Tag Archives: Sygdom og snask

Ikke noget at råbe hurra for.

17 Aug

Det var ellers ikke fordi jeg ikke havde glædet mig.

I et helt år.

Til min helt egen sommerferie.

Uden sure franskmænd, eller folk jeg skulle arrangere bryllup for. Ej heller mystiske Stein Bagger typer, og nej jeg ved godt jeg ikke har fortalt jer om lige netop den del – han hed i øvrigt Jan – som kunne ødelægge mere i vores dagligdag end hvad godt er.

Intet kunne spolere min glæde over at jeg snart ville få sommerferie, heller ikke da Gårdmand Bjørn blev indlagt med meget høj feber.

Ikke nok med at han fik feber, han tog også lige en lille spadseretur i haven omkring kl. 02. Og han vidste ikke helt hvorfor. Det kunne ingen af lægerne lide. Så vi blev sendt direkte på OUHs børneafdeling for videre undersøgelser.

Vi fik heldigvis lov til at komme hjem igen, da de ret hurtigt kunne udelukke alt det væmmelige. Så kunne han jo ligeså godt ligge hjemme og have feber. Vi beholdt en åben indlæggelse i en uge men den fik vi ikke brug for. Han blev rask og ingen ved hvad der ramte ham. Godt det samme. Han var jo rask igen.

Så fik Prinsesse lyserød det skidt. Ondt i halsen og hvad ved jeg. Et besøg hos lægen og en recept på penicillin senere regnede vi med at det ville gå over. Men næ nej. Der skete ikke en hujende fis. Tilbage til lægen fik hun taget en blodprøve og nu kunne der konstateres mononukleose. Ja, kyssesyge, men det er et lidt sært ord at bruge for en sygdom man kan få på alle mulige andre måder end at kysse på. Hun var i hvert fald ikke mange sure sild værd, staklen.

Endelig fik jeg ferie. Den blev lagt ud med en tur på Langelandsfestival, i Tinas brors campingvogn. Den uge var der ikke det fjerneste galt med, så den kan jeg altid fortælle om en anden gang.

Da vi kom hjem døde en pap-Oldefar. Ikke fordi vi kom hjem, men fordi han var 96.

Vi havde planlagt 10 dage i sommerhuset og en dejlig weekend i Sverige, hvortil min lillebror har valgt at flytte. Men så skulle jeg i bad.

Og selvom jeg nu i over 10 år har skrævet over mit badekar når jeg skulle åbne vinduet efter mit morgenlige brusebad, så er der aldrig sket noget. Nok hovedsagelig fordi jeg har haft tørre fødder.

Lige præcis den dag, tirsdag d. 28 juli stillede jeg mig op på kanten med våde fødder. Det gør jeg aldrig mere.

Jeg gled nemlig. Fødderne gled som Bambi på glatis ud mod venstre, jeg lettede, og mens jeg hang der i luften, nåede jeg at overveje om det nu også havde været en super god ide at bestige badekarskanten iført våde fødder. Jeg kunne så selv besvare mit spørgsmål da jeg landede, tungt på højre side og hørte noget knække.

Knække på den indvendige måde.

Siden da, har jeg forsøgt at undgå nys, hoste, hikke, latter og opkast på det bestemteste. Og jeg danser aldrig mere ballet på mit badekar. Ingen trøst er mulig, det kan vare op til flere måneder inden jeg er mig selv igen hvilket jo lægger en dæmper på de fleste fysiske udbrud.

Som om det ikke var nok, så døde jo også min elskede Moster. Min mormors yngste søster, som i praksis havde fungeret som hele familiens mormor siden mormor døde i 1988.

… Og det var hårdt.

Alt i alt en lidt anderledes og lidet attråværdig sommerferie til mig.

Jeg håber inderligt at jeres var bedre.

 

Velkommen til lazarettet.

9 Oct

Seriøst, nogle gange rotter episoder sig sammen og angriber i flok.

At Zorronaldo har  brækket sin arm er en ting vi har vænnet os til.

At jeg ligger og glor med ben på langs er også en ting vi har kalkuleret med.

Vi hjælper hinanden Zorronaldo og jeg.

Til morgenmad smører jeg hans mad og han bærer vores tallerkner over til bordet. Han har benene og jeg har armene. Yderst praktisk.

Men så fik Prinsesse Lyserød pludselig feber og udviklede en halsbetændelse med mandler så store som valnødder – hver gang forbavser det mig at hun overhovedet kan trække vejret – og med så meget gullig belægning på, at man næsten ikke kan se at de er røde. Netop som jeg stak hende en panodil og sendte hende i seng, kom Gårdmand Bjørn og kunne berette at han var faldet ud af bussen.

Intet mindre.

Jeg tilbageholdt et moderligt gisp, og så følgende for mit indre øje: Bus i fart, søn der bliver væltet rundt og kastet af i fart, og jeg begyndte straks at lede ever blodspor på hans maltrakterede krop.

Men det var knap så voldsomt som det lød. Han var såmænd snublet over sine egne ben på vej ud af bussen og var tumlet hovedkuls ind i busskuret med næsen først hvis ikke han havde taget fra med den ene arm. Siden havde han ret ondt i skulderen. Jeg masserede ham og gav ham is på, en panodil og godnat.

Så dagen i går gik med diverse lægebesøg: Prinsessen fik en akut tid kl. 09.00 hvor halsbetændelsen blev konstateret hvorpå hun blev sendt hjem i seng, Zorronaldo skulle til kontrol-røntgen og sin ugentlige opfølgning på sygehuset, og slutteligt fik Gårdmand Bjørn en anden akut tid kl. 15.30 hvor det for en gangs skyld ikke kom på tale at tage en tur omkring skadestuen, og hvis smerterne ikke var aftaget mandag skulle vi bestemt komme igen.

Men så gik dagen da også for First Man.

Man kan så let komme til at gå og drive den af hvis ikke man skal køre sit afkom til læge. Han fik tjansen som sygetransportør hele dagen.

Alt i mens jeg sad hjemme og spiste kage sammen med en baby og hans mor.

Lidt fordele skal man have af at være krykkeramt.

Manglende billeddokumentation

7 Oct

Når jeg nu ligger her og keder mig halvt fordærvet, har jeg masser af tid til at få styr på mine definitioner; nemlig hvad der er gode ideer og hvad der er knapt så gode ideer.

For eksempel er det en usandsynlig dårlig idé at google spændende – og for mig ukendte – ord fra min medicinske journal. Den fik jeg jo tilsendt af min superfancy læge, umiddelbart efter at jeg ramte min sofa, på selve operationsdagen.

Den har jeg så læst – og genlæst – for nogenlunde at kunne forstå hvad han har repareret og gjort i mit ben. Jeg forstår også en stor del, de mange latinske ord minder om fransk, så det giver mening for mig.

Men så var der lige et spændende ord. Eller rettere, der var også andre, men lige netop dette ord, pirrede min nysgerrighed.

Og jeg googlede.

Skulle jeg aldrig havde gjort. Men det er jo så nemt at være bagklog.

Trykkede ikke engang på “billeder”.

Men da det åbenbart bare er et ord der skal illustrere noget, er der rigtigt mange billeder som popper op. Af sig selv.

Og de er ikke ret appetitlige. For nu at sige det mildt.

Da det gik op for mig at det der uhyggelige noget jeg kunne se på billederne, var lige her, så tæt på, endda på mit eget ben, bag ved forbindingen, og sikkert grunden til at det gør lidt ondt indimellem, fik jeg nærmest kvalme og koldsved igen, lukkede skyndsomst denne ækle side ned og mens jeg fik vejret og en normal hjerterytme tilbage, forstod jeg pludselig i glimt, 2 ting ved operationen:

1. Hvorfor det føltes som om jeg fik løsnet skindet på min læg.

2. Hvorfor jeg besvimede.

og så ikke ét ord mere om fasciotomi…

 

Brusebad på krykker.

6 Oct

Der er mange forhindringer i dagligdagen, når man har et ben sat på stand-by.

Man tager for eksempel ikke bare et bad. Brusebad altså. Jeg vil end ikke overveje at nedsænke mit legeme i vores umulige badekar. Jeg kommer aldrig nogensinde op derfra på et ben!

Slet ikke.

Men et almindeligt brusebad er jo desværre påkrævet indimellem. Og det er langt fra så nemt at udføre, som uden forbinding. Og kræver ligeledes en del planlægning.

Man humper nemlig først forbi køkkenskuffen og klemmer en rulle vitavrap under armen, hvorpå man humper videre på sine krykker, ud på badeværelset. Der lægger man vitavrappen. Og så humper man – stadig på krykker – ind for at finde rent tøj, som man vikler om halsen, eller putter ned i en taske som man kan have på maven/ryggen. Så humper man tilbage til badeværelset og krydser fingre for at man ikke har glemt noget.

Siddende på toilettet tager man tøj af. Og mens man er så godt placeret, kan man jo ligeså godt tisse.

Er I forresten klar over hvor svært det er at tørre sig efter toiletbesøg, når man skal balancere på et bøjet ben? Alternativt hvilende på en enkelt balle, og i overhængende fare for at dratte ned af toiletbrættet inden man når at få tørret.

Nå, men så er det gjort!

Så skal det indpakkede ben pakkes ind i vitavrap. Med vat i kanten.

Og så kan man – for det tilfælde at brusehovedet allerede ligger på gulvet – lade sig dumpe ned fra toilettet og krabbe sig hen til brusekabinen. Ellers, hvis nu bruseren hænger på sin plads, må man med møje og besvær hoppe, gerne uden at glide, hen til brusekabinen, få bruseren fri og først der, sætte sig ned på gulvet.

Jeg blev foreslået en skammel til at sidde på, men så løber der vand ned i forbindingen uanset hvor godt sikret den er, og da den ikke må blive våd, så er det ikke en mulighed.

Netop fordi den ikke må blive våd, sidder jeg på numsen, let bagoverbøjet og stritter med det dårlige ben, og denne stilling kan efter ret kort tid, sagtens mærkes i lysken. Jeg siger det bare.

Man kan så vaske sig her og der og alle vegne, kan skylle håret rent og så kan man slukke for vandet og lade bruseren ligge på gulvet, i håb om at den også ligger der til næste badeseance.

Så skal man tørres. Først – håndklæderne er naturligvis placeret i strategisk nærhed af brusekabine – skal man have fat i et mindre håndklæde, til det lange hår. Håret bliver tørret og sat i håndklædeturban for ikke at dryppe ned i eller på forbinding. Så kommer turen til det store håndklæde, og man starter med benene, igen for at undgå mindre bække af vand triller ind i vitavrapforbundet ben. Så kommer det lidt mere besværlige.

Man skal op.

Fra siddende stilling på gulvet, med et enkelt arbejdsdygtigt ben og det andet, og ikke funktionelle ben, strakt vandret ud fra hoften idet man jo ikke kan hverken bøje eller belaste det. En øvelse der i den grad kræver koncentration og en stærk lårmuskel, samt hjælp fra en mur, et håndtag eller andet stabilt.

Jeg får sikkert baller af stål efter tre uger på denne måde. Eller det vil sige, strengt taget er det vel kun en balle det drejer sig om. Den anden, laver nemlig ikke dagens gerning og jeg kunne godt mistænke en vis skævvridning på numsen, med sådan en arbejdfordeling. Men den tid den sorg. Så er det godt jeg går med kjole!

Nu er man kommet op og stå, på et ben, man er ren, man er næsten tør, undtaget under fødderne da man jo stadig står i brusekabinen.

Så langt så godt.

Nu kommer der endnu en udfordring. Man skal – på våd fod – hoppe over på den nærmeste bademåtte. Grunden til at krykkerne ikke er meget bevendt til denne udfordring, er at de glider på vådt gulv.

Så krykkerne står ovre ved toilettet, i sikker afstand fra alt det våde.

Altså, klamrende sig til diverse sikre elementer: mur, indbyggede skabselement, med mere, kan man med fare for resterende førlighed, ankomme nogenlunde sikkert på den tørre og skridsikre bademåtte og kan, efter at have nulret tæer i bademåtte, fortsætte lidt mere sikkert hen til toilettet, hvor man fuldstændigt udmattet kan dumpe ned.

Og tage sit tøj på. Hvis man da ikke har glemt noget.

Og så kan man passende humpe ind til sin sofa og tage sig en velfortjent pause.

Men så gik der da en time med det!

PS: Indrømmer med det samme at dette cirkus kun bliver udført hver anden dag.

 

“Nu har jeg min finger inde i musklen

2 Oct

lige midt i problemet. Det skal vi nok få ordnet.”

blev der sagt. Og så sortnede det godt nok lige lidt for Kong Mor.

Jeg tænkte seriøst at han havde sprøjtet noget beroligende ind, et eller andet sted, for jeg kunne fornemme jeg var på vej meget langt væk, og da jeg pludselig kunne mærke ham løsne skindet på min læg, (!!!) og rode rundt derinde, forlod jeg mentalt lokalet for en kortere stund.

Men ellers var han nu meget flink, ham den fancy læge.

Som også passer på både FCK, Skilandsholdet og Team Danmark, blandt mange andre. Og nu kan han jo føje Kong Mor til sin lange liste af berømtheder han har lappet sammen.

Da jeg kom til mig selv – dækket af koldsved og lettere fortumlet – konstaterede han venligt at jeg da vist lige havde taget mig en lille lur.

Meget morsomt på den jyske måde.

Han afleverede en pose med smertestillende, og mig i en kørestol, til First Man, samt en mængde formaninger om hvordan jeg skulle – og især ikke skulle – gebærde mig i de kommende dage.

Og så blev jeg fragtet den lange vej hjem igen.

På det tidspunkt virkede min bedøvelse endnu, så jeg var frisk og frejdig. Det varede sådan cirka til jeg kom hjem og ligge. Så kneb det lidt mere med overskuddet og den første nat var ikke ret sjov.

Pakke fra min elskede Diva

Men intet er så galt at det ikke er godt for noget, for Divaen i Colorado var stadig oppe der midt i den danske nat, så vi lå og snakkede, og det var faktisk så hyggeligt at jeg lidt glemte hvor ondt det gjorde. Så havde den dejlige tøs også sendt en pakke til sin mor – en pakke med noget usandsynligt dejligt amerikansk chokolade i. Og andre småting som hun ved gør glæde! Som for eksempel en Colorado magnet til min samling!

Pakket ind efter alle kunstens regler efter at skindet blev løsnet…

Ellers har jeg læst.

Og sovet.

Og leget lidt “Ruzzle” og Wordfeud”

Og hørt den playliste jeg ikke nåede at høre på til operationen, men bedre sent end aldrig.

Og så har jeg kedet mig.

Bravt.

Og nu vil jeg egentlig gerne snart kunne hoppe rundt igen, for slet ikke at tale om at komme i bad på den almindelige måde, men det har lange udsigter.

Lad mig sige det med det samme, jeg har ikke savnet mine krykker. Husker dog denne gang at holde armene tæt ind til kroppen, så jeg undgår at få ondt i armhulerne af at hoppe rundt, slæbende på min egen dødvægt…

Man siger at tålmod er en dyd.

Jeg kan – for Gud ved hvilken gang – blot konstatere, at dydig, det bliver jeg nok aldrig…

 

 

Nu er jeg så klar som jeg bliver

29 Sep

Til at få skåret i mit ben.

Og fisket bortløbet muskel frem og syet fast på rette sted igen. Den har været savnet!

Har beroligende playliste og ørebøffer på telefonen så der er håb om jeg kan slappe af.

Der er sat en seng op i stueetagen så jeg har et sted at sove i de 2 uger hvor jeg ikke er så mobil at jeg kan gå på trapper. Så kan jeg også veksle i løbet af dagen, mellem sofa og seng.

Ophidsende, ikke sandt?

Så har jeg fundet mit eneste par løse bukser frem.

Et levn fra en eller anden gymnastikopvisning, som nu vil få deres absolutte storhedstid, indtil jeg kan have strømpebukser på igen. Har desuden sat det mit mødrene ophav i gang med at sy mig et par mage til, så jeg ikke kommer til at lugte alt for meget af gnu efter 10 dage i samme nedre outfit.

Jeg startede også min bogsamling igen, fik samlet bøger, bøger og flere bøger. Heldigvis for Pernille løber jeg ikke tør lige foreløbigt!

Var desuden ude og købe ind i går så andre kan lave nem mad når nu jeg ligger på langs, og jeg skal ikke kunne forsværge at der ikke også røg en ganske lille pose P-tærter og nogle nødder, med i vognen så jeg har lidt at gnaske på og dermed undgår at vansmægte totalt.

Jeg har samlet det hele i en kurv, ihukommende hvor svært det er at transportere noget som helst når man er på krykker. Jeg satser på at kurven kan dingle fra et krykkehåndtag uden alt for stort besvær og jeg dermed kan fragte mig selv og diverse småting fra sofa til seng, eller fra seng til sofa.

Kleenex, P-tærter, cachewnødder, Pernilles bog “Drømmehjerte” og de lækre sokker jeg fik af søde Susanne.

Det er straks værre med min te. Her må jeg nok forlade mig på barmhjertige sjæle, subsidiært en skinger fløjte, indtil min te indfinder sig!

Det eneste jeg ikke er klar til, er at have ondt. Så bliver jeg enormt pivset. Og lidt mande-døden-nær-agtig.

Men mon ikke jeg også overlever dette?

Vi ses på den anden side!

Tortur forlænget.

8 Sep

De torturlignende tilstande der herskede på matriklen for lidt mere end en uges tid siden, er blevet aflyst. Eller forlænget om man vil. Det er som man lige ser på det.

Jeg har nemlig fået datoen for mit møde med kirurgen.

Den 18 marts.

Godt nok i 2015, men alligevel. Det vil så være to år – på dato – siden jeg fik min fibersprængning.

Det startede med at jeg slet ikke hørte noget. Så jeg ringede til bookingenheden for at høre om de mon havde mistet mig. Det havde de ingenlunde, og bookingdamen kunne da sagtens lige meddele mig den tid, jeg netop var blevet tildelt.

Da mine høje – og taknemmelige – glædesråb ganske udeblev, og jeg i stedet langsomt gentog datoen, blev damen en anelse strammere i betrækket: “Ja, han har jo ligesom ikke tid før.”

Fik ubændig lyst til at citere mine børn, med den formidable sætning: “No shit, Sherlock” men jeg lod være af to årsager. Dels var det jo strengt taget ikke den stramme bookingdames skyld, at manden er vildt dygtig til at skære i andre menneskers lemmer, dels kunne man jo ikke vide om der var fare for, at hun ville ændre årstallet fra 2015 til 16. Eller 2023.

Ikke desto mindre gik gassen en anelse af ballonen og den lånte bog blev forfremmet til mit natbord, idet jeg tvivler på at Marlene vil sætte pris på at undvære sin bog til engang i April 2015 – eller 2023 – altså alt efter hvor sur damen nåede at blive, før jeg fik sagt at det jo naturligvis ikke var hendes skyld.

Det tog mig heller ikke mere end et par klik på Google, for at konstatere at denne travle mand, tilsyneladende har travlt med alt muligt andet end at passe sit arbejde på Det Store Sygehus. For eksempel er han også optaget af at arbejde på sin egen klinik. Og med at reparere diverse sportsstjerner, både her og der.

Da jeg lakonisk meddelte dette til mine kolleger, blev jeg straks opfordret til at kontakte den private sundhedsforsikring vi er begavet med på vores fælles arbejdsplads. For de var sikkert ligeglade med hvor denne superslagter ville svinge skalpellen over mig, og kunne jeg få en tid i den private om 3 uger, skulle jeg da gøre det.

At få det overstået – og forkortet torturperioden – lød absolut forjættende.

Men…

Det er mig så uendeligt meget imod at gå bagom køen – bare fordi jeg kan – og måske tvinge andre ud i endnu længere ventetider. Vi har et sundhedssystem som er for alle. Hvor alle får – burde få – samme gode behandling. Men så kan man, fordi man er så heldig at have et godt job, få endnu flere goder, og dermed springe pøblens normale ventetider over.

Når jeg overvejer det alligevel, er det jo udelukkende af egoistiske årsager:
1. Jeg orker ikke at skulle humpe rundt i 6 lange måneder. Jeg ville gerne igang med at kunne gå normalt – for slet ikke at sige løbe – igen.
2. Risiko for MRSA bilder jeg mig ind er langt mindre på et privathospital end på Det Store UniversitetsSygehus.

Min skade er ikke livstruende, den generer mig da, men jeg kan sagtens overleve i seks måneder mere.

Og jeg har endnu ikke besluttet om jeg vil gøre brug af min fine overhalings-jeg-er-mere-værd-end-andre-mennesker-forsikring.

Er det ikke at underminere vores sundhedssystem?

Er det ikke en næsten helt kommunistisk tendens, at nogen bliver mere lige end andre, på en venteliste?

Eller skal jeg bare være glad for at jeg er så heldig at jeg har en fin privat sundhedsforsikring, få min lille operation overstået og så i øvrigt give min tid d. 18 marts, til en anden?

 

%d bloggers like this: