Tag Archives: Svigerfar

Ny ferie!

14 aug

Eller altså, det var naturligvis indeholdt i de tre uger der var mig tildelt i år, men det var en helt anden slags ferie. Hvor de første dage var: Venner-Shopping-Hygge-Venner, så var det planen at der nu stod familie på menuen.

Vores egen lille familiecelle, altså os seks.. Min svigerfar er nemlig sådan indrettet at han – når vi er ankommet – pure nægter at deltage i hvad som helst vi foretager os. Og da han ligeledes bliver i meget dårligt humør over den mindste ændring i hans hverdag er det ikke er løsning at blive hjemme.

Så i år tog vi glade ud på dagsrejser ganske uden dårlig samvittighed, han fik buddet hver eneste dag, og brummede “nehej” hver gang.

Et kort over vores gåtur

Denne dag tog vi ud til en lille hyggelig landsby og gik en tur mens vores bil fik tonede ruder. Sært sted, men der var en gut som skulle være helt enormt dygtig og derfor efterlod vi bilen og gik på opdagelse. Byen – som hed Montgaillard – var typisk sydfransk og pittoresk. Eller hvad man nu siger.

Da vi ydermere kom forbi et skilt mod en kiksefabrik med smagsprøver, følte vi alle seks akut sult og blev nødt til at gå den vej.

Kikse-kage-café med ekstra morgenmad

Selve deres smagsprøvning var inde i en lille butik.

Mmmmmmm “Bjerg-specialiteter”

Men der var også en café, i en gammel togvogn, og vi fik bænket os og bestilte en masse lokale lækkerier. Bagefter fyldte vi en masse poser med alle de gode sager vi netop havde smagt, og der var vist også en enkelt lille dåse der sneg sig med.

Men en dåse jeg ikke har i forvejen.

Efter vores anden morgenmad, eller formiddagssnack om man vil, fortsatte vi ud i omegnen mens vi ventede på at bilen skulle blive klar. Men det gjorde ikke noget, for der var simpelthen så smukt og storslået at det var det hele værd. Så det blev en ret lang tur.

Firkløveret og noget bjerg.

Turen blev yderligere forlænget af at vi hele tiden skulle stå stille for at tage et billede eller 10 af bjergene som man lige kunne ane i baggrunden. Da vi endelig kom tilbage til tonemanden, havde bilen vist været klar længe.

Eftermiddagen blev tilbragt hos First Mans bedste ven, da han har en stor og lækker pool, og termometeret var efterhånden kravlet op på de 32 grader i skyggen, så lidt vand var ikke at foragte.

Desværre kunne vi ikke sove i poolen, ellers havde jeg gjort det. Vi kunne ikke have skodderne åbne fordi vi enten ville få besøg af ufatteligt mange og meget blodtørstige dræbermyg, eller også af deres killing der lød navnet “Police”.

Andre mennesker ville nok være ligeglade, men jeg er helt afsindigt allergisk overfor katte, og er derfor lettere hysterisk i deres selskab.

Disse mennesker har også en hund som er meget stor. Som hedder “Bandit”. Vældigt ulogisk for de to dyr svarer slet ikke til deres eget navn, men til deres bofælles…

Og så er Bandit meget bange for torden, og der er torden næsten hver eneste nat i bjergene når det er så varmt.

Altså…

Bandit hører tordenskrald, kaster sig fortvivlet mod enhver dør som naturligvis ikke modstår trykket, og han kommer derved ind i huset. Og tager Police med sig… Fair nok at politiet forfølger banditter, men alligevel.

Hvorom alting er, så vågnede jeg denne nat ved at små bitte poter trampede hen over mine ben og jeg skreg så højt at First Man lettede flere meter, og blev beordret til at feje utysket killingen ud af soveværelset. Alt imens hunden – der immervæk vejer 60 kg – prøvede at kravle uset op i vores seng.

Det lykkedes ham ikke helt. Også han blev kylet ud. Og vi barrikaderede herefter døren forsvarligt. Og nåede trods alt at få et par timers søvn mere.

Det var ikke gået Firkløveret stor anderledes; min svigerfar er så afgjort morgenmenneske, og morgen defineres af kl. 05.00. Og så står han op. Han er ikke noget lille menneske, så han kan godt komme til at trampe lidt. Og trække i snoren. Flere gange. Og åbne hoveddøren op med et brag, og lukke køkkendøren i, med et tilsvarende brag.

Kl. 7.00 begynder han at rømme sig. Højt.

Kl. 7.10 sover ingen længere.

 

Men skidt pyt med det, så får man også en masse ud af dagene!

Til gengæld er det om at være meget stille omkring siestaen og igen efter kl 21.00 hvor svigerfar for længst er gået til køjs.

Ren ferie! Bemærk i øvrigt det meget franske tapet! 

Men er man træt, så kan man jo bare tage en slapper før aftensmaden!

 

Næste etape mod syd

13 aug

Efter en god nats søvn, under bløde dyner, var der afgang kl. 06.30 for dog at imødegå den afsatte First Mans ønske om hurtig ankomst i det sydlige. Han tilgav os mytteriet og medgav at rigtige senge var hvad vi havde brug for den nat.

Morgenmaden var aldeles kønsløs og vi glædede os til at kunne sætte tænderne i farfars “chocolatines” hver morgen, i stedet for gummirundstykker.

Vi kom ud i bilen og satte kursen mod syd.

Der manglede fem timers kørsel endnu før vi ramte bjergene, i hvilke vi skiftedes til at høre hinandens musik. Det er ikke al musik som egner sig til en biltur, jeg siger det bare.

Prøver at overleve afspilning af en hel rap-cd

 

Rap hører for eksempel til den kategori.

Eller også er det bare bilture hvor jeg også er med.

Vi landede ved Svigerfars hus ved frokosttid, ved omkring 30 grader, og ikke en vind.

 

Så snart alle havde fået et stykke baguette indenbords, gik vi på udflugt i byen. Der var mange ting de ikke kunne huske fra sidste gang de var der, så det var som at vise dem byen for første gang.

De fulgte – næsten andægtigt – med, mens First Man fortalte om sin barndom, skolerne, kammeraterne, sin mor – børnenes afdøde farmor som hverken de eller jeg har set – og det var helt sjovt at gå rundt i hendes fodspor.

Vi fik købt ind, og vanen tro var køkkenet blevet overladt til mig så jeg kunne passende lave mad til os alle 12.

Vi kunne desværre ikke alle seks sove samme sted, da First Mans lillebror også havde taget bolig på matriklen. Jeg var slet ikke ked af ikke at skulle dele natlogi med min sure svigerfar, selvom jeg gruede en del for hvordan det ville gå med hans humør og fire børnebørn med lyd på.

Intravenøst pastis

Men efter min daglige dosis af pastis – i mangel af Ricard Rosé – kunne jeg heldigvis bare falde i søvn og håbede på det bedste.

 

 

Snorken

10 apr

Jeg har vist alligevel 2 personligheder. Mig om dagen, og en voldelig furie midt om natten. Det er ikke kommet pludseligt – men ganske gradvist i takt med at First Man begyndte at snorke mere og mere højlydt.

Adspurgt vil folk sige, at jeg er morgengnaven. Dette har overhovedet intet som helst konkret på sig, jeg har bare alle dage været af en lettere gnaven natur, hvis jeg bliver vækket midt om natten. Så det kan folk jo bare lade være med.

 Til almindelig oplysning kan jeg meddele at natten stopper et sted mellem 8 og 9 hvis jeg er stået op kl. 06.30. Eller nærmere bestemt, 1 time efter jeg har fået første kop te med mælk. Bare så I ved det.

Mine stakkels unger, er igennem hele deres ulykkelige barndom blevet lagt i seng med disse ord: “hvis du vågner i nat og er ked af det så kom og væk mig, og lad som ingenting når jeg skælder dig ud – det er ikke personligt ment, godnat min lille skat”

Det forhindrede dem på ingen måde i, at komme alligevel og få trøst – når det værste møgfald havde lagt sig – og de har for længst vænnet sig til min mangel på humor og fest om natten. Det er nok derfor de har sovet igennem på 6-7 uger, alle fire. Det sure løg, der skulle gøre det ud for en natlig madpakke, var de alligevel helst fri for – så hellere få en mere solid morgenmad af en mor som smilede og var glad.

Men for at komme tilbage til denne her snorken, min natlige gnavenhed er kun en naturlig konsekvens af at blive forstyrret i min nattesøvn, af den snorken som jo er det egentlige problem her.

På dårlige dage, kan jeg gå fuldstændigt i sort ved tanken om at First Man måske risikerer at ende som min konstant gnavne enke-svigerfar.

Han kan ikke være gnaven på grund af at nogen snorker om natten, med mindre man bliver gnaven af egen snorken – det kan jo så for øvrigt godt være – men han har altid været gnaven, og bliver gnaven af lyst og med megen fryd, hvis der ikke er noget præcist at være gnaven over.

Man kan jo altid finde et eller andet: naboens hund som gør, en svoger som ikke vil fortælle navnet på sin nye kæreste, at det har regnet i Danmark alle de gange han har været der, og den slags vanvittigt irriterende ting, som retfærdiggør timers surmulen.

Men altså, min svigerfar snorker så vinduerne blafrer. Også på den etage han ikke befinder sig. Når vi er så heldige, at have mentalt overskud til at tage på ferie i mausoleet, sover vi i stueetagen, og han sover på første sal. Det er altså også vores vinduer der blafrer. Den slags ophold kræver gode nerver og energi nok til at kunne klare søvnunderskud i dagevis.

Det er alt sammen meget godt, og jeg har skam vænnet mig til det – og svigerfar er da også indimellem i godt humør – selvom det ikke er så tit det sker. Men så sætter man så meget desto mere pris på det!

Nu er det så, at First Man har givet sig i kast med at snorke – højt – om natten og gerne ad flere omgange. I starten skubbede jeg bare til ham – for det generede mig jo – det har virket fint, jeg skubber til ham og mumler: du snorker, og så har han vendt sig om og har ikke snorket mere,

Men efterhånden har han fået større og større dask, idet han fik anlagt en ny taktik, hvor han simpelthen har sovet igennem mine skub og ublide puf, og blot snorker videre. Så måtte der jo hårdere midler til, for jeg rendte til sidst rundt og lignede en der havde børn under 6 uger, og gabte mig igennem mine dage og faldt i søvn midt i kartoffelmosen.

Så gradvist har jeg puffet hårdere og hårdere til ham, og her i sidste uge, da han havde vækket mig 3 gange på samme nat, fik han simpelthen sådan en lammer på skulderen, at jeg faktisk vågnede helt og tænkte – hov? Hvad skete der lige der?

Nu får han heldigvis ikke så nemt blå mærker, så det kunne gudskelov ikke ses, og folk går heller ikke rundt og spørger, hvad det er for et afskyeligt rivejern han er gift med, og om han er udsat for hustruvold.. Og hvis det endelig skal være synd for nogen, så fik jeg faktisk ret ondt i min hånd efter det slag. 

Men om ikke andet – holdt snorken op.. !!

Om det så er, fordi han muligvis ligger vågen alle de timer han tilbringer i dobbeltsengen, af angst for hvad hans uligevægtige kone ellers kan finde på af natlige voldshandlinger, skal jeg ikke kunne sige. Jeg sover nemlig – endelig!

Sommer uden ferie

13 feb

Nu er vi så småt kommet til det tidspunkt af året, hvor almindelige mennesker begynder at spekulere på hvor de skal bruge deres opsparede sommerferie budgetterede penge henne.

Det kunne vi også gøre her på matriklen, hvis det ikke var fordi vi har en noget forskellig definition af ordet ”Ferie”.

I vores lille familie er jeg desværre ene om at synes vores ferier skulle bruges på os selv – både First Man og børnene – for slet ikke at tale om “the bedsteforældres united” ville gå i coma, hvis vi ikke kom hjem på besøg i mange og lange uger ad gangen, om sommeren især – og intet kan jo måle sig med den danske sommer, som er så fantastisk stabil.

Bagefter de de mange og lange uger i Danmark, skal vi  ned til min lettere anstrengende, men  i øvrigt ellers søde enke-svigerfar, der ikke kan fordrage hverken varme eller sollys. Hans hus er, selvom det ligger ved den spanske grænse, ligeså koldt og mørkt som et ægyptisk gravkammer.
The First Man får spat allerede efter 17 timer, og flygter ved at lave ekstremt meget sport, og løbeture med blondinen.
Jeg kan så sidde i marmorkulden (for der er ikke nogen form for børne-venlig skygge i haven) med mine 4 unger og tænke over hvad vi skal ha’ at spise. Eller rettere hvad JEG skal lave til frokost eller aftensmad.

Min svigerfar stiller nemlig MIG følgende spørgsmål, hver eneste morgen, og altid inden jeg har fået min te – ”Hvad skal vi have at spise til frokost?”

Og så skal jeg være lynhurtig på aftrækkeren, ellers bliver han utidig og vrissen. Han er nemlig af den mening, at køkkenet automatisk bliver mit, idet jeg træder ind ad døren, eftersom jeg fra naturens side er udstyret med bryster.
Jeg tror endda han gør det for at glæde mig – at det for ham er en ære at være “fruen i huset” – en ære jeg absolut helst er foruden.

Så når talen falder på: hvor skal vi hen på ferie – er det jeg får tics ved øjenlåget og drømmer om bare en uges ferie hvor JEG ikke skal lave mad. Hvem ved – den dag kommer måske også til mig før jeg når pensionsalderen. Ellers kan jeg jo altid tage på ferie hos mine, til den tid voksne, børn og lade mig varte op!!

Forår & sommer 2010 059

%d bloggers like this: