Så er der pålæg

Velkommen til mit indre.. i skiveform. Jeg vil skåne jer for detaljerne! Men der var rigeligt af dem – detaljer altså.

Det var betydeligt mere ubehageligt, end jeg lige havde regnet med det ville være.

Nej, det gjorde ikke ondt, jo lidt i skuldrene til sidst: skulle ligge i 20 minutter udstrakt på noget båreagtigt med armene over hovedet. Mens jeg holdt på sådan en ”Tag-Mig-Ud-Herfra-NU-PANIK”knap i den ene hånd, og en sprøjte et eller andet i den anden.

Og hovedet lige akkurat sådan, at hvis jeg kiggede bagud kunne jeg se loftet. Men lige præcis nok til at jeg ville gå i panik hvis jeg prøvede at bevæge mig. Det prøvede jeg så derfor ikke.

Men jeg fik dejlig musik i ørerne – havde naturligvis glemt min egen CD “Silhouettes” som skulle have bragt mig frelst igennem – men så satte han ørebøffer på mine ører og blæste igennem med ABBA, Aha og Alphaville.

Det må være en opsamling som hedder “80er musik fra A til Z” men gad dog vide hvor mange der overhovedet når til B?

Det hele efter en times tid i jordens kedeligste venteværelse. Jeg fik helt ondt af dem som ikke havde en First Man med.

Man bliver dog noget træt efter sådan en omgang, så jeg vil slæbe en lænestol ud i haven, sætte mig der, drikke en kvart million liter vand så jeg kan blive renset igennem.

Og så vil jeg for resten lukke mine øjne, mærke solen og de 22 grader på mine hvide stænger og høre noget musik som snart skal til Canada og gøre Birgitte glad!

Vi ses i morgen!

Det vil jeg s**** på.

Jeg undskylder – dette er endnu et af de der selvoptagede helbredsrelaterede indlæg med fokus på MIG. Og så på noget lidt mere analt. Så er I hermed advarede, og I kan klikke væk og komme tilbage en anden dag, hvis det er for brunt i kanten.

Lige om lidt skal jeg jo ind og fotograferes i skiveform.

Jeg må desværre ikke have telefon med. Jeg troede ellers at jeg kunne ligge og høre musik i stedet for deres rumlen. Men skidt med det, jeg bliver bare nødt til at synge selv.

En ting var, at jeg skulle være radioaktiv imens. Tænk forresten hvis jeg bliver selvlysende … Det kunne ellers være smart. Så kunne jeg ses i mørke. Og jeg prøver så at abstrahere fra de indre skader den slags kan forårsage.

Så skal det drikkes ud bagefter. Mon man så skal tisse i en spand, forsegle det og sende det til destruktion i La Hague?

Eller nøjes med at advare VVS manden? Det kan jo være, det ligefrem kan rense afløbet!

Men hvad værre var – og det havde jeg lige overset i første ombæring – det er muligvis et tilfælde af selektiv læsning, for jeg skal have … hvordan skal jeg lige få det sagt. Jeg skal have et lavement. Schyy!

Jeg er frygtelig ked af at blive så latrinær, men det ser faktisk ret voldsomt ud på indlægssedlen.

Og skulle der være nogle som ikke helt var klar over hvordan man lige klarer den slags; det var jeg for eks. ikke, så vil jeg da enormt gerne medvirke til udvidelse af folks horisont.

Man skal tømme sådan en tube, og ellers knibe ballerne sammen. Og så i øvrigt meget gerne befinde sig i umiddelbar nærhed af et toilet. Der er også en fin tegning på indlægssedlen. Den viser en person i liggende position. Hvilket medfører at jeg skal befinde mig på første sal.

For på det lille toilet nedenunder, er der ikke plads til at ligge ned. I hvert fald ikke hvis man vil ligge udstrakt. Og det vil man gerne, hvis man skal kunne komme hurtigt op igen.

Jeg vil slet ikke forestille mig de katastrofale følger, en sådan sammenkrøllet positur ville kunne få.

Altså har jeg forbeholdt mig retten til, at optage badeværelset ovenpå, en rum tid. Gad vide hvor lang tid det tager?

Når man ikke er så velbevandret i den slags, kan man jo godt forudse at man ligefrem får behov for læsestof, hvis nu man skal opholde sig længe på badeværeæset.

Jeg vil derfor tage læsestof med. Sidde og læse de endeløse opremsninger om, hvad man må og især hvad man ikke må, før ens læge..

Han hedder for resten Monsieur Mouton. Ham min læge. Det betyder Hr. Får.

…

Bæææh..

Helt ærligt, hvad er det også for et navn. Nu skal jeg koncentrere mig om ikke at grine meget højt, når jeg hilser på ham. Det er de forfærdeligste associationer jeg får når jeg tænker på det.

Må hellere stoppe her.

Snot – indrømmelse #2

Er man sart anlagt – bør man nok bare komme tilbage en anden dag.. Så er I advarede.. Men jeg kunne ikke lige finde på andet.

Der er flere slags snot.

Først er der privat snot.

Det er den slags man, trods det at man har det ud over det hele, alligevel formår at redde alene. Tørre af og fjerne sporene, uden at andre opdager det.. Man kan ånde lettet op og være helt sikker på at ingen har set det.

Så er der offentligt snot.

Den slags, er som oftest forbundet med en akut mangel på kleenex. Hvor man febrilsk forsøger at skjule fadæsen på undersiden af ærmet, eller i en gammel kassebon, som var eneste alternativ til den håbløst tomme kleenexpakke på bunden af tasken.

Såfremt det sker, er det uheldigt, men det kan ske for selv den bedste..

Så er der pinligt snot.

Det er den værste.

Det har jeg prøvet.

Den eneste grund til at jeg overhovedet fortæller om det her, er at det er SÅ mange år siden, og alle involverede for længst er døde. Og i øvrigt læser de ikke min blog.

Jeg var på besøg i Danmark. Og blev forkølet. En mindre detalje var, at jeg var gravid, og i forvejen skulle ligge ned, fordi jeg havde mange plukveer. Så er det ikke voldsomt smart, at skulle hoste hvert andet sekund.

Jeg ville nemlig meget gerne føde under ordnede forhold, derhjemme. Så jeg skulle til lægen. Som skulle stoppe min hoste.

På vej derind blev jeg overmandet af et af den slags hæse nys, som kravler helt ind i bihulerne, og tømmer det meste af indholdet ud over det hele.

Jeg sagde jo det var pinligt.

Okay jeg glemte at tilføje ulækkert. Men det hænder jo immervæk for alle mennesker at nyse ind i mellem.

Nå – det der våde nys.. Jeg kunne mærke at noget skete.. Men jeg kunne hverken se eller mærke noget. Jeg famlede febrilsk – og mest i blinde – jeg kørte jo bil, men fandt ikke noget suspekt.

Eftersom jeg ikke rigtigt fandt noget, slappede jeg efterhånden af og endte da også med at glemme det igen. Jeg fandt en lille plads på Torvet og kom hen til lægen.

Småsludrede med sekretæren, hilste høfligt på de andre i venteværelset, og sad i mindst 11 minutter foran lægen før hun rakte mig en recept på noget der kunne fjerne min hoste, samt noget astmamedicin som skulle forhindre mig i at føde i løbet af aftenen.

Det var jeg naturligvis nede og hente på apoteket.

Og i bilen på vej hjem, så jeg det..

Eller den – skulle jeg måske snarere sige. LIGE midt på min bluse – sad den. Og grinte.. Ja den grinte – JEG grinte absolut ikke.

Jeg stod derimod meget længe foran spejlet da jeg kom hjem, kun for at konstatere at uanset hvordan jeg end vendte og drejede mig, kunne den ikke skjules på nogen mulig måde. Med andre ord – den var meget synlig.

Den aften var jeg meget stille. Og jeg kom ikke til staden mere under det besøg.

Og ja – dette indlæg er uden fotodokumentation. For alles bedste.