Iscenesat underholdning?

Det sker jo indimellem at jeg er at finde i et eller andet fællesskab, og bliver glad for at høre til. Det være sig i en fodboldklub, arbejdsplads, på skolen, i kirke eller bare i en bus på vej fra her til der.

Så bliver jeg glad for at føle mig som dansker, kollega, fan, forælder eller medlem. Man deler noget med andre.

…

Hvis man deltager i det, vel at mærke.

For et fællesskab bliver jo aldrig til et fællesskab hvis ikke man deltager i det. Mere eller mindre aktivt. Men at man deltager.

Hvis man sidder til et skolearrangement og skal synge.

Ja. Dødsygt – jeg ved det. Og der så kun er 7 der synger, og så bliver det tamt og ikke spor fælles. Og ja, så er det da dødsygt at sidde der og høre på de enlige stemmer der prøver at holde takten.

Men hvis alle synger med og prøver at give det en chance.

Et fællesskab skal man være med i – en del af – før det kommer op og stå. Hvis jeg var den eneste der svang mit Dannebrog…

– Og her vil jeg godt lige sige at jeg synes det er noget afsindigt hysterisk pjat, at nogle mennesker ikke vil flage mere fordi det er… racistisk???? i deres øjne. Jeg har da sjældent hørt mage til vrøvl. At jeg hejser mit Dannebrog eller sætter små papirsflag i mine lagkager gør da ikke mig til racist? Eller nationalist eller hvad det nu er, disse kvalmende politisk korrekte mennesker har fundet på.

Nå, det var et sidespring, dem skal der jo også være plads til.

Altså, hvis jeg var den eneste der svang mit Dannebrog og skrålede “dar eeer et øøøøndigt laaaaand” til landskampen, så ville det bare være enormt sølle. Enig. Men hvis man er en del af mange tusind andre, der også synger og svinger med flag, så får man den der fællesskabsfølelse som er så fantastisk:

Her er jeg, en lille brik i det store puslespil som er mit land, eller klub eller hvad det nu måtte være. Man er en del af noget.

Jeg ville ikke blive savnet nævneværdigt til landskampen, hvis jeg ikke holdt mit flag og ikke sang med. Jeg er jo bare et lille fnug.

Men hvad nu hvis alle siger sådan?

Så er der jo ikke noget fællesskab tilbage.

Så for at have et fællesskab må man altså deltage. Mere eller mindre aktivt, men deltage. Det er jo ikke en eller anden form for iscenesættelse andre har lavet til TV for at underholde pøblen.

For de andre, det er jo også os.

Det nytter ikke at sidde i lænestolen og brokke sig over, at der aldrig sker noget spændende.

Man skal ud af lænestolen – komfortzonen.

Ud og tage del i den.

Dagligdagen.

Og fællesskabet.

Sammen med de andre.