Tag Archives: Usikkerhed

Firkløver

11 sep

Det er en lille plante. Med fire forskellige blade på.

Fire individuelle blade som har hver deres særheder, selvom de sidder på samme plante. Det ved alle. Så langt så godt.

Altså et firkløver. Fire sider af samme sag.

Præcis som mine fire børn.

Alle med samme oprindelse, samme blod og alt det der. Men alligevel fire vidt forskellige mennesker. Nogle ligheder er der naturligvis, men også forskelle.

Nå.

Forleden kom der så nogle af de ord der. Den slags ord som river i samtlige hjertekamre, og bare trækker tårer.

Da Gårdmand Bjørn og jeg diskuterede det skoleskift, der kom lidt pludseligt, prøvede jeg at komme med mit bud på hvordan det kunne være han havde det så meget bedre i en skole med mange børn.

Jeg nævnte også at han jo ikke var ligesom Zorronaldo eller Prinsessen.

Som er lidt mere udadvendte end Gårdmand Bjørn og Divaen.

Og så kom de der ord:

… “Mor… er det så en god ting eller en dårlig ting, at jeg ikke er ligesom Zorronaldo?”

Av.

AV siger jeg bare.

Med tårer i øjnene skyndte jeg mig at remse en hel masse op: at det jo var helt fantastisk godt at han netop var sig selv og at han jo bare er anderledes end sin storebror. Og lidt mere som sin storesøster måske, men at det var godt. Og at alle ikke skulle være ens. At man ikke var hverken værre eller bedre, blot forskellige.

Og at det var vigtigt at man var sig selv og fik plads til at være den man var.

Akkompagneret af en hel masse knus.

Tænk engang, hvor kan man komme galt afsted med at konstatere, at ens ene barn ikke er som ens andre børn. Og det endda helt uden bagtanker.

Men jeg fik slået helt fast at jeg sætter umådelig stor pris på ham, og den han er; ligesom jeg sætter stor pris på mine andre børn. Hvor forskellige de end er.

 

Reklamer

En usling og en pusling.

18 sep

Uden at gå alt for meget i kedelige og triste detaljer, kan jeg da meddele at First Mans mester er gået konkurs.

Og derfor…

Ej, først fik min søde mand, for allerede en måned siden, en sms om at han ikke skulle komme på arbejde om mandagen. Men at mester ville komme forbi.  Han kom dog ikke. Tirsdag aften modtog min søde mand endnu en sms. Men stadig intet besøg. Fredag aften – direkte adspurgt – stadig på sms, fik First Man at vide at mester ikke havde flere penge og at han var gået konkurs.

Så langt så godt. Det kan jo ske. Men skuffelsen over at en ven ikke magtede at se ham i øjnene og være ærlig, sved.

Nu er der ikke det store at gøre ved sådan en situation en lørdag formiddag, men jeg fik da snakket med forskellige lokale tømrermestre. Blandt andet én som havde haft First Mans mester ansat siden mandag morgen.

Faktisk…

Ja.

Så også den anden tømrer blev lidt stille da han fik at vide at First Man ikke vidste noget før fredag aften.

Jeg tror nok det var lige der jeg mistede den allersidste respekt for min søde mands forhenværende mester.

Eller måske var det da mesteren stadig, efter fire uger hverken havde fyret First Man, eller selv indgivet konkursbegæring. Og da administrationstiden i forvejen er meget lang hos Lønmodtagernes garantifond, har First Mans tilgodehavende i form af elevløn – men dog en slags løn – meget lange udsigter. Men som mesteren skrev i en sms da First Man spurgte hvornår det ville ske:  “Jeg skal jo også arbejde”.

Hov, nu kom jeg alligevel til at fortælle lidt om de kedelige detaljer. Og jeg kom vist også til at hænge en mester ud. Til tørre. Beklager at jeg ikke har kunnet holde den sobre tone, men en skovl er nu engang en spade og en fej mester er en… usling.

Nå, hvorom alting er, så har min søde mand ledt og ledt efter en tømrer som gerne vil have en sød og dygtig og arbejdsom voksenlærling. Den slags mestre hænger dog ikke på træerne, især ikke når de får at vide at man ikke må fyre sin voksenlærling når der ikke er noget at lave i februar måned.

Så modløsheden blev altoverskyggende. Og First Man prøver at finde på alle mulige andre løsninger. Ligeledes er vi gået over til at tale dansk på matriklen, for at forbedre hans ellers udmærkede, men lidt skrøbelige, dansk. Hvis nu der skulle være nogen som ville have en fransk voksenlærling.

Og så var der en eller anden foreslog ham at blive vinduespudser.

Ikke at der er noget galt med vinduespudsere overhovedet. Men First Man har måske lidt andre planer for den sidste trediedel af sit arbejdsliv, end at tilbringe den med at vaske vinduer. Det kan naturligvis godt bruges hvis man er ved at dø af sult, men han bliver jo heller ikke yngre.

I går sad han og stirrede ud i haven. Og det regnede.

Da jeg gik hen for at give ham et knus, sukkede han og sagde: “Min skat, jeg er ked af det, men jeg kan bare ikke være vinduespusling”

Selvom jeg brød sammen af grin – undskyld – var meningen jo god nok. Men min søde First Man er nu så lækker at han, uanset hvad, ville blive verdens bedste vinduespusling så let som ingenting.

Lidt i stil med ham her:

PS: Hvis nogen lige skulle stå og mangle en voksenlærling indenfor tømrerfaget så må de meget gerne sige til, inden min mand begynder at sende CVet sydpå.

Planlægning

7 apr

En stor del af min søndag blev brugt i selskab med blokke, kalendere, blyanter – thi disse kan viskes ud igen – bedsteforældre, både dem af pap og de originale, for i smuk og skønsom forening at planlægge den kommende uge.

For Gårdmand Bjørn.

Da han jo som bekendt er lockoutet. Og hårdt ramt.

Uanset hvis side man så i øvrigt er på, skal der tages hånd om børnene.

Og vi skulle ikke længere hen end torsdag i sidste uge, før filmen begyndte at flosse lidt i kanten for min yngste søn. Han spurgte igen og igen hvor det nu lige var han skulle hen, på mandag. Det undrede mig lidt, for han plejer ikke at være sådan. Men en prås gik op for mig, da jeg så et kort interview med en far og hans autistiske datter, hvis fundament, langsomt men sikkert, var ved at skride for hende og det var ikke specielt fordrende med hendes diagnose.

Og det slog mig at min dreng naturligvis også gerne ville have faste rammer, i en eller anden udstrækning.

Nu er det ikke fordi han er specielt krævende, ejheller autist eller med andre diagnoser, han er bare 11 år og mange vil måske have den opfattelse at han er yngre end det, efter mine mange indlæg om ham. Det kommer sig muligvis af at jeg mener det er sundt for børn at være børn når de er det – børn altså – og ikke, som nogle, når de er et sted midt i tyverne.

Nå, det var vist et lille sidespring.

I hvert fald, min søn er usikker fordi hele hans dagligdag er flået fra hinanden. Han vil gerne have en plan for sin uge, så den er hermed lagt. Og skrevet ned. Så man kan kigge, hvis man lige kommer i tvivl.

At man hiver en dag ud af kalenderen og laver noget uforudset – subsidiært pjækker fordi man skal på privat besøg på Christiansborg – piller ikke ved deres verdenssyn. Men så snart man lever i kaos, uden planer for hvordan og hvorledes, går hans, og mange andre børns, dagligdag lidt i stykker og de bliver usikre. Havde det været ferie, havde det også været noget andet, fordi alt andet lige, er man som regel klar over hvornår ens ferie er slut.

Men det er ikke nemt. Der skal planlægges nogle aktiviteter, for ligesom jeg holder på at mine børn er børn når de er det, holder jeg også på at de skal lave noget fornuftigt imens denne lockout hærger.

Så jeg prøver at have en plan for noget matematik, noget dansk, noget engelsk og så må resten komme hen ad vejen.

Heldigvis kan jeg tage ham med på arbejde indimellem, der er både et skrivebord til ham, internetadgang og store områder hvor han kan gå på opdagelse uden at komme til skade. Derudover er der jo også masser af andre lockoutede børn at spille bordfodbold med.

Når man så er så heldig at have en mormor på pension, og en morfar der ikke er lockoutet, en Lene som er arbejdsløs og en Annø som lige akkurat stadig er på barsel, så er der også andre muligheder for en afvekslende hverdag, også selvom den skal planlægges lidt i forvejen.

Lockoutet hverdag

Men altså, det jeg ville sige var:

Tænk lidt ekstra på jeres lockoutede skolebørn.

Husk at de som regel ikke er så omstillingsvenlige som de fleste voksne er, så det kunne være en god ide at bruge en time på at få lagt ugen i så faste rammer som det nu er muligt. Og det gælder ikke kun Autister. Det gælder de fleste børn som er vant til en tryg og stabil skoledag.

Jeg håber virkelig snart det er ovre, uden alt for mange tossede kompromiser, så vi alle – men børnene især – kan komme tilbage til deres dagligdag.

Og meget gerne med glade lærere!

%d bloggers like this: