Tag Archives: Tak

Og hvem kan nu stå for smiger og søde ord?

10 jan

Hva?

Fik lige en kort besked – i anden anledning – og så skrev Charlotte: “Savner din blog. Den var – er – en smule anderledes en alle de andre.”

Jeg sværger – det skrev hun!

Ren balsam på et flosset skrivegen.

Hvem kan i det hele taget stå for smiger, af den slags?

Altså, hvis man ser det som en kompliment at være anderledes. Og det gør jeg da i højeste grad!

Og selvom jeg ikke er kattemenneske, så nynnede mit skrivegen alligevel “Everybody wants to be a cat, because a cat’s the only cat, who knows where it’s at” hele aftenen..

Jeg kan i hvert fald konstatere at det kan jeg ikke. Stå for smiger mener jeg. Især ikke når det er så sødt skrevet!

Så jeg må vist hellere sige lidt. På kongemåden. I anledningen af det nye år. Som jo nu er hele 10 dage gammelt. Men skidt, lidt nyt er det alligevel.

Og når nu jeg har en, i hvert fald ifølge Charlotte, lidt anderledes blog, vil jeg skynde mig at fortælle om noget anderledes og noget ingen med garanti nogensinde har skrevet om før. (krydser lige fingre for at dette ikke er tilfældet)

Der er nemlig noget helt særligt – og anderledes – over nogle franskmænd og deres sofaer, nytårsaften.

Altså. Vi kom godt ind i det, tak.

Året. Det nye.

Vi stod på sofaerne og den slags, som sig hør og bør, hvis man er os. Og igen i år ignorerede vi på det groveste First Mans fuldstændigt nytteløse protester mod at vi stod op i hans sofaer. Både mig og de andre.

Hvert evige eneste år siden vi begyndte at holde nytår sammen og festivitasen skulle henlægges til vores matrikel, har han forgæves prøvet at forhindre sin kone – mig – og sine børn, og andre glade, men en anelse utilregnelige gæster med mere eller mindre alkohol i blodet, i at stille sig op, nytårsaften, på rad og række i både den ene og den anden af hans – i hvert fald i år – forholdsvis nye sofaer, for derpå glade og fornøjede i samlet flok at hoppe ind i det nye år, så såre lyden af det første rådhusklokkeklang rammer vores trommehinder og det nye år dermed er en realitet.

Vi husker at styre uden om Blondinen, der faktisk også gerne ville være en del af det hoppende selskab såfremt det var en mulighed. Hvilket det trods alt ikke er. Der er dog grænser for (hunde)galskaben.

Men imens sidder First Man, gnistrende af indestængt og retfærdig harme over denne totale mangel på respekt for møbler og sydfranske mænd i særdeleshed – en harme han i øvrigt deler med en anden kongeligt gift franskmand – med løftede ben, for at illudere et hop ind i det nye år. Mere harm er han dog ikke, end at han på den måde deltager i traditionen.

På sin egen måde.

Men det hører sig til. At hoppe.

Det gør det altså.

Og han bliver jo også ret hurtig god igen. Vi skal ikke længere end til “velkommen herhid”, før han igen smiler, skåler, æder kransekage af hjertens lyst og igen kan glemme sine sofabekymringer for et helt år.

Rigtigt godt nytår til jer alle, tusind tak fordi I stadig gider læse mine sporadiske indlæg. Det glæder mig usigeligt!

%d bloggers like this: