Når man kører gennem byen, og – på grund af lyskryds og trafik – kører langsomt forbi et par unge mænd i 20erne.
Ganske almindelige unge mænd.
Der holder i hånd.
Og ser glade ud.
Et ganske almindeligt forelsket par.
Så bliver jeg inderligt taknemmelig og SÅ glad for at bo i et land, hvor det er muligt at de kan gå i fred og bare være dem de er!
Hvorfor er nogle morgener bedre end andre?
(Og det er ikke et retorisk spørgsmål)
Jo ser I, det er fordi de morgener, hvor man kører 110 på motorvejen i pis-øs-regnvejr, med vinduesviskerne piskende frem og tilbage i samme hastighed som en kolibri vinge, og den ene vinduesvisker lige pludselig – uvist af hvilken årsag – beslutter sig for at den ikke længere har lyst til at deltage i de fælles anstrengelser, men derimod på en gummiagtig måde søger skilsmisse og i stedet prøver at udøve sit virke på en helt anden rude, så kan sådan en morgen godt gå hen og blive en anelse mere dårlig, end det oprindeligt var tiltænkt.
Når man så dertil lægger et ophold på en næsten øde rasteplads, af den slags uden andet dekor end fem gullige lygtepæle og et WC skur uden døre, kan det kun blive værre.
Hvis det så også er på den mørke side af klokken seks, samt i føromtalte regnvejr, bliver det bare mindre og mindre godt.
…
Desuden stod jeg under den ene af de fem lygtepæle, for overhovedet at kunne se hvad der foregik, nede i det postnummer der tilhørte min sure vinduesvisker.
Og derfor kunne man selvfølgelig ikke se andet end mig, der på den mørke rasteplads, næsten øde bortset fra en del ungarske lastbiler af mere eller mindre tvivlsom herkomst, og jeg var lige så synlig som en fedtplet i solskin på en nyvasket rude, selv i det svage gullige lygtepælelys, og følte mig ganske overordentlig sårbar.
Jeg var fuldstændig overbevist om at samtlige lastbiler var beboet af alle klodens psykopater og voldsforbrydere, der blot ventede på at løbe ud og råbe bøh. Godt nok havde jeg søde Jan Mekaniker i røret, men selvom han er dygtig, ville han trods alt ikke være til meget hjælp lige der.
…
Af en person at være som netop er blevet vækket kl. 5.40 var han faktisk i forbløffende godt humør.
…
Nå, det var et sidespring.
Jeg kunne desværre ikke selv afhjælpe problemet med den forestående vinduesviskerskilsmisse – selv ikke telefonguidet af Jan – idet jeg ikke lige råder over en 13-nøgle i min håndtaske. Jeg har ellers mange andre ting dernede, men ikke lige en 13-nøgle.
Jeg fik dog svuppet den uregerlige visker tilbage på sin plads, håbede på at regnen snart ville stilne af, hvorpå jeg fortsatte min færd på den øde motorvej, mens jeg sammenbidt mumlede en del eder og forbandelser over vinduesviskere, regnvejr og morgener i al almindelighed.
Det var nok ret godt, at motorvejen var øde, for jeg ikke var i stand til at se det mindste. Regnen stilnede nemlig ikke af. Snarere tværtimod.
Jeg viskede lidt indimellem, men da den sure visker igen prøvede at gå sin vej, holdt jeg op med det og lod den helt være. Det var nogenlunde som at være meget nærsynet og køre uden kontaktlinser.
Det ved jeg, fordi jeg er meget nærsynet og nogle gange færdes uden kontaktlinser. Altså, på gåben. Og altid kun på min egen matrikel.
Hvorom alting er, så nåede jeg på arbejde uden nævneværdig skade på egen krop og sjæl, og så vidt jeg ved heller ikke på nogen andres.
Jeg er dog så heldig at selveste Superman arbejder samme sted som mig, så da regnen fik tørret op efter sig, og man kunne tage ophold i fri luft uden risiko for oversvømmelse, lokkede jeg ham – med kage – til at se på min vinduesvisker.
Han konstaterede at det kunne han sagtens fikse, han fik mine bilnøgler og på kortere tid end det tog mig at sige “tvangsægteskab” fik han synderen tilbage på sin tiltænkte plads, skruet den fast og kom op og afleverede mine nøgler.
Er der noget at sige til, at han er min helt?
Han fik naturligvis sin kage næste morgen!
– Hjemmebagt, og forberedt med stor taknemmelighed!
…
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været lidt svært for os på det sidste. På mange måder.
Og med fare for at levere et af disse voldsomt personlige indlæg, som jeg er så meget imod, kan jeg uden at gå i for mange detaljer, godt betro jer at det er hårdt at skulle leve en familie på seks, med kun én løn, skulle slås med sygdom, triste tanker og dårligt humør rundhåndet fordelt på forskellige familiemedlemmer.
…
I mere end otte måneder.
…
Derfor er der mange ting som der bare ikke er råd til længere. Hverken mentalt eller materielt.
Nu nærmer julen sig endda, og så kan man altså godt gå og blive endnu mere bekymret og trist over at der ikke er så mange penge. Og nok endnu mindre til julegaver.
Eller andet morskab.
Bare der er til mad og alle regningerne.
Det er lidt hårdt og det er lidt trist.
Især fordi de, ikke-økonomiske og mere fysiske problemer, jo heller ikke bliver mindre af at der bare ikke er nogen penge, til at forsøde livet lidt med.
Men sådan er det, vi har hinanden og vi overlever og der er desuden mange mennesker der har det langt værre end os, også i Danmark, og i øvrigt har det aldrig hjulpet noget at sidde i et hjørne og tude over tilværelsens elendighed.
…
Så langt så godt.
Hverdagen skal jo passes alligevel, hvad enten der er minus på kontoen og man går rundt og tumler med sygdomme og triste tanker.
Så varmer det til gengæld helt ned i maven, og sender stjerneglimt i alle kroge af sjælen, når man en almindelig tirsdag kommer hjem, og der så ligger et brev. Fra gode venner. Som man desværre ikke ser så tit som man gerne ville.
Med en julehilsen. Til os alle seks.
…
Og et stort gavekort til en dagligvarebutik, så vi kan købe lækkert og rigeligt mad til jul.
…
Fantastisk.
Stort.
Smukt.
Tænk at man tænker på den slags, når man selv har overskuddet.
Som de sagde, da jeg snøftende ringede og sagde tak: “Vi har også selv haft det svært og dengang var der også folk som hjalp os. Vi vil hellere hjælpe jer i år end at give til nogle anonyme hjælpeorganisationer, og så kan I bare give stafetten videre når I engang er kommet ovenpå”
…
Den lader jeg lige stå.
…
Jeg er så dybt, dybt, dybt, taknemmelig, ydmyg og beæret over at der findes sådanne mennesker i mit liv. Hvilken gave at kende dem!
Jeg har ofte så travlt med at brokke mig over snart det ene, snart det andet. Der er også nok af uretfærdige og irriterende ting at tage fat i.
Men i dag vil jeg bare glædes inderligt over at der findes gode omsorgsfulde og kærlige mennesker, som gerne vil hjælpe dem som ikke har ret meget.
Nu skal det lige slås fast med syvtommersøm, at dette bliver delt, ikke for at give dårlig samvittighed til mennesker som ikke har tænkt sådan, ej heller for at opmuntre andre velgørere til at lave samme stunt, men for at fortælle vidt og bredt om at der findes gode og dejlige mennesker i verden.
På trods af alle ulykker og katastrofer, så er der lysglimt som disse!
Og det er så skønt!
Og jeg sværger at jeg også vil sende stafetten videre, den dag vi er ovenpå igen.
at jeg havde tilbragt en fredag aften på skadestuen med mit afkom.
Blev ringet op af en mand som bad mig komme og hente Zorronaldo. Midt i aftensmaden og min fredagsro. For han havde skåret sig. Og var blevet dårlig. Han har jo nok arvet et par gener af sin mor.
…
Men altså, naturligvis da. Jeg havde da absolut heller ikke nogen planer for min fredag aften.
…
Jeg satte First Man til at overvåge både risen og Gårdmand Bjørn, lokkede Divaen til at tage med mig, for det tilfælde at knægten fik det skidt igen. Og godt nok kan jeg meget, men at køre en bil forsvarligt gennem staden samtidig med at jeg holder øje med at min søn ikke går i koma hører ikke til mine spidskompetencer.
Vi ankom til en bagindgang hvor sønnike blev læsset ind i bilen og jeg beordrede Divaen til at kigge på den sårede finger der var pakket ind i en anseelig mængde papir. Hendes rapport lød på at diverse blødninger var holdt op, men at det så ret dybt ud.
Jeg stolede på hende – skulle aldeles ikke nyde noget af at kontrollere hendes observationer – men ringede til lægevagten, da jeg ikke havde den store lyst til at køre frem og tilbage mellem møllen og købstaden sådan flere gange den aften. Vagtlægen mente bestemt at det var en sag for skadestuen.
Hvorpå jeg drejede til venstre i stedet for til højre for enden af Bagergade.
Jeg fik bugseret min søn ind i akutmodtagelsen hvor han omgående fik renset fingeren i noget samt en sprøjte mod stivkrampe. Og så…
…
Faktisk er det ret fedt nu man tænker over det: vel betaler jeg skat og vel ville jeg gerne have et par tusind mere til os selv hver måned – ihukommende sidste uges afsløringer af mere velstående menneskers trang til at unddrage sig denne borgerpligt – men faktisk er det jo enormt betryggende at vide man bare kan køre et sted hen, sige: “Min søn har skåret sig, kan I hjælpe?” og vips får han en vaccine mod en livsfarlig sygdom, renset såret og bundet en foreløbig klud om fingeren og vist ind et venteværelse indtil der er tid til at en læge kan se nærmere på det.
Ganske gratis.
Eller nej, det er jo netop ikke gratis, fordi jeg betaler skat. Men mennesker der vil beholde deres mange penge for sig selv, skærer sig vel også indimellem, og hvorfor skulle de få samme behandling uden at bidrage til fællesskabet?
Nå det var en indskudt bemærkning, blot for at opdage at jeg efter to og en halv times venten, stadig var taknemmelig for at jeg for eksempel ikke bor i Mogadiscio eller Dhakas slumbyer.
…
Så såre vi havde sat os ned i venteværelset begyndte begge mine teenagere at jamre stille på mad. Jeg tænkte ærgerligt på de tre liter kødsauce der lige nu boblede der hjemme, men endte med at give efter og køre hen til McDonalds. På vejen samlede jeg Prinsesse Lyserød op, og så var der pludselig lagt op til indvandrerfest i akutmodtagelsens venteværelse. Med pommes und alles.
Zorronaldo med strittende tommeltot.
Vel installeret i venteværelset igen sammen med tre af mine fire børn, der indbydes delte dagens begivenheder under indtagelse af nuggets og cola, havde jeg valget mellem at se på Region Syddanmarks oplysningskanal der kørte i ring og fortalte hvor mange kvinder der hver dag døde af hjertekar sygdomme, eller “Vild med dans” alt efter hvilken stol jeg sad på.
Det første var for deprimerende, det andet har jeg aldrig set, så jeg tænkte at her var muligheden for ved selvsyn at konstatere at vores alle sammens folkehelt ikke kan danse, nu da mit afkom havde travlt med at underholde hinanden.
Lad mig blot nøjes med at sige at jeg aldrig igen vil udsætte mig selv for det program. Det kommer aldrig nogensinde til at passe til mit temperament at se andre mennesker have det sjovt. Jeg vil hundrede gange hellere selv have det sjovt.
Og hvad Allan angår, så må i meget undskylde, men han dansede han altså.
Sådan så det i hvert fald ud derfra hvor jeg sad. Om han så dansede videre godt skal jeg lade være usagt, men han dansede da. Komikken i kampen mellem levende mennesker og et medie er så afgjort til at få øje på, og lur mig om ikke Allan vinder uanset diverse kryptiske regelændringer. Så kan medieverden måske lære at være en kende mere ydmyge, når de har med mennesker at gøre. Mennesker kan ikke puttes i kasser og forventes at blive der.
Og heldigvis for det.
Jeg overlevede både programmet og ventetiden, og klimaks kom da Zorronaldo endelig blev strippet sammen og vi atter kunne finde vejen hjem til møllen hvor både kødsauce og ris var fortæret for længst.
…
Da var min fredag aften fuldstændigt forduftet og jeg kunne gå direkte i seng.
Dog ikke uden en lidt træls fornemmelse af at være blevet grundigt snydt for en fredag aften.
Men jeg tager helt sikkert revanche!
Oh boy!
Vi er nået til indlæg 500 herovre på min gode gamle wordpressblog.
Jeg savner layoutet og glæder mig til at komme tilbage, selvom der stadig er mange måneder til. Det er også snart to år siden jeg startede. Sådan i det hele taget. Det føles bare ikke sådan. Jeg føler mig stadig som en af de unge og uerfarne som ikke kan finde ud af noget som helst.
Opsigelsen hos Bloggers er lang, men mon ikke der kommer et indlæg i ny og næ her fra, når der bliver for poppet andre steder?
Nå men det var de 500 jeg kom fra!
Der var jo ikke tid til at fejre noget overhovedet sidst jeg havde et rundt indlæg. Lidt trist måske.
Men det rådes der bod på nu!
Jeg vil fejre at der trods alt er mennesker som har fulgt mig trofast, reklamer eller ej – og tro mig jeg sætter stor pris på jeres vedholdenhed – og jeg vil derfor udlove en lille præmie – eller tre – blandt kommentarerne på dette runde indlæg.
De glade vindere bliver udtrukket og offentliggjort på bloggens fødselsdag d. 10 februar 2013!
For 500 indlæg (der er naturligvis flere når man tæller de andre med) er da mange ord. Mange tanker og mange grin. Vist også et par enkelte tårer. En anelse metaltræt indimellem.
Jeg håber inderligt at jeg finder tid til bloggeriet, også selvom jeg starter nyt job lige om lidt. Ellers overlever vi sikkert også det!
Kong Mor - med vilje 