Et nyt kapitel

er klar til at blive skrevet i den bog som er min.

Ja.

…

Hvordan skal jeg nu sige det?

…

Landet ligger sådan at jeg har sagt mit gode faste job, med morgenmad, pension og diverse personalegoder, op. Fordi jeg har fået chancen for at blive ansvarlig for en café, til en lavere løn og ikke helt så mange goder. For nu at sige det mildt.

Bom.

Der slap det ud.

…

Nu har jeg for alvor mistet de sidste hjerneceller, jeg var i besiddelse af, tænker I.

Det er også muligt det er tilfældet.

Men i mange, mange år har jeg drømt om at få min egen tesalon. Et hyggeligt sted hvor man udover te – og kaffe naturligvis – kunne spise lækre kager bagt af mig og ugens gæstebager, bytte bøger, lave en læseklub, få planlagt en temafødselsdag, høre foredrag og have samtaleoplæg og ja, listen er uendelig.

Og pludselig var der en mulighed.

I en allerede velfungerende café. Med samtaleoplæg, brætspil og bæredygtighed på programmet.

Og hele set-oppet havde umiskendelig lighed med min drøm. Den lå bare der, og ventede på at kunne blive til virkelighed.

Valget var mit. Og jeg tænkte lidt. Og så tænkte jeg meget. Og lidt mere.

Og til sidst lukkede jeg øjnene og sprang.

…

Sprang ud, uden at vide hvor jeg lander. Uden at vide om der er vand i bassinet, eller sikkerhedsnet.

Faktisk kan man sige at jeg er midt i springet, lige midt imellem to verdner.

…

Hedder det for resten verdner eller verdener?

Nå, det var et sidespring, i hvert fald befinder jeg mig lige nu i en slags vægtløst limboland, på vej væk fra The Dream Team, Supermand og alle de andre som jeg vil komme til at savne helt afsindigt, og på vej mod et helt nyt liv med cupkager, samtaleoplæg og planlægning.

Og ind imellem husker jeg endda at trække vejret!

 

Igang igen.

Situationsrapport fra Møllen på Øen:

Efter mange ugers forglemmelser og ukoncentreret søvngængeri er jeg stille og roligt startet på arbejde igen.

Som i meget stille og roligt.
Jeg holder lige akkurat til 3-4 timer ad gangen, i en eller to dage, og holder så en dags pause – eller også er det weekend – så jeg bliver bestemt ikke overanstrengt.

Sådan efter normal standard. For jeg er fuldstændigt udmattet.

Når jeg kommer hjem efter et par timers arbejde, lægger jeg mig på sofaen og starter min mindfulnes meditation-træk-vejret-roligt- noget, som min dejlige psykolog har anbefalet, hvilket jeg godt nok ikke tror hjælper ret meget, for der går siger og skriver kun 4 minutter inden den blide stemme luller mig i søvn, og så snorker jeg – i lunt og behageligt selskab med Bimbi – gladeligt og ubekymret i en time til halvanden.

Vel at mærke stadig med ørerne fulde af mindfulness, uden at høre det mindste af hvad der bliver sagt. Så enten hjælper det helt fænomenalt godt til at få mig til at slappe af, eller også virker det slet ikke, fordi jeg snorksover igennem det hele.

Men jeg har vel brug for det. At sove, mener jeg. Og det forhindrer mig ikke i at være ligeså træt om aftenen.

Selve arbejdet er også tilrettelagt min ynkelige mentale situation: jeg har ikke ansvar for noget som helst, jeg laver kun småting som ikke tager pusten fra mig, og The Dream Team tager telefonen for mig. Jeg dobbelttjekker alt og håber at jeg ikke glemmer noget, spørger ustandseligt om hjælp, og klarer mig så godt jeg kan.
Jeg får konstant venlige men bestemte ordrer fra The Dream Team, andre kolleger og chefer om kun at tilpasse mig min egen navlesituation, og gå meget langsomt frem.

At jeg ikke også skal stresse over at jeg ikke er klar til fuldtid endnu, giver mig meget ro, og jeg er overbevist om at det vil medvirke til at jeg bliver klar, så hurtigt det er muligt. Jeg har bare verdens bedste arbejdsplads.

Rent funktionelt virker min hjerne ikke som før. Jeg glemmer stadig de særeste ting, og det at jeg kan fortælle om det, er udelukkende fordi jeg er blevet gjort opmærksom på det. Jeg kommer nemlig ikke selv i tanke om at jeg har glemt noget.

Jeg har stadig kan stadig ikke læse, har svært ved at koncentrere mig og jeg har lagt mærke til at jeg bliver urolig og rastløs så snart jeg kommer ud af min komfortzone, hvad enten det er fysisk eller mentalt.

Det er hamrende frustrerende at være fanget i, og jeg glæder mig virkelig til jeg kan se et reelt fremskridt, hvilket er ganske udenfor rækkevidde indtil videre.

Men jeg er i gang igen. Så lidt det end er. Så det skal nok gå.
Desuden kan jeg stadig lave kage:

Prinsessen blev 17 i går og blev fejret! Med kage!

Slutteligt beklager jeg hvis udtryksformen er lidt ubehjælpelig, jeg er ikke i stand til at kunne rette det selv.

The Dream Team

Noget at det som kan ske når man bliver sygemeldt – for at finde sig selv igen – er at man får dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed over for sine kolleger, som nu sidder med ekstra arbejdsbyrde, fordi man ikke selv kan varetage sine opgaver.

Så hjælper det gevaldigt at modtage sådan en skøn buket:

Og så i lyserød!

Og det varmer helt ubeskriveligt meget at læse sådan en besked:

The Dream Team er i sandhed helt specielle og fantastiske.

TAK ❤ ❤ ❤