Tag Archives: Teknik

Kend dine begrænsninger…

15 apr

Jeg kan naturligvis lade være med at berette om det, for jeg har en mistanke om at jeg også godt kunne gå hen og blive slemt til grin her, men hvis nu det skulle ske for andre, vil jeg faktisk gerne være behjælpelig med at løse problemet.

Sagen er nemlig den at jeg læste et indlæg hos Mommer, og dernæst hos Overleveren. Om at undgå at ens børn bruger løs af pensionsopsparingen – som i mit tilfælde altså ville være til at overse – når de leger på ens iphone eller do-pad. Spændende ting som jeg ikke vidste.

Og i min visdom tænkte jeg at det var da en udemærket sikkerhedsforanstaltning og som tænkt så gjort. Mens jeg læste fremgangsmåden på ipaden, fik jeg sat begrænsninger på min iphone.

Så langt så godt.

Og så skulle jeg til at tage et billede af en kiks eller en nullermand af banebrydende betydning, og så…

Og kunne jeg så finde mit kamera?

Nej.

Det kunne jeg ikke.

Almindeligt fungerende mennesker vil nu kunne drage en sammenhæng mellem førstnævnte oplysninger og mit manglende kamera, men så langt var jeg ikke kommet.

Der var hverken ikon eller noget som helst at finde. Og ville jeg tage et billede med mit instagram virkede det heller ikke.

Men selve screenshot virkede – altså måtte kameraet også virke. Hvor det end gemte sig.

Ergo tilbragte jeg først 24 timer i dyb sorg over at min iphone var død – eller i hvert fald kameraet – og dernæst 72 timer i total denial, fordi hvis jeg bare lod som ingenting kunne det jo være det kom tilbage af sig selv.

Ingenlunde.

Jeg tændte og slukkede og der skete intet. Absolut ingen verdens ting.

Efter fire døgn var jeg mør, og så var jeg så tåbelig at jeg skrev på Facebook og spurgte om hjælp. Dog inden jeg trykkede på “gendan” og fik slettet alt.

Og næsten samtidigt fandt jeg løsningen på et eller andet nørdet i-forum. Hvor folk som jeg spørger om alle mulige tossede ting de har gjort med deres iphone, og så svarer nørderne og finder løsninger.

Og så kunne jeg jo bare følge deres anvisninger og fjerne begrænsningen på kameraet… Altså først efter et par paniske og sveddryppende øjeblikke hvor jeg ikke helt kunne komme i tanke om koden.

Men min hjerne besluttede sig i sidste øjeblik for at samarbejde, og jeg kunne låse op og få fjernet den lille dims der forhindrede mit kamera i at ville samarbejde.

Ikke et øje tørt. Jeg blev voldsomt glad og fjernede derpå samtlige begrænsninger for at være på den sikre side. Jeg kender derfor nu mine begrænsninger særdeles godt. Og mine børn må bare fortsætte med at holde fingrene fra mors legetøj.

Tilbage var bare at ignorere mobberiet på Facebook.

Men som Kim så vældigt opløftende sagde, så er der så meget andet jeg er god til.

At blive til grin for eksempel…

 

God mandag.

 

 

%d bloggers like this: