Koncentration eller mangel på samme

Okay – der skulle være et blogindlæg.

Det var i hvert fald oprindeligt meningen. Og det skulle handle om politisk korrekte men meget irriterende mennesker som tænker rigtigt. Og jeg fik også startet på et par ord.

Men hjertet var ikke med. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig.

Der var nemlig noget jeg ikke kunne finde. Og jeg havde ledt højt og lavt. Splittet huset ad. Højlydt jamret og dermed hidkaldt trøstende børn og også First Man som hjalp mig med at lede sammen med mig.

Det var intet sted at finde, alle de logiske steder, og en god del af de ulogiske steder blev gennemtrævlet. Det hele blev endevendt. Og jeg stod også på hovedet i en kasse julepynt med tårer i øjnene.

Jeg endte med at give op.

Satte mig så for at skrive. Men kunne slet ikke få ordene på gled. Hvad nu hvis det var helt væk? Smidt ud ved en frygtelig fejltagelse?

Nu kunne man sagtens forledes til at tro, at det var noget specielt værdifuldt jeg havde mistet. Et smukt og dyrt objekt som var uerstatteligt.

Det er både specielt og værdifuldt. Smukt og fuldstændigt uerstatteligt. Men dyrt … nej, ikke dyrt.

Mit fine bogmærke er ikke dyrt. Det er lavet på ternet papir. Farverne er for længst falmede og borte, selvom jeg ret hurtigt fik det lamineret.

For dengang jeg lå på hospitalet og kunne mærke at det nok måtte føles cirka sådan at dø, fik jeg et sødt bogmærke.

En bamse, som fejlagtigt bliver taget for en mus af uvidende fjolser som jeg selv, en bamse der holder et hjerte, et bogmærke min lille Diva havde tegnet fordi hun savnede sin mor, og jeg fandt ud af at jeg hellere måtte lade være med at dø lige der.

Et lille bogmærke, som Divaen i dag selv synes er frygteligt grimt men som jeg skatter meget højt.

Og pludselig uden helt at vide hvordan, rejste jeg mig, gik hen og åbnede præcis den mappe det lå i.

Hængende skygger

Dengang der var mønter i min vaskemaskine, kom de næsten op og hænge til skræk og advarsel. Men så tog jeg dem ned alligevel, for det pyntede ikke lige, heller ikke selvom de ikke ødelagde et stilleben i økologisk råhvidt. Som jeg i øvrigt ikke har nogle af.

Derpå skyndte jeg mig at glemme absolut alt om skræmme og tømme lomme kampagner.

Det var nok lidt dumt.

For vaskemaskinen begyndte at sige meget mærkeligt. Igen. Den holdt dog ikke op med at vaske, hvilket jo var det vigtigste. Men lydene.. Dem kunne jeg godt blive lidt bange for.

First Man blev derimod glad, han øjnede straks en chance for at puste på indersiden af selvsamme vaskemaskine med sin nye maskine, men det hjalp ikke en døjt. Tørretumbleren kom ned så han kunne komme til at puste på vaskemaskinen – som står underst.

Lydene vedblev. Men den vaskede.

Der skete imidlertid det, at da First Man placerede tørretumbleren ovenpå vaskemaskinen igen, ville den ikke dreje rundt. Tørretumbleren altså. Indvendigt.

Den ville godt varme, men ikke trille tøjet rundt. Usmart, fordi det således lagt på en varmekilde, godt kunne gå hen og lave brændte eller brune pletter på tøjet.

Altså, tørretumbler ned. Så kunne han puste lidt på den. Og i den. Det hjalp heller ikke.

Og da det samtidig regnede en del, og vores tørrestativ generelt er beregnet til at huse to viskestykker, seks bh’er og en hue, så havde vi et mindre pladsproblem.

Jeg har nogle meget fine kroge, siddende forskellige steder i bjælker og sådan, til julepynt og de tre stykker påskepynt jeg har. Disse kroge blev nu beslaglagt … Er der ikke et ord som hedder rekvisition, på dansk? Det lyder meget bedre!

Altså, mine kroge blev rekvisitionerede, og er jævnligt optaget af hængende, tørrende tøj.

Det er så hvad det er, men i går morges kl. 06 da jeg, nærsynet og mere end halvblind, loppede ned af trappen, fik jeg hjertestop over disse uformelige hængende skygger, og det tog mig mange sekunder at huske at det ikke var en zombiehjemmerøver, men derimod et lagen og Zorronaldos nye cowboybukser.

Tørretumbleren blev godt nok diagnosticeret med en knækket drivrem, men da reservedelene først skulle bestilles hjem og dette så fluks sendte hjemkomsten af min tørretumbler hen til langt ud i fremtiden, satte jeg omgående mit vækkeur til 2 minutter efter First Mans, så han kan nå at gå nedenunder og tænde lys, før jeg dør af hjertestop over fodboldsokker og håndklæder der hænger til tørre, i nattens mulm og mørke.

Jeg glæder mig i øvrigt meget til den er hjemme igen, for selvom det sikkert er sundt for de døde hudceller at blive slebet lidt, så er lufttørrede håndklæder bare ikke det samme.

Med prikker på

Jeg fandt en madkasse på nettet. En rigtig fin en. Med prikker på.

Så flot, og den ville passe perfekt til Prinsessen. Glad og fro bestilte jeg et eksemplar som skulle følge med hjem til øen. Og følge med Prinsessen i skole.

Den ankom.

..

Og så var den meget mindre end jeg lige troede den var, og ville aldrig, om jeg så fyldte den til randen, kunne indeholde nok mad til at tilfredsstille Prinsessens appetit.

Tal lige om at være skuffet.

Jeg kunne naturligvis godt have tjekket størrelsen først, men det gjorde jeg så ikke. Men i teorien kunne den jo godt være på størrelse med et fingerbøl..

Så jeg vælger bare at være lidt positiv omkring det.. – er det kun mig som kan høre ordet spisesituation her??

Men indbydende er den altså.

Heldigvis spiser Divaen ikke så meget som sin søster, så hun kunne sagtens nøjes med en lille madkasse!

Ô at vente.

Så har vi juleferie. Hvor skønt ikke at skulle tidligt op – skønt at kunne hygge, bage, gå tur eller også bare sidde i fire timer eller noget, og se Downton Abbey!

Nu det der Downton Abbey altså, her er vi afgjort ude i noget risiko for storaddiction.

Især for sådan en som mig, som ikke gider se andet fjernsyn end Barnaby, Hercule Poirot og så julekalender på dvd. (dvd – fordi så bestemmer jeg helt selv, hvad, hvor og hvornår)

Men altså, Downton Abbey er en slags moderne udgave af ”Upstairs Downstairs”, med nogle andre intriger. Spændende og lige præcis hvad jeg agter at bruge en god del af min juleferie på!

Udover at bage, læse, hygge og klippe julehjerter med alt det glanspapir min søde mor sendte til os!

Derudover har vi en masse andre gode planer for vores ferie, idet alt det praktiske er færdigt og klart. Alt det vi skal have med på den tre timers køretur er, om ikke pakket endnu, så i hvert fald planlagt.

Faktisk skal vi bare vente på juleaften. Og det er jo godt nok at vente på!

Og jeg venter også stadig.. på noget.. I et eller andet neglebidende omfang. Nu er det heldigvis sidste uge jeg skal vente – enten hører jeg noget i de kommende fem dage eller også hører jeg ikke noget og så skal jeg ikke plage jer med det mere.. Eller mig selv for den sags skyld.

Mens vi sådan venter, så vander vi et juletræ. Et magisk juletræ.

Vi har nemlig en masse morsomme småting hvoraf størstedelen er privat importeret fra USA – og jeg kan lige love jer at de har mange morsomme finurlige ting. Fuldstændigt unødvendige faktisk.

Men morsomme!

Og vi håber meget at dem som er derovre lige nu.. godt gad sende et mindre lager hjem af disse morsomme unødvendige ting, of all sorts! Om ikke andet så til næste jul! Jeg vil ikke undlade at gøre opmærksom på at dette var et vink med en vognstang – ”a hint” som det hedder på Amerikansk!

Og når man ligefrem kan se på sit magiske juletræ at tiden går – så er det nemmere at vente!

Tingbutikker..

I Frankrig findes der butikker som er fulde af ting. Lidt i stil med Tiger og Søstrene Grene, men noget større og.. ja jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det, bare meget anderledes.

I tre kategorier, ligesom:

Ude og Hjemme

Femina

Bo Bedre

Men til forskel fra disse tre blade, kan du stort set få det samme i alle tre kategorier, de koster også det samme, men de er indrettet forskelligt.

Jeg kommer glad og gerne i alle tre kategorier. Ser stort på klientellet, skal bare have mit tingfix. Og det hænder da at jeg kommer ud derfra uden at have købt noget, men det er godt nok ikke ret tit det sker.

Under alle omstændigheder så passer ingen af de butikker ret godt til det der simple living.

Men det havde jeg vist også fundet ud af ikke var noget for mig.

Jeg farer nemlig ofte vild i de her tingbutikker – fordi jeg går i stå foran de lange hylder med ting og sager man jeg absolut ikke har brug for, men som er noget så pæne.

Jeg må med skam melde at jeg indtil flere gange blevet ringet op af et barn som har fået fri fra skole og faktisk gerne vil hentes. Det er heldigvis ikke så langt, med der er altså noget over de der tingbutikker som får én mig til at glemme tid og sted.

Jeg lyver ikke, i nogle af de butikker kan man få ALT – og jeg mener virkeligt alt.

Fra sølvpapir og gulvklude, over tandkrus, forklæde, wc-bræt og tallerkner, til legetøj, brevpapir og gravstene.

Og kopper.. Og billedrammer.. Og engle som jeg ikke samler på.

Det er ganske forfærdeligt.

Men det er et godt sted at tage børn med når de skal købe gaver som gerne skulle kunne bruges til noget. Det er ligeledes et udmærket sted for mig når jeg skal have et nyt wc-bræt.

Især hvis jeg nu, meget mod forventning, skulle komme til at savne omgang med mus..