Hvad laver jeg så?

Når jeg øjensynligt ikke er at finde i blogland?

Spurgte nogen.

Ja, for det første arbejder jeg.

For meget.

Og håber snart min søde chef finder en som kan blive ansat til at tage nogle af alle mine mange opgaver. Desværre – havde jeg nær sagt – går det så godt for firmaet at det vælter ind med opgaver, så hende som faktisk var udset til at tage toppen af mine bunker, nu får sine helt egne bunker at slås med, i stedet for at tage over på mine.

Fair nok og skønt at vi ikke mærker krisen som så mange andre. Men det ændrer jo desværre ikke på min arbejdsbyrde som er alt for stor. Heldigvis er det med i planen at jeg skal have hjælp, men hvor sært det end lyder er det svært at få kvalificeret og villig arbejdskraft.

Så jeg venter. Mens jeg slider.

Dernæst laver hygger jeg med mit afkom når jeg endelig er hjemme, for slet ikke at tale om First Man der også skal nusses om.

Og da jeg på et tidspunkt begyndte at sove dårligt, blev der skåret væk og ind til benet af ting jeg sagtens kunne undvære for en tid.

Facebook – jeg savner det kun forbavsende lidt.

Wordfeud – savner det lidt mere fordi jeg så kunne sludre med mine søde medspillere imens.

Blogland – savner det meget fordi jeg overhovedet ikke følger med.

Jeg har beholdt en enkelt lille ting fra den elektroniske cyberverden og det må så række indtil jeg får lidt mere luft.

Samt sporadiske blogindlæg fra tid til anden når jeg ikke kan holde min mund længere!

Så blev det mandag igen

Og weekenden fløj afsted på raske fjed.

Og sig mig så lige, hvorfor jeg får røde “stavefejlsstreger” under et ord som “afsted”?

Nå, det får være.

Weekenden gik som sagt.

…

Jeg fik læst en bog, set “The Vicar of Dibley”, købt ind, spillet wordfeud, hygget, lavet mad, leget taxachauffør, bagt 3000 boller og i skyndingen holdt fødselsdag for Zorronaldo som bliver 17 på onsdag.

Med 22 gæster.

Det var vildt hyggeligt, især den del der inkluderede min lille niece på 8 måneder. Hun er en total lækkermås som jeg desværre ikke ser så tit.

Men efter sådan en weekend, sidder jeg altid tilbage med en følelse af at der er noget jeg har glemt.

Som at sove, for eksempel.

Eller bare lave ingenting i nattøj til kl. 14.

…

Det er nu i øvrigt så længe siden jeg har lavet ingenting, at jeg ikke er i stand til at huske hvornår det sidst skete.

Men så er det jo godt at der kommer en weekend igen om allerede 4 dage og en madpakke!

God mandag!

 

 

Netværk

Det er nu snart et år siden jeg startede på min arbejdsplads.

Det har været et turbulent år, et år med mange udfordringer, kampe der skulle tages, ord der skulle siges. Men vi kom igennem og jeg sidder stadig overfor Tina og nyder det intenst.

Jeg havde aldrig drømt om at have så travlt, mere eller mindre året rundt. Faktisk ligger den eneste stille periode her i starten af februar umiddelbart efter kinesisk nytår, eller CNY som jargonen lyder.

Men jeg klager bestemt ikke; jeg er allergisk overfor at skulle sidde på en plads uden at have noget at lave – det har jeg prøvet før – jeg kan simpelthen ikke tåle at kede mig på mit arbejde.

Det eneste hik er dog at jeg ikke har tid til at skrive så meget, på bloggen i særdeleshed, som jeg gerne ville.

Jeg tænker tit på hvor heldig jeg var at have Tina, som så en mulighed for at jeg kunne blive ansat her. Det var netværk når det er bedst.

Og så var det jeg lige tænkte:

Har DU gjort noget for dit netværk i dag?

Det kunne jo betyde alverden til forskel for et andet menneske.

Travlt i livet.

Det går lidt for stærkt. Og jeg når ikke at lave de indlæg der rumsterer i mit meget morgenuldne hoved når jeg kører på motorvejen på vej til den store by oppe nordpå..

De bliver både lavet, gennemtænkt og redigeret, der et godt stykke tid før kl. 7, men så når de ikke længere.

Det er synd.

Faktisk.

For tænk nu engang hvis I kunne lide dem.

…

 

 

Hilsen fra det virkelige liv!

Jeg har travlt.

Vender sikkert snart tilbage med nyt. Men lige nu har jeg travlt med det derude!

Mit hænge-æg ses i baggrunden!

 

Og så flytter vi rundt på jord og sten.. Vi har jo heller ikke andet at lave..

Og så er der jo arbejde.. Fire børn, eksamener, det indendørs, og arbejdet ikke at forglemme. Så jeg har rigeligt at lave.

Men jeg kommer snart igen!

Hold nu op, jeg har travlt!

Der kan ske mange ting, når man pludselig får 20 timer foræret. Og det endda hver eneste uge.

20 timer, hvor jeg ikke mere skal gøre det, jeg gjorde før. Verden ligger åben – der er tusind ting jeg kan tage mig til.

Det skal dog også helst være noget som jeg kunne tjene lidt på – idet jeg ikke får en rød reje fra nogen som helst foreløbigt. Men den tid den sorg.

Tanken om at jeg arbejdede gratis hele juli måned – samt alle de timer jeg har til gode – kan få mig helt op i det røde felt. Der er jo bare ikke noget at gøre ved det, men jeg vælger at bruge energien på noget andet!

Den dag jeg sad og mukkede kom jeg i tanke om min mors (og Doris Lessings) motto som er: “Between despair and energy – always chose energy”! Og det låner jeg lige lidt.

Takket være blandt andre, Jørgen, har jeg fået blod på tanden til at lave nogle andre blogs. Jeg har blandt andet lavet en som hedder http://normandiet.blogspot.com/  hvor jeg fortæller om ting man kan opleve i Normandiet. Andre projekter er på vej. Gode råd og idéer modtages med kyshånd!

En anden mulighed er, at klikke på det fine billede jeg har fået lavet derude i højre side! Så kommer man også vupti, over på min nye blog!

Men det er jo hårdt arbejde. Man skal skynde sig at skrive en masse spændende indlæg, først om det ene og så om det andet, for at mennesker der leder efter oplevelser i Normandiet, rent faktisk også kan få idéer til noget at lave. Så der er bare lidt at komme efter på min nye turistblog.

Det tager en masse af min tid, og jeg når derfor ikke så meget rundt til jer alle sammen, som jeg gerne ville. Men man skal nok lige ind i vanen med det, og så kører det.

Har ellers fået lavet mig en beton planlægning – så jeg burde kunne nå alt det jeg ellers skal. Og madplaner – jo jo!

Jeg har stadig ikke set skyggen af en tilbudsavis og jeg synes altså det er sært. Jeg plejede at få nogen – kan stadig høre mig selv bande over alt det papir, og hvor er det nu henne?

Men madplanerne gør, at i hvert fald madbudgettet bliver holdt på et fornuftigt plan, og om ikke andet kan jeg jo koge suppe på alle mine blogs, hvis det skulle knibe! (Det var lige en joke!)

Men altså – det er faktisk lidt hårdt at være sin egen arbejdsgiver. Især når man er lidt af en slavepisker og har alt for høje forventninger til andres – og egen – arbejdsindsats.

Jeg husker skam at holde pauser indimellem – skille skæg fra snot – jeg har endda også en plan om at holde fri indimellem. Om et par uger.. Det er også derfor jeg har den der betonplan! Smart ikk’? Nu skal jeg bare huske at kigge på den.

Men hvor er det skønt at opleve at livets noget ubehagelige tildragelser, faktisk med lidt god vilje og effektiv indsats, kan vendes til noget positivt, nemlig en masse nyt og spændende. Kan I høre violinerne??

Jeg, som elsker at skrive – tænk nu hvis jeg kunne leve af det? Ikke lige nu – men om et år eller tre?

Nå ja – drømme er heldigvis gratis.