Tag Archives: Sygdom

Hilsen fra et “live” angstanfald

20 sep

Nu er der gået et par uger, eller 8, siden sidste tandløse opdatering, jeg har holdt en fantastisk sommerferie – den skal I nok høre mere om senere – og startede på arbejde igen. Som man jo gør efter sin ferie. Det er allerede længe siden nu. Jeg har også fået reguleret min medicin af psykiateren og er startet i min nye angstgruppe, som er en gang om ugen indtil jul.

Jeg har haft det bedre og troede egentligt at de fleste angstanfald var en saga blot, nu med al den medicin og terapi og gruppeforløb og hvad ved jeg.

Men nej. De kommer stadig, sådan lige for at gøre opmærksom på, at de stadig findes.

Og sidst jeg fik et angstanfald – for et par dage siden – fik jeg den ide at jeg ville skrive mig igennem det. For bagefter er det så svært for mig, at forklare det præcist for andre. Jeg skrev en masse stikord, og gjorde det så lidt mere læsbart bagefter, da jeg fik det bedre. Beklager, hvis I ikke gider læse om det hele tiden, men så kan I da heldigvis klikke jer væk nu!

Til de andre kan jeg kun sige velkommen til et ganske ordinært angstanfald:

Jeg får en en eller anden ligegyldig mail, som gør mig lidt ked af det og jeg prøver naturligvis at finde ud af om det der står, er tilfældet. Det er det ikke.

Alt vel.

Ca. 3 sekunder efter at jeg har konstateret at alt er vel, begynder jeg at få ondt omkring hjertet.

En stikkende smerte. Hele vejen gennem brystkassen. Lige ud for hjertet.

Jeg ved godt at det ikke er et hjerteproblem. Jeg overvejer det ikke engang. Jeg ved at det er et angstanfald. Tænker lidt opgivende over hvad jeg så skal. Prøver at huske, hvad planen er.

Kan ikke huske det.

Mine tanker farer forvildet rundt og griber fat, på må og få, i alt muligt. Jeg kan bare ikke komme på noget. Smerten omkring hjertet bliver ved.
Jeg sidder på min plads på kontoret og fortsætter mit arbejde, ingen kan se at der sker noget med mig – for angst kan ikke ses – jeg er ganske som jeg plejer at være.

Mærker prikken i armene nu. Dernæst en stor tung knude, lige foran ved brystbenet. Det føles som om jeg bliver kvalt. Får kuldegysninger. Smerterne omkring hjertet er er lidt mindre nu, men i stedet har jeg fået kuldegysninger og kvælningsfornemmelser.

Kan overHOVEDET ikke komme på, hvad der hjælper eller hvad jeg skal gøre for at få det bedre.

Lytter til en sang i radioen. Prøver at fokusere på den. Det går ikke så godt. Sangen flakser forbi mit ansigt og er væk.
Kan ikke trække vejret dybt, som jeg skal.
Ser ned på gulvet, sætter fødderne fladt ned – for at få jordforbindelse – det siger både behandlerne i angstgruppen, min app og Samantha, er en rigtig god ting. Det hjælper ikke. Ikke en skid.

Det gør rigtig ondt nu og er meget ubehageligt.
Men jeg går ikke i panik.
Jeg ved godt at jeg ikke er ved at få et hjerteanfald.
Jeg ved det er et angstanfald.
Men det er svært at tro på, at det stopper igen.

Hov, der var noget af det jeg har lært: ”Det går over igen” og ”Det bliver ikke ved”. Jeg prøver at holde fast i den tanke. Det går ikke ret godt.

Kan pludselig huske at et anfald “skulle vare mellem 10 og 30 minutter” godt så. Jeg prøver at regne ud hvornår det startede.

Får en kuldegysning mere. Prøver at få hold på tankerne og tage mig sammen. Det går heller ikke ret godt.

Kigger på forskellige mails og opdager at det nu varet i godt 20 minutter. Jeg bliver lidt irriteret, mest på mig selv og tænker: ”Så stop dog”.
Tænker så ”Er der så kun 10 minutter tilbage?” Det føles så ubehageligt lige nu, at jeg ikke helt tror på det kan være rigtigt, hvis det skulle slutte lige om lidt. Men okay, gerne for mig!

Kigger på min mail, svarer på et par stykker der ikke er så krævende og gyser igen. Og igen. Har stadig ondt over brystbenet. Jeg mærker efter, smerterne omkring hjertet er væk nu, men jeg kan stadig ikke trække vejret i bund på grund af den kvælende fornemmelse.

Ser ud af vinduet, trækker vejret så dybt jeg kan.
Falder i staver over en lastbil der kører forbi og hører ”Indianer” i radioen. Den minder mig altid om min mormor, som virkelig ikke brød sig om den sang.

Vejrtrækningen flyder lidt dybere nu. Husker at Rune sagde jeg skulle puste ud, i stedet for at trække ind.

Det går op for mig at jeg næsten holder vejret. Jeg puster ud – helt ud. Og så lidt mere ud. Trækker så vejret dybt ind igen. Vejrtrækningen flyder okay.. tror jeg nok. Jeg kan se min mave går ud og ind. Tænker at det er godt, fordi så trækker jeg vejret ned i maven.

Og det er godt. Tror jeg nok.

Jeg mærker duften af æblekage. Den jeg bagte i går, og som nu står på bordet til behagelig selvbetjening blandt mine dejlige kolleger.

Bliver ærgerlig over at jeg stadig har ondt i brystbenet. Og over at det føles som om jeg ikke trækker vejret brugbart.

Selvom min mave bevæger sig, føles det ikke som om jeg får ilt nok. Bagerst i munden.. Det går op for mig at det nok er det de mener når de snakker om ”mundtørhed”. Jeg mærker efter. Mit svælg er knastørt.

Beslutter mig for at gå ud efter et glas vand.

Rejser mig ikke. Kan ikke rigtigt.

Ser på uret igen.

Der er gået 30 minutter. Bliver usikker, ked af det og lidt vred: ”hvorfor er det ikke slut endnu?” Jeg ordner endnu et par ting. Det er godt det er fredag og jeg snart har fri.

Hvorfor bliver det bare ved? Jeg synes da at jeg fjerner fokus fra det. (Endnu en ting som dukker op) Jeg skal fjerne fokus. Godt så.

Rejser mig med mit glas.

Tager min lille røde stressbold med, som jeg krammer sammen i hånden, på vej ud til køkkenet.

Drikker et helt glas vand med det samme. Tager et mere, med hen på min plads.

Trækker vejret igen.

Har stadig ondt ved brystbenet.

Arbejder lidt videre. Forsigtigt.

Får pludselig en metallisk smag i munden. Trækker vejret dybt igen.

Smiler lidt indvendigt over at de i radioen spiller ”Every breath you take”. Tragikomisk, og Sting, han skulle bare vide, skulle han.

Spekulerer på hvordan det kan være, at det føles som om jeg ikke trækker vejret, når jeg kan se min mave trække sig ind og ud. Synker med stort besvær. Godt jeg har vandet, som tvinger mig til at synke. Bliver træt. Udmattet. Opgivende. Ser på uret igen.

40 minutter.

Konstaterer at der ikke rigtigt er noget af det jeg har gjort, som synes at virke. Må vist prøve noget andet. Skal altså også have lavet mig den der mentale førstehjælpskasse, jeg går og fabler om. Må have lavet en, som jeg kan have med mig i tasken.

Kommer i tanke om min anti-stress-lavendelolie-duft-rulle-dims. Den ligger jo i min taske. Vender mig om, konstaterer ærgerligt at jeg ikke har min sorte taske med. Vrisser indvendigt. Leder alligevel i den anden taske. Noget må der da være. Finder Bachs Rescue spray – tager hele 7 pschiit – trækker vejret meget dybt.

Der er nu gået en time.

Jeg kan fungere nogenlunde. Men jeg får kuldegysninger ved den mindste bemærkning. Jeg føler at alle kan se på mig at jeg er syg. Det føles ubehageligt og usikkert.

Jeg får endelig fri og kører hjem.

First Man kan straks se noget er galt og spørger hvad det er. Jeg kan ikke svare – sukker bare i hans favn – mumler at jeg fik det skidt. Der går yderligere 2 timer. Jeg har stadig en klump i halsen, gyser ofte og bliver en lille smule svimmel indimellem. Det er sikkert fordi jeg trækker vejret forkert, selv om jeg gør mit bedste.

Sådan går en hel dag, med forskelligt fysisk ubehag af variabel styrke, over en enkelt ubetydelig ting, som lige triggede min angst.

Heldigvis hjælper min medicin så jeg har nogenlunde ro i hovedet, og så mine tanker ikke bare myldrer rundt, som myg om et stearinlys en lun sommernat. Det fysiske ubehag er også meget begrænset i forhold til hvordan jeg har det, uden medicin. Det er mest min vejrtrækning, som er helt ad helvede til, hele resten af dagen efter sådan en omgang, næsten uanset hvad.

Jeg er godt træt om aftenen, og håber at jeg kan sove nogenlunde, så jeg er klar til en ny frisk dag i morgen, helst uden den slags oplevelser der kan trigge et eller andet, så hele maskineriet går i gang igen.

Og så er rundvisningen i mit angstanfald slut!

 

Reklamer

Tankerne undervejs.

14 jan

Hvis jeg nu skal gøre en slags status over hvor langt jeg er kommet, så kan jeg ikke komme uden om alle tankerne. Jeg har været en del igennem, og så vidt jeg er bekendt med den slags følelsesmæssige rutscheture, så burde jeg være på rette vej.

Hvis jeg tænker på hvordan det føltes at få beskeden, så kan jeg kun huske i glimt hvordan vi fik den serveret. Der var så enormt stor kontrast mellem det jeg følte, og situationen omkring bordet.

Inde i mig buldrede 1000 tsunamier løs, og rev alt med sig. Lægen snakkede videre, de andre nikkede, og jeg kunne ikke trække vejret. Det eneste jeg kunne gøre i de forvirrende minutter bagefter var at sende en sms til min veninde. Som en druknende. Jeg blev nødt til at dele denne viden med en som vidste hvordan jeg havde det.

Jeg forventede halvvejs at jorden holdt op med at dreje rundt, og der skete bare ingenting. Alt var som før. Men indeni mig var der totalt kaos.

Alt det kaos gjorde mig helt handlingslammet, og min krop ville kun sove. Så jeg sov. I flere dage.

Så blev jeg irriteret. Ikke vred, men irriteret.

Der findes nemlig ikke ret meget der er mere irriterende end folk der siger at man skal være glad for at det ikke var værre, at man skal være glad for det ene og det andet, på et tidspunkt hvor det eneste man kan fokusere på, er usikkerheden. Og tankerne. Ens oprørte følelseshav.

Vel skal man være positiv, men der er altså ofte nogle andre følelser der skal overstås før man kan starte på positiviteten. Jeg snakkede med Cathy og Inge som begge har oplevet noget lignende, og selvom situationerne langt fra var sammenlignelige, lignede følelserne som de var igennem, dem jeg var midt i. Og det var rart at føle sig forstået.

Det er først nu her over en uge efter, at jeg overhovedet kan reagere og begynde at tænke og gøre noget, der bare er en lille smule konstruktivt.

Noget af det allerbedste jeg har gjort for at finde mig selv igen, har været en lang face-time samtale til Korea. Hvor skønne Kirsten sidder og ved en hel masse lige om dette her. Og hun vil gerne dele ud af det hun ved. Jeg havde en helt anden ro efter vores 90 minutters samtale, men var til gengæld udmattet resten af dagen.

Sygdommen, som er kronisk og uhelbredelig, er i sig selv ikke dødelig, og med regelmæssige tjek og opfølgning, kan nogen patienter tilbringe hele deres liv uden at høre mere fra sygdommen. Det var rart at høre, især fra en som ved det.

Jeg er også godt klar over, at det slet ikke er mig som er syg, og jeg er heller ikke sikker på at det er selve sygdommen, som fik mig blæst omkuld.

Jo mere jeg tænker over det, og snakker med folk om det, jo mere bliver jeg klar over at det også er nogle andre ting som giver mig åndenød og hjertebanken.

Først og fremmest er det usikkerheden.

Man tror at ens liv er på en bestemt måde, og selvom man ved at det umuligt kan fortsætte sådan for tid og evighed, er det alligevel et chok når der kommer en ændring i alle planerne.

Udsigten fra klinisk genetisk afdeling.

Jeg har vidst i over et år nu, at First Man har en gen mutation, at det har haft nogle konsekvenser for hans krop og helbred, og at han måske en dag, om ikke så forfærdeligt længe får brug for meget mere behandling end han får nu. Indtil da, bliver han tjekket i alle ender og kanter, netop for at undgå de følgesygdomme denne gen mutation giver. Jeg har været med til alle hans undersøgelser, jeg har prøvet efter bedste evne at støtte og trøste og indgyde ham mod og håb.

Jeg har vidst i lidt mindre end et år, at det er en arvelig gen mutation. Jeg har haft tid til at vænne mig til tanken om at nogen kunne have arvet det. At med fire børn, samt en “autosomal dominant arvelig sygdom” som giver hvert barn 50% chance for at slippe fri, ville det være næsten utænkeligt hvis alle fire skulle være så heldige at undgå sygdommen.

Jeg har vidst i et par måneder, at i hvert fald et af vores børn sandsynligvis havde arvet denne gen mutation. For det kan ses på nogle bestemte scanninger. Og der var tegn på at et af børnene havde sygdommen. Jeg havde stille og roligt lært at regne med det, det har været hårdt og jeg har tudet over det, når jeg var på arbejde, for ikke at stresse familien, og især for at kunne være den med overskud og styrke til at støtte min mand og trøste ham, når han var usikker på sin fremtid. For det var jo ikke mig som var syg.

Det som væltede mig af pinden i sidste uge, var at efter jeg i et par måneder havde regnet med: “det var det – nu ved jeg det hele – nu skal jeg bare lære at leve som pårørende, lære at støtte mit barn og min mand bedst muligt, når de har brug for det” så slog lynet ned og der var ikke én, men to børn – og en mand – der skal holdes øje med.

Dernæst fordi jeg har gået og troet at jeg som pårørende skulle have superkræfter og klare alt det de andre ikke kunne. Det burde jeg jo godt kunne gøre, når det nu ikke er mig som er syg.

Det kan jeg så fortælle at det kan man ikke.

Jeg kan i hvert fald ikke.

 

 

 

 

Hvordan kommer man så til at trække vejret igen?

12 jan

Sådan uden brint splinter?

Jeg hører gerne, hvis nogen ligger inde med opskriften.

Det er ikke fordi jeg har ligget på den lade side. Eller det vil nu sige, de første fire dage efter mit møde med den mentale brintbombe, sov jeg. Jeg var svimmel, havde feber og kvalme og jeg sov bare. I mange timer. Om morgenen, om eftermiddagen, om natten. Hele tiden. Jeg havde ikke energi til noget som helst. Jeg kunne dårligt skrive en sms.

Så, som om jeg havde sovet nok for de næste par uger, kunne jeg ikke sove mere. Og det kan jeg stadig ikke. Når jeg endelig falder i søvn, vågner jeg fordi jeg ligger og småtuder. Min koncentration er ikke-eksisterende og hvis jeg skal gøre mig håb om at komme tilbage på mit arbejde inden alt for længe, så skal der altså ske noget.

Jeg har derfor forsøgt at gøre en masse – og en masse forskelligt – for at prøve at blive mig selv igen.

Jeg har prøvet følgende:
Shopping.
Bagning.
Afslappende musik.
Læsning.
Blogindlæg.
Snakket med andre.
Pels-terapi med blød hund.
Overdrevet chokoladespisning.
Te drikning.

Det var langt fra alt der virkede. Noget havde stik modsat effekt, og skal derfor ikke prøves igen. Men det meste virkede efter hensigten.

Følgende er ikke afprøvet endnu, men er på listen for de kommende dage:
Flere blogindlæg.
Mere snak – også med folk som ved noget om gen-mutation.
Meditation.
Gåture.
Grine.
Få besøg.
Naturmedicin.

Jeg har ikke tænkt mig at ty til nedenstående, da jeg ikke mener det vil gavne mit tilfælde:
Tage medicin.
Sidde i hjørne og jamre.

Foreløbigt er det ikke til at sige om det virker, eller hvad der vil virke, hvilket også er underordnet fordi hovedsagen vel må være, at jeg bliver mig selv igen. Gerne så hurtigt som muligt.

Jeg savner nemlig mig selv.

Mig selv og min energi.

Tro, håb og kærlighed.

Og jeg vil gøre hvad der skal være for at komme på plads, i mig selv, igen.

Som sagt, jeg hører gerne hvis nogen har en opskrift. Det kunne jo være andre kunne drage nytte af den også.

Trække vejret.

11 jan

Jeg kunne holde vejret hele julen – mentalt – og lige indtil sidste tirsdag, hvor familien var samlet på Klinisk Genetisk Afdeling. For at få at vide hvem der havde det der muterede gen, og dermed sygdommen, og hvem der ikke havde.

En formssag.

Snart ville jeg kunne trække vejret normalt igen.

Summa summarum: Et af børnene havde under div. scanninger vist tegn på sygdommen, men det kunne først endeligt fastslås med resultatet af de genetiske blodprøver der havde været en tur i England. Ikke desto mindre var der tegn i sol og måne på at en var syg. En ud af fire.

Svært.

Meget svært, men forventeligt, når det nu er arveligt og når der er 50% chance for at gå fri for hvert barn. Alt i alt skulle det bare overstås, så vi kunne komme videre.

Vi blev bænket alle seks omkring et bord, overlægen satte sig for bordenden, rumsterede lidt med alle sine papirer, smilede venligt, sagde at han ville begynde fra en ende af og smed derpå en brintbombe.

Lige i mellemgulvet på mig.

Og så blev hele verden sort-hvid.

Ikke et, men to af mine børn har genet, det der modbydelige muterede gen, og dermed sygdommen.

Det havde jeg ikke set komme. Jeg trak stadig ikke vejret. Og hvor meget jeg end havde forberedt mig på at få at vide, at en af de fire havde sygdommen, så slog denne nyhed fuldstændigt benene væk under mig.

Fuldstændigt.

IMG_1268

 

Mens jeg prøvede at finde vejret, pillede Prinsessen som sad overfor mig, lidt ved den store kleenexæske der stod fremme på bordet, kiggede så på mig og hviskede  – lidt alvorligere end hun har for vane – : “den står der, fordi man får den slags beskeder her i dette rum, ikk’os?”

Jeg kunne kun nikke og prøve at grimassere et smil til min unge. Og ledte stadig febrilsk efter vejret.

De to andre, var både lettede og bekymrede på deres søskendes vegne. Svært for dem alle fire. På hver deres måde.

Det er heldigvis ikke noget de vil mærke noget til foreløbigt, og på grund af dygtige læger, regelmæssige tjek og undersøgelser samt effektiv forskning, så kommer man sikkert snart så langt, at man kan opfinde noget medicin der enten kan bremse udviklingen, eller måske endda helt helbrede sygdommen.

I mellemtiden skulle de imidlertid have besked om de muligheder der var for sortering, ud og især fra-vælgelse af æg og børn i reagensglas hvis de kommer så langt inden al det der forskning har båret frugt.

Mit afkom reagerede positivt, sundt og hensigtsmæssigt. Nysgerrigt, undrende og så rystede de det hele af sig og ville i øvrigt gerne til Ikea for at spise köttbullar.

På vej ud af hospitalet gik First Man og jeg bagerst og kunne betragte vores fire skønne unger, som de gik der foran os to og to.

Der gik en rask med en beskyttende arm omkring hver af de to syge.

Efter kötbullarne kom virkeligheden.

Og virkeligheden er sådan i store træk: Jeg har ikke trukket vejret siden engang før jul, eller noget.

Jeg holder en pause fra alt andet end min familie, takket være mine vidunderlige kolleger i “The Dream Team” og min gode chef.

For jeg skal lige have fundet ud af hvordan jeg kommer til at trække vejret igen.

Sådan helt, og uden brint-splinter i mellemgulvet.

Kvartalsblogger og sneplov på fuldtid

3 dec

 Det er ikke lysten der mangler. Det er energien og tiden. Altså min energi og min tid. Og alt det som jeg prioriterer anderledes.

Måske skal man bare tage konsekvensen af det og dreje nøglen om.

Nu kan man dreje nøgler om på mange måder.

Man kan låse om morgenen, og vide at man kommer tilbage efter endt arbejdsdag. Man kan også tage på forlænget weekend, og så gør det ikke helt så meget om der stadig ligger æg og smør i køleskabet. Så er der den mulighed at man tager på længere varende ferier, slukker for varmen og lukker for vandet, som i sommerhuset når man lukker af for vinteren.

Eller også lukker man døren uden at vide om man kommer tilbage igen.

Men man ved at slår alt andet fejl, er der noget rart og velkendt at komme tilbage til.

Engang.

Hvis man skulle få lyst til det.

For det er faktisk lidt svært at vende tilbage efter så lang en pause.

For hvad skal jeg sige?

Har jeg overhovedet mere at sige?

Skal jeg fortælle at manden er blevet syg? At det er arveligt? Som i 50/50

Og at et blad i mit firkløver har trukket et meget kort strå, i den forbindelse?

Skal jeg fortælle at det gør ubærligt ondt, og at det er svært at skulle forholde sig til sygdom? Især når det ikke er ens egen. Det er ikke mig det går ud over, men gid det var.

Skal jeg fortælle at vi overlever – bevares – men der er ikke til så meget. At vores finanser er små og at den eneste grund til at vi fik en jul sidste år, udelukkende var fordi der findes gode og gavmilde mennesker. At vi har nydt godt af gode venners velvilje og omtanke i mange situationer i årets løb og at vi har fundet venner, hvor vi ikke lige regnede med at finde dem.

At andre meget overraskende har vist sig at være ligegyldige bekendte, som jeg ikke orker at spilde ret meget tid på.

Eller skal jeg bare holde min mund og lade som ingenting? Det er nemt nok at give sig til at jamre. Men det er nok ikke det som er meningen. Det er nok snarere meningen at jeg må finde ud af at få det bedste ud af det hele. Med de kort jeg nu engang har på hånden. Så det kunne jeg fortælle om.

Hvis jeg overhovedet har nogle læsere tilbage?

Hvis jeg har, så kunne jeg jo også fortælle at når jeg gør noget for andre, fylder min tid med noget der hjælper andre, så glemmer jeg lidt sine egne genvordigheder. Så jeg er blevet frivillig. Her og der.

Det er sjovt.

Det er nok muligt at jeg gør det for at promovere mig selv, som Sørine Gotfredsen har sagt, men det føles ikke sådan. Desuden deler jeg det ikke på facebook, og så er der jo ikke nogen som ved det! Udover jer.

Jeg laver også stadig pjat og ballade, alt imens jeg leger sneplov. En sneplov som skubber alle de triste tanker foran mig så jeg kan trække vejret lidt.

Jeg er blevet selvpromoverende kvartalsblogger og fuldtidssneplov.

Taknemmelighed

26 nov

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været lidt svært for os på det sidste. På mange måder.

Og med fare for at levere et af disse voldsomt personlige indlæg, som jeg er så meget imod, kan jeg uden at gå i for mange detaljer, godt betro jer at det er hårdt at skulle leve en familie på seks, med kun én løn, skulle slås med sygdom, triste tanker og dårligt humør rundhåndet fordelt på forskellige familiemedlemmer.

I mere end otte måneder.

Derfor er der mange ting som der bare ikke er råd til længere. Hverken mentalt eller materielt.

Nu nærmer julen sig endda, og så kan man altså godt gå og blive endnu mere bekymret og trist over at der ikke er så mange penge. Og nok endnu mindre til julegaver.

Eller andet morskab.

Bare der er til mad og alle regningerne.

Det er lidt hårdt og det er lidt trist.

Især fordi de, ikke-økonomiske og mere fysiske problemer, jo heller ikke bliver mindre af at der bare ikke er nogen penge, til at forsøde livet lidt med.

Men sådan er det, vi har hinanden og vi overlever og der er desuden mange mennesker der har det langt værre end os, også i Danmark, og i øvrigt har det aldrig hjulpet noget at sidde i et hjørne og tude over tilværelsens elendighed.

Så langt så godt.

Hverdagen skal jo passes alligevel, hvad enten der er minus på kontoen og man går rundt og tumler med sygdomme og triste tanker.

Så varmer det til gengæld helt ned i maven, og sender stjerneglimt i alle kroge af sjælen, når man en almindelig tirsdag kommer hjem, og der så ligger et brev. Fra gode venner. Som man desværre ikke ser så tit som man gerne ville.

Med en julehilsen. Til os alle seks.

Og et stort gavekort til en dagligvarebutik, så vi kan købe lækkert og rigeligt mad til jul.

Fantastisk.

Stort.

Smukt.

Tænk at man tænker på den slags, når man selv har overskuddet.

Som de sagde, da jeg snøftende ringede og sagde tak: “Vi har også selv haft det svært og dengang var der også folk som hjalp os. Vi vil hellere hjælpe jer i år end at give til nogle anonyme hjælpeorganisationer, og så kan I bare give stafetten videre når I engang er kommet ovenpå”

Den lader jeg lige stå.

Jeg er så dybt, dybt, dybt, taknemmelig, ydmyg og beæret over at der findes sådanne mennesker i mit liv. Hvilken gave at kende dem!

Jeg har ofte så travlt med at brokke mig over snart det ene, snart det andet. Der er også nok af uretfærdige og irriterende ting at tage fat i.

Men i dag vil jeg bare glædes inderligt over at der findes gode omsorgsfulde og kærlige mennesker, som gerne vil hjælpe dem som ikke har ret meget.

Nu skal det lige slås fast med syvtommersøm, at dette bliver delt, ikke for at give dårlig samvittighed til mennesker som ikke har tænkt sådan, ej heller for at opmuntre andre velgørere til at lave samme stunt, men for at fortælle vidt og bredt om at der findes gode og dejlige mennesker i verden.

På trods af alle ulykker og katastrofer, så er der lysglimt som disse!

Og det er så skønt!

Og jeg sværger at jeg også vil sende stafetten videre, den dag vi er ovenpå igen.

%d bloggers like this: