Tag Archives: Traditioner

Og hvem kan nu stå for smiger og søde ord?

10 jan

Hva?

Fik lige en kort besked – i anden anledning – og så skrev Charlotte: “Savner din blog. Den var – er – en smule anderledes en alle de andre.”

Jeg sværger – det skrev hun!

Ren balsam på et flosset skrivegen.

Hvem kan i det hele taget stå for smiger, af den slags?

Altså, hvis man ser det som en kompliment at være anderledes. Og det gør jeg da i højeste grad!

Og selvom jeg ikke er kattemenneske, så nynnede mit skrivegen alligevel “Everybody wants to be a cat, because a cat’s the only cat, who knows where it’s at” hele aftenen..

Jeg kan i hvert fald konstatere at det kan jeg ikke. Stå for smiger mener jeg. Især ikke når det er så sødt skrevet!

Så jeg må vist hellere sige lidt. På kongemåden. I anledningen af det nye år. Som jo nu er hele 10 dage gammelt. Men skidt, lidt nyt er det alligevel.

Og når nu jeg har en, i hvert fald ifølge Charlotte, lidt anderledes blog, vil jeg skynde mig at fortælle om noget anderledes og noget ingen med garanti nogensinde har skrevet om før. (krydser lige fingre for at dette ikke er tilfældet)

Der er nemlig noget helt særligt – og anderledes – over nogle franskmænd og deres sofaer, nytårsaften.

Altså. Vi kom godt ind i det, tak.

Året. Det nye.

Vi stod på sofaerne og den slags, som sig hør og bør, hvis man er os. Og igen i år ignorerede vi på det groveste First Mans fuldstændigt nytteløse protester mod at vi stod op i hans sofaer. Både mig og de andre.

Hvert evige eneste år siden vi begyndte at holde nytår sammen og festivitasen skulle henlægges til vores matrikel, har han forgæves prøvet at forhindre sin kone – mig – og sine børn, og andre glade, men en anelse utilregnelige gæster med mere eller mindre alkohol i blodet, i at stille sig op, nytårsaften, på rad og række i både den ene og den anden af hans – i hvert fald i år – forholdsvis nye sofaer, for derpå glade og fornøjede i samlet flok at hoppe ind i det nye år, så såre lyden af det første rådhusklokkeklang rammer vores trommehinder og det nye år dermed er en realitet.

Vi husker at styre uden om Blondinen, der faktisk også gerne ville være en del af det hoppende selskab såfremt det var en mulighed. Hvilket det trods alt ikke er. Der er dog grænser for (hunde)galskaben.

Men imens sidder First Man, gnistrende af indestængt og retfærdig harme over denne totale mangel på respekt for møbler og sydfranske mænd i særdeleshed – en harme han i øvrigt deler med en anden kongeligt gift franskmand – med løftede ben, for at illudere et hop ind i det nye år. Mere harm er han dog ikke, end at han på den måde deltager i traditionen.

På sin egen måde.

Men det hører sig til. At hoppe.

Det gør det altså.

Og han bliver jo også ret hurtig god igen. Vi skal ikke længere end til “velkommen herhid”, før han igen smiler, skåler, æder kransekage af hjertens lyst og igen kan glemme sine sofabekymringer for et helt år.

Rigtigt godt nytår til jer alle, tusind tak fordi I stadig gider læse mine sporadiske indlæg. Det glæder mig usigeligt!

Reklamer

Hej mor, undskyld jeg forstyrrer

28 feb

lød det i mit øre i mandags.

En lidt forpustet Gårdmand Bjørn der snød sig – ganske uden for nummer – til at ringe til sin mor midt i skoletiden.

Dobbelt forbudt altså.

Forbudt at ringe til mor i arbejdstiden – jeg er jo for pokker stadig midt i prøvetiden – naturligvis må de ringe hvis der er ildebrand eller noget andet alvorligt og helt aldeles vigtigt, men opkald for at sige at de har fri eller spørge om de må åbne en ny rulle kiks, er meget ilde set.

Men det er jo også forbudt at ringe i skoletiden. Og her vil jeg gerne henstille til at diverse skolelærere som tilfældigvis læser med, afholder sig fra at sanktionere! Det er ikke hans skyld at jeg sladrer. Og i hans øjne var det virkelig en emergency!

Men altså, grunden til dette yderst forbudte opkald var at finde i hans næste åndeløse sætning, som blev afleveret i en halvhviskende køre: “mor der er nogle af de andre mødre der vil lave en fastelavnsfest for os på onsdag. Og jeg vil gerne være gulerod, må jeg ikke godt det?”

Jeg kunne seriøst have kogt ham.

På gulerodsmåden.

Hvem var det som havde tid (læs lyst og overskud) til at lave et gulerodskostume sidste år?

Hvem tilbød også at lave det?

Og HVEM afslog?

Jeg nævner ingen navne.

Siddende der ved mit nye skrivebord i min nye stilling, som aldeles ikke fastansat, kunne jeg ikke engang råbe ad ham. Jeg kunne bare sige “jooo da..” som den gode mor jeg er.

Jeg lagde på med et forpint blik, og Tina spurgte hvad der var galt.

“Hvordan laver jeg en gulerod på to aftner, hvoraf den ene bliver afbrudt af en gymnastiktræning på et par timer?”

Jeg havde ikke engang noget stof. Og mine evner udi syeriet kan ligge på et meget lille sted. Næsten lige så lille som der hvor mine strikkeevner ligger.

Men jeg er som sagt en MEGET god mor så jeg drønede i Stof 2000 – guidet af Tina – og fik indkøbt grøn filt, pladevat og orange lagenlærred for medelst 200 kroner. Glemte mønster men tænkte at det nok gik alligevel. Vel hjemme igen fik jeg klippet noget, der med lidt god vilje kunne ligne en gulerod… En gulerod med meget brede skuldre.

Klipper gulerod…

Og taget lidt i etaper, afbrudt af gymnastiktræning, en tur på sygehuset, søvn, arbejde, lektiehjælp og goodieboxafhentning, blev jeg færdig med en kappelignende orange tingest der med god vilje fik min yngste søn til at ligne en gulerod, 14 minutter før festens start.

Kong Gulerod

Syet efter devisen: det kan nok ikke ses når musikken spiller. Og “hovsa – nå, der kom et ekstra lufthul”.

Og for folk der tænker “neeej hvor tjekket” vil jeg omgående betro dem at det ikke var tjekket.

Det var bare.. sådan.

Og som sagt uden mønster. Og så bliver det som den slags gør. Ikke desto mindre var min søn glad for at være gulerod. Også selvom de andre ikke kunne se hvad han var.

Men jeg gør det aldrig mere.

Aldrig, hører I?

Det var dog alt besværet værd, da Nicolai ringede på – klædt ud som kanin!!

Jeg vil ikke være med i dag..

1 apr

Jeg har sagt det før og gentager det gerne: Jeg kan altså ikke lide aprilsnar.

Jeg synes det er synd for naive godtroende mennesker, som for eks. undertegnede, at man skal løbe rundt i evig mistro hele dagen, for at undgå at falde i de værste fælder.

Kunne man helt sløjfe dagen, ville jeg blive glad. Jeg snakkede sidste år om at lave en 32 december i stedet for, men det er som om det forslag ikke helt har vundet tilhængere.

Vi var da heller ikke mere end lige akkurat trådt over tærsklen til denne, af mig så forhadte dag, før jeg var våd til navlen. I overført betydning. Jeg faldt i med begge ben da Gårdmand Bjørn råbte ned til mig: ”Divaen har kastet op”.

”Nej dog” råbte jeg og var halvvejs på vej op ad trappen for at se hvad der dog var gået galt, idet min ældste datter havde haft det fint mindre end 10 minutter tidligere.. ”Apriiiiiiiiiiiiiiiilsnar” lød det så, alt for triumferende, deroppefra, efterfulgt af latterbrøl.

Jeg sendte hele banden i seng.

Grunden til at jeg havde børn der var oppe, på den forkerte side af midnat, var noget som jeg faktisk havde tænkt mig at fortælle om i dag, noget fantastisk spændende og sjovt, men da det nu er den første april, vil jeg helt holde min mund og lade være med at sige noget. Og så i øvrigt bare vente til i morgen.

Der er ikke engang nogen kage i dag.

NU er det snart nu, altså

17 okt

Jeg ved godt at vi har en lille uge tilbage før vi også må kalde det efterårsferie – men det gik lige op for mig at hjemme på øen gik jeg altid i gang med juleforberedelser i efterårsferien – OG da det officielt er efterårsferie i Dannevang lige nu – så betyder det at jeg godt må finde min julebog frem!

Jeg lover derimod at jeg ikke oversvømmer bloggen med juleindlæg fra nu af og til d. 25. december. Kun lidt indimellem og så et par stykker som jeg sværger at I ikke engang vil opdage handler om jul..

Nå – men altså – min julebog. Jeg har selv lavet den. Og hiver den frem år efter år, og kan konstatere mindre heldige tiltag, ting vi savnede året før, og den slags.

IMG_5490

Der er opskrifter i så man ikke render forvirret rundt juleaften og leder efter opskriften på den rødkål man kun spiser den ene gang om året. Det er nu lidt løgn dette her eksempel, idet jeg altid køber rødkålen på glas! Men, altså – you get the picture!

Så er der traditioner. Hvornår er det jul, hvad skal der til for at få den der kildren i maven og stjerner under håret. Faktisk super vigtigt at få sat ord på!

Der er jo ingen som siger, at jul bliver ved med at være jul, på samme måde år efter år. Og hvis man har foregrebet begivenhedernes gang, bare en lille smule, så går verden heller ikke helt i stykker, hvis man af skæbnen bliver tvunget ud i noget helt anderledes jul.

Der er også en kalender i, for på den måde undgår jeg at få galopperende stress og blødende mavesår over alt det jeg forventer af mig selv. Jeg har et lille program til de næste 6 uger så jeg er klar til at jule.

Faktisk har jeg en plan for alt muligt praktisk, som gør at jeg i hele december kan nøjes med at bage lidt – for hyggens skyld, julehygge med firkløveret – også de år jeg har haft fuldtidsjob og først har været hjemme kl. 17.15.

Jeg kan med andre ord slappe helt af i december. Ret smart ikk’?

Men det er ikke mere fast end at hvis der står i min plan at jeg skal have lavet, skrevet og sendt julekort, og jeg så ikke når det alligevel – så er det lige meget. Jeg gør kun det jeg har lyst til! Stille og roligt!

Denne uge skal jeg have styr på min kalender: jul, hvor, hvem og hvordan. Jeg skal have styr på en julekalender, altså sådan en papting med låger – hvilket godt nok er noget mere krævende i det store udland, end hjemme på øen – og jeg skal have købt frimærker og julemærker.

Det der med frimærker, er for resten også ret smart, for hvis man nu ikke når julekortene, så har jeg frimærker til det meste af næste år! Den slags uventede frynsegoder er også værd at tage med!

Og nu må I ikke falde om over så voldsomt et planlægningsapparat: det er nemlig endnu aldrig nogensinde sket, at jeg har fulgt – hele – planen til punkt og prikke. Men jeg elsker ideen om at det måske en dag kan lykkes!

IMG_5493

Ligeledes er det en formidabel undskyldning til at hygge, klippe og klistre, bage, høre julemusik og æde konfekt! Især æde konfekt..

Heldige liljekonvaller

1 maj

Den første maj er i Frankrig dagen hvor man får en liljekonval af sin hjertes udkårne. Og man kan godt tillade sig at blive gnaven, hvis han glemmer det. En 1. maj uden liljekonvaller er et yderst dårligt varsel, lidt i stil med brune sommerfugle!

Under renæssancen, var der en konge som d. 1. maj, forærede liljekonvaller til alle omkring ham. Jeg går stærkt ud fra at det indbefattede hele hoffet, som jo talte en del dengang i 1560’erne.

Han sagde at det var en porte-bonheur (en lykkebringer) og den tradition har hængt ved – så for at være sikker på en god høst, er det af yderste vigtighed at man får sin lykke-liljekonval d.1. maj.

Det er ligeledes den eneste ting man i Frankrig må sælge, uden tilladelse, på netop denne dag.

I Danmark er det af gode grunde svært, overhovedet at opdrive små liljekonvalbuketter, så de år vi har tilbragt der, har traditionen ligget noget brak.

First Man har derimod aldrig undladt det, når vi har været i Frankrig, hvilket også ville være ligeså svært at glemme, som juleaften, da liljekonvallerne faldbydes på ethvert gadehjørne – og der har også altid været en liljekonval til begge hans døtre.

I år var ingen undtagelse, og sammen med morgenbrødet, var der 3 små buketter som omgående blev duftet til, og beundret behørigt.

011

Yngstedrengen fik derimod et chokoladebrød – da First Man ikke regnede med at han vil sætte den rette pris på en blomst. Han havde helt ret – adspurgt så vores yngste søn fuldstændigt desorienteret ud, og rystede så på hovedet, og gik glad ombord i sit ”pain au chokolat”.

Jeg var dog lidt mere nervøs for, hvad Prinsesse Lyserød ville sige til en blomst, i stedet for noget spiseligt – ihukommende hendes interesse for mad generelt – men hun gjorde mine bekymringer til skamme, da hun proklamerede, at hun meget hellere ville have en blomst af sin far, end et pain au chokolat, nu da der var lækkert brød på bordet alligevel.

Og nu er alle glade og får forhåbentlig held med den kommende høst – undtaget ældstesøn – som er til fodboldturnering og således lykkeligt uvidende om hvad der foregår herhjemme, samt det pain au chokolat han dermed er gået glip af!

%d bloggers like this: