Noget meget uretfærdigt og et tema.

Jeg finder det ganske uretfærdigt, ja faktisk fuldstændigt uhørt at man kan få tømmermænd uden at have drukket andet end et eneste lille glas lyserødt cideragtigt velkomstnoget, da jeg var til fødselsdag i lørdags. Og ingen røg – i hvert fald ikke indenfor – så der var simpelthen bare ingen som helst grund til en sådan tilstand.

Jeg kom endda ikke voldsomt sent i seng.

Ikke desto mindre vågnede jeg kl. 10 søndag formiddag, med en mund som om der havde bosat sig en meget lidt renvasket bjørn, og et hoved der husede et mindre trykluftsbor.

Ikke i sig selv ret fordrende for det aktivitetsniveau jeg havde planlagt for min søndag.

Unødvendigt at sige at mine planer røg ud i vasken tillige med den kop te jeg absolut ikke havde plads til i min oprørte mave.

Resten af dagen blev udført i et absolut slowmotion, og jeg endte med at sidde ligge brak i sofaen mens jeg netsurfede efter inspiration til min fødselsdag.

…

Ja, min fødselsdag.

Den opmærksomme læser vil bemærke at der rundt regnet er 2 måneder til denne så dejlige begivenhed, og at jeg derfor er ude i ret god tid. Men, som jeg bemærkede til mine hånende børn, så passede det stort set med det tidsrum hvor jeg er tvangsindlagt til at skulle høre på deres fødselsdagsplanlægning.

For nu slet ikke at tale om deres pigernes konfirmationsforberedelse, som har lagt ud et årstid før den store dag. Gad vide om de ikke snart går i gang med noget bryllup?

Men nu kan jeg i hvert fald glæde min nære omverden med at temaet for dette års fødselsdagsfest hermed er fastlagt!  Samt at Amerikafarende mennesker i omgangskredsen er blevet pålagt at rekvirere udstyr og dims til udvalgte tema, når de nu alligevel er i dimseparadis, aka Guds eget land.

Slut på eftermiddagen blev jeg dog kostet væk fra min vegetative tilstand på sofaen for at bistå First Man i det ugentlige besøg i supermarkedet. Eneste formildende omstændighed var dog at han agerede chauffør af både bil og indkøbsvogn, og da jeg i tilgift kunne vælge frit, faldt valget på Netto, hvor jeg som tømmermænds-terapi kunne vælte diverse dims og lir ned i vognen.

Om denne terapi hjalp skal jeg ikke kunne sige, ikke desto mindre blev jeg så frisk at jeg var i stand til at kreere noget til aftensmaden hvorefter jeg – efter indtagelse af samme – kunne vælte omkuld i min seng og ønske at jeg kunne få en erstatningssøndag for den der så fejt var blevet franarret mig.

Men så god er verden trods alt ikke.

God mandag alligevel!

Onde verden

Især den af plastik..

Helt ærligt – hvis jeg en dag fik chancen for at lægge plastikproducenter over knæet og give dem en mindeværdig røvfuld for at lave knækbart yndlingslegetøj – så gjorde jeg det.

For noget der ligner tre måneder siden, startede Gårdmand Bjørn sin ønskeseddel, og øverst stod der ”Politiskilt” og ”håndjern”.

Og jeg fandt en lille æske – med en bog om forbrydelser, et politiskilt og et par håndjern.

Og han blev lykkelig. Da vi skulle til en anden fødselsdag ledte vi efter den samme æske – og den var desværre udgået – det var jo lige meget, vi havde vores og kammeraten fik bare noget andet.

I kan godt fornemme noget her – ikke?

Nå men i hvert fald – denne idyl fordampede i et hjerteskærende hyl, i går aftes.

Derefter kom Prinsessen løbende ned og startede den der sirene: ”det var ikke mig jeg gjorde det ikke med vilje jeg men jeg kunne ikke se det… Og nu græder han..” kom det så.

Og jeg ved virkelig næsten ikke hvem der var mest ulykkelig, hende – fordi hun ikke havde set den indretning Gårdmanden havde konstrueret, eller ham – fordi hans håndjern var blæst til atomer.

Eller det vil nu sige – jeg ved altså godt hvem der var mest ked af det. Det kunne jeg nemlig godt høre da jeg kom op ad trappen..

Han lå ellers helt dybt nede under dynen. Og snøftede. Jeg lagde mig ved siden af.

”Det nytter ikke noget at ae” kom det halvkvalt. ”I morgen ved jeg bare at jeg har ondt i hovedet. Og jeg ved godt at det ikke er Prinsessens skyld – jeg er bare  så ked af det”

Jeg prøvede at sige at jeg måske kunne lime det. Gaffa.. eller noget..

”Nej” – og så faldt tårerne igen – ”fordi der mangler en hel masse stumper.”

”Og jeg kan ikke engang få nogle nye.” hikstede han. Jeg hviskede, at jeg gerne ville vide hvorfor..

”Jamen i de andre politiæsker med håndjern, er der en masse skrammel som jeg slet ikke har brug for. Og de ligner heller ikke fars håndjern”

Her tørrede han snot og tårer af, i Mumles ene vinge eller luf – eller hvad det nu hedder når det sidder på en pingvin – der på armens plads.

”Og jeg vil heller ikke have rigtige håndjern – tænk nu hvis jeg kom til at smide nøglen væk..”

Jeg lå bare og krammede min lille Bjørn og tænkte onde tanker om generel plastikskørhed..

Jeg fik ham til at falde så meget til ro, at jeg med nogenlunde ren samvittighed kunne sige godnat.

Så hvis her er stille i dag – er det fordi jeg er så meget på jagt efter håndjern..

Foreløbigt står der 3 – 2 til os

Første mus døde stille, helt uden drama, og familien samledes omkring skraldespanden, for med hastigt blinkende øjne, at tage afsked med det lille væsen.

Den daværende klump i halsen, blev dog hurtigt afløst af knurrende irritation over de åbenbart tiloversblevne mus. Der var dog stadig lidt tristesse over det da jeg så en bette mus liggende stille – uden spor af klapfælde – midt på gulvet.

Den var ikke helt død, og uanset hvad man så i øvrigt har imod mus, deres gerninger og alt deres væsen, så var det altså lidt synd for den. Den endte sine dage under en skovl, og fik sidste hvilested, ved siden af den første guldfisk. (Den anden lever beklageligvis endnu.)

I går morges var det onsdag og jeg kunne sove helt til kl. 7 og så derfor ikke det blodbad med tilhørende mus der var smurt ud over gulvet i går morges. Dens kumpan slap væk, men vi havde så den fordel at vi kendte til dens eksistens.

Det ville være synd at sige, at denne mus blev begrædt, idet den havde ædt kalenderchokoladen. Den var mildest talt noget upopulær.

Dette steg til uanede højder da jeg kunne konstatere, at det lille bæst havde gnasket i to pakker rugbrødsblanding og min muffinsform.

Åndede dyr, altså.

Ydermere lettede taget i går aftes, ved et hyl som burde kunne høres, om ikke helt til øen, så da i hvert fald mindst til Bremen.

En mus i fælden. Hele familien stimlede sammen og kunne konstatere at en yndig Divamus på 46 kilo var gået i klapfælden.. Nøj, som hun skreg. Og neglen blev lidt blå.

Lidt positivt er der dog kommet ud af hele denne historie: Prinsesse Lyserød har fået nok af mus og slettede sporenstregs dyret fra sin ønskeseddel.

Hvorom alting er, der lever stadig i hvert fald én mus, og juleånd eller ej, den skal dø som de tre andre – så min muffinsform, mel og chokolade for slet ikke at tale om Divaens klemte finger kan blive hævnet.

Rigtig glædelig første december til jer alle.

Selvmedlidenhed og jammer

Den positive note på denne blog, er midlertidigt blevet bedt om at gå hen og lægge sig i et hjørne og ikke forstyrre mig foreløbigt – jeg skal lige jamre.

For så sidder man her. Ferien er slut. Og så alligevel ikke, for der skete jo noget.

Jeg ankom til Danmark en lørdag på ferie, og læste så i en dansk avis om mandagen, at jeg ikke havde ferie mere, eftersom firmaet der havde æren af at udbetale min løn, var gået konkurs.

Jeg gik så over gaden, hen til min lille bank og spurgte om jeg havde fået løn, og det havde jeg ikke.

Hvad jeg havde fået, var dermed en helt ny status, ganske som rigtigt mange andre mennesker i verden, nemlig den tvivlsomme ære at være arbejdsløs. Og en anelse mere lort end lagkage.

Er ikke helt klar over hvad jeg skal bruge den titel til. Rent fysisk er intet blevet ændret idet jeg jo bare har siddet hjemme og arbejdet 20 timer om ugen. Hjemme har bare været her nede – i Normandiet. Men hvad med alle de ordrer der ikke er blevet færdige – der sidder jo nogle mennesker og venter på deres ting. Hvad med mine kolleger?

Og hvad så – bare sådan i al almindelighed, spørger nogen.. og jeg?

For det ville jeg faktisk også godt vide.

Det kan jo være begyndelsen til noget helt nyt – der er så meget man kan tage sig til.

I dagens anledning har jeg et skilt om halsen. ”Er sur… vil ikke høre på andres brok”. Det vækkede i hvert fald Zorronaldo, som derefter ganske forsigtigt sagde godmorgen helt uden at være sur – kunne være at jeg skulle prøve det oftere..

Har dog sikret mig at jeg kan få det af hvis jeg skulle blive i bedre humør. Snoren kan naturligvis klippes af, men jeg er for nærig til at ødelægge det – det kunne jo være jeg fik brug for det i flere dage.

Mit dårlige humør er nemlig opsparet. Jeg har ikke gidet tænke over alle de der: ”hvordan, hvorfor og hvad nu” i min ferie. Er faktisk ret stolt af at jeg har kunnet abstrahere fra det fuldstændigt, mens jeg havde travlt med at nyde min danske ferie.

Men nu er det så kommet tilbage – det dårlige humør – med renters rente og har ramt mig lige i synet og vil ikke rigtigt gå væk.

Så jeg laver lister.

Nogle mere brugbare end andre:

Liste over alle de gode ting.. Gode ting? Øhhhh.. Kom igen i næste uge.

Liste over alt det jeg kunne begynde at lave i stedet for.. Okay – alle de ting der kom på den liste er meget sjove, men giver hverken brød på bordet eller betaler husleje.

Jeg skal forskåne jer for de indviklede regler som gør, at jeg nok ikke får min løn – heller ikke fra Lønmodtagerens Garantifond idet jeg ikke kan stå til rådighed for det danske arbejdsmarked.

For er der mon nogen, som vil have en deltidsarbejder siddende i Normandiet?

Nej vel? Jeg tænkte det nok.

Kære lille bilafgift..

Nu hvor vi savner det hele lidt, og vi såmænd sagtens kunne have brugt et par uger mere på øen, så er det bare med at finde det der er fedt ved ikke at bo i Danmark – det er for eks. bilerne.

Ej – dette her er virkeligt noget der kan hidse mig helt afsindigt op – så nu er I advarede.

Som når man flytter tilbage efter mange år i udlandet – og man tager sit store lækre køleskab med hjem – den slags kan slet ikke fås i Danmark – og man tager sin bil med hjem. Man har 4 børn og man har derfor brug for en stor bil, eftersom man beslutter sig for at bo på en ø, for at befolke udkants Danmark.

Man skal ikke betale afgift af sit fede køleskab, som er nyere end bilen OG som man sælger for det dobbelte af hvad man selv gav, fordi der allerede er køleskab i det hus man køber.

Men altså, den bil man absolut ikke vil sælge – fordi den offentlige transport er helt i hegnet når man bevæger sig mere end 20 km. fra Storkøbenhavn – den bliver man så nødt til at sælge.. i Frankrig, og tage et banklån der er næsten ligeså stort som huslånet, for at kunne få en 10-15 år gammel bil uden aircondition, men stor nok til at transportere de 4 børn.

Arrrgh, men altså – bare fordi man ikke leaser i Tyskland..

Den første bil vi havde i Danmark, var en Fiat Punto ovre hos Jan.. Det var det, vi lige akkurat havde råd til.. Hvilket jo betød at First Man måtte løbe ved siden af, eller tage den på stop, hvis vi skulle langt.

Jeg kunne så mase 4 børn på 8, 6, 4 og 1½år ind i min lyseblå Punto, og gøre landevejene usikre. Det kostede engang 1000kr. Dog ikke noget klip – men jeg er til dato stadig meget imponeret over, at jeg overhovedet kunne køre så stærkt, i min lillebitte lyseblå dyt, at det kunne udløse en 1000 kroners bøde – så selvom jeg absolut ikke vil opfordre til fartbølleri, så var jeg faktisk ret stolt af min bøde.

Der stod jo pludselig en mand – sådan midt på landevejen. Og jeg nåede kun med nød og næppe at bremse, mens jeg tænkte hvad er det for en idiot som står midt på vejen – det er da farligt, da Zorronaldo – som var lille – råbte: ”MOAR pas på – han har en pistol”.. Hvortil jeg kunne berolige ham med at det nok ikke var en røver – snarere rigtigt meget tværtimod. Og så kom jeg altså til at grine.. Politibetjenten grinte knap så meget – han kunne faktisk slet ikke se det morsomme i noget som helst, og han sagde ikke engang farvel da han tværede girokortet ud i ansigtet på mig. Han nøjedes bare med at sige: ”Kør ordentligt” i en meget vrissen tone.

Da vi så fik det der banklån og endelig kunne investere i et skrummel af en 7 personers bil, uden aircondition, så fik vi også en blikdåse til First Man, der ikke havde så langt på arbejde, som jeg.

Den var så lidt ustabil, denne blikdåse fra 1983.. Den havde noget med benzinpumpen – det har gamle golfer gerne. Det siger Jan i hvert fald – den klogeste og sejeste mekaniker i Danmark! Bare spørg Gårdmand Bjørn!

Nå, men når denne her golf så gik i stå – det gjorde den jo gerne sådan 10 minutter i lukketid, eller 5 minutter i for sent i skole – så var der ikke andet for end at skubbe.

Raseri giver vinger – eller styrke, eller noget sker der i hvert fald, for First Man ofte kunne ses, løbende på øens landeveje, med en golf på ryggen og to børn på bagsædet, hvinende af fryd over deres seje far. Han fik også noget af et rygte i landsbyerne!!

Denne transportform havde flere fordele, nemlig at børnene ikke kom for sent, samt at han fik nogenlunde afløb for de fleste af sine aggressioner inden han fik båret bilen ned til Jans værksted – hvor han så kunne sparke på et par dæk i frustration, mens han ventede på at blikdåsen blev klar igen.

Nu var det heller ikke fordi det store skrummel var så stabilt. Eller måske var det alt det elektriske vi mosede ind i den.

Det er meget muligt at en generator – selvom den er helt ny – ikke kunne trække de 2 DVD’er og 4 skærme som var et absolut must for at kunne køre længere end til Djævleøen, med børn. Men det siger vi ikke til nogen. Og da slet ikke til dem, som gav os en ny generator på garantien..

Hvorom alting er, fik jeg lært at generator hedder lichtmaschine på tysk og at den var ganske meget i udu. Og selvom vi lige akkurat nåede over grænsen kunne vi så holde skovtur ved Kliplev afkørsel 73. Og vente på søde Falck. Og First Man var olm som en tyr! Og hader meget inderligt den danske bilafgift!

Min bil hernede, har 7 pladser, automatgear, aircondition, indbygget tv, numsevarmer, dog ingen ratpels, men alskens andre behageligheder, endskønt den kun kostede det samme som lige godt 3 blikdåser hjemme i Danmark, og jeg vil meget nødig af med den.

Skulle jeg blot et kort øjeblik overveje at tage den med hjem, og få danske plader på, kommer jeg omgående på andre tanker efter at have set de ublu takster for den slags.

Afsindigt uretfærdigt.

Kunne vi ikke lave en revolution? Bare en lille én? Ellers er jeg ikke helt sikker på jeg kommer hjem igen. For der er ingen chance for at jeg nogensinde kan få mast firkløveret ind i en Fiat Punto igen.

Magnum

Og jeg mener IKKE is – nej.

Nogle billeder bliver hængende bag øjenlågene. Altid.

Sådan har jeg det med dette billede. Ville have vist det til AB for længe siden – men bogen lå hjemme på øen, og jeg kunne ikke huske fotografens navn.

Nu da jeg så er hjemme, fandt jeg muligheden for at stå på hovedet i kasser og reoler og endte med at lokalisere Magnum bogen. Som I skulle tage at kigge i. Som er fuld af chok. Som har billeder jeg omhyggeligt bladrer forbi.

Ligesom jeg kan huske jeg bladrede i en bog om Surtsey vulkanen, da jeg var lille. Den og den side kunne jeg ikke se på – de var alt for uhyggelige. Tænk hvis lavaen sprøjtede ud over min seng og ned på gulvet, eller tænk hvis røgen kom og jeg ikke kunne trække vejret mere.

Men jeg fik med megen møje og besvær bladret mig selv uskadt frem til billedet med kvinden der går fremad, med barn på maven, og dyr at passe. Og så lige alt det brænde på ryggen.

Billedet som sætter alting i relief. Som får mig til at stoppe op og tænke – STOP brokkeriet. Hvad enten det er til sig selv man taler, eller til de andre brokkerumper udi det ganske land.

For nu ikke at tale om alverdens brokkerumper.

Jeg huskede billedet som værende i sort/hvid – og undrede mig såre da jeg så at det var i farver.

Men hendes liv er i mine øjne, efter min vestlige standard, så trøstesløst, så slidsomt og en eventuel fremtidsdrøm fuldstændig umulig. Et liv helt uden farver. Så måske er det grunden til at jeg husker det som værende sort/hvidt. Hun kan ikke være ret gammel med det lille barn hun har – hun er måske endda meget yngre end man tror? Se lige hendes øjne..

Men hun drømmer vel også?

Hun har vel også ambitioner?

Eller har hun allerede resigneret og givet op?

Noget om et væsen..

Lene spurgte mig engang om jeg ville fortælle hvorfor, jeg generelt ikke er så imponeret over det danske sundhedsvæsen. Og nu skal I lige tage en hurtig beslutning – enten skal I klikke bort hurtigst muligt – eller forberede jer på klynk, brok og gråd med snot i.

Sidste udkald – og…. GO:

Jeg snakker ikke om den udøvende del af sundhedsvæsnet – selvom enkelte af dem også vil få et par hak i tuden. Læger, sygeplejesker, personale – de gør alt hvad de kan – ingen tvivl om det overhovedet!

Det er jo det der væsen, jeg har et horn i siden på.

For mange år siden da Zorronaldo var mindre, havde han meget overbid og utroligt grimme tænder. Faktisk så de nærmest ud som om de var blevet smidt ind.

Han kom derfor til specialtandlæge og fik bøjle – sådan en tage af og på bøjle. Resten måtte vi så vente med at få rettet, indtil alle hans tænder var vokset ud.

Da første forløb var færdigt fik vi besked på at vente på skoletandplejen, som ville sende ham videre til andet forløb.

I mellemtiden skete der noget. Er dog ikke helt klar over hvad – men nogen – som enten ikke har tandproblemer inde på livet, eller som har penge nok til at betale selv, havde taget andre beslutninger.

For da Zorronaldo endelig havde været på besøg hos skoletandplejen, havde han bare en lille seddel med hjem hvor der stod: ”tænderne er fine – behøver ingen behandling.”

Jeg blev så afsindigt rasende og tænkte at det ikke var muligt at nogen overhovedet kunne have åbnet min søns mund og set på hans tænder. Det lykkedes mig dog at køle så meget ned, at jeg var i stand til at ringe op og bede om en ny tid.

Heldet tilsmilede dem – idet jeg skulle til møde på en anden ø, og dermed ikke selv var i stand til at komme. Jeg sendte derfor min mor, som er blidheden selv.

Svaret var.. ja, hold jer godt fast: Sundhedsstyrelsen havde i de 3 mellemliggende år ændret kravene for hvordan et barns tænder skal se ud før de kan blive rettet. Et barn skal bare kunne tygge sin mad – og det kan han – altså har han ikke ret til tandretning.

Alle de sager, hvor børnene ikke var midt i et forløb, blev taget op igen og de fleste af dem, blev forkastet. Ikke fordi deres tænder var blevet bedre, men fordi kravene for hvornår man har en god tandstilling var blevet ringere.

Skoletandlægen hviskede også til min mor, at hun sagtens kunne se at han havde mere brug for bøjle og tandretning end de fleste, men at han ”desværre” ikke havde krydsbid mere. – Takket være det første tandretningsforløb. Og selvom hun meget gerne ville hjælpe ham – og at hendes professionalisme sagde at hun burde – så måtte hun ikke for sundhedsstyrelsen.

De meddelte dog ikke noget om at hans mund er lidt for lille, så der ikke er plads til alle tænderne, de vil derfor efterhånden blive skubbet udad og når han er midt i 20erne vil han ikke være i stand til at tygge lige. Derudover vil det påvirke knoglestrukturen i hans ansigt hvorved hans hage efterhånden vil bøje endnu mere indad og derefter op så han får en ”fip”hage..

Denne besked fik jeg både af hans gamle specialtandlæge, samt den franske specialtandlæge, vi konsulterede hernede. I Danmark fik jeg den besked, at jeg såmænd godt kunne få det lavet selv – det ville bare koste 32.000 kr. Dem havde vi ikke.

I Frankrig blev bøjlen sat på, og forløbet er betalt af henholdsvis den franske sygesikring, samt den ekstra sygesikring som man har via sit arbejde – og er dermed ganske gratis for os.

I mine øjne er dette grotesk. Vi betaler skat i Danmark – mere end i Frankrig – og det er fint nok, fordi der så er velfærd til alle. Eller hvad? Hvordan kan man bare sætte kriterierne ned? Og hvem bestemmer det?

Naturligvis kunne vi bare betale selv – men jeg kender ikke ret mange som kan finde 32.000 bare sådan, uden at tage et lån.

Jeg er godt klar over at riget fattes penge og vi skal spare. Men for mig handler det også om prioriteter. Det handler ikke om at Fru Hovski von Snovski skal kunne få en gratis tandblegning, eller at jeg skal kunne få rettet en tand som sidder lidt skævt.

Det handler om at børn skal have tænder, så deres ansigt ikke ændrer form, og så de kan spise normalt som 25årige.

Så et stort rundt nul til det danske sundhedsvæsen, for denne her.

Og så kravler jeg ligeså stille ned af min kæphest igen.

Aldrig mere give-away

NOTE: Ironi og humor KAN være anvendt!!

NU gider jeg ikke mere… Det er snyd og bedrag – humbug det hele.

Jeg har været med i.. indtil flere af de der give-aways’er.. Fordi man bliver jo fristet når en masse af dem jeg læser med hos, de  rask væk vinder den ene mere interessante ting efter den anden. Nå..

I kan godt høre jeg IKKE vinder…

Jeg vil også vinde noget. Jeg vinder aldrig – bortset fra de 30€ på casinoet for et par uger siden – som jeg derefter holdt krampagtigt fast på resten af aftenen, af skræk for de skulle forsvinde igen..

Nå men altså – endelig – jeg sprang ud i det og var med. Flere steder. Okay, jeg fik kun 1 lod, også de steder hvor man kunne få helt op til 37 hvis man stod på hovedet på Algade og råbte bloggens navn foran aftenshowet..

Men tror I jeg vandt noget? Ikke en hujende fis – ikke engang en australsk bananflue i en flaske.

Så nu gider jeg bare ikke mere.

Kunne jo også lave en give-away selv og sige det er nr. 37 der har vundet – hov det var søreme mig selv.. Så slap jeg oven i købet for porto!

Der er også folk som siger at jeg er en virkelig dårlig taber.. Det har overhovedet ikke hold i virkeligheden.

En dårlig taber? Hvad ligger der så i ordet ”en god taber”?

Det skal jeg sige jer – en god taber er en som vinder.

Der ER ikke andre muligheder.

Jeg mener hvad ER overhovedet meningen med at spille, hvis ikke man vinder? Nej vel? Det der crap med, at det gælder om at være med – det holder jo ikke vand. Nej, det handler om at blive først og vinde stort. Til hver en tid.

Og så er det ikke engang ligesom i casino – der vinder du da lidt indimellem.

Så ikke flere give-aways til mig. Så er det sagt.

Sparke dæk

Der har været noget galt med bilen – eller faktisk var der ikke noget galt med den før – men så skulle jeg have nye bagdæk på og siden da – har den sagt en lyd.

Sådan en klak-klak lyd. Når jeg bremser.

Og her er så en af de ting jeg bare H.A.D.E.R. ved Frankrig. Deres måde at behandle kvinder på. Jeg er ikke specielt rødstrømpet – men det må jeg jo så være alligevel, for det får mig i den grad op i det røde felt når det sker. Og så savner jeg lidt Danmark. Men kun lidt..

Nå men.. den der lyd altså. Jeg gad ikke gå tilbage dertil. I sådanne tilfælde vil jeg helst at det er First Man der tager sig af det, netop på grund af føromtalte mandschauvinistiske indstillinger.

Bare det, at den eneste kvinde der overhovedet arbejder på det sted – hun sidder ved kassen.

Nå – First Man gik med derover, og fik med viril maskulinitet pisset ud over hele territoriet og overrakte så nøglen til mig i alles påsyn og meddelte dem at det var mig der tog over herfra – og havde vi været hjemme på øen havde han bøvset og sagt farveller. Nu sagde han noget på fransk og bøvsede ikke – men meningen var den samme.

Da jeg kom tilbage for at hente bilen, sagde manden at First Man bare kunne ringe til ham – så skulle han nok forklare ham hvad der var galt.

Jeg prøvede at skjule min galde, og sagde sødt, at jeg altså godt kunne sige det selv – hvis bare han fortalte mig hvad det drejede sig om.

Han sagde så ord som ”dims”, ”fidus” og ”den lille ting der” og uden at have andet at have det i, end at når lyden kun kom når jeg bremsede mente jeg det jo godt kunne have noget at gøre med bremseklodserne – hvilket jeg så sagde til ham.

Han sagde ikke noget i lang tid men nikkede så – jo jo det var skam.. her gjorde han en pause og kiggede undrende på mig.. bremseklodserne.

Nå – hvad så med dem – jeg mener at skiverne er ret nye, så hvad er problemet. Her valgte han øjensynligt at glemme at jeg havde bryster og ingenting der dingler mellem benene og begyndte at tale til mig som om jeg var et menneske.

Men mange franskmænds attitude overfor kvinder – ikke kun i forhold til biler – er generelt meget nedsættende. Som engang i 50’erne hjemme i Danmark. Det er naturligvis ikke alle, men mange og ISÆR mænd over 32. De har tendens til at se på kvinder, som om vi var sinker rent teknisk.

Nej, vel kan jeg ikke reparere en bil – det har jeg Jan til. Men jeg kan tænke, huske og lære. Overrasket?

Det eneste jeg ikke kan – eller vil – er at sparke på dæk – det er altså lige et nummer for primitivt.

Søndagskagen #10

I dag er det fars dag i Frankrig. Og First Man skulle også fejres med en lille kage. Og jeg kan med det samme sige at den smagte ikke kvalmt som man måske skulle tro ved synet af den.

Jeg vil tro at det er det man kalder en fragilité dej – som smuldrede lidt – med en vanilje agtig eftersmag.

Og resten.. Ja en slags flødeskum blandet med noget let creme så hele oplevelsen var let og luftig. Den smagte SÅ godt.. Og jeg fik jordens mindste stykke – kun lige akkurat et jordbær ude ved kanten og følte mig helt enormt snydt, mens de andre guflede videre.

Jeg vil godt vide hvorfor

kalorier ikke mætter?

Og hvor kan jeg sende min klage hen?

Hvorfor er 2 skiver groft toastbrød, en skive skinke og en lille bitte, næsten usynlig klat smør, noget nær 3000 kalorier? Det er altså ikke så smart, når man prøver at kunne komme til at passe sit tøj igen.

Og helst inden det bliver helt sommer.

Så kan man prøve og prøve, og så bliver det med et, helt vanvittigt varmt i vejret og lige pludselig står der en, og vifter mig om næsen med en Albani Classic. Den ultimative øl. Som også feder helt afsindigt – og har 40.000 kalorier – mindst. Og har man råstyrke nok til at afslå? Nej da. En kælderkold øl.. Jeg bliver jo for pokker helt tørstig bare ved at skrive om det.

Så tager man sig sammen, endnu en gang. Man spørger Lise til råds. Man spiser en omgang komprimeret støv, i form af weetabix med noget kvark og ni moderne blåbær, og er sulten igen, inden man overhovedet har nået at sætte tallerkenen i opvaskemaskinen.

Som Maria sagde: det smager som ristet papkasse – yderst rammende.

Tomater og agurker, er no go lige for tiden, og laver man en salat, må man ikke putte majs i, fordi de indeholder alt for meget sukker.. Man kan heller ikke putte dressing på – til nøds en teskefuld olivenolie.. Men det smager jo ikke af dressing.

Så man ender med 15 salatblade, skyggen af noget rød peber og et mikroskopisk skvæt olivenolie. Velbekomme siger jeg bare.

Således frataget enhver form for smag og nydelse hvad mad angår – i hele 48 timer – hopper man glad på vægten.. Kun for at konstatere at tallet ikke er ændret. Som i overhovedet ikke ændret. Tværtimod er det hoppet et par takker opad. Tak for ingenting, altså.

Så ender man seriøst med at overveje at leve af kærlighed og kildevand – men heller ikke det, mætter ret meget, uanset hvor fristende det så end er.

Alt dette kommer garanteret heller ikke som nogen synderlig overraskelse for nogen, men det har bare slået mig her for nyligt, hvor bunduretfærdigt det er.

Tænk nu hvis kalorier mættede:

Jeg ville kunne blive mæt af min søndagskage i 2 dage. Og hvis jeg skulle falde over en pakke ostepops – hvilket jeg heldigvis kan undgå, så længe jeg slår mine folder i Normandiet – så ville jeg kunne nøjes med at spise 3 gange om ugen. Hvor praktisk ville det ikke lige være?

Men næ nej, i stedet for, skal man trækkes med kedsommelige smørløse, brødløse og marmeladeløse morgenmåltider – eller også spiser man de mængder der ikke kaloriemæssigt, overstiger det tilladte – hvilket vil sige: ½ skive fuldkornsbrød, ¼ tsk. smør og 1 tsk. marmelade sødet med fruktose.. og med den slags morgenmad – i de mængder – dør man jo af sult, længe inden kl. 09.52.

Og kl. 15.48 vandrer man rundt som en løve i bur og tager sig gevaldigt sammen glemmer alt om de is der ligger i fryseren, og nøjes med en meget lille håndfuld nødder.. 2 gange.. Fordi nødder inderholder sunde fedtstoffer.

Og så aftensmåltider.. Hvis man ikke gider stå og fedte med en eller anden slankekreation udi det grøntsagsagtige, med noget dampet helleflynder fra en ukendt ø, både fordi det er besværligt, men så sandelig også fordi ungerne ikke kan lide det, så man skal alligevel lave almindeligt mad, og kan rask væk komme til at tage 4 kg. på, blot fordi menuen står på pasta med kødsauce. Også selvom der er en masse grøntsager skjult i kødsaucen. Og det er ikke fordi det feder vildt meget i sig selv – det fordi det smager så godt, at man tager to gange og spiser resten, mens man rydder op. Men det er jo en kendt sag, at bare man ikke sidder ned og spiser, så feder det slet ikke..

Så med sådanne vilkår, hvordan skal jeg nogensinde kunne komme ned i mine sommerkjoler igen – uden at ligne en der skal have sat seriøse indlæg i brystpartiet for at undgå de lidet charmerende gab mellem knapperne?

Det er den rene elendighed og jeg har rygrad som en regnorm med muskelsvind.

Cancan med badeforhæng

Når man er så uheldig at befinde sig i et hus, som hverken har gulvvarme eller nye badeværelser..

Nu bliver jeg lige nødt til at stoppe min historie og i stedet tale lidt om sloganet: alle har ret til et fedt..”et-eller-andet”.. Det er det mest ubehøvlede slogan jeg kender.

Ikke at jeg går ind for over- eller undermennesker, overhovedet, men jeg synes det er påfaldende i vores kultur, at man mener ligefrem at kunne have RET til et nyt køkken..

Og hvis man ikke har råd til det nye køkken i 200.000kroners klassen, hvad så? Er det så naboen, kommunen eller den, til alle tider siddende Rasmussen, som skal betale det for dig?

Det kommer måske som en overraskelse for nogen, men det ER faktisk muligt at lave udmærket mad i et køkken som er mere end 20 år gammelt. Det er hverken svært eller farligt.

Det kan være en lille smule mere besværligt at gøre rent, indrømmet, men for mig at se er der altså ikke den store forskel på om man slår et æg ud i sin Margretheskål stående i et gammelt køkken, eller stående i et nyt køkken.

Rent bortset fra at det nye køkken i forvejen er så dyrt at man ikke har råd til at være i det – fordi man er på overarbejde for at kunne betale det.

Og ligeledes er det ikke en uoverstigelig forhindring at tage bad i et badeværelse, som hverken har gulvvarme, lækre nye fliser, eller spots placeret i det indbyggede spejl.

Men på et punkt er jeg tilbøjelig til at være enig med sloganet. Nemlig, der hvor der er en anden løsning end et badeforhæng.

Hvilket så bringer mig tilbage til badeværelserne i Eventyrhuset. I det ene, som Firkløveret benytter, befinder der sig et badekar – og jeg mener jeg har redegjort for mit forhold til sådan en anordning.

Det andet badeværelse, som First Man og jeg benytter, når ellers Firkløveret vil lukke os ind, da de heller ikke er så begejstrede for badekarret, er et meget lille, meget gammelt og lettere køligt badeværelse, og da der ikke er nogen fancy glas-flise-væg, ej heller plexiglas-skydedøre foran brusenichen, har vi måttet nøjes med et ganske almindeligt badeforhæng.

Og det er denne anordning som har frembragt nogle tanker.

For det første, troede jeg at jeg havde købt mig et enkelt hvidt et. Dette var ikke tilfældet. Så siden jeg kom hjem og fik åbnet for min nyerhvervelse, har jeg derimod kunnet nyde synet af et sort/hvidt forhæng, med påskriften ”Elle et Lui”. I bedste ”Hans & Hendes” stil. Falsk varedeklaration siger jeg bare. Det er naturligvis til at leve med. Det er bare meget, meget grimt, men det er der jo så mange ting som er.

For det andet, da muren er skæv skulle jeg, for at sikre en overfladedækning der var nogenlunde ens og undgå syndfloder hver gang der bliver taget brusebad, også hænge badeforhænget skævt, så det kunne nå ned til gulvet i begge ender. Så æstetisk er det også her, lidt af en fiasko.

Så er der det hygiejniske.. Det lader også noget tilbage at ønske. Et badeforhæng – som præcis af denne årsag ikke har været i min besiddelse i over 10 år – skal tørres ofte for ikke at få ulækre mugpletter på – og det er åbenbart ikke nok, da der alligevel er kommet nogle klamme plamager på det. Hvilket igen betyder, at det skal tages ned og skrubbes, for at blive lidt mere appetitligt at gnide sig op af, i nøgen tilstand.

Og så er vi fremme ved det egentlige problem: fordi Eventyrhuset er så utæt, så trækker det altid, og selvfølgelig endnu mere når det blæser. Denne træk finder også vej ind på vores lillebitte badeværelse, og sammensætningen af varmt vand, træk og et blafrende badeforhæng er ikke optimal.

Man skal nemlig, under hele sit bad, danse cancan. Sagt med andre ord, stå og sparke til forhænget for at holde det fra livet. Ellers bliver man klistret ind i det på bedste vitavrap-vis, og det er både en kold og ikke videre behagelig fornemmelse at være pakket ind i cellofan, når man tilmed er våd.

Så uden dog at føle jeg ligefrem har ret til et nyt badeværelse, glæder jeg mig virkeligt til den dag jeg kommer til at bo under ordnede badeforhold igen!

En anden slags nervekrig..

Men knap så morsom som den anden. Næ – i denne krig, som vist forresten ikke er nogen krig, for det skal der to til, og her er vi ude i noget decideret envejskommunikation.. har jeg nemlig konstateret at jeg er helt og aldeles overflødig.

Har ligesom overhelehovedet slet ikke hørt fra Zorronaldo siden han forlod matriklen i mandags – med den madpakke jeg ikke fik lov til at lave, eller jo det er blevet til én sms tirsdag morgen: ”Jeg er ca. 150km fra Oxford” Nichts weiter..

Og da jeg her i aftes skrev: ”Er du levende? Vi savner dig. Oplever du noget spændende? Er maden god?” Var han lakoniske og aldeles uengagerede svar: ”Ja. Det går godt. Kys”

Så kan man sidde der.. Og føle sig ret ubrugelig. Og tænke på Fru Z.. Og på at det ævl, man spiser andre af med, når de jamrer over, at nu er ungerne snart på vej hjemmefra.. det virker ikke.

Det virker slet ikke. Man ville bare godt høre lidt mere. Som i fortæl nu noget knægt.

Og skal vi vædde med at hvis jeg ikke skriver mere, så hører jeg med garanti ikke en lyd fra ham, før han vil hentes lørdag morgen.

Det er ikke i orden. Det er simpelhen bare ikke i orden.

Så er det man får lyst til at fortælle dem om hvor hårdt det var at være gravid.. Med seriebræk og halsbrand. For slet ikke at tale om hvordan det så var at føde de der børn.

Det eneste der kan muntre mig op, er tanken om at han selv engang får børn..

Men i mellemtiden, kunne han nu godt lade som om han savner os. Altså mig jo, forstås… Bare lidt.

At pylre med værdighed – og et godt råd

Zorronaldo skal på tur til England. Med skolen. Det ville for så vidt være okay – hvis jeg nu også måtte komme med. Men det må jeg ikke, og det selvom jeg oven i købet er præsident.

Jeg måtte ikke engang lave hans madpakke. Og han blev virkelig fornærmet, da jeg listede et par hullede Bjørn Borg underbukser og en 3 dage gammel nat T-shirt ud af hans kuffert. Men altså – mit ry og gode navn tilsølet af at sende min vrantne teenager til England med beskidt nattøj? Helt ærligt altså.

Bjørn Borg landede i skraldespanden – så må han – Zorronaldo altså, ikke Bjørn – råbe op over det, når han kommer hjem på lørdag.

På LØRDAG.. Er I klar over hvor langt væk det lige er? Og hvor mange busulykker der lige kan nå at ske, og jordskælv og kolera epidemier. Tænk nu hvis han glemmer mig? De har sådan en ustabil hukommelse i den alder.

Jeg kunne dog godt få lov til at give ham lommepenge med, og nogle nye seje sokker. Samt købe en lille gave til værtsfamilien, der skal have ham boende. Det var hvad jeg lige akkurat havde beføjelser til.

Jeg prøvede at sige ting som: ”tak fordi jeg måtte komme”, ”tørre sokker” og ”ikke for meget slik” men jeg kunne ligesom fornemme, at det ikke helt trængte ind. Måske talte jeg ikke højt nok til at overdøve musikken i hans ørebøffer.

Det kan godt være det havde virket bedre, hvis jeg havde sagt ”frispark”.. Eller ”off-side”.

Men jeg ved det godt, det der med at give slip. Det er der nogen, som siger man skal. Behøver det bare være lige nu? Allerede? Kunne vi ikke vente til han blev.. 36?

Så er det altså godt, at man har nogle andre, man så kan være noget for. Nu hvor man ikke må tage med som blind passager og være noget for nogen, mens de er i England. Og skal lade være med at pylre.

For Divaen er nervøs for en musikprøve med den ondeste musiklærer, som desværre overlevede et langvarigt ophold på en klinik. Jo – det er muligvis lige i overkanten at sige sådan offentligt – men hør lige hvad han sagde til hende: ”Alle de elever som ikke ved hvem William Sheller er – de er imbecile” – og så kiggede han direkte på hende. Tak, og kom igen..

Nu ved hun hvem William Sheller er – fik en CD i julegave.. Men HVOR skulle hun ellers vide det fra? Ved han måske hvem John Mogensen er? Det håber jeg trods alt ikke for ham, men alligevel.

Hende, af alle Divaer på 16. Som kan sende en sms og bede om at få klavertimer, så hun snarest kan lære at spille Mozarts klaversonate 310. Den ER altså også smuk. Men derfor bærer hun ikke ligefrem denne opblæste nar i sit hjerte.

Og i morgen skal hun synge ”Emmenez-Moi” foran klassen. De skal synge 3 og 3 og får en karakter der tæller til eksamen. Jeg opfordrer lige til at lytte til den tekst hun skal kunne.. Jo, jo den er god nok. Det ER da en fantastisk sang og alt det der. Men den er muligvis en anelse svær, at synge for en som ikke ligefrem lever af det, jeg ved ikke – hvad siger I?

Men altså, så var det at jeg, for ligesom at bløde lidt op på stemningen og hendes flossede nerver, bad hende forestille sig den selvoptagede musiklærer, i færd med at skide. Pardon – men jeg sagde det også på fransk..

For i slige situationer, er vi alle lige, hvad enten det foregår med bred mund eller om det er mere dybtfølt, med lettere ændring af ansigtskuløren og lyd på.

Hun kom heldigvis til at grine så meget, at hun helt glemte at være nervøs og mon ikke det holder til i morgen?

P M S

Selvom jeg ikke bryder mig om at gå til korporligheder, får den første der siger, at PMS er et flyselskab, bank. Af mig – personligt! Så er I advarede.

Dette er så en af den slags indlæg, som både skal skrives, og udsendes forskudt fra virkeligheden. Jeg mener, det nytter simpelthen ikke noget at hælde ætsende galde ud over min pæne blog, og inficere jeres dag med en negativ stemning fra start.

Næ, et indlæg som dette, skal skrives langt fra den slags dage og gerne med et twist så alle er i stand til at se det morsomme i det.

Hvorfor er det også lige at jeg skal belemres med den slags? Og nej, jeg spørger ikke hvorfor min omverden skal belemres med mig – for de må lære at holde sig væk, i dækning og så i øvrigt udvise forståelse og medfølelse i rigelige mængder, når PMS med sit grumme fjæs, viser sig. Det er heldigvis ikke lige slemt hver gang.

Heldigvis for mig altså. Jeg fastholder at jeg ikke kan bekymre mig om min omverden – de må bare leve med det.

Men det kommer snigende, uden man helt ved hvordan. Men en eller anden vilkårlig dag, er man bare sur. Indædt og eddike sur på alt og alle. Den første som siger noget, som fortjener et vris, får det – med renters rente og mere til.

Og så kommer dilemmaet: er dette dagen jeg skal gribe knoglen og ringe til forsikringsselskabet, fordi de for Gud ved hvilken gang, stadig ikke har fattet at vi bor en hel familie på matriklen – fordi det, netop på sådan en dag, føles så godt at kunne vrisse grundigt efter en skrankepave i telefonen?

Eller skulle man, af samme årsag, måske bare stikke piben ind og holde lav profil, og lave dammage control for at undgå repressalier. Og så kan man bare ringe et par dage efter og få fremført samme budskab, denne gang med små blomster om taleboblerne.

Det sidste er det fornuftigste – og ganske givet også det man kommer længst med – men også det mindst morsomme. Det sjoveste er da at give en inkompetent nar tørt på?

Det er i hvert fald sådan tankerne falder i PMS dagene.. Og så skal man være mere end almindelig stærk i ånden, for at kunne slå den lille djævel ned, og lytte til den dødsens kedsommelige fornuft.

Lad mig sige med det samme – det er ikke altid det lykkes.

Og her vil jeg i øvrigt gerne benytte lejligheden til at undskylde overfor Ulla eller Birte eller hvad det nu var hun hed, på skattecenter i Ringkøbing. Hun fik nok lige lovligt tørt på engang – og skulle hun læse med her, kommer min mest uforbeholdne undskyldning – det var ikke hendes skyld.

Men jeg endte faktisk med at få ret. Samt at indfri løftet om, at hun ville høre fra sin allerøverste chef!

Jeg siger ikke, at jeg fik min lovændring fordi jeg var PMS – men det er meget muligt at det hjalp!