure mennesker, som har nok i deres eget, der stirrer på mig, som var jeg faldet ned fra himlen, hvis jeg tør sige ”goddag” i et venteværelse. Der er også masser af sure franskmænd, men de siger nu goddag alligevel.

Hjem til vrisne mennesker, som ikke gider vente den tid det tager ved kassen, og som absolut mener at det må være kassedamens skyld at det ikke går stærkere, eller at Hr. Hansen bestemt er senil dement, fordi han har glemt at veje tomaterne. Der er også vrisne franskmænd, men de er ofte bedre til at acceptere ventetid eller ubeslutsomme sjæle.

Hjem til hidsige mennesker, der råber op og opfører sig som om færdselsloven ikke vedrører dem. ”Jeg skal jo forbi” siger de forurettet mens de trækker ud i den modsatte vejbane og ikke forstår andres dytten. Hidsige franskmænd er der masser af, men de er generelt langt bedre til den relative simple handling det er, at flette to rækker biler.

Var der mon nogen som følte sig provokeret?

Det håber jeg egentlig ikke. Nej vel? For så slemme er der da ingen som er.

Men … hvis nu – og det er kun rent hypotetisk – hvis nu I skulle kende nogle af den slags negative og ikke smilende mennesker, så har jeg et forslag.

I har et par måneder til at gøre noget ved det, tænk nu hvis det kunne sprede sig som ringe i vandet?

Hvis vi nu aftaler, at I øver jer i at smile til de sure mennesker, vise dem at man godt kan smile til kassedamen i stedet for at overfuse hende, til Hr. Hansen selvom han er lidt glemsom. Sig goddag i venteværelset. Kør bedre … Men frem for alt smil til verden. Tænk nu hvis det smitter de negative individer og I ligefrem kan lave en epidemi – eller endnu bedre – en hel pandemi af smilende mennesker?

Det ville jo være fantastisk.

Har vi en aftale?

Den der kampdag

Endnu en sur bøvs.. I må bære over med mig – det er vist snart den tid på måneden. Meget apropos.

Altså.. I torsdags var det den der kampdag. For kvinder.

Jeg får næsten kroniske røde knopper og tics ved øjnene. Mit indre neonlys blinker ”Lilla ble og Ø-lejr.”

Jeg har aldrig nogensinde fattet hvorfor man ikke godt kunne kæmpe på barrikaderne mens man så godt ud? Hvorfor måtte man ikke gå med bh eller barbere ben, hvis man havde ambitioner om at blive taget seriøst?

Nogen siger at vi ikke har noget at kæmpe for mere, og at det er derfor så mange er ligeglade med den der kampdag.

Men jeg mener at der stadig er forskel. Der er stadig ting som er uretfærdige. Vi skal stadig gøre opmærksom på at noget skal gøres. Men man behøver hverken have kasserollefrisure eller være kvinde for at kunne råbe slige uretfærdigheder op.

Jeg har også svært ved at forstå hvordan man kan være mand i et talibanstyre. Hvordan kan man acceptere at ens mor ikke må gå til lægen, at ens kone ikke må købe ind alene, og at ens datter ikke må lære at læse?

Jeg har været på Ø-lejr. Flere gange. Selvom det er meget længe siden er det muligvis, eller rettere højst sandsynligvis, derfor jeg ikke er så meget til fællesbade, teltovernatning eller rundkreds.

Men altså, på Ø-lejr var alle lige, og folk rendte rundt uden tøj på. Altså når det var varmt.. Det var det ikke altid i Danmark, så jeg havde dem lidt mistænkt for at gå uden tøj bare fordi de synes det var sjovt – eller måske netop på grund af den der forskel..

For jeg kunne jo  selv se, at der var forskel. Også selvom vi næsten blev belært om det modsatte.

Som mor til to af hver slags, kan jeg også se at der er meget stor forskel på piger og drenge. Himmelvid forskel. Jeg har endda været så heldig at jeg har fået et roligt eksemplar og et.. ikke så roligt eksemplar – af hver slags. Og de er stadig ikke ens.

Men det betyder ikke at nogle af dem er bedre end de to andre. De er forskellige. Både i køn og væremåde. Og det er ikke bedre at være en rolig dreng end en uregerlig pige. Det er blot anderledes.

Det er så meget mangel på respekt for det enkelte individ, at ville putte mennesker i kasser. Jeg hidsede mig også op til flere interessante raserianfald da jeg kunne læse om folks forargelse da der var blevet lavet lyserødt lego.

Jeg endte ligeledes med at piske en hel stemning op da jeg hørte om en person af svensk intetkøn, som opdrog sine børn fuldstændigt aseksuelt. Jeg kunne godt blive helt bekymret for hvad dens børn skulle blive til en dag. Gad vide om personen var klar over HVORDAN de børn blev undfanget, eller mon vi var ude i noget helligånd?

Det at vi er forskellige, gør ingen bedre end andre. Bare så det er helt klart.

Hvis jeg siger at hvide mennesker er bedre end sorte, så lyder der ramaskrig fra alle verdenshjørner. Hvis jeg siger at kristne er bedre mennesker end muslimer, så falder der brænde ned og nogen går omgående igang med flagafbrænding.

Hvis jeg siger at drenge er bedre end piger.. Så harmes civiliserede mennesker da også.

Hvis jeg i stedet siger – der er forskel.. Så er alle enige, i princippet. Til et vist punkt. I forhold til farve og religion, ja. Men det er straks en anden sag med kønnene. For vi må endelig ikke lave drengelegetøj og pigelegetøj. For SÅ er der straks hysteriske mennesker både her og der, samt ligestillings-kirke-og alt det andet han nu skal tage sig af-ministre, som tager voldsomt på vej.

Men jeg må godt få en stramtandet kam til mit eget hår, og give en anderledes kam til et menneske med afrohår. Jeg må også gerne servere frikadeller til kristne og nøjes med oksesteg til muslimer. Det vil ingen anfægte – de vil tværtimod kalde mig tolerant og forstående fordi jeg anerkender at folk er forskellige.

Men køber jeg lyserødt lego til Prinsessen er fanden løs i laksegade.

Men så har jeg lige et scoop her: Gårdmand Bjørn er ikke mindre dreng af at have leget med lyseblå øjenskygge og dametasker. Han bliver heller ikke mere dreng af at lege med actionman og biler.

Ligesom Prinsesse Lyserød ikke er mindre pige når hun klæder sig i militærtøj, eller leger med biler. Hun bliver heller ikke mere pige af at lege med lyserødt lego og dukker.

Jeg vil endda gå så langt som at vove den påstand, at jeg ikke bliver mindre mor blot fordi jeg er konge!

Men at kæmpe for at vi alle sammen både skal klø os i skridtet og synes vi er for tykke, i en eller anden fælles misforstået samdrægtighed, det vil jeg bare ikke.

Jeg gider i øvrigt slet ikke kæmpe.

Hverken den 8. marts eller nogen anden dag.

Det må være nok at opdrage sine børn til at behandle alle mennesker lige, hvad enten de har tap på eller ej. At opdrage dem til at se at alle mennesker er lige meget værd, og at det er bedøvende ligegyldigt hvad vi kan lide at lege med.

Hvad kufferten gemte og et lille surt opstød.

Det er næsten som om det var jul igen. Lene kom og det gode ved hende er at det ikke føles som syv måneder siden jeg så hende sidst.

Vi snakker/skriver naturligvis også sammen hver dag på skype, men alligevel. Og så havde hun en masse gode sager med i kufferten.

Bemærk “kongemandlerne”! Elsker bare besøg Lene!!

Der var også noget til Prinsesse Lyserød og Gårdmand Bjørn.

Lektier…

Fra den danske skole. Så bliver jeg godt nok lidt rørt. Lærere har nok at lave til daglig, der er mange elever i klasserne, også selvom det er en privatskole…

Eller måske snarere især fordi det er en privatskole og fordi tre lokale skoler lige pludselig lukkede fordi riget fattedes penge – men jeg siger jer: det er en falsk besparelse!

Af sparehensyn lukker man alt det som gjorde det attraktivt at bo på landet. Den lokale sladder er også nået til Normandiet og kan berette at den vidunderlige børnehave hvor Prinsessen og Gårdmand Bjørn slog deres folder, nu er lukket på grund af mangel på børn.

Ingen vil bo i vores landsbyer mere, der er ingen børnehaver, ingen skoler, ingen butikker og færre busser. Nu kan man heller ikke engang låne penge til at købe hus i udkantsdanmark mere.

Nå, det var lige et surt opstød. Men det var jo ikke ret stort!

I hvert fald – jeg blev rørt; børnenes lærere har fundet noget materiale frem som vi kan bruge. de tager sig tid til elever som ikke engang er på skolen endnu.

De har kopieret, samlet sammen og gjort ved og de glæder sig faktisk til at se os til sommer!

Jeg sagde lidt usikkert til Gårdmanden mens jeg rakte ham en læs og forstå: “det er sådan noget I kan lave om onsdagen”.. (når de har skolefri)

Han svarede: “Hvorfor kun om onsdagen? Må jeg ikke lave noget nu?” og de gik begge straks igang.

Lene og jeg smed os i sofaen, nu med ens hjemmesko – og mig iført ny kop!!

Har jeg sagt at jeg elsker besøg?

Hvorfor er det nu fastelavn igen

Denne overskrift skal helst jamres. Og der må gerne sukkes dybt til sidst.

Fastelavn må være på højde med nissebamsen.

Et eller andet sted.

Eller naturligvis ikke selve fastelavnen og alle dens gerninger – og slet ikke fastelavnsbollerne.

Det skulle da lige være de tørre spandauere vi bliver spist af med på firkløverets danske skole.

De spandauere, som INTET har med fastelavnsboller at gøre, har givet mig traumer for livet og jeg tror nok at når jeg kommer hjem, så vil jeg med i noget udvalgsnoget som får indkøbt rigtige fastelavnsboller med en masse flødeskum i – i hvert fald til næste år – som vist er sidste år jeg skal til fastelavn med et skolebarn.

Nå, men det er udklædningerne det er galt med.

De hjemmelavede altså. De gør det fuldstændigt umuligt at være en okay mor.

Også selvom man for en gangs skyld husker det der med fastelavnsris. Adspurgt kunne firkløveret huske de havde vækket First Man og jeg med birkegrene over det hele, én eneste gang.

Det sølle minde berettiger ikke til den mængde ballade, maste lemmer, filtret hår og så alle de visne kviste der endte i min seng.

Men udklædningerne altså.

Jeg magter ikke engang at sige de er flotte.

Mennesker som burde være dekoratører i Disneyland eller på le Moulin Rouge, skulle faktisk holde sig fra at lave udklædninger til deres afkom. For at skåne mindre dygtige mødre. Som mig. Alternativt kunne de godt kreere udklædninger til alle os andre også.

Har nemlig lige været vidne til et udklædnings-spam-angreb via facebook.

Jeg gik ellers og var så glad. For i Frankrig er der slet ikke tradition for at lave et juletræ, en vandmand eller.. en haj der spiser en dykker. Jo – det findes.. sådan en udklædning har jeg nemlig lige set. Den var simpelthen så fantastisk flot at jeg kom til at græde..

Hallo derude.. Det er fandme ikke i orden. (hulker lige lidt mere seriøst her..)

Prøv dog at have lidt medlidenhed med almindelige dødelige, som kun lige akkurat kan skrue sig op til Lucky Luke når bølgerne går højt.

Ej, faktisk syede jeg en blomst og en leopard – HELT SELV – da Divaen var fem og Zorronaldo var 3. Disse to hjemmelavede udklædninger blev genbrugt år efter år efter år, og blev først smidt ud da leoparddragten til sidst sad så stramt at Gårdmand Bjørn ikke kunne sidde ned uden at tale med en meget lys stemme.. Mere lys end vanligt, forstås.

Så mente jeg, at jeg dermed havde aftjent min kreamorpligt. De havde endda vundet flere konkurrencer, det var godt nok i den danske kirke i Paris, men alligevel!

Men nu – med denne ”papmachéhaj sat udenpå barn forklædt som dykker”, for evigt tatoveret på indersiden af min hornhinde – er jeg jo nødt til at tænke kreativt. For at opretholde bare et minimum af en illusion om at jeg er en god mor. I hvert fald til fastelavn.

Måske er vi helt ovre i noget gulerod.. eller tandpastatube. Den ville jeg endda kunne tage med hjem til øen og bruge til næste år. Men det ville ikke hjælpe ret meget; alle dem i Danmark som jeg omgås, i fastelavnsregi, ved udmærket at jeg overhovedet ikke er så overskudsagtig.. De ville nok ikke engang tro på at jeg selv havde lavet den.

Det er hvad det er.

Men hvad værre er, han vil ikke.

Min Gårdmand Bjørn er fuldstændigt bedøvende ligeglad med at kunne blive gulerod. Og med at blære sig med sin mors kunnen.

Trist er det..

Han vil være James Bond.

Helt ærligt. Det er jo bare slet ikke ”krea-overskudsmor”-promoverende nok, så jeg prøver at overtale ham til noget som er svært at lave.

Med sikker woweffekt.