Tag Archives: Uretfærdighed

Aldrig mere give-away

27 jun

NOTE: Ironi og humor KAN være anvendt!!

NU gider jeg ikke mere… Det er snyd og bedrag – humbug det hele.

Jeg har været med i.. indtil flere af de der give-aways’er.. Fordi man bliver jo fristet når en masse af dem jeg læser med hos, de  rask væk vinder den ene mere interessante ting efter den anden. Nå..

I kan godt høre jeg IKKE vinder…

Jeg vil også vinde noget. Jeg vinder aldrig – bortset fra de 30€ på casinoet for et par uger siden – som jeg derefter holdt krampagtigt fast på resten af aftenen, af skræk for de skulle forsvinde igen..

Nå men altså – endelig – jeg sprang ud i det og var med. Flere steder. Okay, jeg fik kun 1 lod, også de steder hvor man kunne få helt op til 37 hvis man stod på hovedet på Algade og råbte bloggens navn foran aftenshowet..

Men tror I jeg vandt noget? Ikke en hujende fis – ikke engang en australsk bananflue i en flaske.

Så nu gider jeg bare ikke mere.

Kunne jo også lave en give-away selv og sige det er nr. 37 der har vundet – hov det var søreme mig selv.. Så slap jeg oven i købet for porto!

Der er også folk som siger at jeg er en virkelig dårlig taber.. Det har overhovedet ikke hold i virkeligheden.

En dårlig taber? Hvad ligger der så i ordet ”en god taber”?

Det skal jeg sige jer – en god taber er en som vinder.

Der ER ikke andre muligheder.

Jeg mener hvad ER overhovedet meningen med at spille, hvis ikke man vinder? Nej vel? Det der crap med, at det gælder om at være med – det holder jo ikke vand. Nej, det handler om at blive først og vinde stort. Til hver en tid.

Og så er det ikke engang ligesom i casino – der vinder du da lidt indimellem.

Så ikke flere give-aways til mig. Så er det sagt.

Sparke dæk

21 jun

Der har været noget galt med bilen – eller faktisk var der ikke noget galt med den før – men så skulle jeg have nye bagdæk på og siden da – har den sagt en lyd.

Sådan en klak-klak lyd. Når jeg bremser.

Og her er så en af de ting jeg bare H.A.D.E.R. ved Frankrig. Deres måde at behandle kvinder på. Jeg er ikke specielt rødstrømpet – men det må jeg jo så være alligevel, for det får mig i den grad op i det røde felt når det sker. Og så savner jeg lidt Danmark. Men kun lidt..

Nå men.. den der lyd altså. Jeg gad ikke gå tilbage dertil. I sådanne tilfælde vil jeg helst at det er First Man der tager sig af det, netop på grund af føromtalte mandschauvinistiske indstillinger.

Bare det, at den eneste kvinde der overhovedet arbejder på det sted – hun sidder ved kassen.

Nå – First Man gik med derover, og fik med viril maskulinitet pisset ud over hele territoriet og overrakte så nøglen til mig i alles påsyn og meddelte dem at det var mig der tog over herfra – og havde vi været hjemme på øen havde han bøvset og sagt farveller. Nu sagde han noget på fransk og bøvsede ikke – men meningen var den samme.

Da jeg kom tilbage for at hente bilen, sagde manden at First Man bare kunne ringe til ham – så skulle han nok forklare ham hvad der var galt.

Jeg prøvede at skjule min galde, og sagde sødt, at jeg altså godt kunne sige det selv – hvis bare han fortalte mig hvad det drejede sig om.

Han sagde så ord som ”dims”, ”fidus” og ”den lille ting der” og uden at have andet at have det i, end at når lyden kun kom når jeg bremsede mente jeg det jo godt kunne have noget at gøre med bremseklodserne – hvilket jeg så sagde til ham.

Han sagde ikke noget i lang tid men nikkede så – jo jo det var skam.. her gjorde han en pause og kiggede undrende på mig.. bremseklodserne.

Nå – hvad så med dem – jeg mener at skiverne er ret nye, så hvad er problemet. Her valgte han øjensynligt at glemme at jeg havde bryster og ingenting der dingler mellem benene og begyndte at tale til mig som om jeg var et menneske.

Men mange franskmænds attitude overfor kvinder – ikke kun i forhold til biler – er generelt meget nedsættende. Som engang i 50’erne hjemme i Danmark. Det er naturligvis ikke alle, men mange og ISÆR mænd over 32. De har tendens til at se på kvinder, som om vi var sinker rent teknisk.

Nej, vel kan jeg ikke reparere en bil – det har jeg Jan til. Men jeg kan tænke, huske og lære. Overrasket?

Det eneste jeg ikke kan – eller vil – er at sparke på dæk – det er altså lige et nummer for primitivt.

Søndagskagen #10

19 jun

I dag er det fars dag i Frankrig. Og First Man skulle også fejres med en lille kage. Og jeg kan med det samme sige at den smagte ikke kvalmt som man måske skulle tro ved synet af den.

IMG_4567

Jeg vil tro at det er det man kalder en fragilité dej – som smuldrede lidt – med en vanilje agtig eftersmag.

Og resten.. Ja en slags flødeskum blandet med noget let creme så hele oplevelsen var let og luftig. Den smagte SÅ godt.. Og jeg fik jordens mindste stykke – kun lige akkurat et jordbær ude ved kanten og følte mig helt enormt snydt, mens de andre guflede videre.

Jeg vil godt vide hvorfor

16 jun

kalorier ikke mætter?

Og hvor kan jeg sende min klage hen?

Hvorfor er 2 skiver groft toastbrød, en skive skinke og en lille bitte, næsten usynlig klat smør, noget nær 3000 kalorier? Det er altså ikke så smart, når man prøver at kunne komme til at passe sit tøj igen.

Og helst inden det bliver helt sommer.

Så kan man prøve og prøve, og så bliver det med et, helt vanvittigt varmt i vejret og lige pludselig står der en, og vifter mig om næsen med en Albani Classic. Den ultimative øl. Som også feder helt afsindigt – og har 40.000 kalorier – mindst. Og har man råstyrke nok til at afslå? Nej da. En kælderkold øl.. Jeg bliver jo for pokker helt tørstig bare ved at skrive om det.

Så tager man sig sammen, endnu en gang. Man spørger Lise til råds. Man spiser en omgang komprimeret støv, i form af weetabix med noget kvark og ni moderne blåbær, og er sulten igen, inden man overhovedet har nået at sætte tallerkenen i opvaskemaskinen.

Som Maria sagde: det smager som ristet papkasse – yderst rammende.

Tomater og agurker, er no go lige for tiden, og laver man en salat, må man ikke putte majs i, fordi de indeholder alt for meget sukker.. Man kan heller ikke putte dressing på – til nøds en teskefuld olivenolie.. Men det smager jo ikke af dressing.

Så man ender med 15 salatblade, skyggen af noget rød peber og et mikroskopisk skvæt olivenolie. Velbekomme siger jeg bare.

Således frataget enhver form for smag og nydelse hvad mad angår – i hele 48 timer – hopper man glad på vægten.. Kun for at konstatere at tallet ikke er ændret. Som i overhovedet ikke ændret. Tværtimod er det hoppet et par takker opad. Tak for ingenting, altså.

Så ender man seriøst med at overveje at leve af kærlighed og kildevand – men heller ikke det, mætter ret meget, uanset hvor fristende det så end er.

Alt dette kommer garanteret heller ikke som nogen synderlig overraskelse for nogen, men det har bare slået mig her for nyligt, hvor bunduretfærdigt det er.

Tænk nu hvis kalorier mættede:

Jeg ville kunne blive mæt af min søndagskage i 2 dage. Og hvis jeg skulle falde over en pakke ostepops – hvilket jeg heldigvis kan undgå, så længe jeg slår mine folder i Normandiet – så ville jeg kunne nøjes med at spise 3 gange om ugen. Hvor praktisk ville det ikke lige være?

Men næ nej, i stedet for, skal man trækkes med kedsommelige smørløse, brødløse og marmeladeløse morgenmåltider – eller også spiser man de mængder der ikke kaloriemæssigt, overstiger det tilladte – hvilket vil sige: ½ skive fuldkornsbrød, ¼ tsk. smør og 1 tsk. marmelade sødet med fruktose.. og med den slags morgenmad – i de mængder – dør man jo af sult, længe inden kl. 09.52.

Og kl. 15.48 vandrer man rundt som en løve i bur og tager sig gevaldigt sammen glemmer alt om de is der ligger i fryseren, og nøjes med en meget lille håndfuld nødder.. 2 gange.. Fordi nødder inderholder sunde fedtstoffer.

Og så aftensmåltider.. Hvis man ikke gider stå og fedte med en eller anden slankekreation udi det grøntsagsagtige, med noget dampet helleflynder fra en ukendt ø, både fordi det er besværligt, men så sandelig også fordi ungerne ikke kan lide det, så man skal alligevel lave almindeligt mad, og kan rask væk komme til at tage 4 kg. på, blot fordi menuen står på pasta med kødsauce. Også selvom der er en masse grøntsager skjult i kødsaucen. Og det er ikke fordi det feder vildt meget i sig selv – det fordi det smager så godt, at man tager to gange og spiser resten, mens man rydder op. Men det er jo en kendt sag, at bare man ikke sidder ned og spiser, så feder det slet ikke..

Så med sådanne vilkår, hvordan skal jeg nogensinde kunne komme ned i mine sommerkjoler igen – uden at ligne en der skal have sat seriøse indlæg i brystpartiet for at undgå de lidet charmerende gab mellem knapperne?

Det er den rene elendighed og jeg har rygrad som en regnorm med muskelsvind.

Cancan med badeforhæng

14 jun

Når man er så uheldig at befinde sig i et hus, som hverken har gulvvarme eller nye badeværelser..

Nu bliver jeg lige nødt til at stoppe min historie og i stedet tale lidt om sloganet: alle har ret til et fedt..”et-eller-andet”.. Det er det mest ubehøvlede slogan jeg kender.

Ikke at jeg går ind for over- eller undermennesker, overhovedet, men jeg synes det er påfaldende i vores kultur, at man mener ligefrem at kunne have RET til et nyt køkken..

Og hvis man ikke har råd til det nye køkken i 200.000kroners klassen, hvad så? Er det så naboen, kommunen eller den, til alle tider siddende Rasmussen, som skal betale det for dig?

Det kommer måske som en overraskelse for nogen, men det ER faktisk muligt at lave udmærket mad i et køkken som er mere end 20 år gammelt. Det er hverken svært eller farligt.

Det kan være en lille smule mere besværligt at gøre rent, indrømmet, men for mig at se er der altså ikke den store forskel på om man slår et æg ud i sin Margretheskål stående i et gammelt køkken, eller stående i et nyt køkken.

Rent bortset fra at det nye køkken i forvejen er så dyrt at man ikke har råd til at være i det – fordi man er på overarbejde for at kunne betale det.

Og ligeledes er det ikke en uoverstigelig forhindring at tage bad i et badeværelse, som hverken har gulvvarme, lækre nye fliser, eller spots placeret i det indbyggede spejl.

Men på et punkt er jeg tilbøjelig til at være enig med sloganet. Nemlig, der hvor der er en anden løsning end et badeforhæng.

Hvilket så bringer mig tilbage til badeværelserne i Eventyrhuset. I det ene, som Firkløveret benytter, befinder der sig et badekar – og jeg mener jeg har redegjort for mit forhold til sådan en anordning.

Det andet badeværelse, som First Man og jeg benytter, når ellers Firkløveret vil lukke os ind, da de heller ikke er så begejstrede for badekarret, er et meget lille, meget gammelt og lettere køligt badeværelse, og da der ikke er nogen fancy glas-flise-væg, ej heller plexiglas-skydedøre foran brusenichen, har vi måttet nøjes med et ganske almindeligt badeforhæng.

Og det er denne anordning som har frembragt nogle tanker.

For det første, troede jeg at jeg havde købt mig et enkelt hvidt et. Dette var ikke tilfældet. Så siden jeg kom hjem og fik åbnet for min nyerhvervelse, har jeg derimod kunnet nyde synet af et sort/hvidt forhæng, med påskriften ”Elle et Lui”. I bedste ”Hans & Hendes” stil. Falsk varedeklaration siger jeg bare. Det er naturligvis til at leve med. Det er bare meget, meget grimt, men det er der jo så mange ting som er.

For det andet, da muren er skæv skulle jeg, for at sikre en overfladedækning der var nogenlunde ens og undgå syndfloder hver gang der bliver taget brusebad, også hænge badeforhænget skævt, så det kunne nå ned til gulvet i begge ender. Så æstetisk er det også her, lidt af en fiasko.

Så er der det hygiejniske.. Det lader også noget tilbage at ønske. Et badeforhæng – som præcis af denne årsag ikke har været i min besiddelse i over 10 år – skal tørres ofte for ikke at få ulækre mugpletter på – og det er åbenbart ikke nok, da der alligevel er kommet nogle klamme plamager på det. Hvilket igen betyder, at det skal tages ned og skrubbes, for at blive lidt mere appetitligt at gnide sig op af, i nøgen tilstand.

Og så er vi fremme ved det egentlige problem: fordi Eventyrhuset er så utæt, så trækker det altid, og selvfølgelig endnu mere når det blæser. Denne træk finder også vej ind på vores lillebitte badeværelse, og sammensætningen af varmt vand, træk og et blafrende badeforhæng er ikke optimal.

Man skal nemlig, under hele sit bad, danse cancan. Sagt med andre ord, stå og sparke til forhænget for at holde det fra livet. Ellers bliver man klistret ind i det på bedste vitavrap-vis, og det er både en kold og ikke videre behagelig fornemmelse at være pakket ind i cellofan, når man tilmed er våd.

Så uden dog at føle jeg ligefrem har ret til et nyt badeværelse, glæder jeg mig virkeligt til den dag jeg kommer til at bo under ordnede badeforhold igen!

En anden slags nervekrig..

9 jun

Men knap så morsom som den anden. Næ – i denne krig, som vist forresten ikke er nogen krig, for det skal der to til, og her er vi ude i noget decideret envejskommunikation.. har jeg nemlig konstateret at jeg er helt og aldeles overflødig.

Har ligesom overhelehovedet slet ikke hørt fra Zorronaldo siden han forlod matriklen i mandags – med den madpakke jeg ikke fik lov til at lave, eller jo det er blevet til én sms tirsdag morgen: ”Jeg er ca. 150km fra Oxford” Nichts weiter..

Og da jeg her i aftes skrev: ”Er du levende? Vi savner dig. Oplever du noget spændende? Er maden god?” Var han lakoniske og aldeles uengagerede svar: ”Ja. Det går godt. Kys”

Så kan man sidde der.. Og føle sig ret ubrugelig. Og tænke på Fru Z.. Og på at det ævl, man spiser andre af med, når de jamrer over, at nu er ungerne snart på vej hjemmefra.. det virker ikke.

Det virker slet ikke. Man ville bare godt høre lidt mere. Som i fortæl nu noget knægt.

Og skal vi vædde med at hvis jeg ikke skriver mere, så hører jeg med garanti ikke en lyd fra ham, før han vil hentes lørdag morgen.

Det er ikke i orden. Det er simpelhen bare ikke i orden.

Så er det man får lyst til at fortælle dem om hvor hårdt det var at være gravid.. Med seriebræk og halsbrand. For slet ikke at tale om hvordan det så var at føde de der børn.

Det eneste der kan muntre mig op, er tanken om at han selv engang får børn..

Men i mellemtiden, kunne han nu godt lade som om han savner os. Altså mig jo, forstås… Bare lidt.

At pylre med værdighed – og et godt råd

7 jun

Zorronaldo skal på tur til England. Med skolen. Det ville for så vidt være okay – hvis jeg nu også måtte komme med. Men det må jeg ikke, og det selvom jeg oven i købet er præsident.

Jeg måtte ikke engang lave hans madpakke. Og han blev virkelig fornærmet, da jeg listede et par hullede Bjørn Borg underbukser og en 3 dage gammel nat T-shirt ud af hans kuffert. Men altså – mit ry og gode navn tilsølet af at sende min vrantne teenager til England med beskidt nattøj? Helt ærligt altså.

Bjørn Borg landede i skraldespanden – så må han – Zorronaldo altså, ikke Bjørn – råbe op over det, når han kommer hjem på lørdag.

På LØRDAG.. Er I klar over hvor langt væk det lige er? Og hvor mange busulykker der lige kan nå at ske, og jordskælv og kolera epidemier. Tænk nu hvis han glemmer mig? De har sådan en ustabil hukommelse i den alder.

Jeg kunne dog godt få lov til at give ham lommepenge med, og nogle nye seje sokker. Samt købe en lille gave til værtsfamilien, der skal have ham boende. Det var hvad jeg lige akkurat havde beføjelser til.

Jeg prøvede at sige ting som: ”tak fordi jeg måtte komme”, ”tørre sokker” og ”ikke for meget slik” men jeg kunne ligesom fornemme, at det ikke helt trængte ind. Måske talte jeg ikke højt nok til at overdøve musikken i hans ørebøffer.

Det kan godt være det havde virket bedre, hvis jeg havde sagt ”frispark”.. Eller ”off-side”.

Men jeg ved det godt, det der med at give slip. Det er der nogen, som siger man skal. Behøver det bare være lige nu? Allerede? Kunne vi ikke vente til han blev.. 36?

Så er det altså godt, at man har nogle andre, man så kan være noget for. Nu hvor man ikke må tage med som blind passager og være noget for nogen, mens de er i England. Og skal lade være med at pylre.

For Divaen er nervøs for en musikprøve med den ondeste musiklærer, som desværre overlevede et langvarigt ophold på en klinik. Jo – det er muligvis lige i overkanten at sige sådan offentligt – men hør lige hvad han sagde til hende: ”Alle de elever som ikke ved hvem William Sheller er – de er imbecile” – og så kiggede han direkte på hende. Tak, og kom igen..

Nu ved hun hvem William Sheller er – fik en CD i julegave.. Men HVOR skulle hun ellers vide det fra? Ved han måske hvem John Mogensen er? Det håber jeg trods alt ikke for ham, men alligevel.

Hende, af alle Divaer på 16. Som kan sende en sms og bede om at få klavertimer, så hun snarest kan lære at spille Mozarts klaversonate 310. Den ER altså også smuk. Men derfor bærer hun ikke ligefrem denne opblæste nar i sit hjerte.

Og i morgen skal hun synge ”Emmenez-Moi” foran klassen. De skal synge 3 og 3 og får en karakter der tæller til eksamen. Jeg opfordrer lige til at lytte til den tekst hun skal kunne.. Jo, jo den er god nok. Det ER da en fantastisk sang og alt det der. Men den er muligvis en anelse svær, at synge for en som ikke ligefrem lever af det, jeg ved ikke – hvad siger I?

Men altså, så var det at jeg, for ligesom at bløde lidt op på stemningen og hendes flossede nerver, bad hende forestille sig den selvoptagede musiklærer, i færd med at skide. Pardon – men jeg sagde det også på fransk..

For i slige situationer, er vi alle lige, hvad enten det foregår med bred mund eller om det er mere dybtfølt, med lettere ændring af ansigtskuløren og lyd på.

Hun kom heldigvis til at grine så meget, at hun helt glemte at være nervøs og mon ikke det holder til i morgen?

%d bloggers like this: