Tag Archives: Svømme

Jeg er faktisk kun 40

7 okt

Det hele startede med, at man i svømmeklubben opfordrede til at folk deltog i “Danmark svøm langt”. Man behøvede ikke være medlem, man skulle blot kunne bevæge sit legeme i vand og svømme minimum 25 meter, og alle kunne derfor være med.

Dermed også flere end bare Gårdmanden og jeg som er de eneste representanter af familien som er medlem af svømmeklubben.

Men vi ville skam også ud og svømme for æren og vort fædreland, og indfandt os derfor fire mand høj – kun fire idet Zorronaldo havde den Yndige på besøg og Prinsessen var taget ud for at løbe i stedet – kort tid efter vi havde sunket frokosten i går på den store “Svøm Langt-dag”.

Vi fik klædt om og entrerede derpå svømmehallen. Derefter var det sådan set bare at hoppe i, og svømme. Langt.

Jeg – der ikke svømmer så vandvittigt godt – kom fremad på en noget adstadig måde. Faktisk ikke ulig en hval. Med hovedet højt over vandet, så jeg absolut ikke risikerede at drukne. Dette afstedkom en del fnisen fra mit afkom, men ikke desto mindre fik jeg svømmet hele 1000 meter på de 30 minutter jeg befandt mig i vandet.

Vel oppe igen, stod min sadistiske – men søde – aquafitnesslærer klar ved udgangen med et tilbud jeg ikke kunne sige nej til. Det kunne jeg ikke, af den simple grund at udover det lød interessant, var det ganske gratis.

Hun ernærer sig nemlig også som kostvejleder eller diætist eller noget. I hvert fald noget med mad… Eller mangel på samme.

Jeg ville kunne få at vide hvor meget jeg vejede, hvor gammel min krop reelt var og hvor slemt det i øvrigt stod til! Helt gratis.

Alt imens jeg tog mod til mig…

– for uanset hvor gratis det så i øvrigt var, var det en meget uhyggelig fornemmelse at kunne få sin reelle alder at vide.

TÆNK nu hvis jeg faktisk var tæt på de 80?

Tænk nu hvis maskinen målte frekvensen på ens gode ideer?

Og det faktum at jeg vejer for meget, har jeg ikke brug for andre mennesker til at fortælle mig, det kan jeg nemlig godt selv se. Og mærke. Men hvis nu jeg var døden nær – uden at være klar over det – på grund af en fedtprocent der langt overstiger det tilladte, ville jeg naturligvis gerne have det at vide, så jeg kunne gøre noget ved det. På et tidspunkt. Engang.

Det behøvede ikke nødvendigvis at være lige der i går eftermiddags, for jeg kunne, trods stress, fedtprocenter og en eventuel begyndende demens, sagtens huske at der stod en nybagt æblekage og hyggede sig i ovnen, hjemme hos os i Møllen. Og den havde jeg altså tænkt mig at smage på, uanset alverdens farlige fedtprocenter, forhøjede BMIer og andre vederstyggeligheder.

Altså sparkede jeg First Man op på maskinen først, mens jeg selv tog lidt mere mod til mig.

Og det var nok meget godt.

For First Man viste sig at være hele 3 år ældre i sin fysiske alder i forhold til sin reelle alder og ligeledes i besiddelse af 40% overvægt.

Og dermed kunne maskinen for min skyld spytte hvilket som helst resultat ud, for er der noget min mand ikke er, så er det overvægtig. Det er muligt han er lidt træt for tiden. Og at hans alder derfor har fået et nøk opad hvis nu maskinen måler hjernekapacitet eller funktion, men ingen skal kalde ham for overvægtig. Han vejer lidt for meget, ligesom mange mænd på omkring de 50, men hans muskelmasse er da nok 25 gange større end samme føromtalte mænd.

Dermed kunne jeg roligt stige til vejrs på maskinen og være fløjtende ligeglad med resultatet.

Det var jeg så slet ikke.

Ligeglad altså.

Maskinen trak nemlig næsten 4 år fra min alder, så min fysiske alder faktisk ikke er mere end 40!

Hahaha!

!!!

Og så overvejede besluttede jeg at man godt alligevel kunne stole på maskinen, bare en lille smule. I hvert fald den del med aldersmåling.

Maskinen fortalte mig endvidere at jeg ikke havde noget kolesterol – det vidste jeg også godt i forvejen det har min læge nemlig fortalt mig – men den fortalte også at jeg vejede 5 kg for meget. Det vidste jeg som sagt også godt.

På vej hjem gik jeg og fik regnet lidt sammen.

Hvor der før var 6 års forskel på min søde mand og jeg, var der nu det dobbelte, og jeg spurgte ham derfor om jeg ikke hellere skulle tage hans taske, nu han pludselig var blevet hele 12 år ældre end mig.

Han svarede ikke, men skulede mørkt frem for sig.

Derhjemme begyndte han – med lun æblekage i munden – da også at argumentere for den manglende kvalitet af disse målinger. Enhver kunne jo se at såfremt han vejede de anbefalede 71 kg, så ville han stå med det ene ben i graven.

Jeg vil dog straks berolige vores omgangskreds, der gruer for så voldsomt et vægttab for First Man, med at det ikke kommer til at ske med mig som husets ansvarshavende kok!

Så så man lige mig som prop.

6 sep

med mavebælte.

Og det kræver en forklaring. Jeg ved det godt.

Jeg bor ikke langt fra en lille svømmehal. Og på trods af mine aversioner mod fællesbade og den slags misforstået kommen hinanden ved, så besluttede jeg mig for at gå til svømning i år, nu da vores gymnastikhold ikke bliver til noget alligevel.

Men det var ikke rigtig svømning. Det er simpelthen aquafitness. Eller det vil sige, det startede med at hedde: “Søheste”.. Det passede lidt mere til min forestilling om mig selv i det våde element. Men undervejs tog det navneforandring. Og med den blev ambitionsniveauet ligesom sat lidt op.

Men jeg overvandt mine fobier, ignorerede ganske – okay så, ignorerede næsten – det meget beskidte gulv, og nedsænkede mit legeme i vand. Med temperatur der nærmede sig frostgrader. Mindst.

Pludselig vrimlede det med damer i alle aldre, og

former.

Faktisk er det helt utroligt så kropsligt det hele lige bliver, når 40 kvinder forsamles på meget lidt plads. I meget lidt tøj. Og fem brusere…

Ikke helt gennemtænkt det med de fem brusere. Men solidariteten længe leve.

I hvert fald blev jeg, og mine helt nye søheste-veninder, pisket igennem 52 minutters sindssyg hård træning. Da der var gået 7 minutter af timen, var jeg døden nær. Jeg troede ikke det kunne være så hårdt at være i vand. Jeg havde hørt om hårdt vand, men alligevel.

Hov og så glemmer jeg helt det med mig som prop.

Altså, for at gøre det nemmere – HA som om..  – skulle man tage et flydebælte på. Dette skulle forhindre en i at bruge uforholdsmæssigt mange kræfter på at holde sig flydende, samtidig med alt det der fitnesshejs, som nu kommer ind i billedet.

Bæltet skulle strammes til. Så det ikke kunne glide af.

Med det resultat at jeg, hver gang jeg prøvede at slappe lidt af, skvulpede forover som en stor tumlingedukke. Eller en prop. I søgang. Og jeg er ret sikker på at grunden til at jeg ikke skvulpede bagover, er at finde i det faktum at jeg havde overvægt foran i form af dobbelt airbag.

Og den ganske time skulle jeg ikke alene koncentrere mig om ikke at tilte forover, fordi det nu var alt for let at holde sig flydende, men jeg skulle samtidigt bokse under vandet og andre sære ting.

Al denne agiteren i vandet havde da også sin pris.

Efter 35 minutter fik jeg krampe i samtlige tæer.

Og uanset hvad jeg herefter gjorde, strittede mine ellers helt normale tæer i alle mulige retninger, og lignede nogle krogede gigtplagede nogen. Hvilket de ingenlunde er. Og da jeg havde lidt med anstand, og måske lidt råben, i meget lang tid, blev jeg enig med mig selv om at jeg var en kylling, og gik derpå op.

Jeg skal ikke kunne forsværge at det ikke også var udsigten til at slippe for den kamp det ville give at have 40 kvinder og kun fem brusebade, der fik mig til at fortrække mens tid var. Så jeg foretog et hastigt tilbagetog og luskede fejt ud under en lun bruser.

Kunne derefter, alt imens jeg skubbede mig vej mellem de 39 andre som efterhånden også havde fulgt mit eksempel, pludselig erindre de andre gener der er forbundet ved at gå til svømning.

At tage sokker på med halvvåde fødder er ubeskriveligt enerverende. Og at skulle finde sit tørre tøj med våde fingre hører heller ikke til på min lister over yndlingsting.

Men jeg overlevede.

Med besvær, men jeg vågnede trods alt i morges.

Og jeg skal nok derover igen på onsdag!

Blop blop

21 aug

Ja, jeg koger lige lidt mere suppe på vores ferie.

Livet udenfor er vældigt krævende og indebærer både dødsfald, dårlig stressrelateret mave for både den ene og de andre og dertil gale streger, med konsekvenser som jeg ikke lige helt kan overskue.

Men så er det jo dejligt at have været på ferie, så man i stedet kan smøre den lidt ud over internettet i mangel af morsomme tildragelser.

Lutter fordele.

Altså, en af fordelene – der er mange, men en af dem – ved at ens fars bedste ven er både brandmajor og dykkerinstruktør, er at man kan lære lidt om at dykke i et svømmebassin og have udsigt til at dykke i havet.

Blop

Jeg fik engang selv mit dykkercertifikat, og dette på bunden af en svømmehal. Jeg holdt krampagtigt fast i instruktørens hånd og svor at jeg aldrig nogensinde igen ville have en meter vand over mit hovede. Jeg svømmer adstadigt som en bedre hval, med begge næsebor godt oppe over vandgrænsen.

Altid.

Vandhunde – meget ulig deres mor…

Men mine  børn er jo rene vandhunde som boltrer sig under og i vand med en selvfølgelighed jeg misunder dem.

Der bliver gloet efter fisk!

Så da vi sejlede ud fra Hendaye og ned mod Spaniens kyster var de helt klar til at hoppe i.

Jeg kom også i…

Og svømmede endda rundt om båden.

Men så syntes jeg at jeg kunne fornemme et eller andet – uden tvivl en hvidhaj – strejfe min ankel og så kom der turbo på hvalen og jeg endte ret hurtigt i sikkerhed oppe på båden igen.

Mit rette element…

Og der blev jeg!

%d bloggers like this: