Tag Archives: Tanker

Ned igen, og op…

6 Jul

Bedst som jeg gik og troede at jeg var på vej den helt rigtige vej, at hukommelsen var på vej tilbage, at jeg kunne sove, at jeg kun havde ganske få panikanfald og var på arbejde stort set hver dag, så døde min far.

Ja.

Der er ikke så mange andre ord for det.

Han døde.

Og det var så ligesom slut på endnu et kapitel i min livshistorie.

Sjovt nok skinner solen stadig indimellem. Verden fortsætter som intet var hændt og livet går videre. Det gør mit også, langsomt og til tider vaklende, men det går videre, trods alt.

Hvis jeg nu, ved hjælp af en magisk lampeånd, kunne leve bestemte passager i mit liv om igen, så ville det nok ikke blive dette sidste år der kom til at stå øverst på ønskelisten.

På den ene side.

For på den anden side, så har dette afsindige møg år, som jeg i øvrigt har besluttet er slut nu, sendt mig videre, stærkere og mere bevidst om hvad der egentligt tæller i mit liv. Ikke at jeg tvivlede ret meget på det før, men alligevel har det åbnet mine øjne for hvad jeg vil og hvad det er vigtigt.

Og det ville jeg vel i grunden ikke have været foruden, når nu jeg tænker rigtigt efter.

 

 

 

Igang igen.

2 Mar

Situationsrapport fra Møllen på Øen:

Efter mange ugers forglemmelser og ukoncentreret søvngængeri er jeg stille og roligt startet på arbejde igen.

Som i meget stille og roligt.
Jeg holder lige akkurat til 3-4 timer ad gangen, i en eller to dage, og holder så en dags pause – eller også er det weekend – så jeg bliver bestemt ikke overanstrengt.

Sådan efter normal standard. For jeg er fuldstændigt udmattet.

Når jeg kommer hjem efter et par timers arbejde, lægger jeg mig på sofaen og starter min mindfulnes meditation-træk-vejret-roligt- noget, som min dejlige psykolog har anbefalet, hvilket jeg godt nok ikke tror hjælper ret meget, for der går siger og skriver kun 4 minutter inden den blide stemme luller mig i søvn, og så snorker jeg – i lunt og behageligt selskab med Bimbi – gladeligt og ubekymret i en time til halvanden.

Vel at mærke stadig med ørerne fulde af mindfulness, uden at høre det mindste af hvad der bliver sagt. Så enten hjælper det helt fænomenalt godt til at få mig til at slappe af, eller også virker det slet ikke, fordi jeg snorksover igennem det hele.

Men jeg har vel brug for det. At sove, mener jeg. Og det forhindrer mig ikke i at være ligeså træt om aftenen.

Selve arbejdet er også tilrettelagt min ynkelige mentale situation: jeg har ikke ansvar for noget som helst, jeg laver kun småting som ikke tager pusten fra mig, og The Dream Team tager telefonen for mig. Jeg dobbelttjekker alt og håber at jeg ikke glemmer noget, spørger ustandseligt om hjælp, og klarer mig så godt jeg kan.
Jeg får konstant venlige men bestemte ordrer fra The Dream Team, andre kolleger og chefer om kun at tilpasse mig min egen navlesituation, og gå meget langsomt frem.

At jeg ikke også skal stresse over at jeg ikke er klar til fuldtid endnu, giver mig meget ro, og jeg er overbevist om at det vil medvirke til at jeg bliver klar, så hurtigt det er muligt. Jeg har bare verdens bedste arbejdsplads.

Rent funktionelt virker min hjerne ikke som før. Jeg glemmer stadig de særeste ting, og det at jeg kan fortælle om det, er udelukkende fordi jeg er blevet gjort opmærksom på det. Jeg kommer nemlig ikke selv i tanke om at jeg har glemt noget.

Jeg har stadig kan stadig ikke læse, har svært ved at koncentrere mig og jeg har lagt mærke til at jeg bliver urolig og rastløs så snart jeg kommer ud af min komfortzone, hvad enten det er fysisk eller mentalt.

Det er hamrende frustrerende at være fanget i, og jeg glæder mig virkelig til jeg kan se et reelt fremskridt, hvilket er ganske udenfor rækkevidde indtil videre.

Men jeg er i gang igen. Så lidt det end er. Så det skal nok gå.
Desuden kan jeg stadig lave kage:

img_8781_zpseqsaafrt

Prinsessen blev 17 i går og blev fejret! Med kage!

Slutteligt beklager jeg hvis udtryksformen er lidt ubehjælpelig, jeg er ikke i stand til at kunne rette det selv.

Luk mig lige ind igen.

21 Feb

Tak!

Jeg står herude – uden for mig selv – og vil faktisk godt ind igen. Det måtte faktisk godt snart ske. At nogen ville åbne. Så jeg kunne komme ind i varmen og blive helt mig selv.

Tak. Blev der sagt.

Men det er måske ikke nok?

Jeg gør alt hvad jeg bliver rådet til. Det eneste jeg ikke har gjort så enormt meget af endnu, er de der gåture. Det er ikke blevet til så meget. Faktisk. Hvilket måske er en fejl.Hvad ved jeg. Jeg kom dog ud at gå med Annette. I solskinnet. Det var en fantastisk tur. Som jeg godt kan huske.

Men alt det andet, gør jeg. Grundigt. Og meget. Måske en anelse utålmodigt. For jeg vil så gerne ind i mit liv igen.

Når jeg er lige ved at blive kvalt og overmandet af rastløshed, både mentalt og fysisk, og jeg suser forvildet rundt om mig selv – og andre – så er det fantastisk rart at have en Gårdmand Bjørn, der siger: “Tror du ikke lige du skal lægge et puslespil?”. God dreng!

Og så kan jeg sidde der i halve og hele timer og pille rundt i 1000 brikker af variabel farve og form, og langsomt aftager den overophedede tilstand i mig.

Godt nok. At det virker.

Men jeg tvivler stærkt på at min chef vil sætte pris på at have et puslespil stående i et mødelokale. Jeg gik også i gang med mit allerstørste på 3000 brikker, men da jeg havde fået lagt hele kanten, sorteret alle farverne og fnidret med at sætte dem sammen, uden større succes, faktisk uden succes overhovedet, gav jeg op. Det stressede mig mere end det gavnede, jeg sad bare og blev irriteret over ikke at komme nogle vegne og så kunne det være det samme.

Det blev lagt langt væk, og nu har jeg i stedet fremdraget tre mindre puslespil på 500 brikker – det må jeg da kunne klare.

Så er der det der mindfulness, som min læge i øvrigt siger er det samme som puslespil, bare hvor andre siger hvor du skal lægge brikkerne.

Jeg havde fundet en gratis app, ved navn “Calm” som har flere “træk-vejret-og-slap-så-for-pokker-af-NU” meditationer. Jeg lytter skam til dem. De er vældigt behagelige at lytte til. Det kan endda også godt være at de virker. Det skal jeg ikke kunne sige. Jeg har endnu til gode at høre efter hele tiden, på hele den daglige guidede meditationsrundfart. Mine tanker flyver hid og did. Jeg har dog hørt – fra den guidende dame – at det er okay, så længe jeg er i stand til at indfange de flyvske tanker igen.

Desværre kan man, efter den bløde – gratis – intro, ikke komme videre uden at skulle betale. På abonnementsmåden. Så den blev slettet igen.

Nu er jeg derfor uden mindfulness og uden store puslespil.

Så er der te – meget te – og word feud tilbage. Jeg kan stadig ikke læse, det vil ikke hænge fast og jeg er rastløs ad pommern til.

Efterhånden er her ved at være en anelse trivielt her, lukket ude fra mig selv og mit liv, så nu må der godt snart ske noget, så jeg kan komme ind igen.

 

… men.

15 Feb

OPDATERING – jeg havde endda glemt at jeg havde skrevet dette, så jeg har ikke engang været inde for at se om der var nogle kommentarer jeg skulle svare på. Beklager!

Jeg er okay. Sådan efter omstændighederne.

Men… for der er et men.

Et stort men.

For min hukommelse er et stort rod. Jeg glemmer de særeste ting. Og selvom lægen og psykologen og zoneterapeuten alle er rørende enige om at det er heeeelt normalt og at jeg naturligvis bliver den samme igen meget snart, så har jeg sådan en ækel lille tvivl i baghovedet.

Er jeg i virkeligheden ved at blive dement? Jeg har ikke læst “Still Alice” (på dansk “Stadig Alice”) for ingenting. Hvad nu hvis jeg får varige mén – eller er hjerneskadet – af et eller andet som ikke vil aflevere de små stykker af min hukommelse. Sjovt nok falder jeg – totalt tilfældigt – udelukkende over den slags lidet opmuntrende anekdoter i diverse blade. De blade jeg klipper i, for at klippe klistre lidt og give hjernen en pause.

Det kan umuligt være specielt fordrende for min folks mentale helbredelse, at skrive om alle de mennesker der ligefrem er blevet hjerneskadede af stress.

Jeg forsøger at gøre som Tina beordrede mig til: lykønske mig selv hver gang der rent faktisk var noget jeg godt kunne huske. Og så i stedet skynde mig at glemme at jeg ikke kunne finde bilen på Kvicklys parkeringsplads, at jeg på under 15 minutter og ditto meter, var ude af stand til at fortælle Matasdamen hvorfor jeg skulle have magnesium. Jeg kunne huske jeg var blevet rådet til at købe det, men jeg kunne ikke for min død huske hvorfor.

Det var Yenz så venlig at oplyse mig om pr. sms senere på aftenen, eftersom denne oplysning stadig ikke var dukket op på min harddisk.

Og sådan er der jo så meget.

Jeg trøster mig med at jeg i det mindste er til stor moro for mine omgivelser.

Blog som terapi.

18 Jan

Det er jo mere eller mindre hvad jeg har brugt bloggen til de sidste par dage.

Beklager dybt hvis I har følt jer udnyttede.

Ikke desto mindre har det også hjulpet. Ikke meget, men dog på den måde at jeg tvinger mig selv til at sætte ord på nogle tanker som jeg måske havde lidt svært ved at definere. Så det vil sige at det har hjulpet at skrive, for at finde mig selv igen.

Af alle de andre ting på min liste kom jeg også lidt videre. Jeg har nu også haft fat i følgende:

Gåture.
Grine.
Få besøg.
Naturmedicin.

Derimod har jeg på det skammeligste negligeret meditation. Det har jeg slet ikke ro nok til at gøre. Alle mulige tanker kværner rundt i knolden på mig uden ophør.

Ligeledes det der naturmedicin har jeg ikke været omkring. De få gange jeg har været ude i verden, har det været for at vandre rundt i Netto på en søvngængeragtig måde, hvor jeg på må og få har lagt forskelligt op i vognen, jeg har dog medtaget et stk. afkom hver gang da jeg ikke stoler på om det jeg læsser op i vognen overhovedet er noget vi mangler. Jeg har derfor ikke været omkring nogen helsebiks.

Jeg får dog nogenlunde taget mine vitaminer, problemet er bare at jeg ikke kan huske om jeg har taget dem, så jeg skal lige have lavet et skema for at holde styr på det hele, ellers ender jeg med overdosis af D vitaminer eller totalt mangel på B vitaminer. For det går jo ikke.

Jeg har været ude at gå, flere gange faktisk og det har været rart.

Jeg har også grint en hel del, eftersom jeg blev plantet i sofaen af mine piger for at tilbringe et godt stykke tid med Anders Mattesen. Behageligt og yderst grinagtigt.

Jeg har kun haft et – uanmeldt – besøg. Lene havde taget en ganske anseelig mængde kage med, og så var jeg jo optaget med at spise den, men var fuldstændigt udmattet bagefter.

Husk at kigge op!!

Jeg var på arbejde et par timer i dag, det var ikke nogen ubetinget succes.

Det var skønt at se The Dream Team igen, men min manglende koncentrationsevne og hullede korttidshukommelse har sine begrænsninger. Og så sendte de mig hjem.

Jeg prøver dog igen i morgen, jeg giver nemlig ikke op så nemt.

Så den foreløbige konklusion på at finde mig selv igen, må være at der er ting der hjælper, og ting der ikke hjælper. Det som har hjulpet mest er, i nævnte rækkefølge: snak med Korea, gåture, blog som terapi og knus af/fra/med The Dream Team.

Så jeg fortsætter ad den eneste vej der er.

Op ad.

Hvem ved, måske begynder jeg ligefrem at kunne huske igen.

Jeg bruger mine ting

17 Jan

Endnu engang kan jeg så udbasunere mine særheder i fuld offentlighed. Og I kan bare konstatere at jeg ikke er rigtig klog. Det har jeg vist heller aldrig påstået, så det gør nok ikke så meget.

Jeg holder altså af ting, så ikke noget minimalisme her..

Jeg mener ikke at jeg holder af alle ting i flæng, eller at jeg går shopamok over ting jeg bare absolut må eje, slet ikke. Men derimod ting jeg har fået af folk, jeg holder af. Jeg bruger de ting til at lave god energi for mig selv. Jeg nyder at omgive mig med ting som andre har udvalgt specielt til mig.

Uanset om det nu er en ting personen selv har fået, men ikke gider have og så giver til mig. Det som tæller, er den positive følelse som jeg forbinder med tingen. Det kan være hvad som helst.

Faktisk er en meget stor del af de ting jeg har, og omgiver mig med, forbundet med glade tanker om en eller anden person i mit liv. Det giver mig for eksempel meget mere at drikke te af en kop som jeg har fået af en jeg holder af. Jeg bruger de følelser mine ting giver mig. Alt efter hvad jeg har brug for, på et givent tidspunkt, så omgiver jeg mig med ting som giver mig den eller den følelse.

Og i de sidste par dage har jeg brugt mine ting til at få det bedre.

Når jeg så sidder her:

og prøver på at slappe af og finde mig selv igen, så hjælper det enormt at være omgivet af ting der gør mig glad, fordi jeg har fået dem af skønne mennesker, der har tænkt på mig.

Det giver mening for mig.

 

Bagning prøvede jeg også.

16 Jan

Ikke at det er noget nyt.

Jeg bager som bekendt tit, og det hjalp heller ikke rigtigt til at blive mig selv igen.

Eller lidt, gjorde det faktisk.

Det var rart at gøre noget helt grundlæggende for mine børn. For familien. At give dem noget rart at spise. Det fik mig også lidt på andre tanker, og skulle jeg tabe tråden, var skaden ikke så stor.

Det var trods alt kun lidt mel, æg og den slags, som ikke ville tage varig skade af at blive sat i fryseren i stedet for i ovnen, hvis jeg skulle glemme hvad jeg var i gang med.

Alternative stop spild af mad muffins

Der lå 4, meget kedelige bananer i en skål, så jeg bestemte mig for at lave bananmuffins.

Men fordi jeg også er midt i et “det-er-januar-og-vi-har-ingen-penge-og-vi-skal-bruge-det-vi-har-før-vi-køber-nyt” projekt, så havde jeg ikke alle de ingredienser der skulle bruges til mine normale muffins, og jeg måtte derfor improvisere lidt.

Det blev de dog ikke dårligere af og jeg skrev det for en gangs skyld ned, så I også kan prøve hvis I ligger inde med 4 meget mørke bananer der kun er på tålt ophold før de må søge asyl i skraldespanden.

Stines alternative bananmuffins.

100 gr smør
200 gr sukker
2 sammenpiskede æg
3-4 mosede modne bananer
100 gr mel
100 gr mandel mel
10 gr bagepulver (eller 1 pose levure chimique alsa)
1/2 tsk salt
1 tsk vanilje
150 gr forskellige chokoladestykker

Smør & sukker piskes. Æg tilsættes. Bland bananerne i. Og så mel, bagepulver, salt, vanilje og chokolade. Fyldes i muffinsforme og bages ca. 25 min ved 190 C

Redningsvest

De forsvandt før jeg kunne nå at sige… redningsvest.

 

 

%d bloggers like this: