Tag Archives: Tosprogede

En bortcensureret billedbog…

20 mar

Mine børn har så mange bøger at det næsten er løgn. Eller i hvert fald ret overdrevet.

På den anden side kan man da ikke få for mange bøger, kan man vel?

Men da vi flyttede til Danmark første gang, fik jeg vist sagt noget tåbeligt om at de skulle forbyde mig at købe flere bøger til dem. Det glemte de heldigvis igen ret hurtigt. Desuden var det nok også bare fordi de – bøgerne – vejede så utroligt meget og jeg fik ondt i ryggen af at slæbe på dem.

De fleste af bøgerne er rigtig gode. Også en del af de bøger jeg ikke kendte i forvejen. Det er jo lidt af et sats når man bare river en fire-fem stykker til sig på et bogudsalg.

Jeg har i min tid som moderlig hofbibliotekar, dog måttet bortcensurere to styks. Den ene var så heldig kun at miste et par sider, den anden blev helt fjernet fra biblioteket endda før børnene havde fået fingre i den.

Den med løsbladsystemet mistede nogle sider fordi de ikke indeholdt andet end en ret stor mængde bandeord, som jeg mente at mine børn ikke behøvede at lære allerede fra børnehavealderen, så langt væk fra Danmark.

Den anden.. Ja, jeg har endnu ikke fundet nogen som er enig med mig – og risikoen ved at fortælle om det her, er jo at der godt kunne sidde forskellige mindfulde freudianske coacher, der kan få en masse ud af min modvilje i forhold til denne billedbog i form af pottetraumer og den slags… Jeg har aldrig gået på universitetet, og jeg er ikke specielt klog på hverken det ene eller det andet, så jeg kan naturligvis tage grueligt fejl.

Ydermere er min mor, der er helt forfærdelig klog, også ganske uenig med mig.

Ikke desto mindre vil jeg til enhver tid hævde, at hvis bogen gør mig trist, er det en trist bog for mig. Ikke nødvendigvis for andre, men for mig.

Altså. Det handler om en blå kat.

Altså en anderledes kat.

Den er meget ensom. Og ked af det.

Altså er man ensom, og tillige ked af det, hvis man er anderledes eller hvad?

Denne stakkels lille – meget søde – blå kat leder efter venner, men ingen har tid til den. Ingen vil være venner med den.

Til sidst møder den lille blå kat månen. Den er vist også ensom. Det har nok mere noget med afstanden at gøre i månens tilfælde.

Hvorom alting er, månen siger til den lille blå kat, at de sagtens kan være venner, katten kan bare kan komme op til den og forlade jorden og så bliver alting godt.

Vræl!

Der sad jeg.

Med børn der var en lille smule anderledes end andre børn, i og med de havde to kulturer at tage hensyn til. Og to sprog.

Og det eneste råd denne bog gav, hvis man var anderledes og ensom, var at de kunne forlade jorden, for på jorden havde alle mennesker alt for travlt til at blive venner med dem som var anderledes og ensomme.

Det var mere end jeg kunne bære og ingen af mine børn har fået lov til at læse denne billedbog før de var så store at vi kunne snakke om den. Hvilket vil sige, at jeg måske tager den frem når Gårdmand Bjørn flytter hjemmefra.

Kloge hoveder vil nok gentage mine egne ord og påpege, at det som gør mig trist ikke nødvendigvis gør mine børn triste, og at jeg skal lade være med at projicere min frygt ud på dem. Det er der ikke noget at gøre ved, for jeg kan jo ikke bare lade stå til, hvis jeg virkelig mener at det er en bog som er dårlig for mine børn.

Jeg mener nemlig at bogen ikke er god for børns tro på at mennesker generelt er venlige og imødekommende.

Og at man, selvom man er lidt anderledes – blå eller tosproget kan vel komme ud på et – skal vokse op i sikker forvisning om at man godt kan finde nogen her på jorden som også gerne vil være sammen med de ensomme.

Ikke bare fordi de skal, men fordi de har lyst, og at man ikke nødvendigvis behøver at tage til månen for at finde en ven.

Det er helt sikkert ikke sådan forfatteren har tænkt, men det var sådan jeg opfattede det.

Har I bøger I ikke kan med, af en eller anden uforklarlig årsag?

%d bloggers like this: