Tag Archives: Trist

Hjertestop.

20 aug

Zorronaldo var taget tilbage til Æblebakken for at holde Victor med selskab i tre uger. Han nød hvert sekund og så skulle han hjem.

Til sin moar.

Jeg nåede lige ind for at tjekke ankomsttiderne og om der var forsinkelser på nettet, da en netavisside med store uhyggelige ord fangede mit blik. Fly skudt ned. Ingen overlevende.

Før jeg nåede at trykke videre ind på diverse nyhedskanaler og endelig fatte at det ikke handlede om et fly fra Paris, men et fra Amsterdam, døde jeg lidt flere gange.

Jeg fik både koldsved og åndenød, mens jeg lettet kunne konstatere at det ikke var min søn som lå krøllet sammen på en mark i Ukraine, og samtidig voldsom kvalme over at det var nogle andres sønner.

Og døtre.

Og fædre.

Og mødre.

Og venner.

Verden er somme tider et meget grumt sted at være.

Reklamer

Tilfældig magi i hverdagen

24 apr

Okay.

Det der med skytsengle-telefonbogen.

Og tegn fra den anden verden.

Det er jo ikke mig. Som i over-hele-hovedet-slet ikke.

Jeg tror bare ikke på det.

Men

Så skete der noget. Et lille pust. Med tryllestøv.

Lørdag, da jeg sad fuldstændig færdig af sorg og opløst i tårer over at min elskede hund ikke levede mere, kom jeg til at se over på skænken.

Der stod et hindbærmarmeladeglas.

Uden hindbær.

Vasket.

Og smukt dekoreret.

Af mig selv.

 

Dette marmeladeglas var en del af en hyggelig udveksling med søde små beskeder. En masse mennesker var med i denne bytte-besked-klub og alle skulle sende 10 små beskeder/jokes/citater m.m. til fem andre mennesker, som også havde meldt sig til.

Mennesker – og dermed sedler – som kom fra USA, Thailand, Canada, Slovakiet, Australien og Danmark. Og mange andre lande.

Jeg havde fået 40 små beskeder og var ikke begyndt at læse mine endnu, da jeg ville vente til jeg fik de sidste 10.

Men lige der lørdag, efter Blondinen – som i det levende liv uden for Kong Mors blogland adlød navnet Pixie – var død og borte, tænkte jeg at hvis der var noget tidspunkt jeg havde brug for et opmuntrende ord, var det der.

Lige præcis der.

Så jeg åbnede mit marmeladeglas.

Og fremdrog en lille uanseelig orange foldet seddel – blandt de 40 foldede sedler – og læste:

Så er det meget svært ikke at tro på… en eller anden hverdags magi. Med indbygget tryllestøv.

Det er vel unødvendigt at fortælle at denne seddel nu hænger i køkkenet og dagligt minder mig om vores vidunderlige “Blondine” Pixie på den glade og magiske måde, og hvor heldige vi var at have 10 år med hende.

❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤

Farvel du kære søde og bløde Blondine.

19 apr

Der findes nok ikke noget mere trist end at skulle sige farvel til et højtelsket kæledyr.

Blondinen blev 10 år.

Blondinen

Blondinen

I går aftes fik hun ondt i maven og ville ikke rigtigt noget. Det sidste lille spage vink med halespidsen kom i går aftes da jeg gik i seng. Og hele natten – jeg fik derfor ikke rigtigt sovet – kastede hun op og ville bare ligge udenfor. Og set i bakspejlet ville hun jo gerne være for sig selv, for at dø i fred.

Men da jeg ikke syntes det var nogen speciel god ide at hun lå ude i flere timer og blev kold, fik jeg hende endelig ind og ligge.

Men ro kunne hun ikke finde.

Hun endte på tæppet ved min fodende, og da jeg så hendes øjne var jeg godt klar over at noget var helt galt. Hun gav sig ikke, men kunne ikke finde hvile og vendte sig hver gang med besvær.

Da hun lagde sig på terrassen og bare ikke ville op igen, gik jeg op og vækkede alle ungerne for jeg var klar over at det nok ville ende med noget definitivt.

Og mens First Man forsigtigt vaskede hende ren med lunkent vand, ringede jeg til dyrlægen.

Påskelørdag.

Jeg fik en tid 30 minutter senere.

Og dommen var klar og så uendelig trist. Hendes nyrer havde sagt stop, alle indre organer var ved at lukke ned, hendes poter var kolde og det var hendes kinder også.

Det var tid at tage den der frygtelige endegyldige beslutning, for vores elskede Blondine havde ikke logret med halen siden aftnen før. Hun havde det rigtigt slemt og der var ingen mulighed for bedring.

Altså godnat og så farvel.

Gid det var så nemt at gøre som at skrive.

Men det er det ikke.

Hun faldt i søvn i vores arme. Med klap og kærtegn fra de mennesker der har elsket hende hele hendes liv.

Og så var det slut.

Og vi skulle hjem og finde et fint sted til hende i haven.

I skyggen af de høje bøgetræer.

Under tulipaner og påskeliljer.

Så sådan er livet fremover..

Uden Blondinen.

Vores højtelskede bløde Blondine. Sov godt.

 

 

Tankevækkende.

26 okt

Og faktisk tragisk.

Lad os tage et tænkt eksempel.

Lad os nu sige at en person fik en skriftlig advarsel på sit arbejde. Og lad os så sige at personens kolleger ikke forstod hvorfor, og faktisk absolut ikke var enige i begrundelsen for at denne advarsel blev givet.

Og at nogle at kollegerne derpå gik til en anden overordnet og fik fortalt deres version af historien.

Og at de turde gøre opmærksom på deres synspunkter – på en sober og saglig måde naturligvis – man kommer jo ingen vegne ved at være aggressiv eller hysterisk.

Hvis vi så siger, at personen med den skriftlige advarsel, snakkede med sin fagforening og fortalte dem om det hele.

Så ville det måske vise sig – i dette tænkte eksempel – at den faglige medarbejder, aldrig i de 10 år hun havde siddet og behandlet den slags sager, havde hørt om at kolleger stod sammen, og kæmpede for hinanden, på den måde.

Hvis det er tilfældet, så står det eddermame skidt til i Danmark.

Det er naturligvis også kun et tænkt eksempel.

Men alligevel stof til eftertanke!

Farlig cocktail

12 aug

Okay pausen er til ende og ferien fortsætter. Jeg har jo meget jeg skal have fortalt endnu..

Jeg skal for det første betro jer hvad følgende cocktail er:
En hemmelig opsparing i blå sparegris, siden jul faktisk.
En mig.
En yndlingstøjbutik i Normandiet.
Det er “Shoppetiiiiiid”!

Nå, og så skal jeg sige jer hvad denne cocktail er:
Alle de ovenstående komponenter og

UDSALG!
.. Det er kriminelt shopamok. Intet mindre.

Jeg er dybt taknemmelig for at have fire børn og en mand. For uden dem havde jeg aldrig forladt butikken igen. Med alle de poser der skulle bæres.
Rent bortset fra at jeg var ret svær at drive ud af prøverummet.

Damen – som kender min stil og min størrelse – hev alt det tøj hun mente jeg ville kunne lide, samt noget nyt, ned fra stativerne, og vi gik et par fælles runder for at finde lidt mere, og hun var også en tur på lageret for at tage den nye kollektion frem – just for me!

Og med det entrerede jeg et prøverum.

Og jeg startede vist egentlig bare fra en ende af.

Divaen sad og holdt alt det tøj jeg gerne ville have og Gårdmanden lagde det tøj – forsvindende lidt – jeg ikke ville have, i en anden bunke. Prinsessen havde travlt med selv at finde noget.

Jeg tror aldrig nogensinde jeg har købt så meget tøj til mig selv på en gang. Og før nogle får ondt følsomme steder af dette, vil jeg skynde mig at meddele at et stykke tøj i “min” butik koster mellem 20€ og 30€ i snit. Og så med udsalg… Ej men det var ren foræring! Og jeg havde været et skarn hvis jeg ikke havde gjort det.

Ooooh det var fantastisk. Og der var ingen andre i butikken end min familie, damen og så mig, jo altså.
Ren pretty old lady som nød at kunne læsse nyt tøj over til Divaen!

Da vi endelig kom tilbage til frokost måtte det hele jo vises frem igen da Laurence også ville se hvilke skønherligheder jeg havde fået fingre i.

Men afskedens time var kommet. Efter frokosten. Og selvom vi var endt med at have to desserter, da vi var bange for at komme til at mangle – 10 mennesker spiser en del – så var der ingen vej uden om, vi skulle mod syd.

Det holdt hårdt ikke at tude, men det var en lidt trist bilfuld der satte kursen mod syd. En sammenbidt First Man mente desuden at vi sagtens kunne tage det i et stræk, og at en ankomst kl. 02 om natten ikke var besværlig.

Det mente jeg så til gengæld den ville være, ihukommende at vi skulle indlogeres på to forskellige adresser, at vores ting lå hulter til bulter i traileren og at vores værter nok ikke ville blive ovenud begejstrede for natteroderi på en almindelig hverdagsnat.

Altså var der mytteri, First Man blev afsat og kongen og pøbelen indsat i stedet, og som følge heraf overnattede vi på dette hotel – i senge med dyner – efter at have indtaget en udmærket aftensmad i restauranten overfor.

Prinsessen så frem til en nat i en seng med dyne!

En bortcensureret billedbog…

20 mar

Mine børn har så mange bøger at det næsten er løgn. Eller i hvert fald ret overdrevet.

På den anden side kan man da ikke få for mange bøger, kan man vel?

Men da vi flyttede til Danmark første gang, fik jeg vist sagt noget tåbeligt om at de skulle forbyde mig at købe flere bøger til dem. Det glemte de heldigvis igen ret hurtigt. Desuden var det nok også bare fordi de – bøgerne – vejede så utroligt meget og jeg fik ondt i ryggen af at slæbe på dem.

De fleste af bøgerne er rigtig gode. Også en del af de bøger jeg ikke kendte i forvejen. Det er jo lidt af et sats når man bare river en fire-fem stykker til sig på et bogudsalg.

Jeg har i min tid som moderlig hofbibliotekar, dog måttet bortcensurere to styks. Den ene var så heldig kun at miste et par sider, den anden blev helt fjernet fra biblioteket endda før børnene havde fået fingre i den.

Den med løsbladsystemet mistede nogle sider fordi de ikke indeholdt andet end en ret stor mængde bandeord, som jeg mente at mine børn ikke behøvede at lære allerede fra børnehavealderen, så langt væk fra Danmark.

Den anden.. Ja, jeg har endnu ikke fundet nogen som er enig med mig – og risikoen ved at fortælle om det her, er jo at der godt kunne sidde forskellige mindfulde freudianske coacher, der kan få en masse ud af min modvilje i forhold til denne billedbog i form af pottetraumer og den slags… Jeg har aldrig gået på universitetet, og jeg er ikke specielt klog på hverken det ene eller det andet, så jeg kan naturligvis tage grueligt fejl.

Ydermere er min mor, der er helt forfærdelig klog, også ganske uenig med mig.

Ikke desto mindre vil jeg til enhver tid hævde, at hvis bogen gør mig trist, er det en trist bog for mig. Ikke nødvendigvis for andre, men for mig.

Altså. Det handler om en blå kat.

Altså en anderledes kat.

Den er meget ensom. Og ked af det.

Altså er man ensom, og tillige ked af det, hvis man er anderledes eller hvad?

Denne stakkels lille – meget søde – blå kat leder efter venner, men ingen har tid til den. Ingen vil være venner med den.

Til sidst møder den lille blå kat månen. Den er vist også ensom. Det har nok mere noget med afstanden at gøre i månens tilfælde.

Hvorom alting er, månen siger til den lille blå kat, at de sagtens kan være venner, katten kan bare kan komme op til den og forlade jorden og så bliver alting godt.

Vræl!

Der sad jeg.

Med børn der var en lille smule anderledes end andre børn, i og med de havde to kulturer at tage hensyn til. Og to sprog.

Og det eneste råd denne bog gav, hvis man var anderledes og ensom, var at de kunne forlade jorden, for på jorden havde alle mennesker alt for travlt til at blive venner med dem som var anderledes og ensomme.

Det var mere end jeg kunne bære og ingen af mine børn har fået lov til at læse denne billedbog før de var så store at vi kunne snakke om den. Hvilket vil sige, at jeg måske tager den frem når Gårdmand Bjørn flytter hjemmefra.

Kloge hoveder vil nok gentage mine egne ord og påpege, at det som gør mig trist ikke nødvendigvis gør mine børn triste, og at jeg skal lade være med at projicere min frygt ud på dem. Det er der ikke noget at gøre ved, for jeg kan jo ikke bare lade stå til, hvis jeg virkelig mener at det er en bog som er dårlig for mine børn.

Jeg mener nemlig at bogen ikke er god for børns tro på at mennesker generelt er venlige og imødekommende.

Og at man, selvom man er lidt anderledes – blå eller tosproget kan vel komme ud på et – skal vokse op i sikker forvisning om at man godt kan finde nogen her på jorden som også gerne vil være sammen med de ensomme.

Ikke bare fordi de skal, men fordi de har lyst, og at man ikke nødvendigvis behøver at tage til månen for at finde en ven.

Det er helt sikkert ikke sådan forfatteren har tænkt, men det var sådan jeg opfattede det.

Har I bøger I ikke kan med, af en eller anden uforklarlig årsag?

Tomgang

21 mar

Det er ikke fordi der ikke sker noget her.

Der sker alt for meget. Eller nej, ikke alt for meget, men bare meget.

Men det meste af det er ikke ret morsomt. Eller det vil sige, kender jeg mig selv ret kan jeg nok godt vride et lille grin ud af den ene og den anden tildragelse fra mit eget liv.

Men det har jeg ikke lige lyst til. Tankerne og kræfterne bliver brugt på noget andet.

Som I måske har læst, er hele Frankrig på den anden ende over et sygt og forfærdeligt uhyre som render rundt og plaffer folk ned. Det er så forfærdeligt at man slet ikke kan rumme det.

I går holdt alle skoler, både offentlige skoler, men også de private, et minuts stilhed i respekt for de tre børn der blev mejet ned foran en skole i mandags. De stod bare og ventede på bussen.

En lille pige prøvede at løbe i sikkerhed, men han løb efter hende, hev hende op ved håret og skød hende en kugle for panden. Koldt, sygt og kynisk. Hun blev kun syv år.

Det er ligeledes ”La semaine de la presse” (pressens uge) så der bliver lavet aviser på de fleste skoler.

Derfor har disse skrækkelige nyheder fyldt meget hos børn.

Og der skal snakkes meget om at syge idioter ikke kører på deres scooter helt op til Normandiet, for at skyde på elever fra en katolsk skole, nu hvor der er skudt jødiske børn og soldater med nordafrikansk og caribisk oprindelse.

Jeg er tilbage senere med et almindeligt indlæg, men der er ikke så meget at grine af, når der løber den slags galninger frit rundt.

%d bloggers like this: