Ikke noget at råbe hurra for.

Det var ellers ikke fordi jeg ikke havde glædet mig.

I et helt år.

Til min helt egen sommerferie.

Uden sure franskmænd, eller folk jeg skulle arrangere bryllup for. Ej heller mystiske Stein Bagger typer, og nej jeg ved godt jeg ikke har fortalt jer om lige netop den del – han hed i øvrigt Jan – som kunne ødelægge mere i vores dagligdag end hvad godt er.

Intet kunne spolere min glæde over at jeg snart ville få sommerferie, heller ikke da Gårdmand Bjørn blev indlagt med meget høj feber.

Ikke nok med at han fik feber, han tog også lige en lille spadseretur i haven omkring kl. 02. Og han vidste ikke helt hvorfor. Det kunne ingen af lægerne lide. Så vi blev sendt direkte på OUHs børneafdeling for videre undersøgelser.

Vi fik heldigvis lov til at komme hjem igen, da de ret hurtigt kunne udelukke alt det væmmelige. Så kunne han jo ligeså godt ligge hjemme og have feber. Vi beholdt en åben indlæggelse i en uge men den fik vi ikke brug for. Han blev rask og ingen ved hvad der ramte ham. Godt det samme. Han var jo rask igen.

Så fik Prinsesse lyserød det skidt. Ondt i halsen og hvad ved jeg. Et besøg hos lægen og en recept på penicillin senere regnede vi med at det ville gå over. Men næ nej. Der skete ikke en hujende fis. Tilbage til lægen fik hun taget en blodprøve og nu kunne der konstateres mononukleose. Ja, kyssesyge, men det er et lidt sært ord at bruge for en sygdom man kan få på alle mulige andre måder end at kysse på. Hun var i hvert fald ikke mange sure sild værd, staklen.

Endelig fik jeg ferie. Den blev lagt ud med en tur på Langelandsfestival, i Tinas brors campingvogn. Den uge var der ikke det fjerneste galt med, så den kan jeg altid fortælle om en anden gang.

Da vi kom hjem døde en pap-Oldefar. Ikke fordi vi kom hjem, men fordi han var 96.

Vi havde planlagt 10 dage i sommerhuset og en dejlig weekend i Sverige, hvortil min lillebror har valgt at flytte. Men så skulle jeg i bad.

…

Og selvom jeg nu i over 10 år har skrævet over mit badekar når jeg skulle åbne vinduet efter mit morgenlige brusebad, så er der aldrig sket noget. Nok hovedsagelig fordi jeg har haft tørre fødder.

Lige præcis den dag, tirsdag d. 28 juli stillede jeg mig op på kanten med våde fødder. Det gør jeg aldrig mere.

Jeg gled nemlig. Fødderne gled som Bambi på glatis ud mod venstre, jeg lettede, og mens jeg hang der i luften, nåede jeg at overveje om det nu også havde været en super god ide at bestige badekarskanten iført våde fødder. Jeg kunne så selv besvare mit spørgsmål da jeg landede, tungt på højre side og hørte noget knække.

Knække på den indvendige måde.

Siden da, har jeg forsøgt at undgå nys, hoste, hikke, latter og opkast på det bestemteste. Og jeg danser aldrig mere ballet på mit badekar. Ingen trøst er mulig, det kan vare op til flere måneder inden jeg er mig selv igen hvilket jo lægger en dæmper på de fleste fysiske udbrud.

Som om det ikke var nok, så døde jo også min elskede Moster. Min mormors yngste søster, som i praksis havde fungeret som hele familiens mormor siden mormor døde i 1988.

… Og det var hårdt.

Alt i alt en lidt anderledes og lidet attråværdig sommerferie til mig.

Jeg håber inderligt at jeres var bedre.

 

Velkommen til lazarettet.

Seriøst, nogle gange rotter episoder sig sammen og angriber i flok.

At Zorronaldo har  brækket sin arm er en ting vi har vænnet os til.

At jeg ligger og glor med ben på langs er også en ting vi har kalkuleret med.

Vi hjælper hinanden Zorronaldo og jeg.

Til morgenmad smører jeg hans mad og han bærer vores tallerkner over til bordet. Han har benene og jeg har armene. Yderst praktisk.

Men så fik Prinsesse Lyserød pludselig feber og udviklede en halsbetændelse med mandler så store som valnødder – hver gang forbavser det mig at hun overhovedet kan trække vejret – og med så meget gullig belægning på, at man næsten ikke kan se at de er røde. Netop som jeg stak hende en panodil og sendte hende i seng, kom Gårdmand Bjørn og kunne berette at han var faldet ud af bussen.

…

Intet mindre.

Jeg tilbageholdt et moderligt gisp, og så følgende for mit indre øje: Bus i fart, søn der bliver væltet rundt og kastet af i fart, og jeg begyndte straks at lede ever blodspor på hans maltrakterede krop.

Men det var knap så voldsomt som det lød. Han var såmænd snublet over sine egne ben på vej ud af bussen og var tumlet hovedkuls ind i busskuret med næsen først hvis ikke han havde taget fra med den ene arm. Siden havde han ret ondt i skulderen. Jeg masserede ham og gav ham is på, en panodil og godnat.

Så dagen i går gik med diverse lægebesøg: Prinsessen fik en akut tid kl. 09.00 hvor halsbetændelsen blev konstateret hvorpå hun blev sendt hjem i seng, Zorronaldo skulle til kontrol-røntgen og sin ugentlige opfølgning på sygehuset, og slutteligt fik Gårdmand Bjørn en anden akut tid kl. 15.30 hvor det for en gangs skyld ikke kom på tale at tage en tur omkring skadestuen, og hvis smerterne ikke var aftaget mandag skulle vi bestemt komme igen.

Men så gik dagen da også for First Man.

Man kan så let komme til at gå og drive den af hvis ikke man skal køre sit afkom til læge. Han fik tjansen som sygetransportør hele dagen.

Alt i mens jeg sad hjemme og spiste kage sammen med en baby og hans mor.

Lidt fordele skal man have af at være krykkeramt.

Manglende billeddokumentation

Når jeg nu ligger her og keder mig halvt fordærvet, har jeg masser af tid til at få styr på mine definitioner; nemlig hvad der er gode ideer og hvad der er knapt så gode ideer.

…

For eksempel er det en usandsynlig dårlig idé at google spændende – og for mig ukendte – ord fra min medicinske journal. Den fik jeg jo tilsendt af min superfancy læge, umiddelbart efter at jeg ramte min sofa, på selve operationsdagen.

Den har jeg så læst – og genlæst – for nogenlunde at kunne forstå hvad han har repareret og gjort i mit ben. Jeg forstår også en stor del, de mange latinske ord minder om fransk, så det giver mening for mig.

Men så var der lige et spændende ord. Eller rettere, der var også andre, men lige netop dette ord, pirrede min nysgerrighed.

…

Og jeg googlede.

Skulle jeg aldrig havde gjort. Men det er jo så nemt at være bagklog.

…

Trykkede ikke engang på “billeder”.

Men da det åbenbart bare er et ord der skal illustrere noget, er der rigtigt mange billeder som popper op. Af sig selv.

…

Og de er ikke ret appetitlige. For nu at sige det mildt.

Da det gik op for mig at det der uhyggelige noget jeg kunne se på billederne, var lige her, så tæt på, endda på mit eget ben, bag ved forbindingen, og sikkert grunden til at det gør lidt ondt indimellem, fik jeg nærmest kvalme og koldsved igen, lukkede skyndsomst denne ækle side ned og mens jeg fik vejret og en normal hjerterytme tilbage, forstod jeg pludselig i glimt, 2 ting ved operationen:

1. Hvorfor det føltes som om jeg fik løsnet skindet på min læg.

2. Hvorfor jeg besvimede.

…

og så ikke ét ord mere om fasciotomi…

 

Brusebad på krykker.

Der er mange forhindringer i dagligdagen, når man har et ben sat på stand-by.

Man tager for eksempel ikke bare et bad. Brusebad altså. Jeg vil end ikke overveje at nedsænke mit legeme i vores umulige badekar. Jeg kommer aldrig nogensinde op derfra på et ben!

Slet ikke.

Men et almindeligt brusebad er jo desværre påkrævet indimellem. Og det er langt fra så nemt at udføre, som uden forbinding. Og kræver ligeledes en del planlægning.

Man humper nemlig først forbi køkkenskuffen og klemmer en rulle vitavrap under armen, hvorpå man humper videre på sine krykker, ud på badeværelset. Der lægger man vitavrappen. Og så humper man – stadig på krykker – ind for at finde rent tøj, som man vikler om halsen, eller putter ned i en taske som man kan have på maven/ryggen. Så humper man tilbage til badeværelset og krydser fingre for at man ikke har glemt noget.

Siddende på toilettet tager man tøj af. Og mens man er så godt placeret, kan man jo ligeså godt tisse.

…

Er I forresten klar over hvor svært det er at tørre sig efter toiletbesøg, når man skal balancere på et bøjet ben? Alternativt hvilende på en enkelt balle, og i overhængende fare for at dratte ned af toiletbrættet inden man når at få tørret.

Nå, men så er det gjort!

Så skal det indpakkede ben pakkes ind i vitavrap. Med vat i kanten.

Og så kan man – for det tilfælde at brusehovedet allerede ligger på gulvet – lade sig dumpe ned fra toilettet og krabbe sig hen til brusekabinen. Ellers, hvis nu bruseren hænger på sin plads, må man med møje og besvær hoppe, gerne uden at glide, hen til brusekabinen, få bruseren fri og først der, sætte sig ned på gulvet.

Jeg blev foreslået en skammel til at sidde på, men så løber der vand ned i forbindingen uanset hvor godt sikret den er, og da den ikke må blive våd, så er det ikke en mulighed.

Netop fordi den ikke må blive våd, sidder jeg på numsen, let bagoverbøjet og stritter med det dårlige ben, og denne stilling kan efter ret kort tid, sagtens mærkes i lysken. Jeg siger det bare.

Man kan så vaske sig her og der og alle vegne, kan skylle håret rent og så kan man slukke for vandet og lade bruseren ligge på gulvet, i håb om at den også ligger der til næste badeseance.

Så skal man tørres. Først – håndklæderne er naturligvis placeret i strategisk nærhed af brusekabine – skal man have fat i et mindre håndklæde, til det lange hår. Håret bliver tørret og sat i håndklædeturban for ikke at dryppe ned i eller på forbinding. Så kommer turen til det store håndklæde, og man starter med benene, igen for at undgå mindre bække af vand triller ind i vitavrapforbundet ben. Så kommer det lidt mere besværlige.

Man skal op.

Fra siddende stilling på gulvet, med et enkelt arbejdsdygtigt ben og det andet, og ikke funktionelle ben, strakt vandret ud fra hoften idet man jo ikke kan hverken bøje eller belaste det. En øvelse der i den grad kræver koncentration og en stærk lårmuskel, samt hjælp fra en mur, et håndtag eller andet stabilt.

Jeg får sikkert baller af stål efter tre uger på denne måde. Eller det vil sige, strengt taget er det vel kun en balle det drejer sig om. Den anden, laver nemlig ikke dagens gerning og jeg kunne godt mistænke en vis skævvridning på numsen, med sådan en arbejdfordeling. Men den tid den sorg. Så er det godt jeg går med kjole!

Nu er man kommet op og stå, på et ben, man er ren, man er næsten tør, undtaget under fødderne da man jo stadig står i brusekabinen.

Så langt så godt.

Nu kommer der endnu en udfordring. Man skal – på våd fod – hoppe over på den nærmeste bademåtte. Grunden til at krykkerne ikke er meget bevendt til denne udfordring, er at de glider på vådt gulv.

Så krykkerne står ovre ved toilettet, i sikker afstand fra alt det våde.

Altså, klamrende sig til diverse sikre elementer: mur, indbyggede skabselement, med mere, kan man med fare for resterende førlighed, ankomme nogenlunde sikkert på den tørre og skridsikre bademåtte og kan, efter at have nulret tæer i bademåtte, fortsætte lidt mere sikkert hen til toilettet, hvor man fuldstændigt udmattet kan dumpe ned.

Og tage sit tøj på. Hvis man da ikke har glemt noget.

Og så kan man passende humpe ind til sin sofa og tage sig en velfortjent pause.

Men så gik der da en time med det!

…

PS: Indrømmer med det samme at dette cirkus kun bliver udført hver anden dag.

 

“Nu har jeg min finger inde i musklen

lige midt i problemet. Det skal vi nok få ordnet.”

…

blev der sagt. Og så sortnede det godt nok lige lidt for Kong Mor.

Jeg tænkte seriøst at han havde sprøjtet noget beroligende ind, et eller andet sted, for jeg kunne fornemme jeg var på vej meget langt væk, og da jeg pludselig kunne mærke ham løsne skindet på min læg, (!!!) og rode rundt derinde, forlod jeg mentalt lokalet for en kortere stund.

…

Men ellers var han nu meget flink, ham den fancy læge.

Som også passer på både FCK, Skilandsholdet og Team Danmark, blandt mange andre. Og nu kan han jo føje Kong Mor til sin lange liste af berømtheder han har lappet sammen.

Da jeg kom til mig selv – dækket af koldsved og lettere fortumlet – konstaterede han venligt at jeg da vist lige havde taget mig en lille lur.

…

Meget morsomt på den jyske måde.

…

Han afleverede en pose med smertestillende, og mig i en kørestol, til First Man, samt en mængde formaninger om hvordan jeg skulle – og især ikke skulle – gebærde mig i de kommende dage.

Og så blev jeg fragtet den lange vej hjem igen.

…

På det tidspunkt virkede min bedøvelse endnu, så jeg var frisk og frejdig. Det varede sådan cirka til jeg kom hjem og ligge. Så kneb det lidt mere med overskuddet og den første nat var ikke ret sjov.

Pakke fra min elskede Diva

Men intet er så galt at det ikke er godt for noget, for Divaen i Colorado var stadig oppe der midt i den danske nat, så vi lå og snakkede, og det var faktisk så hyggeligt at jeg lidt glemte hvor ondt det gjorde. Så havde den dejlige tøs også sendt en pakke til sin mor – en pakke med noget usandsynligt dejligt amerikansk chokolade i. Og andre småting som hun ved gør glæde! Som for eksempel en Colorado magnet til min samling!

Pakket ind efter alle kunstens regler efter at skindet blev løsnet…

Ellers har jeg læst.

Og sovet.

Og leget lidt “Ruzzle” og Wordfeud”

Og hørt den playliste jeg ikke nåede at høre på til operationen, men bedre sent end aldrig.

Og så har jeg kedet mig.

Bravt.

Og nu vil jeg egentlig gerne snart kunne hoppe rundt igen, for slet ikke at tale om at komme i bad på den almindelige måde, men det har lange udsigter.

Lad mig sige det med det samme, jeg har ikke savnet mine krykker. Husker dog denne gang at holde armene tæt ind til kroppen, så jeg undgår at få ondt i armhulerne af at hoppe rundt, slæbende på min egen dødvægt…

Man siger at tålmod er en dyd.

…

Jeg kan – for Gud ved hvilken gang – blot konstatere, at dydig, det bliver jeg nok aldrig…

 

 

Nu er jeg så klar som jeg bliver

Til at få skåret i mit ben.

…

Og fisket bortløbet muskel frem og syet fast på rette sted igen. Den har været savnet!

Har beroligende playliste og ørebøffer på telefonen så der er håb om jeg kan slappe af.

Der er sat en seng op i stueetagen så jeg har et sted at sove i de 2 uger hvor jeg ikke er så mobil at jeg kan gå på trapper. Så kan jeg også veksle i løbet af dagen, mellem sofa og seng.

Ophidsende, ikke sandt?

…

Så har jeg fundet mit eneste par løse bukser frem.

Et levn fra en eller anden gymnastikopvisning, som nu vil få deres absolutte storhedstid, indtil jeg kan have strømpebukser på igen. Har desuden sat det mit mødrene ophav i gang med at sy mig et par mage til, så jeg ikke kommer til at lugte alt for meget af gnu efter 10 dage i samme nedre outfit.

Jeg startede også min bogsamling igen, fik samlet bøger, bøger og flere bøger. Heldigvis for Pernille løber jeg ikke tør lige foreløbigt!

Var desuden ude og købe ind i går så andre kan lave nem mad når nu jeg ligger på langs, og jeg skal ikke kunne forsværge at der ikke også røg en ganske lille pose P-tærter og nogle nødder, med i vognen så jeg har lidt at gnaske på og dermed undgår at vansmægte totalt.

Jeg har samlet det hele i en kurv, ihukommende hvor svært det er at transportere noget som helst når man er på krykker. Jeg satser på at kurven kan dingle fra et krykkehåndtag uden alt for stort besvær og jeg dermed kan fragte mig selv og diverse småting fra sofa til seng, eller fra seng til sofa.

Kleenex, P-tærter, cachewnødder, Pernilles bog “Drømmehjerte” og de lækre sokker jeg fik af søde Susanne.

Det er straks værre med min te. Her må jeg nok forlade mig på barmhjertige sjæle, subsidiært en skinger fløjte, indtil min te indfinder sig!

…

Det eneste jeg ikke er klar til, er at have ondt. Så bliver jeg enormt pivset. Og lidt mande-døden-nær-agtig.

Men mon ikke jeg også overlever dette?

Vi ses på den anden side!

Tortur forlænget.

De torturlignende tilstande der herskede på matriklen for lidt mere end en uges tid siden, er blevet aflyst. Eller forlænget om man vil. Det er som man lige ser på det.

…

Jeg har nemlig fået datoen for mit møde med kirurgen.

…

Den 18 marts.

Godt nok i 2015, men alligevel. Det vil så være to år – på dato – siden jeg fik min fibersprængning.

…

Det startede med at jeg slet ikke hørte noget. Så jeg ringede til bookingenheden for at høre om de mon havde mistet mig. Det havde de ingenlunde, og bookingdamen kunne da sagtens lige meddele mig den tid, jeg netop var blevet tildelt.

…

Da mine høje – og taknemmelige – glædesråb ganske udeblev, og jeg i stedet langsomt gentog datoen, blev damen en anelse strammere i betrækket: “Ja, han har jo ligesom ikke tid før.”

…

Fik ubændig lyst til at citere mine børn, med den formidable sætning: “No shit, Sherlock” men jeg lod være af to årsager. Dels var det jo strengt taget ikke den stramme bookingdames skyld, at manden er vildt dygtig til at skære i andre menneskers lemmer, dels kunne man jo ikke vide om der var fare for, at hun ville ændre årstallet fra 2015 til 16. Eller 2023.

Ikke desto mindre gik gassen en anelse af ballonen og den lånte bog blev forfremmet til mit natbord, idet jeg tvivler på at Marlene vil sætte pris på at undvære sin bog til engang i April 2015 – eller 2023 – altså alt efter hvor sur damen nåede at blive, før jeg fik sagt at det jo naturligvis ikke var hendes skyld.

Det tog mig heller ikke mere end et par klik på Google, for at konstatere at denne travle mand, tilsyneladende har travlt med alt muligt andet end at passe sit arbejde på Det Store Sygehus. For eksempel er han også optaget af at arbejde på sin egen klinik. Og med at reparere diverse sportsstjerner, både her og der.

Da jeg lakonisk meddelte dette til mine kolleger, blev jeg straks opfordret til at kontakte den private sundhedsforsikring vi er begavet med på vores fælles arbejdsplads. For de var sikkert ligeglade med hvor denne superslagter ville svinge skalpellen over mig, og kunne jeg få en tid i den private om 3 uger, skulle jeg da gøre det.

…

At få det overstået – og forkortet torturperioden – lød absolut forjættende.

…

Men…

Det er mig så uendeligt meget imod at gå bagom køen – bare fordi jeg kan – og måske tvinge andre ud i endnu længere ventetider. Vi har et sundhedssystem som er for alle. Hvor alle får – burde få – samme gode behandling. Men så kan man, fordi man er så heldig at have et godt job, få endnu flere goder, og dermed springe pøblens normale ventetider over.

Når jeg overvejer det alligevel, er det jo udelukkende af egoistiske årsager:
1. Jeg orker ikke at skulle humpe rundt i 6 lange måneder. Jeg ville gerne igang med at kunne gå normalt – for slet ikke at sige løbe – igen.
2. Risiko for MRSA bilder jeg mig ind er langt mindre på et privathospital end på Det Store UniversitetsSygehus.

Min skade er ikke livstruende, den generer mig da, men jeg kan sagtens overleve i seks måneder mere.

Og jeg har endnu ikke besluttet om jeg vil gøre brug af min fine overhalings-jeg-er-mere-værd-end-andre-mennesker-forsikring.

Er det ikke at underminere vores sundhedssystem?

Er det ikke en næsten helt kommunistisk tendens, at nogen bliver mere lige end andre, på en venteliste?

Eller skal jeg bare være glad for at jeg er så heldig at jeg har en fin privat sundhedsforsikring, få min lille operation overstået og så i øvrigt give min tid d. 18 marts, til en anden?

 

Det er ikke hul i hovedet

men derimod hul i benet.

…

Jeg fik en ond fibersprængning i marts sidste år. En rigtig ond en. Med krykker. Og lig-ned-i-lang-tid.

Så i stedet for at gå til gymnastik med Kirsten i vinters, gik jeg til svømning med Lene. Da jeg så tænkte at nu var det vist på tide at komme til at løbe lidt igen kunne jeg bare slet ikke. Jeg kunne løbe tre-fire skridt og så strammede hele min læg så meget at jeg tænkte: “nu eksploderer hele benet”.

Okay, måske ikke hele benet, men det føltes kriminelt.

Altså tog jeg til lægen for at få noget fysioterapi eller noget for at hjælpe lidt til.

Det var så der at lægen sagde: “hvad er det for et hul du har der på benet?”

Jeg snurrede rundt om mig selv, og kunne – heldigvis – ikke se nogle huller i mine ben.

“Der” vedblev hun og satte pegefingeren direkte på min læg.

…

Der var et hul, eller en fordybning vil jeg nok snarere kalde det. Som om mit ben var smeltet lige der. Jeg fik nogle meget stygge billeder på nethinden.

…

Og koldsved.

“Øhh” begyndte jeg, tør i halsen. “Det hul har altså ikke altid været der”.

Jeg holdt pause. Usikkert.

For lægger man ikke mærke til hvis ens ben smelter væk?

Jeg mener, ens lægmuskel kan da ikke bare sådan forsvinde, uden at sige farvel?

…

Kan den vel?

Jeg sank en klump. Spedalsk – det var det jeg var – og resten af mig ville forsvinde uden en lyd.

…

Jeg så omgående en fordel ved at blive spedalsk lige omkring mine deller, men jeg tvivlede meget på at det ville stoppe der.

Lægen afbrød min tankerække.

“Du skal have en henvisning til ortopædkirurgisk” – mere hørte jeg ikke, da jeg blev hængende i det med kirurgisk. “Det kan du ikke mene” jamrede jeg panisk.

Hun tillod sig at grine.

“Jamen, de skal bare…” begyndte hun.

Jeg lukkede helt af; der er ikke noget “bare” når det handler om at skære i mig.

…

Men da danske sygehus kirurger sjældent vil skære i nogen for så bagatelagtige ting som et lille hul, så tænkte jeg at jeg sagtens kunne nå at blive reddet, og det længe inden de kunne nå at sige “narkose” til mig.

…

Det var så at gøre regning uden vært, da jeg netop har været til undersøgelse hos sådan en slagter-fryns, der var helt enig med en hel masse andre slagtere, i at jeg skulle skæres op og syes sammen igen.

…

Så nu kan jeg bare gå rundt og vente på at få min henrettelsesdato.

Inden længe.

Hvis det ikke er tortur så ved jeg ikke hvad det er.

 

En kylling? Mig? Nej da!

Og det er ikke engang sarkastisk.

Jeg kan nu kalde mig selv for Doktor Mor.

Fordi: i sidste uge blev Divaen opereret og blev syet med et par sting. Disse skulle fjernes ved egen læge en uge – ti dage efter operationen, og det var så i går.

Desværre var Divaens skema ikke af sådan karakter at det efterlod plads til at få en tid hos lægen, med deres relativt begrænsede åbningstider.

Da jeg i går, i andet ærinde, alligevel var at finde i lægehuset – nej det var ikke for at stikke den Luciabesøgende lægefar en flad, selvom jeg ikke kunne modstå at stirre surt på ham – så kunne jeg jo passende forhøre mig, for hende.

Hvorom alting er, jeg spurgte lægen – vores læge, den rigtige læge – om jeg helt selv mon kunne eller rettere måtte, fjerne stingene fra min datter.

Det måtte jeg godt.

…

Med hans mundtlige anvisninger tog jeg hjem og fremlagde min ide for min ældste datter. Jeg ignorerede hendes noget skeptiske blik, og prøvede at overbevise ikke bare hende, men også i høj grad mig selv, om at det var en vanvittig god idé at jeg fjernede hendes to sting.

…

Ikke desto mindre befandt vi os lidt senere på badeværelset, jeg iklædt kirurgtøj og afsprittet neglesaks. Nej okay så, jeg havde ikke kirurgtøj på, men den afsprittede neglesaks og do pincet var ganske vist. Det lød bare så professionelt.

Og jeg gjorde det.

Jeg fjernede de to sting, helt uden at besvime og helt uden at Divaen kom ud af badeværelset med flere skader end da hun trådte ind.

Er jo ikke fri for at være en ganske lille bitte smule stolt af mig selv!

Støttepædagog

Havde jeg lige brug for i går..

Divaen fik en mindre operation, men skulle i fuld narkose.

Og når ens barn skal det, er der rigtigt mange gode ting at sige om Danmark!! I Frankrig må man for eks. sige farvel til sit barn ude på gangen Og ikke følge med ind og holde dem i hånden til de sover.

Men det måtte jeg her. og da hun vågnede igen – for selvfølgelig gjorde hun det – sagde hun at det sidste hun huskede var at jeg kyssede hendes hånd, så det var jo perfekt.

I mellemtiden, skulle jeg have tiden til at gå, og hvem slæbte så sin lille syge basse ud af sengen og sad i stedet i 2 timer og holdt mig mentalt i hånden på OUH mens Divaens operation stod på?

Vores alle sammens Annø!

 

Det var da også så længe siden

at jeg havde tilbragt en fredag aften på skadestuen med mit afkom.

Blev ringet op af en mand som bad mig komme og hente Zorronaldo. Midt i aftensmaden og min fredagsro. For han havde skåret sig. Og var blevet dårlig. Han har jo nok arvet et par gener af sin mor.

…

Men altså, naturligvis da. Jeg havde da absolut heller ikke nogen planer for min fredag aften.

…

Jeg satte First Man til at overvåge både risen og Gårdmand Bjørn, lokkede Divaen til at tage med mig, for det tilfælde at knægten fik det skidt igen. Og godt nok kan jeg meget, men at køre en bil forsvarligt gennem staden samtidig med at jeg holder øje med at min søn ikke går i koma hører ikke til mine spidskompetencer.

Vi ankom til en bagindgang hvor sønnike blev læsset ind i bilen og jeg beordrede Divaen til at kigge på den sårede finger der var pakket ind i en anseelig mængde papir. Hendes rapport lød på at diverse blødninger var holdt op, men at det så ret dybt ud.

Jeg stolede på hende – skulle aldeles ikke nyde noget af at kontrollere hendes observationer – men ringede til lægevagten, da jeg ikke havde den store lyst til at køre frem og tilbage mellem møllen og købstaden sådan flere gange den aften. Vagtlægen mente bestemt at det var en sag for skadestuen.

Hvorpå jeg drejede til venstre i stedet for til højre for enden af Bagergade.

Jeg fik bugseret min søn ind i akutmodtagelsen hvor han omgående fik renset fingeren i noget samt en sprøjte mod stivkrampe. Og så…

…

Faktisk er det ret fedt nu man tænker over det: vel betaler jeg skat og vel ville jeg gerne have et par tusind mere til os selv hver måned –  ihukommende sidste uges afsløringer af mere velstående menneskers trang til at unddrage sig denne borgerpligt – men faktisk er det jo enormt betryggende at vide man bare kan køre et sted hen, sige: “Min søn har skåret sig, kan I hjælpe?” og vips får han en vaccine mod en livsfarlig sygdom, renset såret og bundet en foreløbig klud om fingeren og vist ind et venteværelse indtil der er tid til at en læge kan se nærmere på det.

Ganske gratis.

Eller nej, det er jo netop ikke gratis, fordi jeg betaler skat. Men mennesker der vil beholde deres mange penge for sig selv, skærer sig vel også indimellem, og hvorfor skulle de få samme behandling uden at bidrage til fællesskabet?

Nå det var en indskudt bemærkning, blot for at opdage at jeg efter to og en halv times venten, stadig var taknemmelig for at jeg for eksempel ikke bor i Mogadiscio eller Dhakas slumbyer.

…

Så såre vi havde sat os ned i venteværelset begyndte begge mine teenagere at jamre stille på mad. Jeg tænkte ærgerligt på de tre liter kødsauce der lige nu boblede der hjemme, men endte med at give efter og køre hen til McDonalds. På vejen samlede jeg Prinsesse Lyserød op, og så var der pludselig lagt op til indvandrerfest i akutmodtagelsens venteværelse. Med pommes und alles.

Zorronaldo med strittende tommeltot.

Vel installeret i venteværelset igen sammen med tre af mine fire børn, der indbydes delte dagens begivenheder under indtagelse af nuggets og cola, havde jeg valget mellem at se på Region Syddanmarks oplysningskanal der kørte i ring og fortalte hvor mange kvinder der hver dag døde af hjertekar sygdomme, eller “Vild med dans” alt efter hvilken stol jeg sad på.

Det første var for deprimerende, det andet har jeg aldrig set, så jeg tænkte at her var muligheden for ved selvsyn at konstatere at vores alle sammens folkehelt ikke kan danse, nu da mit afkom havde travlt med at underholde hinanden.

Lad mig blot nøjes med at sige at jeg aldrig igen vil udsætte mig selv for det program. Det kommer aldrig nogensinde til at passe til mit temperament at se andre mennesker have det sjovt. Jeg vil hundrede gange hellere selv have det sjovt.

Og hvad Allan angår, så må i meget undskylde, men han dansede han altså.

Sådan så det i hvert fald ud derfra hvor jeg sad. Om han så dansede videre godt skal jeg lade være usagt, men han dansede da. Komikken i kampen mellem levende mennesker og et medie er så afgjort til at få øje på, og lur mig om ikke Allan vinder uanset diverse kryptiske regelændringer. Så kan medieverden måske lære at være en kende mere ydmyge, når de har med mennesker at gøre. Mennesker kan ikke puttes i kasser og forventes at blive der.

Og heldigvis for det.

Jeg overlevede både programmet og ventetiden, og klimaks kom da Zorronaldo endelig blev strippet sammen og vi atter kunne finde vejen hjem til møllen hvor både kødsauce og ris var fortæret for længst.

…

Da var min fredag aften fuldstændigt forduftet og jeg kunne gå direkte i seng.

Dog ikke uden en lidt træls fornemmelse af at være blevet grundigt snydt for en fredag aften.

Men jeg tager helt sikkert revanche!

 

Søndag, blodig søndag!

Vi blev vækket til duften af pandekager denne første dag på ferien.

Eric var gået igang med panderne. Vores unger kom dryssende for at sige godmorgen, vi kom i tøjet og kunne så sætte os til et ualmindeligt lækkert morgenbord!

Der manglede intet!!

Temperaturen var allerede da en del højere end vi lige havde regnet med og jeg konstaterede glad at jeg altså bare blev nødt til at få indkøbt nogle nye sommerkjoler, da en (lille) del af min garderobe aldeles ikke var tilpasset de 32 grader i skyggen som vi var på vej mod.

Vi skulle spise traditionel søndagsfrokost sammen, hos andre venner, og begav os derfor ud for at købe en buket blomster der kunne holde i varmen, samt fylde brændstof på bilen og endte i en tankstationskø. Jeg kom der i tanke om at jeg da gerne ville have sat håret op i en knold da varmen bare blev mere og mere intens, og min nakke var efterhånden ret klistret under håret.

Jeg stikker så hånden ned i toilettasken, som meget belejligt står mellem sæderne, jeg roder rundt i dybet efter en blød velourelastik, men uden at følge særligt meget med og pludselig mærker jeg et koldt og klart snit. Av.

Jeg haler min pegefinger op og kan observere en mindre fontæne. Et studie i rødt, kan vi kalde det. Jeg når at svinge hånden ud af det åbne vindue og hænger derefter og tapdrypper ned på asfalten.

Da bilen er fyldt op – og jeg halvvejs tømt – får Firstman fremskaffet en intermistisk bandage og jeg sidder og stitter lidt sært med fingeren oppe i luften. På kortere tid end det tog at køre til Pretreville havde jeg gennemblødt min fine forbinding, og jeg føler mig nu en anelse svag. Folk vil måske erindre at jeg ikke er fantastisk god til den røde væske mennesker indeholder og jeg var glad for at sidde ned.

I Pretreville får jeg renset fingeren, og endelig taget skaden i øjesyn. Det var ikke bare en rift, en hel skive af min pegefinger sad nu mellem barberbladene på min Gillette Venus på den tre-delte måde og jeg fik bundet det meste af underarmen ind.

Apéro Rosé 51

Jeg skyndte mig at nedsvælge en flydende bedøvelse i form af en gedigen Ricard Rosé 51 og forlangte at få min mad skåret ud!

Madet, blev jeg dog ikke.

Efter maden tog vi en tur ud til en hellig kilde, i håb om at min finger ville gro hurtigt sammen med lidt hjælp fra oven.

Eventyrstemning

Vi kørte langt ud i skoven og kom til den lille kilde.

Værsgod at skylle!

Der var et lille hegn som folk og fæ kunne hænge deres vaskeklude op på, såfremt de var sluppet af med eksemer og alskens snask.

Klude til ophængning. Som tak? Eller bevisbyrd?

Det siges at der også er nogen der drikker af den, men det var ikke os. Vi følte os ikke indvortes snaskede…

Der lå en lille bitte kirke ved siden af kilden, med en meget gammel kirkegård udenom. Stilheden i skoven og varmen efterlod os alle i en rolig og eftertænksom summende stemning.

…

Okay det summende var nok insekter.

Graver søges til vedligehold.

Vi sagde så farvel til Eric og Adé og begav os derpå hjem til Laurence og Eric.

En anden Eric, altså.

Her fulgte nogle børn – vores – med i puslespillet, idet Laurence og Eric har indtil flere børn – deres – som vores børn holder meget af.

Prinsessen blev derfor afhentet hos Justine, fordi hun ville være sammen med Bastien hos Laurence og Eric, Divaen blev afleveret hos Jasmine da Laura ikke var hjemme. Zorronaldo derimod, havde taget permanent bolig hos Victor, og mit samvær med ham den dag begrænsede sig så til de 14 minutter ved morgenmaden.

Aftenafslapning

Vi kunne så – efter dette logistiske cirkus – bare smide os i diverse drømmesenge og lade os varte op.

Aftenen forløb med grin og snak og generel opdatering, mere lækker mad, og alle de savnede specialiteter og Laurence og jeg endte i hver vores liggestol ved midnatstid, mens vi filosoferede over dette og hint.

Jeg glemte helt at jamre over min finger i det gode selskab, men det var ingenlunde fordi det ikke gjorde ondt mere, men kun fordi jeg altså var meget tapper.

Endnu et møde med væsnet.

Jeg kom hjem en dag i sidste uge og fandt min yngste søn med armen forbundet. I et viskestykke. Da jeg spurgte hvorfor, fik jeg det svar at han havde ondt i håndleddet. Jeg tillod mig at tvivle på det effektive i mit krøllede viskestykke og ringede derfor til lægevagten, idet klokken naturligvis var langt over almindelig “tilladt-at-have-ondt”tid.

For nu at komme diverse bemærkninger om hønemor og pylregøj i forkøbet, skal jeg skynde mig at sige at jeg i øvrigt også godt kunne huske at han dagen før havde jamret sig. Men at han – da jeg spurgte – meddelte at hans far, og min mand, havde sagt det kun var et slag.

Set i bagklogskabens klare lys burde jeg naturligvis have reageret allerede her. Den slags udtalelser fra en mand der definerer “smerte” som “en information til hjernen” bør naturligvis efterprøves og undersøges af en mor.

Men ravnemor som jeg er, så tænkte jeg ikke så langt før dagen efter. Hvor jeg jo så, som sagt, fik ringet til lægevagten.

Som efter mine symptombeskrivelser sagde: “Tag på skadestuen.” Det kunne jeg jo bare dårligt gøre, da der var gået mere end 24 timer siden denne ulykke – for en ulykke var det – indtraf. Altså fik vi en tid hos vagtlægen.

Som åbnede bagdøren og sendte os direkte op til røntgen efter at have klemt på hånden og rykket i håndleddet.

Så vi fandt op til røntgenafdelingen. Hvor vi sad, meget længe, og ventede på at nogen skulle kalde på os.

Lange tomme gange.

Der endte med at komme en, som tog et billede og så ventede vi lidt igen. Hvorpå nogen så på indersiden af min søns håndled og konstaterede: “Den er slet ikke brækket, tag hjem.”

…

Jeg insisterede lidt, da jeg før har oplevet at blive sendt hjem med et barn der alligevel havde brækket arm.

Men hans argumenter sad godt fast bag hans hvide kittel og vi tog derfor hjem uden gips, eller panodiler.

Vi mødte ikke desto mindre op til egen læge næste dag, fordi hånden jo stadig ikke var bedre. Og nogen havde faktisk sovet dårligt. Egen læge blev en kende mopset på sine kolleger, og sendte os meget bestemt afsted igen.

…

Ja – til skadestuen. Og til nye røntgenbillder.

Og til en læge der ville lægge armen i gips, fordi der vist nok var noget med en lille knogle som kunne være svær at få øje på.

…

Mens min søn – som var svært glad ved udsigten til at få gipsarm – blev gjort klar, spurgte jeg noget spidst den tilstedeværende læge hvorFOR man ikke tager 2 billeder af en barnehånd der gør ondt, når man nu VED at der findes en lille knogle som kan brække og som ofte ikke kan ses ved første almindelige skeletbillede.

Hendes svar var en ynkelig opremsning af noget hun havde lært hos en politiker og så langt fra et klart og brugbart svar, som jeg er fra at blive valgt som pave, og jeg insisterede derfor ikke mere.

Men den slags mangel på logik og sund fornuft går over min forstand. Og jeg synes det er en falsk besparelse at undlade den slags dybere undersøgelser hvis man ikke finder noget første gang.

Men det er ikke noget nyt at jeg ikke er ovenud begejstret for de dele af det danske sundhedsvæsen.

…

Hvorom alting er, Gårdmand Bjørn fik gips på, fordi han to dage forinden skvattede i sit snørebånd og landede på sin venstre arm og knak en knogle man ikke altid ser ved første forsøg. Lettere euforisk over denne gipsarm, lagde vi vejen forbi konditoriet for at svælge i jordbærkage på denne festdag.

Stadens bedste jordbærkage

Hans begejstring over denne stive arm i hvidt, er dog kølnet en del siden, og han tæller nu dagene til det er slut.

Der er nemlig meget galt med sådan en arm.

Det værste er at det klør. Meget. Og vi måtte finde strikkepinden frem. Så han selv kunne nå ind til de angrebne steder.

Det er også en frygtelig ting at man skal have pakket armen ind i plastikposer for at komme i bad. For slet ikke at tale om at man skal bade med hjælp fra mor. Det er yderst pinligt og jeg må hele tiden vende mig om, så han kan vaske både her og der, uden moderlig opsyn.

En anden meget irriterende ting er at man ikke kan køre på motorcykel med armen i gips.

…

Eller stå på skateboard.

Ejheller er cykling nogen vanvittig god idé, mener Gårdmandens mor, som bare ikke orker at skulle tilbage og have ny gips på, subsidiært en gips mere, på den anden arm, fordi man er væltet og ikke kan tage fra ordentligt.

Han retter sig med garanti ikke efter mine og sundhedsvæsnets befalinger og henstillinger ovre i skolen, men hvad vi ikke kan se, har vi ikke ondt af. Sålænge han husker ikke at røbe sig selv, går det også nok endda.

Gipsen, som lagde ud med at være pænt hvid og dufte frisk, er nu voldsomt grumset. Og lugter heller ikke fantastisk godt længere.

Da samtlige klassekamerater har skrevet på armen, og hans søskende ligeledes har dekoreret armen efter bedste evne, ligner den efterhånden en islandsk regnbue efter et vulkanudbrud, og han er nu ikke alene om at tælle ned til afklipningen.

Den islandske regnbue.. Eller en meget snusket gipsarm. Hvor er det godt den ikke skulle sidde på i 6 uger!!

På tre ben.

Ja, et er mit eget, de to andre ben er venligst udlånt af “Rehabiliteringsafdelingen”. Det sidste ben – det sårede – er lockoutet fra mit nuværende liv. Godt jeg har de udlånte skruebrækkerben, for de gør at jeg kan komme på arbejde idag og at jeg har kunnet komme på toilettet mens alle andre var væk.

En kollega der bor i nærheden kører mig og så må jeg sidde på min pind med benet oppe, så længe jeg kan det!

Det har ellers været ret ekvilibristisk at være mig. Der er nemlig det ved krykker at man ikke både kan humpe sig fremad, og bære noget. Ergo har jeg hver gang skullet overveje hvad der var vigtigst. Det har virkelig været en lektion i prioriteter.

Når jeg har været sulten, har jeg humpet ud i køkkenet og lavet maden der – vi snakker ristet brød eller havregryn – men jeg har også spist der.. i køkkenet. På gulvet. Fordi det er umuligt at gå med krykker og en skål havregryn hen til bordet, og ligeledes er det ret svært at hoppe med samme tallerken i hånden. Eller nej det er ikke svært at hoppe, men sandsynligheden for at skålen er tom eller delvist tom når jeg ankommer til bordet, er uforholdsmæssig stor. Det har jeg nemlig prøvet med et glas vand. Glasset var ikke engang helt fuldt. Men det meste endte alligevel på gulvet.

Derfor har jeg spist, siddende på gulvet med en meget interesseret Blondine vimsende omkring mig, eller nærmere om min mad.

Til min oprindelige skade, er der nu tilstødt yderligere skavanker. Jeg har nu ondt i det andet ben.. Fordi jeg kun bruger det. Jeg har ondt i ryggen af at ligge ned, og sikkert også af at skulle kompensere for det manglende ben. Og jeg taler slet ikke om de traumer jeg har fået af sådan en kedsomhed.

Jeg er ikke skabt til at ligge og glo. Og fjernsynet har været tændt 2 gange. En gang for at se Black Swan som jeg aldrig har set, og en gang for at holde mig ajourført med diverse lockoutvarsler.

Gad vide om man kan lockoute sin egen demokratisk valgte regering?

For så ville jeg gerne lockoute dem alle sammen.

Fra nu af…

Okay, jeg blev ikke kvalt..

i min fine røde vimpel. Ejheller lykkedes det mig at kvæle nogle af de andre på holdet.

Men det forhindrede mig ikke i at komme til den sidste gymnastiktræning i denne sæson, varme op, og så lege tagfat, for derefter at få en gedigen fibersprængning i min læg. Ud af det blå. Og så eftertrykkeligt at min egen læge sendte mig på skadestuen for at sikre sig at akillessenen var intakt. Det var den gudskelov.

Velkommen.. Ved ikke hvor dybfølt man skal tage det. Det er lidt som at tage på besøg hos en ældre, og meget sur tante, som uvægerligt vil kysse en omgivet af en stank af naftalin og nive en under armen på det bløde sted, hvis man bliver for kæk. Man skal have det overstået – af åbenlyse diplomatiske årsager – men man er faktisk helst fri.

Min lægmuskel er derimod ikke intakt. På nogen måde. Jeg kan nemlig ikke engang sætte foden i gulvet, og det er en anelse besværligt når man skal bevæge sig fra et sted til et andet. Skadestuelægen mente at musklen var helt revet over, men det er fordi hun ikke kender mig og min stædighed.

Det var ellers imponerende. Det føltes som om nogen havde kylet en tennisbold lige ind på mit ben, der lød et kæmpe smæld og så var jeg sendt til tælling, med koldsved, tåre i øjenkrogen og alt muligt.

Dorte og Dorte fandt is, Marie fandt stol, Lars tjekkede hælen første gang, og alle de andre vimsede rundt og tilbød puder og trøjer og trøst. Det er jo sportsnørder jeg træner med, så de render rundt med engangs-isposer i tasken som det naturligste i verden. Da der ligeledes forefindes sygeplejesker og (gift med)-fysioterapeuter var jeg i gode hænder. Ville jo ikke gå glip af afslutningsmiddagen bare fordi jeg skulle have lidt ekstra opmærksomhed!

Da aftenen var slut fik Kirsten og Helen mig ud af omklædningsrummet, Benny bar mig ud til bilen og Stinne kørte min bil – med mig indeni – hjem til mig selv og Anne kørte bagefter i Stinnes bil.

Og min egen søde mand slæbte mig så rundt i huset og endte med at smide mig på sofaen.

I skrivende stund ligger jeg her – som en strandet hval – og lagde ud med Gårdmand Bjørns skateboard som eneste transportmiddel når jeg skulle hen over stuegulvet.

Der er nemlig det ved det at stuegulvet er et trægulv som indimellem afleverer nogle alvorlige splinter. Og oven i alt det andet kunne jeg ikke også overskue at skulle til at flå splinter ud af den anden fod eller eventuelt min bagdel, når jeg krabbede mig hen til badeværelset. Så jeg sætter mig – majestætisk – med røven på et skateboard og triller igennem stuen når jeg er tørstig eller da jeg skulle have morgenmad og alle andre i husstanden fejt havde forladt mig.

De kom dog tilbage igen efterhånden og jeg er skam blevet forkælet og puslet om!

Det som piner mig mest er at jeg ikke må køre bil foreløbigt OG det faktum at jeg stadig er i min prøvetid på arbejdet kan godt give mig endnu en omgang koldsved.

Men afdelingslederen var sød og forstående og min mor tilbød at køre mig på arbejde i næste uge. Så mon ikke det løser sig.

I mellemtiden skal jeg have lært at styre de meget fancy krykker jeg fik udleveret på skadestuen. Så jeg slap for skateboardet.

De er vildt flotte de der krykker – men tænk jer bare engang – der er refleksbrikker på..

…

Refleksbrikker!

SOM OM man har lyst til at rende rundt i nattens mulm og mørke… på krykker?

Hvem ved sine fulde fem ville tage på vandretur med krykker?

Nogle ting er bare fuldstændigt overkill!!

…

Ikke desto mindre vækker de stor lykke, krykkerne, både hos undertegnede, da jeg synes det er sejt og i øvrigt aldrig har prøvet sådan nogle før. Godt nok har jeg engang gået på stylter, men det føles ikke helt lige sådan. Jeg er ganske vist lige så vakkelvorn som dengang med stylterne.

Men altså, de vækker også stor lykke i resten af familien, da heller ingen af de andre har prøvet at gå med krykker før. Så der er rift om dem, og det i sådan en grad at jeg må sidde og brøle op hvis jeg skal tisse, for at hidkalde krykkerne, som er påmonteret et barn der igen befinder sig udenfor rækkevidde, inden jeg tisser i bukserne.

Det er svært at være syg uden at have feber. Og være tvunget til at ligge stille og glo. Men jeg får læst nogle bøger.

Spillet wordfeud.

og ruzzle.

og quizbattle.

Men derfor er det alligevel svært synd for mig og jeg ville altså sætte stor pris på opmuntring!