Tag Archives: Uretfærdighed

Noget meget uretfærdigt og et tema.

16 Sep

Jeg finder det ganske uretfærdigt, ja faktisk fuldstændigt uhørt at man kan få tømmermænd uden at have drukket andet end et eneste lille glas lyserødt cideragtigt velkomstnoget, da jeg var til fødselsdag i lørdags. Og ingen røg – i hvert fald ikke indenfor – så der var simpelthen bare ingen som helst grund til en sådan tilstand.

Jeg kom endda ikke voldsomt sent i seng.

Ikke desto mindre vågnede jeg kl. 10 søndag formiddag, med en mund som om der havde bosat sig en meget lidt renvasket bjørn, og et hoved der husede et mindre trykluftsbor.

Ikke i sig selv ret fordrende for det aktivitetsniveau jeg havde planlagt for min søndag.

Unødvendigt at sige at mine planer røg ud i vasken tillige med den kop te jeg absolut ikke havde plads til i min oprørte mave.

Resten af dagen blev udført i et absolut slowmotion, og jeg endte med at sidde ligge brak i sofaen mens jeg netsurfede efter inspiration til min fødselsdag.

Ja, min fødselsdag.

Den opmærksomme læser vil bemærke at der rundt regnet er 2 måneder til denne så dejlige begivenhed, og at jeg derfor er ude i ret god tid. Men, som jeg bemærkede til mine hånende børn, så passede det stort set med det tidsrum hvor jeg er tvangsindlagt til at skulle høre på deres fødselsdagsplanlægning.

For nu slet ikke at tale om deres pigernes konfirmationsforberedelse, som har lagt ud et årstid før den store dag. Gad vide om de ikke snart går i gang med noget bryllup?

Men nu kan jeg i hvert fald glæde min nære omverden med at temaet for dette års fødselsdagsfest hermed er fastlagt!  Samt at Amerikafarende mennesker i omgangskredsen er blevet pålagt at rekvirere udstyr og dims til udvalgte tema, når de nu alligevel er i dimseparadis, aka Guds eget land.

Slut på eftermiddagen blev jeg dog kostet væk fra min vegetative tilstand på sofaen for at bistå First Man i det ugentlige besøg i supermarkedet. Eneste formildende omstændighed var dog at han agerede chauffør af både bil og indkøbsvogn, og da jeg i tilgift kunne vælge frit, faldt valget på Netto, hvor jeg som tømmermænds-terapi kunne vælte diverse dims og lir ned i vognen.

Om denne terapi hjalp skal jeg ikke kunne sige, ikke desto mindre blev jeg så frisk at jeg var i stand til at kreere noget til aftensmaden hvorefter jeg – efter indtagelse af samme – kunne vælte omkuld i min seng og ønske at jeg kunne få en erstatningssøndag for den der så fejt var blevet franarret mig.

Men så god er verden trods alt ikke.

God mandag alligevel!

Onde verden

15 Dec

Især den af plastik..

Helt ærligt – hvis jeg en dag fik chancen for at lægge plastikproducenter over knæet og give dem en mindeværdig røvfuld for at lave knækbart yndlingslegetøj – så gjorde jeg det.

For noget der ligner tre måneder siden, startede Gårdmand Bjørn sin ønskeseddel, og øverst stod der ”Politiskilt” og ”håndjern”.

Og jeg fandt en lille æske – med en bog om forbrydelser, et politiskilt og et par håndjern.

Og han blev lykkelig. Da vi skulle til en anden fødselsdag ledte vi efter den samme æske – og den var desværre udgået – det var jo lige meget, vi havde vores og kammeraten fik bare noget andet.

I kan godt fornemme noget her – ikke?

Nå men i hvert fald – denne idyl fordampede i et hjerteskærende hyl, i går aftes.

Derefter kom Prinsessen løbende ned og startede den der sirene: ”det var ikke mig jeg gjorde det ikke med vilje jeg men jeg kunne ikke se det… Og nu græder han..” kom det så.

Og jeg ved virkelig næsten ikke hvem der var mest ulykkelig, hende – fordi hun ikke havde set den indretning Gårdmanden havde konstrueret, eller ham – fordi hans håndjern var blæst til atomer.

Eller det vil nu sige – jeg ved altså godt hvem der var mest ked af det. Det kunne jeg nemlig godt høre da jeg kom op ad trappen..

Han lå ellers helt dybt nede under dynen. Og snøftede. Jeg lagde mig ved siden af.

”Det nytter ikke noget at ae” kom det halvkvalt. ”I morgen ved jeg bare at jeg har ondt i hovedet. Og jeg ved godt at det ikke er Prinsessens skyld – jeg er bare  så ked af det”

Jeg prøvede at sige at jeg måske kunne lime det. Gaffa.. eller noget..

”Nej” – og så faldt tårerne igen – ”fordi der mangler en hel masse stumper.”

”Og jeg kan ikke engang få nogle nye.” hikstede han. Jeg hviskede, at jeg gerne ville vide hvorfor..

”Jamen i de andre politiæsker med håndjern, er der en masse skrammel som jeg slet ikke har brug for. Og de ligner heller ikke fars håndjern”

Her tørrede han snot og tårer af, i Mumles ene vinge eller luf – eller hvad det nu hedder når det sidder på en pingvin – der på armens plads.

”Og jeg vil heller ikke have rigtige håndjern – tænk nu hvis jeg kom til at smide nøglen væk..”

Jeg lå bare og krammede min lille Bjørn og tænkte onde tanker om generel plastikskørhed..

Jeg fik ham til at falde så meget til ro, at jeg med nogenlunde ren samvittighed kunne sige godnat.

Så hvis her er stille i dag – er det fordi jeg er så meget på jagt efter håndjern..

Foreløbigt står der 3 – 2 til os

1 Dec

Første mus døde stille, helt uden drama, og familien samledes omkring skraldespanden, for med hastigt blinkende øjne, at tage afsked med det lille væsen.

Den daværende klump i halsen, blev dog hurtigt afløst af knurrende irritation over de åbenbart tiloversblevne mus. Der var dog stadig lidt tristesse over det da jeg så en bette mus liggende stille – uden spor af klapfælde – midt på gulvet.

Den var ikke helt død, og uanset hvad man så i øvrigt har imod mus, deres gerninger og alt deres væsen, så var det altså lidt synd for den. Den endte sine dage under en skovl, og fik sidste hvilested, ved siden af den første guldfisk. (Den anden lever beklageligvis endnu.)

I går morges var det onsdag og jeg kunne sove helt til kl. 7 og så derfor ikke det blodbad med tilhørende mus der var smurt ud over gulvet i går morges. Dens kumpan slap væk, men vi havde så den fordel at vi kendte til dens eksistens.

Det ville være synd at sige, at denne mus blev begrædt, idet den havde ædt kalenderchokoladen. Den var mildest talt noget upopulær.

Dette steg til uanede højder da jeg kunne konstatere, at det lille bæst havde gnasket i to pakker rugbrødsblanding og min muffinsform.

IMG_0146

Åndede dyr, altså.

Ydermere lettede taget i går aftes, ved et hyl som burde kunne høres, om ikke helt til øen, så da i hvert fald mindst til Bremen.

En mus i fælden. Hele familien stimlede sammen og kunne konstatere at en yndig Divamus på 46 kilo var gået i klapfælden.. Nøj, som hun skreg. Og neglen blev lidt blå.

Lidt positivt er der dog kommet ud af hele denne historie: Prinsesse Lyserød har fået nok af mus og slettede sporenstregs dyret fra sin ønskeseddel.

Hvorom alting er, der lever stadig i hvert fald én mus, og juleånd eller ej, den skal dø som de tre andre – så min muffinsform, mel og chokolade for slet ikke at tale om Divaens klemte finger kan blive hævnet.

Rigtig glædelig første december til jer alle.

Selvmedlidenhed og jammer

17 Aug

Den positive note på denne blog, er midlertidigt blevet bedt om at gå hen og lægge sig i et hjørne og ikke forstyrre mig foreløbigt – jeg skal lige jamre.

For så sidder man her. Ferien er slut. Og så alligevel ikke, for der skete jo noget.

Jeg ankom til Danmark en lørdag på ferie, og læste så i en dansk avis om mandagen, at jeg ikke havde ferie mere, eftersom firmaet der havde æren af at udbetale min løn, var gået konkurs.

Jeg gik så over gaden, hen til min lille bank og spurgte om jeg havde fået løn, og det havde jeg ikke.

Hvad jeg havde fået, var dermed en helt ny status, ganske som rigtigt mange andre mennesker i verden, nemlig den tvivlsomme ære at være arbejdsløs. Og en anelse mere lort end lagkage.

Er ikke helt klar over hvad jeg skal bruge den titel til. Rent fysisk er intet blevet ændret idet jeg jo bare har siddet hjemme og arbejdet 20 timer om ugen. Hjemme har bare været her nede – i Normandiet. Men hvad med alle de ordrer der ikke er blevet færdige – der sidder jo nogle mennesker og venter på deres ting. Hvad med mine kolleger?

Og hvad så – bare sådan i al almindelighed, spørger nogen.. og jeg?

For det ville jeg faktisk også godt vide.

Det kan jo være begyndelsen til noget helt nyt – der er så meget man kan tage sig til.

I dagens anledning har jeg et skilt om halsen. ”Er sur… vil ikke høre på andres brok”. Det vækkede i hvert fald Zorronaldo, som derefter ganske forsigtigt sagde godmorgen helt uden at være sur – kunne være at jeg skulle prøve det oftere..

IMG_5273

Har dog sikret mig at jeg kan få det af hvis jeg skulle blive i bedre humør. Snoren kan naturligvis klippes af, men jeg er for nærig til at ødelægge det – det kunne jo være jeg fik brug for det i flere dage.

Mit dårlige humør er nemlig opsparet. Jeg har ikke gidet tænke over alle de der: ”hvordan, hvorfor og hvad nu” i min ferie. Er faktisk ret stolt af at jeg har kunnet abstrahere fra det fuldstændigt, mens jeg havde travlt med at nyde min danske ferie.

Men nu er det så kommet tilbage – det dårlige humør – med renters rente og har ramt mig lige i synet og vil ikke rigtigt gå væk.

Så jeg laver lister.

Nogle mere brugbare end andre:

Liste over alle de gode ting.. Gode ting? Øhhhh.. Kom igen i næste uge.

Liste over alt det jeg kunne begynde at lave i stedet for.. Okay – alle de ting der kom på den liste er meget sjove, men giver hverken brød på bordet eller betaler husleje.

Jeg skal forskåne jer for de indviklede regler som gør, at jeg nok ikke får min løn – heller ikke fra Lønmodtagerens Garantifond idet jeg ikke kan stå til rådighed for det danske arbejdsmarked.

For er der mon nogen, som vil have en deltidsarbejder siddende i Normandiet?

Nej vel? Jeg tænkte det nok.

Kære lille bilafgift..

16 Aug

Nu hvor vi savner det hele lidt, og vi såmænd sagtens kunne have brugt et par uger mere på øen, så er det bare med at finde det der er fedt ved ikke at bo i Danmark – det er for eks. bilerne.

Ej – dette her er virkeligt noget der kan hidse mig helt afsindigt op – så nu er I advarede.

Som når man flytter tilbage efter mange år i udlandet – og man tager sit store lækre køleskab med hjem – den slags kan slet ikke fås i Danmark – og man tager sin bil med hjem. Man har 4 børn og man har derfor brug for en stor bil, eftersom man beslutter sig for at bo på en ø, for at befolke udkants Danmark.

Man skal ikke betale afgift af sit fede køleskab, som er nyere end bilen OG som man sælger for det dobbelte af hvad man selv gav, fordi der allerede er køleskab i det hus man køber.

Men altså, den bil man absolut ikke vil sælge – fordi den offentlige transport er helt i hegnet når man bevæger sig mere end 20 km. fra Storkøbenhavn – den bliver man så nødt til at sælge.. i Frankrig, og tage et banklån der er næsten ligeså stort som huslånet, for at kunne få en 10-15 år gammel bil uden aircondition, men stor nok til at transportere de 4 børn.

Arrrgh, men altså – bare fordi man ikke leaser i Tyskland..

Den første bil vi havde i Danmark, var en Fiat Punto ovre hos Jan.. Det var det, vi lige akkurat havde råd til.. Hvilket jo betød at First Man måtte løbe ved siden af, eller tage den på stop, hvis vi skulle langt.

Jeg kunne så mase 4 børn på 8, 6, 4 og 1½år ind i min lyseblå Punto, og gøre landevejene usikre. Det kostede engang 1000kr. Dog ikke noget klip – men jeg er til dato stadig meget imponeret over, at jeg overhovedet kunne køre så stærkt, i min lillebitte lyseblå dyt, at det kunne udløse en 1000 kroners bøde – så selvom jeg absolut ikke vil opfordre til fartbølleri, så var jeg faktisk ret stolt af min bøde.

Der stod jo pludselig en mand – sådan midt på landevejen. Og jeg nåede kun med nød og næppe at bremse, mens jeg tænkte hvad er det for en idiot som står midt på vejen – det er da farligt, da Zorronaldo – som var lille – råbte: ”MOAR pas på – han har en pistol”.. Hvortil jeg kunne berolige ham med at det nok ikke var en røver – snarere rigtigt meget tværtimod. Og så kom jeg altså til at grine.. Politibetjenten grinte knap så meget – han kunne faktisk slet ikke se det morsomme i noget som helst, og han sagde ikke engang farvel da han tværede girokortet ud i ansigtet på mig. Han nøjedes bare med at sige: ”Kør ordentligt” i en meget vrissen tone.

Da vi så fik det der banklån og endelig kunne investere i et skrummel af en 7 personers bil, uden aircondition, så fik vi også en blikdåse til First Man, der ikke havde så langt på arbejde, som jeg.

Den var så lidt ustabil, denne blikdåse fra 1983.. Den havde noget med benzinpumpen – det har gamle golfer gerne. Det siger Jan i hvert fald – den klogeste og sejeste mekaniker i Danmark! Bare spørg Gårdmand Bjørn!

Nå, men når denne her golf så gik i stå – det gjorde den jo gerne sådan 10 minutter i lukketid, eller 5 minutter i for sent i skole – så var der ikke andet for end at skubbe.

Raseri giver vinger – eller styrke, eller noget sker der i hvert fald, for First Man ofte kunne ses, løbende på øens landeveje, med en golf på ryggen og to børn på bagsædet, hvinende af fryd over deres seje far. Han fik også noget af et rygte i landsbyerne!!

Denne transportform havde flere fordele, nemlig at børnene ikke kom for sent, samt at han fik nogenlunde afløb for de fleste af sine aggressioner inden han fik båret bilen ned til Jans værksted – hvor han så kunne sparke på et par dæk i frustration, mens han ventede på at blikdåsen blev klar igen.

Nu var det heller ikke fordi det store skrummel var så stabilt. Eller måske var det alt det elektriske vi mosede ind i den.

Det er meget muligt at en generator – selvom den er helt ny – ikke kunne trække de 2 DVD’er og 4 skærme som var et absolut must for at kunne køre længere end til Djævleøen, med børn. Men det siger vi ikke til nogen. Og da slet ikke til dem, som gav os en ny generator på garantien..

Hvorom alting er, fik jeg lært at generator hedder lichtmaschine på tysk og at den var ganske meget i udu. Og selvom vi lige akkurat nåede over grænsen kunne vi så holde skovtur ved Kliplev afkørsel 73. Og vente på søde Falck. Og First Man var olm som en tyr! Og hader meget inderligt den danske bilafgift!

Min bil hernede, har 7 pladser, automatgear, aircondition, indbygget tv, numsevarmer, dog ingen ratpels, men alskens andre behageligheder, endskønt den kun kostede det samme som lige godt 3 blikdåser hjemme i Danmark, og jeg vil meget nødig af med den.

Skulle jeg blot et kort øjeblik overveje at tage den med hjem, og få danske plader på, kommer jeg omgående på andre tanker efter at have set de ublu takster for den slags.

Afsindigt uretfærdigt.

Kunne vi ikke lave en revolution? Bare en lille én? Ellers er jeg ikke helt sikker på jeg kommer hjem igen. For der er ingen chance for at jeg nogensinde kan få mast firkløveret ind i en Fiat Punto igen.

Magnum

13 Aug

Og jeg mener IKKE is – nej.

Nogle billeder bliver hængende bag øjenlågene. Altid.

Sådan har jeg det med dette billede. Ville have vist det til AB for længe siden – men bogen lå hjemme på øen, og jeg kunne ikke huske fotografens navn.

Nu da jeg så er hjemme, fandt jeg muligheden for at stå på hovedet i kasser og reoler og endte med at lokalisere Magnum bogen. Som I skulle tage at kigge i. Som er fuld af chok. Som har billeder jeg omhyggeligt bladrer forbi.

Ligesom jeg kan huske jeg bladrede i en bog om Surtsey vulkanen, da jeg var lille. Den og den side kunne jeg ikke se på – de var alt for uhyggelige. Tænk hvis lavaen sprøjtede ud over min seng og ned på gulvet, eller tænk hvis røgen kom og jeg ikke kunne trække vejret mere.

Men jeg fik med megen møje og besvær bladret mig selv uskadt frem til billedet med kvinden der går fremad, med barn på maven, og dyr at passe. Og så lige alt det brænde på ryggen.

Billedet som sætter alting i relief. Som får mig til at stoppe op og tænke – STOP brokkeriet. Hvad enten det er til sig selv man taler, eller til de andre brokkerumper udi det ganske land.

For nu ikke at tale om alverdens brokkerumper.

Jeg huskede billedet som værende i sort/hvid – og undrede mig såre da jeg så at det var i farver.

Men hendes liv er i mine øjne, efter min vestlige standard, så trøstesløst, så slidsomt og en eventuel fremtidsdrøm fuldstændig umulig. Et liv helt uden farver. Så måske er det grunden til at jeg husker det som værende sort/hvidt. Hun kan ikke være ret gammel med det lille barn hun har – hun er måske endda meget yngre end man tror? Se lige hendes øjne..

Men hun drømmer vel også?

Hun har vel også ambitioner?

Eller har hun allerede resigneret og givet op?

Noget om et væsen..

13 Jul

Lene spurgte mig engang om jeg ville fortælle hvorfor, jeg generelt ikke er så imponeret over det danske sundhedsvæsen. Og nu skal I lige tage en hurtig beslutning – enten skal I klikke bort hurtigst muligt – eller forberede jer på klynk, brok og gråd med snot i.

Sidste udkald – og…. GO:

Jeg snakker ikke om den udøvende del af sundhedsvæsnet – selvom enkelte af dem også vil få et par hak i tuden. Læger, sygeplejesker, personale – de gør alt hvad de kan – ingen tvivl om det overhovedet!

Det er jo det der væsen, jeg har et horn i siden på.

For mange år siden da Zorronaldo var mindre, havde han meget overbid og utroligt grimme tænder. Faktisk så de nærmest ud som om de var blevet smidt ind.

Han kom derfor til specialtandlæge og fik bøjle – sådan en tage af og på bøjle. Resten måtte vi så vente med at få rettet, indtil alle hans tænder var vokset ud.

Da første forløb var færdigt fik vi besked på at vente på skoletandplejen, som ville sende ham videre til andet forløb.

I mellemtiden skete der noget. Er dog ikke helt klar over hvad – men nogen – som enten ikke har tandproblemer inde på livet, eller som har penge nok til at betale selv, havde taget andre beslutninger.

For da Zorronaldo endelig havde været på besøg hos skoletandplejen, havde han bare en lille seddel med hjem hvor der stod: ”tænderne er fine – behøver ingen behandling.”

Jeg blev så afsindigt rasende og tænkte at det ikke var muligt at nogen overhovedet kunne have åbnet min søns mund og set på hans tænder. Det lykkedes mig dog at køle så meget ned, at jeg var i stand til at ringe op og bede om en ny tid.

Heldet tilsmilede dem – idet jeg skulle til møde på en anden ø, og dermed ikke selv var i stand til at komme. Jeg sendte derfor min mor, som er blidheden selv.

Svaret var.. ja, hold jer godt fast: Sundhedsstyrelsen havde i de 3 mellemliggende år ændret kravene for hvordan et barns tænder skal se ud før de kan blive rettet. Et barn skal bare kunne tygge sin mad – og det kan han – altså har han ikke ret til tandretning.

Alle de sager, hvor børnene ikke var midt i et forløb, blev taget op igen og de fleste af dem, blev forkastet. Ikke fordi deres tænder var blevet bedre, men fordi kravene for hvornår man har en god tandstilling var blevet ringere.

Skoletandlægen hviskede også til min mor, at hun sagtens kunne se at han havde mere brug for bøjle og tandretning end de fleste, men at han ”desværre” ikke havde krydsbid mere. – Takket være det første tandretningsforløb. Og selvom hun meget gerne ville hjælpe ham – og at hendes professionalisme sagde at hun burde – så måtte hun ikke for sundhedsstyrelsen.

De meddelte dog ikke noget om at hans mund er lidt for lille, så der ikke er plads til alle tænderne, de vil derfor efterhånden blive skubbet udad og når han er midt i 20erne vil han ikke være i stand til at tygge lige. Derudover vil det påvirke knoglestrukturen i hans ansigt hvorved hans hage efterhånden vil bøje endnu mere indad og derefter op så han får en ”fip”hage..

Denne besked fik jeg både af hans gamle specialtandlæge, samt den franske specialtandlæge, vi konsulterede hernede. I Danmark fik jeg den besked, at jeg såmænd godt kunne få det lavet selv – det ville bare koste 32.000 kr. Dem havde vi ikke.

IMG_4194

I Frankrig blev bøjlen sat på, og forløbet er betalt af henholdsvis den franske sygesikring, samt den ekstra sygesikring som man har via sit arbejde – og er dermed ganske gratis for os.

I mine øjne er dette grotesk. Vi betaler skat i Danmark – mere end i Frankrig – og det er fint nok, fordi der så er velfærd til alle. Eller hvad? Hvordan kan man bare sætte kriterierne ned? Og hvem bestemmer det?

Naturligvis kunne vi bare betale selv – men jeg kender ikke ret mange som kan finde 32.000 bare sådan, uden at tage et lån.

Jeg er godt klar over at riget fattes penge og vi skal spare. Men for mig handler det også om prioriteter. Det handler ikke om at Fru Hovski von Snovski skal kunne få en gratis tandblegning, eller at jeg skal kunne få rettet en tand som sidder lidt skævt.

Det handler om at børn skal have tænder, så deres ansigt ikke ændrer form, og så de kan spise normalt som 25årige.

Så et stort rundt nul til det danske sundhedsvæsen, for denne her.

Og så kravler jeg ligeså stille ned af min kæphest igen.

%d bloggers like this: