Tag Archives: Tandlæger

En tand mere hysterisk.

21 jul

Da jeg skulle hjem fra arbejde i tirsdags, træt i hovedet og rigtig meget klar til at holde stilledag med mig selv onsdag, fandt jeg en pose nødder i min taske og tænkte at den da passende kunne gøre det ud for en lille hyggesnack, mens jeg kørte hjem akkompagneret af Bents behagelige oplæsning af “Kakerlakken”.

Den tanke har jeg fortrudt mange gange siden, for det skulle vise sig at det var en rigtig dum idé.

To gnask inde i min mundfuld nød, føltes det nemlig pludselig helt forkert.

Forkert på den knækkede måde.

Jeg jamrede højlydt – så godt jeg kunne – uden at få sprøjtet forruden til med savl og snask og forsøgte at sluge mit nøddemiks fra den anden side af munden, og følte mig så frem med en forsigtig tungespids for at inspicere skadens omfang.

Og, ja jeg ved ikke med jer, men når jeg i en alder af 47, bliver bekendt med at dele af mit tandsæt rokker, så bliver jeg knap så begejstret som da jeg var seks. Jeg mener, scoopet er til at overse, jo højere man kommer op i årene.

Desuden får man ikke engang nogen mønt under puden fra tandfeen i min fremskredne alder, hvilket jeg desuden – af samme årsag – alligevel aldrig har prøvet, så alt i alt, er det en oplevelse af de mere trælse.

Jeg ringede derfor, stadig i bilen og med gråd i stemmen, til min højtelskede tandlæge. Hun havde en tid til mig dagen efter.

Så skulle jeg bare have de mellemliggende timer – samt en nat – til at gå først.

Smal sag…

  • Og bare rolig, jeg har sådan en fiks indretning på min bilradio som gør at jeg kan tale i telefon gennem den. Jeg sidder ikke og ringer mens jeg kører bil, bare det er helt klart. Min telefon ligger i tasken, og jeg trykker på et par radioknapper, så er den ged barberet.

Nå, et lille sidespring, men et af de vigtigere. Man må IKKE sidde og fjedte med telefon når man kører bil!

Jeg kom trods alt, stadig jamrende, hjem. Der var der netop lavet te, og jeg ville straks dulme mine flossede nerveender og min jamren, med en dejlig varm kop te.

Dumt.

For jeg havde glemt at låget på tekanden var gået i stykker, og der kom derfor et ordentlig skvæt te ud over min hånd, i stedet for ned i koppen, hvor det oprindeligt var planlagt det skulle lande.

Mere jamren. Højere jamren. Og jeg tror også der kom et par klynk.

På det tidspunkt overvejede jeg kraftigt, bare at gå i seng på Maude-måden for at undgå flere katastrofer, men jeg blev også enig med mig selv om at chancen for at blive ynket, var lig nul, hvis jeg befandt mig i min seng.

Så jeg blev hvor jeg var. Men blev ret hurtigt lige så ensom, som hvis jeg havde indtaget min seng. Med rokketand og øm hånd. Og stadig ingen til at ynke mig.

Eftermiddagen både kom og gik og da min sengetid nærmede sig med hastige skridt, spredte der sig angsttåger, over den del af min bevidsthed der stadig fungerer.

For hvem kunne vel sove med en tand det gjorde ondt at tygge i, på og med?

Især når man ved, at man skærer tænder i søvne, fordi man ikke er så afslappet som man burde være, alt taget i betragtning. Og før kloge hoveder foreslår bideskinner og den slags pjank, vil jeg godt sige at de blev afprøvet, og afvist igen, på grund af strittende rokketand og nej-tak-jeg-skal-ikke-nyde-noget.

For tænk nu hvis jeg vågnede, med den mest afsindige og uudholdelige smerte i nat, fordi jeg havde skåret tænder og var kommet til at rokke til tanden, eller hvis jeg nu blev kvalt af tanden, som var så stor som en tennisbold, for slet ikke at tale om at jeg også kunne blive kvalt af de mange hektoliter blod, tennisbolden ville få frem i min mund.

Jeg faldt først i søvn af bar udmattelse et godt stykke efter midnat, og vågnede – straks i panik – men dog efter en fuldstændig rolig nat.

Men derfor kunne der jo godt være sket noget.

Endelig oprandt min tandlægetid, og jeg lagde mig i stolen under granskende blikke fra både tandlæge og klinikassistent, som forsikrede mig om at vi var helt alene. Det opfattede jeg som grønt lys til at skrige op i affekt og stor smerte, såfremt jeg havde lyst.

Beroligende!

Havde jeg nu været ved mine fulde fem – hvilket jeg ikke har været i et par år nu – så havde jeg ærligt talt opfattet det mere som en trussel,  som jeg lå der i fastspændt i en tandlægestol og havde nok set flere stygge scener fra Saw, eller andre splatterfilm, for mig.

Men jeg lagde mig som sagt i stolen, åbnede munden og samtidig også, på forunderlig vis, begge tårekanaler. Den første af refleks på grund af selve situationen og de sidste af rendyrket skræk.
Ikke for hende – jeg har verdens bedste tandlæge – men for det der muligvis skulle til at ske.

Tandlægen kiggede ned på mit ansigt, hvor tårerne trak striber i min ellers så pæne make-up, og mere konstaterede end spurgte, om hun ikke bare skulle bedøve mig lidt før hun begyndte at afmontere mit strittende stykke rokkende tand.

Så min kære tandlæge, og hendes assistent, måtte både tørre tårer og savl væk fra mit ansigt, mens min arseniktand endnu engang blev repareret på bedste midlertidige vis. Hvor længe den holder denne gang, ved ingen.

Min tandlæge er bare uden al tvivl den bedste der findes. Forstående og dygtig. Og uendelig forsigtig og blid, så jeg kunne have sparet mine tårekanaler, for absolut intet gjorde ondt. Overhovedet.

Jeg kunne ikke engang mærke bedøvelsen, kun lidt, da jeg skulle betale.

 

Reklamer

Tandregulering..

29 maj

Altså…

Jeg sendte Prinsessen til tandlæge. Eller tandregulering. Med en bøjle der er sat på af en fransk tandregulatør.

Sådan omtrent.

Det danske tandvæsen har i hvert fald ikke haft nogle udgifter til hendes mund.

Før nu.

De tog bøjlen ud i september og har derefter bedt hende komme til regelmæssige kontrolbesøg.

Mere visit end besøg, faktisk.

Et fransk visit.

Og ikke ret meget kontrol.

Som i over-hele-hovedet ikke.

Hun sad i stolen i kortere tid end det tager at sige “tandpasta” før tanddamen sagde: “Nå, men det ser jo fint ud. Så ses vi bare i september..”

Men det er da lige før jeg vil bede dem om at hoppe i havet.

Jeg har da slet ikke lyst til at medvirke til betaling for et kontrolbesøg visit af den længde.

Det er da om noget spild af resourcer hos sundhedsvæsnet.

Hvis ikke jeg var så autoritetstro ville jeg sende et pænt og venligt afbud, og glæde mig over at de i hvert fald ikke fik penge for det.

Nu må vi se om jeg tør.

Nål i en.. høstak

23 nov

Gid det var så vel.

Jeg står i den lidt aparte situation at jeg faktisk gerne ville have fingre i mit PMS humør. Lige nu.

Og nu er det naturligvis længe væk. Hvor er ens brugbare vris henne, når man virkeligt har brug for dem?

Jeg spørger bare.

For jeg har i den grad behov for at kunne råbe grundigt efter nogen. Er bare lidt træt.

Jeg har vist nævnt kort – for længe siden – at jeg roder med noget tandhalløj. Jeg vil ikke kede jer med lange jeremiader, eller ulækre detaljer om indersiden af min mund, men faktum er at jeg har været generet – for ikke at sige at jeg faktisk indimellem har haft pisseondt – på grund af en livsfarlig dame som kalder sig selv tandlæge.

Det er hun ingenlunde – derimod kunne hun få rollen som én af de kugleskøre tanter i ”Arsenik og gamle kniplinger.”

Grunden til at jeg savner evnen til at kunne oparbejde et formidabelt raseri – muligvis at gå til korporligheder – er at finde i dagens specialistbesøg i Paris.

Dengang Draculas bedstemor var færdig med mig, var jeg ganske klar over at jeg også var færdig med hende, hvorfor jeg ikke igen satte mine ben i helvedes forgård, men derimod i et elegant venteværelse hos en tandkirurg af højt renommé. I dag!

Jeg skal ikke trætte jer med tekniske forklaringer, ej heller har jeg tænkt mig at scanne de fine tegninger eller 6 – 6!! – røntgenbilleder af min tand som manden tog.

Jeg vil blot fortælle jer konklusionen.

Nogen..

Har simpelthen glemt et stykke nål i en af mine rodkanaler.

Eller tabt. Eller overset. Hvorom alting er – sidder der et stykke nål. Inde i min tandrod.

Godt så.

”Så fjern den – omgående”, var min lidet diplomatiske reaktion.

Men dette lader sig desværre ikke gøre – derfor skal jeg betale ½milliard euroer for at få ryddet op efter Arsenik-damen.

Nål-stykket kan ikke fjernes, men man kan – og de sarte kan springe denne sætning over så de undgår at få samme portion koldsved som jeg – man kan som sagt løfte tandkødet af, save rodenden over og rodbehandle ovenfra, så at sige. Og sætte tandkødet på igen.

Her troede den venlige specialist, at tiden var inde til at prøve sig med en lille vits, og sagde: ”Vi sætter naturligvis tandkødet fast igen – det får ikke lov til at sidde og blafre som et gardin..”

Jeg sværger – det sagde han. Jeg lo ikke af hans ynkelige forsøg på en vits. Gardin.. Han kan selv være et gardin..

I øvrigt var jeg på dette tidspunkt meget tæt på at besvime i affekt, så jeg nåede ikke at reagere som jeg ellers havde gjort.

Mit eneste ufravigelige krav var nemlig at denne torturseance kommer til at foregå i fuld narkose eller under påvirkning af meget stærke barbiturater. Ellers overlever jeg ikke.

En nål..

”Dette er Kong Mor – eller nej det er jo Stine, men I ved hvad jeg mener – nu fås hun også med nål.”

Bare tanken om at der er uvedkommende metal indeni mig.. Det er da lidt uhyggeligt.

Det er starten på Robocop.. Eller Robokong..

Det ene positive var at specialistmanden også er meget klog og opmærksom, så på under tre minutter fik jeg også at vide hvordan jeg kan få andre – læs Kvaksalveren – til at betale for oprydningen.

Det andet positive var at jeg fik en crème brûlé bagefter!

Men jeg er stadig med kronisk nål.. Indtil jeg dør. Eller flår tanden ud.

Min største skræk er bare, at jeg vil få samtlige alarmer i lufthavnen til at hyle, og at jeg dermed bliver grounded for tid og evighed.

Mundskyllemiddel

9 mar

Har haft et noget tungt forløb hos diverse tandlæger her i Frankrig i de sidste mange måneder, jeg vil ikke trætte jer med slibrige detaljer, men hvor om alting er, er jeg nødt til at skylle bisserne 3 gange dagligt i noget yderst kradst stads.

Jeg er ikke helt sikker, men jeg mener at kunne huske, at tandlægen truede med både koldbrand, lungebetændelse og nedgroede negle hvis IKKE jeg gjorde det.

Det har højst sandsynligt en god effekt på diverse bakterie der måtte have installeret sig i min mund, eller kunne tænke sig det, men jeg skal lige love for at det også kan mærkes på resten af munden.

Man er fuldstændig lam i tungen i 20 minutter og lugter som en hel tandlægeklinik ud af munden bagefter. Det føles lidt som at have spist 2 tuber Colgate. Så man skal være sikker på at man er absolut færdig med at spise – for al mad får en mystisk, ensartet og unuanceret smag i den time følger indtagelse og gurglen af det der mundskyllevand.

Det er sikkert sådan noget, som bliver forbudt om et par år, fordi man finder ud af at det er mere virkningsfuldt som toilet desinficering på offentlige steder.

I mellemtiden er det noget jeg skal have tømt et par flasker af, hvis ikke jeg vil forgå eller få nedgroede negle.

%d bloggers like this: