SE MIG LIGE..

Gad vide hvorfor der er så stor forskel på hvordan man ser sig selv – og hvordan omgivelserne ser én?

Jeg har en måde at se mig selv på, men lur mig, om det er med samme vinkel andre ser mig?

Det kommer sikkert også an på hvem der ser. For selv om jeg er som jeg er – ville jeg da godt ses som en anelse mere.. værdig, klog, og morsom  især morsom.

Det er lidt sværere, i en halvparanoid semi bloganonymitet, at vise hvem man er, end hvis man nu mødes ude det virkelige liv.

Men der er sikkert også mange nuancer der går tabt alligevel, ude i det virkelige liv.

Folk tager sommetider grueligt fejl af mig – de tror jeg er sådan en sød og blid lille én, og så får de et alvorligt chok og bliver fuldstændigt desillusionerede første gang de hører mig råbe ”for helvede”, rigtigt højt.

Eller når de ser mig sidde og lave ballade og fnise som en 14årig, til et vældigt alvorligt og seriøst møde..

Så kan folk godt komme hen til mig bagefter og sige – uhh vi troede du var vildt snobbet – og så er du bare vildt mærkelig..

Eller det vil sige – det udtaler folk alligevel ikke – trods alt – men de tænker det så højt at jeg kan høre det, også selvom jeg står langt væk.

Dette faldt mig, ind da jeg med Prinsessen og Divaen gik en tur i byen. Der er mange hunde her i byen – vi har endda flere hundefrisørsaloner og tilmed hundetøjsbutikker..

Amar’!

Nå men, vi kan jo godt lide hunde, så vi kigger mest på hunde. Mere end på mennesker. Og kom vi til at snakke om at minde om sin hund.

Jeg holdt på at det ikke passede – for Blondinen har seriøst damp.. Eller havde, da hun var yngre.

Og så var det at begge mine elskede døtre kiggede på mig.. og sagde: ”mmmjooo, men det har du da også?”

Det er det jeg siger – utak er verdens løn. Og man bliver slet ikke set rigtigt.. Ikke engang af sin egen familie..

Nål i en.. høstak

Gid det var så vel.

Jeg står i den lidt aparte situation at jeg faktisk gerne ville have fingre i mit PMS humør. Lige nu.

Og nu er det naturligvis længe væk. Hvor er ens brugbare vris henne, når man virkeligt har brug for dem?

Jeg spørger bare.

For jeg har i den grad behov for at kunne råbe grundigt efter nogen. Er bare lidt træt.

Jeg har vist nævnt kort – for længe siden – at jeg roder med noget tandhalløj. Jeg vil ikke kede jer med lange jeremiader, eller ulækre detaljer om indersiden af min mund, men faktum er at jeg har været generet – for ikke at sige at jeg faktisk indimellem har haft pisseondt – på grund af en livsfarlig dame som kalder sig selv tandlæge.

Det er hun ingenlunde – derimod kunne hun få rollen som én af de kugleskøre tanter i ”Arsenik og gamle kniplinger.”

Grunden til at jeg savner evnen til at kunne oparbejde et formidabelt raseri – muligvis at gå til korporligheder – er at finde i dagens specialistbesøg i Paris.

Dengang Draculas bedstemor var færdig med mig, var jeg ganske klar over at jeg også var færdig med hende, hvorfor jeg ikke igen satte mine ben i helvedes forgård, men derimod i et elegant venteværelse hos en tandkirurg af højt renommé. I dag!

Jeg skal ikke trætte jer med tekniske forklaringer, ej heller har jeg tænkt mig at scanne de fine tegninger eller 6 – 6!! – røntgenbilleder af min tand som manden tog.

Jeg vil blot fortælle jer konklusionen.

Nogen..

Har simpelthen glemt et stykke nål i en af mine rodkanaler.

Eller tabt. Eller overset. Hvorom alting er – sidder der et stykke nål. Inde i min tandrod.

Godt så.

”Så fjern den – omgående”, var min lidet diplomatiske reaktion.

Men dette lader sig desværre ikke gøre – derfor skal jeg betale ½milliard euroer for at få ryddet op efter Arsenik-damen.

Nål-stykket kan ikke fjernes, men man kan – og de sarte kan springe denne sætning over så de undgår at få samme portion koldsved som jeg – man kan som sagt løfte tandkødet af, save rodenden over og rodbehandle ovenfra, så at sige. Og sætte tandkødet på igen.

Her troede den venlige specialist, at tiden var inde til at prøve sig med en lille vits, og sagde: ”Vi sætter naturligvis tandkødet fast igen – det får ikke lov til at sidde og blafre som et gardin..”

Jeg sværger – det sagde han. Jeg lo ikke af hans ynkelige forsøg på en vits. Gardin.. Han kan selv være et gardin..

I øvrigt var jeg på dette tidspunkt meget tæt på at besvime i affekt, så jeg nåede ikke at reagere som jeg ellers havde gjort.

Mit eneste ufravigelige krav var nemlig at denne torturseance kommer til at foregå i fuld narkose eller under påvirkning af meget stærke barbiturater. Ellers overlever jeg ikke.

En nål..

”Dette er Kong Mor – eller nej det er jo Stine, men I ved hvad jeg mener – nu fås hun også med nål.”

Bare tanken om at der er uvedkommende metal indeni mig.. Det er da lidt uhyggeligt.

Det er starten på Robocop.. Eller Robokong..

Det ene positive var at specialistmanden også er meget klog og opmærksom, så på under tre minutter fik jeg også at vide hvordan jeg kan få andre – læs Kvaksalveren – til at betale for oprydningen.

Det andet positive var at jeg fik en crème brûlé bagefter!

Men jeg er stadig med kronisk nål.. Indtil jeg dør. Eller flår tanden ud.

Min største skræk er bare, at jeg vil få samtlige alarmer i lufthavnen til at hyle, og at jeg dermed bliver grounded for tid og evighed.

Gør som jeg siger, ikke som jeg gør.

Nå, lidt selverkendelse er vist på sin plads.

I mange og lange år, har jeg anmodet, bedt, tryglet om at firkløveret hentede deres vaskede, strøgne og sammenlagte tøj fra vaskerummet. Eller i hvert fald, fra det sted hvor jeg stryger og lægger sammen.

Mange gange har jeg, mere end træt, henstillet til at de fik orden på deres 3 millioner sokker og ligeledes fjernede dem fra tøjkurven.. Jeg har nok også råbt lidt indimellem – når de har omdannet føromtalte vaskerum til et fælles klædeskab, hvor alle mødtes hver morgen for at finde ud af hvad de skulle tage på.

Og skulle jeg formaste mig til at kigge i deres skabe – var de gabende tomme og barnet kunne se mig direkte ind i mine rødsprængte øjne og sige – i ramme alvor – jeg har brug for nyt tøj, jeg har ikke noget at tage på.

Og hvis jeg slæbte alt det tøj ovenpå, og distribuerede det på de respektive værelser ville der være så meget tøj at skabet bugnede og ikke kunne lukkes.

Jeg kunne åbne en tøjbutik, så meget har de.

Bare spørg dem – jeg taler meget om deres tøj. Hele tiden. Og om at de skal rydde det op.

Og så var det, at noget lige pludselig sprang mig i øjnene. På en meget direkte måde.

 

Og som nok får mig til at klappe hesten en anelse.. I hvert fald til jeg selv får ryddet op, så kan jeg jo altid give mig til at råbe igen!

JO – bortset fra håndklæderne er det mit alt sammen.. også sokkerne midt på gulvet.

P M S

Selvom jeg ikke bryder mig om at gå til korporligheder, får den første der siger, at PMS er et flyselskab, bank. Af mig – personligt! Så er I advarede.

Dette er så en af den slags indlæg, som både skal skrives, og udsendes forskudt fra virkeligheden. Jeg mener, det nytter simpelthen ikke noget at hælde ætsende galde ud over min pæne blog, og inficere jeres dag med en negativ stemning fra start.

Næ, et indlæg som dette, skal skrives langt fra den slags dage og gerne med et twist så alle er i stand til at se det morsomme i det.

Hvorfor er det også lige at jeg skal belemres med den slags? Og nej, jeg spørger ikke hvorfor min omverden skal belemres med mig – for de må lære at holde sig væk, i dækning og så i øvrigt udvise forståelse og medfølelse i rigelige mængder, når PMS med sit grumme fjæs, viser sig. Det er heldigvis ikke lige slemt hver gang.

Heldigvis for mig altså. Jeg fastholder at jeg ikke kan bekymre mig om min omverden – de må bare leve med det.

Men det kommer snigende, uden man helt ved hvordan. Men en eller anden vilkårlig dag, er man bare sur. Indædt og eddike sur på alt og alle. Den første som siger noget, som fortjener et vris, får det – med renters rente og mere til.

Og så kommer dilemmaet: er dette dagen jeg skal gribe knoglen og ringe til forsikringsselskabet, fordi de for Gud ved hvilken gang, stadig ikke har fattet at vi bor en hel familie på matriklen – fordi det, netop på sådan en dag, føles så godt at kunne vrisse grundigt efter en skrankepave i telefonen?

Eller skulle man, af samme årsag, måske bare stikke piben ind og holde lav profil, og lave dammage control for at undgå repressalier. Og så kan man bare ringe et par dage efter og få fremført samme budskab, denne gang med små blomster om taleboblerne.

Det sidste er det fornuftigste – og ganske givet også det man kommer længst med – men også det mindst morsomme. Det sjoveste er da at give en inkompetent nar tørt på?

Det er i hvert fald sådan tankerne falder i PMS dagene.. Og så skal man være mere end almindelig stærk i ånden, for at kunne slå den lille djævel ned, og lytte til den dødsens kedsommelige fornuft.

Lad mig sige med det samme – det er ikke altid det lykkes.

Og her vil jeg i øvrigt gerne benytte lejligheden til at undskylde overfor Ulla eller Birte eller hvad det nu var hun hed, på skattecenter i Ringkøbing. Hun fik nok lige lovligt tørt på engang – og skulle hun læse med her, kommer min mest uforbeholdne undskyldning – det var ikke hendes skyld.

Men jeg endte faktisk med at få ret. Samt at indfri løftet om, at hun ville høre fra sin allerøverste chef!

Jeg siger ikke, at jeg fik min lovændring fordi jeg var PMS – men det er meget muligt at det hjalp!

2 minutters stilhed

Ahh.. Hver morgen har vi 2 minutters stilhed fordi Prinsesse Lyserød – bedre kendt under navnet yngstepigen – tager medicin.

Det er nogle dråber hun skal have under tungen og vente 2 minutter med at sluge.

Og i de 2 minutter kan vi andre så nå verden rundt – og tilbage igen – uden at blive afbrudt. Fantastisk.

Hidtil har det jo bare været morsomt at stille hende spørgsmål, hun naturligvis ikke kan svare på.

Men kvaliteten af disse 2 minutter kom særligt til udtryk i forgårs, da ældstesøn uforvarende kom til at kvase en plastik vandflaske, som var specielt indkøbt til et af yngstepigens skoleprojekter. Da han stod med den sammenkrøllede flaske i hænderne – og jeg nåede at sige “UPS da også” lagde jeg samtidigt mærke til hvor dejligt stille der var.

Under normale omstændigheder ville Prinsessen have råbt meget højt og dramatisk – og var sikkert trampet op på sit værelse – og smækket med en masse døre, men nu, begrænset af sin medicinindtagelse – var der helt stille.

Hun havde godt nok meget vidtåbne øjne der nærmest var ved at poppe ud af hovedet på hende af bare ophidselse, da jeg kiggede over på hende, men da ældstesøn samtidigt nåede at blæse luft i flasken så den foldede sig ud og var så god som ny, nåede hun ikke engang halvvejs til et hysterisk – lydløst – anfald før hun var sit gamle selv igen – kunne sluge medicinen og fortsætte som intet var hændt.

Smart, tænkte vi – som er vant til en noget anden og mere larmende opførsel fra det kære barn! Selv ældstesøn, som udmærket kender sin lillesøsters temperament, så mærkelig lettet ud!

Faktisk burde man indføre 2 minutters tavshed for alle indimellem. Man kan virkelig nå at blive pissesur og runde de 100 på raseriskalaen, og så lige tænke over det, mens man brummer rundt deroppe, slappe af, og komme ned til 0 igen – og ingen har hørt eller se noget.

Eller jo, måske har nogen bemærket dampen der slippes ud, og man synes måske en kende rødere end vanligt, men ellers er man den samme. Og ingen har fået varige mén på trommehinder, nervøse trækninger ved øjnene eller den slags.

Tænk engang hvor ufatteligt mange skænderier man rent faktisk ville kunne undgå ved 2 minutters tvungen stilhed.

Det svarer lidt til at tælle til ti, men er jo langt fra lige så virkningsfuldt, fordi man i et medicin indtagende øjeblik, pinedød er nødt til at holde sin mund lukket. Jeg har jo regnet ud at man egentligt godt ville kunne larme temmelig meget med lukket mund – men det lader ikke til at Prinsessen har fundet ud af dette endnu – og vi kan bare håbe på at det ikke går op for hende.

Indtil da nyder vi andre de 2 minutters stilhed intenst!