Tag Archives: Træt

Kronisk træt.

3 jun

Om det er på grund af alle mine sære drømme, skal jeg ikke kunne sige, men på et tidspunkt havde jeg fornemmelsen af at være så træt, at jeg aldrig nåede at åbne øjnene helt i dagens løb.

Træt med træt på.

Det er muligvis også fordi jeg står op kl. 05 og sommetider glemmer at gå i seng på den rigtige side af kl. 22.

Denne specielle morgen var jeg stået op, og uden helt at vide hvordan det var gået til, var jeg både kommet ned på badeværelset og havde været i bad inden for den reglementerede tid. Var næsten ved at falde i søvn under bruseren, men klarede dog at holde mig oprejst.

Det er faktisk en reel besparelse på vores elektricitetsbudget idet jeg ikke behøver ret meget lys; mine øjne er nemlig mest lukkede.

Hvilket var en fejl.

I hvert fald denne morgen.

Jeg fik tørret mit hår og ville lige strinte noget hårlak i pandehåret, for at undgå at det klaskede sammen alt for hurtigt. Jeg greb altså ud efter spraydåsen og sprayede løs. Den fik lige lidt ekstra, dels fordi jeg kunne ikke rigtigt mærke nogen forskel, og mit hår var ligeså fladt som det plejede at være, dels fordi karakteristiske lugt af blid kemi, der altid minder mig om min mormor, også ganske udeblev.

Jeg nåede lige akkurat at blive irriteret på L’Oreal og skulle til at stirre vredt på Elnett damen, da jeg til min forbløffelse i stedet gloede på en blå og hvid Sanex. Med 0% alcohol…

Der var afgjort ikke tid til at vaske hår igen.

Dermed rendte jeg rundt på arbejde, med noget der lignede en våd pandekage, ovenpå mit hoved, den ganske dag. Men det duftede skam friskt hele dagen.

Nu har jeg så lys tændt når jeg står tidligt op.

Bare for en sikkerheds skyld…

God morgen!

Mig og Arnold

1 jun

Jeg skal ikke kunne sige hvorfor – det er så sjældent at jeg kan huske dem – og jeg har kun haft mareridt 3 gange i hele mit liv. Og jeg husker dem tydeligt. Resten af mine drømme har været sjove og vildt spændende.

Således også en morgen da jeg vågnede meget modvilligt.

Træt med træt på.

Jeg tumlede ned i badeværelset og prøvede at vågne under bruseren.

Pludselig kom jeg i tanke om at jeg vist havde tilbragt natten med Arnold.

Som i Schwarzenegger.

Jo.

Han var nemlig blevet forelsket i Jeanette, så vi gik en lang tur. Jeg måtte jo fortælle ham at Jeanette var gift med Frede, så der var vist ikke noget at komme efter der.

Så blev han meget ked af det og gav sig til at græde.

Jeg trøstede ham og fandt en krammebamse til ham så han kunne blive glad igen. Af ren taknemmelighed købte han et hus til mig og familien. Da vi skiltes, fik jeg et knus og vi aftalte at vi snart skulle ses igen.

– og så var jeg LYSvågen.

Det var desværre ikke et mareridt!

 

Mit liv som hvalp

26 aug

Dagens gæst er Bimbi.

Hun har evnen til at sove de mest umulige steder.

Sovende på mine fødder.

Fra hun var bitte lille, skulle hun helst ligge og sove på nogens fødder. Ofte mine.

Sovende bag skraldespanden, som jeg skubber væk så jeg har plads.

Eller bag skraldespanden.

På nogens seng. Med masser af plads.

Og når hun ser sit snit til det hopper hun op i vores seng.

I en bunke tørklæder

Jeg skulle rydde op i mine tørklæder, telefonen ringede og vips lå der en hund og snorkede da jeg kom tilbage.

Stadig på nogens fødder.

Men den er sikker hver gang jeg står i køkkenet, kommer hun masende mellem mig og det givne køkkenelement og smider sig der. Ovenpå mine fødder.

Og når hun ikke sover, så læser hun.

Reklamer.

Der er nogle vildt gode tilbud i Kvickly og Netto. For slet ikke at tale om Jysk.

Ud over det hele.

Gør som jeg siger, ikke som jeg gør..

19 sep

Nu er dette ikke møntet på Firkløveret.

For jeg gad godt vide hvornår man bliver så gammel (læs: fornuftig) at man begynder at leve sådan som man har opdraget sine børn?

Ville der ikke være en god portion fornuft i at spise grøntsager, også når man er alene hjemme?

Eller foretage sig noget fornuftigt, i stedet for at hænge på iPaden.

Måske gå tidligere i seng?…

Ovennævnte er naturligivis kun eksempler, og enhver lighed med nulevende eller afdøde – ikke endnu i hvert fald – person er ganske utilsigtet og helt tilfældig.

Men altså, nu det der med at gå tidligere i seng. Gad vide hvorfor det er så svært at få slukket og lukket ned for natten og bare gå i seng.

Den der vittighed, eller vittighed er nu nok et meget stort ord for en sandhed som faktisk ikke engang er morsom, men blot en realistisk gengivelse af hvad der sker når man prøver at gå i seng samtidig, manden og konen og deres højest forskellige måder at lande i sengen.

Sådan er det også her.

First Man går i bad efter aftensmad, børster tænder, ser en film, prutter og går i seng. Exit mand.

Jeg..

Ja jeg skal først lige have fundet det tøj som jeg skal have på dagen efter. Hvilket først betyder jeg skal have set vejrudsigten. Og så fundet tøj. Og undertøj. Og glimmer tilbehør. Og sko.

Nå, og så skal jeg lige spille lidt WF. Og så skal jeg lige nå at læse en blog eller fire. Jeg når sjældent at kommentere. Men nu er jeg trods alt kommet så langt at jeg får skrevet på min egen blog stort set hver dag igen.

Så skal jeg – hvis jeg husker det / orker det – lave madpakke til mig selv. Og så lige ud og børste tænder, fjerne mascara, rense ører, rede hår og den slags..

Og når så køkkenet er ryddet, badeværelset rent, og alting klar, så kan jeg endelig gå i seng. Efter jeg har tjekket dørene, slukket for internettet, nusset Blondinen, set på temperaturen, vandet en blomst.

Og rammer min seng alt for sent.

Og så ligger jeg og bliver pænt irriteret over hvor lidt jeg får sovet, og så kan jeg slet ikke falde i søvn. Heldigvis har jeg ikke små børn der vågner i tide og utide, hver evige eneste nat, men store børn kan også vågne og hoste eller have mareridt og tynd mave. Og uanset barnets alder så vågner man kl. 5.30 med fornemmelsen af at man slet ikke har sovet.

Men så var det jeg tænkte på, hvis nu jeg gjorde som jeg bad mine børn om at gøre, nemlig at komme lidt før i seng, så kunne det være jeg ikke var så træt om morgenen.

Der er intet andet for.

Min mor må på banen…

Søvn.

21 maj

Det er en kendt sag at jeg har brug for at sove nok – ellers bliver jeg frygtelig gnaven – så jeg, som nu står ukristeligt tidligt op hver dag…

Og med det mener jeg 05.30. Det er godtnok ikke så tidligt som jeg gjorde for en del år siden og startede kl. 06.00 på jobbet. Da skulle jeg op midt om natten, nemlig 04.45. De tider er heldigvis ovre.

Men altså jeg står tidligt op og går også forholdsvist tidligt i seng. Forholdsvist. For der sker så meget spændende og der er så meget jeg gerne ville. Der er bare ikke tid til det. Jeg forsømmer bloglæsning på det groveste, min egen blog kan knap nok få besøg af mig, men ja, sådan får det være.

Jeg prøver at lægge mig selv i seng før kl 22. og det glipper altså sommetider. Så kommer jeg i seng kl. sent og sover først længe efter jeg skulle.

På sådan en uge kan jeg faktisk nå at oparbejde et gedigent søvnunderskud og mit humør bliver ikke altid bedre efterhånden som vi nærmer os fredag. Men pludselig er det weekend og jeg kan glæde mig til at sove rigtigt længe og virkelig blive frisk.

Og hvad sker der så?

Så slår jeg øjnene op kl. 07.00 på den pensionerede måde – det er en kendt sag at jo ældre man bliver jo mindre søvn har man brug for – og jeg kan ikke falde i søvn igen. Det kan First Man så heller ikke, med det resultat at vi ligger der og glipper overrasket med øjnene og ender med at stå op begge to, så meget weekend er der altså ikke over mit liv lige pt.

Nu da jeg har 3/4 teenagere, får jeg faktisk ikke selskab i køkkenet de første 3-4 timer og min dag er nærmest halvvejs når jeg kan sige godmorgen til de drypvist ankomne børn.

Dette indebærer også, at jeg om aftenen bedst som jeg tænker at nu skal jeg rigtig se en god film og vi skal hygge os allesammen, for slet ikke at tale om at have gæster, så begynder jeg omgående at gabe kæberne af led, og jeg ender i min seng, afkræftet og udmattet, længe inden midnat.

Alternativet ville være, for det har jeg prøvet, at jeg faldt i søvn foran filmen og var helt smånistret indeni af træthed.

Har dog taget konsekvensen og er begyndt at invitere mine weekend middagsgæster allerede til kl. 17.30 så jeg kan få dem ud af vagten og komme i seng.

%d bloggers like this: