Tag Archives: Tårekanaler

Sidste sukkersøde indlæg for denne gang

3 feb

Nå.. Gårdmand Bjørn har leveret indtil flere guldkorn i sit liv, og nu kommer vi til det sidste i samlingen af de nedskrevne, hvilket betyder at I nu må vente til han leverer et nyt.

Jeg er dog ganske sikker på det vil komme, men hvornår kan jeg jo ikke lige forudse.

Grunden til, at jeg har spredt dem ud over et længere stykke tid, er at såfremt man får dem alle smidt i hovedet på en gang, er der enten stor risiko for akut sukkersyge, men også risiko for at han simpelthen ville blive kidnappet, fordi han er så lækker!

Det ville jeg trods alt ikke risikere.

DSC01110

Og så er de også gode at have, de der indlæg, når man ikke ved, hvad man ellers skal belemre jer med.

Men altså, her kommer den sidste i rækken af søde sætninger, der muligvis kan få jer op i falset:

Jeg lover det er det sidste.. i hvert fald indtil han leverer et nyt!

Gårdmand Bjørn trækker mig lidt i ærmet og siger: ”Stil dig lige her mor, og luk øjnene – og så sig til når du kan mærke noget.

Jeg adlyder, lukker øjnene en anelse skeptisk, men kan hurtigt mærke et stort kys på kinden.

”Nå mor” og så kommer det: ”Det der som du kunne mærke, det var fuld af kærlighed!”

Og så fik jeg utætte tårekanaler igen.

Søsterkærlighed og utætte tårekanaler

7 mar

Som regel skal de royale unger i seng forholdsvis tidligt. Dagene i det franske skolesystem er lange og udmattende, og den efterfølgende, ofte timelange, lektielæsning trækker også tænder ud, så for at være i stand til at stå op næste morgen, er de to mindste i seng senest 20.30 og de snorksover når de to store går i seng senest 21.30.

Og da alle sover inden 22.00 kan jeg udlede at de må have brug for det. Men derfor er der ting de går glip af i fjernsynet. Især her i Frankrig hvor mange programmer er lidt senere end i Danmark.

Det drejer sig især om Barnaby som kommer søndag aften. Altså er ferier en kærkommen tid til at nyde at man kan følge med i alle mordene i Midsomer. Jeg tror for resten at der ikke der kan være ret mange mennesker tilbage i det område mere. Med et gennemsnit på 3 mord pr. episode, og serien kører nu på 9.sæson, så kan I godt selv regne ud at det må være en yderst lukrativ affære at være bedemand på de kanter.

Og ja, jeg ved godt at Midsomer slet ikke findes, men alligevel!

I søndags var ingen undtagelse, og yngste pigen spurgte om hun også måtte se med. Og det måtte hun efter nogen overvejelse godt, jeg har lidt en tendens til at glemme at hun er 12, fordi hun bare er lillesøster pr. definition.

De to søstre sad så i hver sit hjørne af den ene sofa, First Man og jeg i den anden, men ved andet mord – første mord var vi ikke vidne til, vi så kun liget flyde rundt i en svømmepøl – som sagt ved det andet mord, der var lidt spektakulært = lidt tomatketchup ved mundvigen, skete der noget ovre i den anden sofa.

En indre fjeder gik, ved synet af dette teaterblod, løs i yngste datter, som godt nok beholdt sin popo på samme sted, men hele overkroppen svingede i en elegant bue over og landede direkte i armene på ældste datter.

Det lignede lidt en metronom, og kors hvor gik det stærkt – svuuush sagde det og så lå hun i søsters favn.

Nu er det ikke fordi de tit er uvenner, de er bare ikke så tit søstre på den der kærlige kramme måde, så synet af de to tøser der lå helt tæt sammen, var lige lidt mere end mit sentimentale moderhjerte kunne holde til, og der blev vist lidt fugtigt i den ene øjenkrog.

Egentligt ret sært, det der med at blive utæt når man bliver rørt, det kommer efterhånden som man bliver ældre. Lad det være helt klart at jeg kun taler om utæthed i øvre regioner!

Altså, de der utætte tårekanaler er ikke noget man er født med. Som 12årig kan jeg huske min forbavselse over at moster sad og vandede høns til en eller anden engelsk tv serie. Herskab og tjenestefolk eller noget lignende. Konsterneret gik jeg ud til mormor og spurgte hvorfor moster sad og ’tød’ inde i stuen. Svaret var, at en eller anden vist nok var død. Jeg forstod det ikke – det var jo bare en film, for syv sytten.

Jeg mindes til gengæld også ganske tydeligt første gang det så skete for mig. Jeg var 17 og sad og smovsede gamle film. Jeg vil ikke gå i detaljer, men kan da fortælle at The Brief Encounter ramte mig som en forhammer i mellemgulvet og sendte mine tårekanaler til tælling – K.O.

Helt galt blev det da, ved ankomsten af mine børn. Jamen altså, antallet af tårer der triller ved synet af noget som ikke er trist, overstiger da langt det der falder når der så for en gangs skyld rent faktisk ER noget at pive over, hvor man bare er stærk og tager sig sammen.

I hvert fald sad jeg der i søndags, med mine fugtige øjenkroge og alle de andre mærkelige talenter jeg ellers har, og glædede mig, om ikke andet, over at lillesøsteren på metronom måden havde svinget sig over i storesøsters favn i fuldstændig sikker forvisning om at der var plads til hende, der.

Jeg mener, hun væltede jo ikke over til os, på moar-red-mig-måden.

Så gør det jo ikke så meget, at det ikke sker så tit, når bare de ved at det er muligt!

%d bloggers like this: