Indrømmelse #1

Jeg.. tager min telefon med på wc. Det må være en alternativ form for telefonfis..

Nå men nu er det sagt – sandheden er ude – og jeg er stigmatiseret for tid og evighed. Gad vide om jeg overhovedet skulle udgive dette indlæg?

Det er nemlig sådan at hjemme på øen, der har jeg et ganske udmærket lille toilet med en praktisk anbragt hylde – i perfekt række-armen-ud-distance, når man befinder sig på tønden.

Der står digtsamlinger, novellesamlinger, hjernevridderopgavebøger, det er kort – og godt. Det eneste selektionskriterium for at kunne få en plads på hylden, var nemlig: fat dig i korthed.

Forestil jer at have ”Krig og Fred” eller ”Jordens Søjler” stående sådan et sted?

Der ville for det første være optaget altid – og for det andet, så tænk engang alle de hæmorroider det ville give, at sidde der et par timer hver dag?

Men altså, denne hylde er nu langt væk fra Æblebakken, og på Eventyrhusets lille das, altså det nedenunder som jeg ikke vil besøge om natten, er der ingen mulighed for at hænge sligt op. En hylde altså.

Den eneste væg, som er flad, er så tynd og uholdbar at ikke engang en plakat ville blive hængende, og den anden væg.. tja – døm selv.

Nogle mennesker har avisholdere stående – men.. Vi er enige om at den slags ofte står på gulvet ikk’? Og på et forholdsvis lille areal som sådan et toiletgulv nu engang er, er der stor risiko for, at den del af befolkningen som står op og lader vandet, sprøjter og pjasker ned på samme avisholder og indhold – det er simpelthen for ulækkert.

Altså er der ingen læsemulighed for de trængende på dette toilet. Lidt synd.

Så er det nemlig frygteligt kedeligt at gå på wc.

Så var det jeg begyndte at tage min telefon med. Jeg var dog panisk angst for at tabe den ned i kummen. Det gjorde Line nemlig engang, fortalte Nanna mig. Men min frygt for kedsomhed vandt.

Det er ganske vist lidt upraktisk i, skal vi kalde det ”tørresituationen”. Der ligger den og balancerer på min sko.. Ja. Men hvor skulle jeg ellers lægge den?

Og så må den – telefonen – vente, stadig vippende på min ene fod, mens jeg får sprittet fingre af – idet der ikke forefindes håndvask på et fransk toilet. Håndvask efter toiletbesøg er nemlig endnu ikke slået helt igennem i Frankrig.

Så, alt i alt meget besværligt – men det hele værd for så kan jeg også både læse blogs og lægge syvkabale mens jeg bliver færdig!

Telefonfis og kaffemaskiner

Jeg har en hemmelig last. Jeg elsker telefonfis. Ja, ikke den gængse opfattelse af telefonfis – hvor man ringer til nogen og siger noget vrøvl – men derimod den, som jeg lader gå ud over andre mennesker, hvis de ringer til mig.

Og her taler jeg især – og udelukkende – om telemarketing medarbejdere.

Ja, jeg ved godt det er et job, og at de stakkels mennesker ikke selv har valgt de uhyrligheder, som de tvinges til at lire af, når man uforvarende kommer til at løfte røret. Men når man hører den påtaget friske stemme, som med det samme kalder én ved fornavn – fortryder man omgående at man svarede.

Med sådan et opkald i øret, så farer der altså nogen gange en lille bitte djævel i mig. Bare en lille én.

Jeg kan finde på at give mig til at mumle usammenhængende, for så savlende lægge på. Med mine måbende børn som tilskuere. Eller det vil sige – de undrer sig ikke så ofte mere, de ved godt, at det er en eller anden, som vil sælge noget, eller have min mening om lettiske skruetrækkere og andet unyttigt. Men efter sådan en oplevelse ringer de sjældent tilbage.

Så er der de gange, hvor jeg når at bide mærke i deres fornavn – som jeg så voldbruger i endnu højere grad, end de bruger mit. De når også ret hurtigt til et stadie af fuldstændig opgivenhed, så de afslutter samtalen uden videre påtale.

Da yngstedreng var lille bitte, blev jeg engang ringet op af en person som spurgte om han måtte tale med den næste i husstanden, som havde fødselsdag – han nævnte måske også noget med at det skulle være en over 18 år – men den detalje valgte jeg at overhøre – så jeg stak telefonen til lillemand, som vitterlig var den næste som havde fødselsdag.

Så sad han og gurglede ned i telefonen i en 10 minutters tid. Der var sjovt nok ikke nogen i den anden ende, da jeg listede røret fra ham.

Det må have rygtedes et eller andet sted – et register for mystiske mennesker, for der blev længere og længere mellem disse voldsomt irriterende opkald.

Da vi så flyttede til Frankrig, fik det pludselig en helt ny dimension, jeg opdagede jo ret hurtigt at jeg bare kunne snakke dansk – så kunne de stakkels mennesker også lægge på, med uforrettet sag.

I går, ringede en som ville vide om jeg var tilfreds med min nye kaffemaskine. Hvis sandheden skal frem, er jeg faktisk ikke videre begejstret, og det valgte jeg at delagtiggøre kaffemanden i. Med alle detaljer, så det blev måske lidt langt!

For det første, fordi jeg ikke drikker særlig meget kaffe, som i næsten aldrig – og faktisk kun hvis der er Baileys i. Jeg spurgte ham om de ikke kunne lave en variation med Baileys i. Det svarede han ikke på. Han nøs.

Og så kunne jeg jo passende spørge ind til hans åbenbart noget vaklende helbred, og fortælle at jeg ikke synes det var en god idé, at tage på arbejde når man var syg. Smitte og den slags.

Jeg tror den stakkels mand sad og rodede rundt i deres arkiv af ”what to say, when”, men han kunne nok ikke finde noget, som var passende til vores hyggelige samtale, så han svarede heller ikke på det, og jeg fortsatte derfor ufortrødent med at fortælle ham, at jeg derudover også var noget træt af First Mans maskinpark.

For rigtigt at kunne følge med her, må man vide at First Man holder meget af maskiner. I alle størrelser og udformninger. Maskiner til at klippe græskanter med, maskiner til at puste luft i fodbolde, maskiner til at suge krummer op fra bordet og sidst, men ikke mindst, maskiner til at lave kaffe med.

Vi har 4.. ja 4!! Og, jeg ved ikke med jer, men jeg synes personligt, at det i hvert fald er 3 for mange. Jeg er fuldt ud i stand til at hælde kogende vand igennem en kaffetragt – helt selv.

Men lad det være – denne sidste kaffemaskine er en gave fra First Mans bedste ven, som selv er maskinoman. Han har gennem år og dag foræret os, om ikke 1/3, så i hvert fald ufattelig mange af de maskiner, som ved et fuldstændigt uforklarligt uheld blev glemt hjemme i Danmark, da jeg skulle pakke ned til min simple living på Æblebakken!

Der er det fantastiske ved denne kaffemaskine, at kaffen skal bestilles på nettet og tilsendes fra fjerne steder. Ydermere koster en kop kaffe 2,25 kr. så det er dyre dråber der kommer ud af den lille hane foran.

First Man har selv – godt nok under tortur, men alligevel – indrømmet at han ikke kan smage ret meget forskel på alle disse, vist over 20, varianter af kaffe.

I sig selv meget praktisk, for så kan man jo nøjes med at bestille én slags næste gang. Og så igen – det er kun frit leveret hvis man bestiller 250 kaffedimser. Og selv First Man drikker ikke kaffe hver dag – da det slet ikke engang er hver dag, han overhovedet er hjemme – så der ville jo være kaffe til flere år i sådan en ordre.

Jeg kunne så måske åbne en lille kaffebar – og på den måde tjene pengene hjem igen og slippe for at få kedelig gammel kaffe om 1½ år når bunden er ved at være nået.

På dette tidspunkt i min historie, var der efterhånden meget stille i røret, kun et lille nys indimellem, afslørede at min nye kaffeven stadig var i den anden ende.

Jeg fik til sidst ondt af ham og sagde at han burde gå hjem og lægge sig, hvorpå han kom med en lang smøre om at det havde været en behagelig samtale og at han ville notere sig mine forslag til forbedring.

Jeg tror ikke de ringer tilbage – men hvis de gør har jeg tænkt mig at underholde med Blondinens æblerelaterede maveproblemer!