En usling og en pusling.

Uden at gå alt for meget i kedelige og triste detaljer, kan jeg da meddele at First Mans mester er gået konkurs.

…

Og derfor…

…

Ej, først fik min søde mand, for allerede en måned siden, en sms om at han ikke skulle komme på arbejde om mandagen. Men at mester ville komme forbi.  Han kom dog ikke. Tirsdag aften modtog min søde mand endnu en sms. Men stadig intet besøg. Fredag aften – direkte adspurgt – stadig på sms, fik First Man at vide at mester ikke havde flere penge og at han var gået konkurs.

Så langt så godt. Det kan jo ske. Men skuffelsen over at en ven ikke magtede at se ham i øjnene og være ærlig, sved.

Nu er der ikke det store at gøre ved sådan en situation en lørdag formiddag, men jeg fik da snakket med forskellige lokale tømrermestre. Blandt andet én som havde haft First Mans mester ansat siden mandag morgen.

…

Faktisk…

Ja.

Så også den anden tømrer blev lidt stille da han fik at vide at First Man ikke vidste noget før fredag aften.

Jeg tror nok det var lige der jeg mistede den allersidste respekt for min søde mands forhenværende mester.

Eller måske var det da mesteren stadig, efter fire uger hverken havde fyret First Man, eller selv indgivet konkursbegæring. Og da administrationstiden i forvejen er meget lang hos Lønmodtagernes garantifond, har First Mans tilgodehavende i form af elevløn – men dog en slags løn – meget lange udsigter. Men som mesteren skrev i en sms da First Man spurgte hvornår det ville ske:  “Jeg skal jo også arbejde”.

…

Hov, nu kom jeg alligevel til at fortælle lidt om de kedelige detaljer. Og jeg kom vist også til at hænge en mester ud. Til tørre. Beklager at jeg ikke har kunnet holde den sobre tone, men en skovl er nu engang en spade og en fej mester er en… usling.

…

Nå, hvorom alting er, så har min søde mand ledt og ledt efter en tømrer som gerne vil have en sød og dygtig og arbejdsom voksenlærling. Den slags mestre hænger dog ikke på træerne, især ikke når de får at vide at man ikke må fyre sin voksenlærling når der ikke er noget at lave i februar måned.

Så modløsheden blev altoverskyggende. Og First Man prøver at finde på alle mulige andre løsninger. Ligeledes er vi gået over til at tale dansk på matriklen, for at forbedre hans ellers udmærkede, men lidt skrøbelige, dansk. Hvis nu der skulle være nogen som ville have en fransk voksenlærling.

Og så var der en eller anden foreslog ham at blive vinduespudser.

…

Ikke at der er noget galt med vinduespudsere overhovedet. Men First Man har måske lidt andre planer for den sidste trediedel af sit arbejdsliv, end at tilbringe den med at vaske vinduer. Det kan naturligvis godt bruges hvis man er ved at dø af sult, men han bliver jo heller ikke yngre.

…

I går sad han og stirrede ud i haven. Og det regnede.

Da jeg gik hen for at give ham et knus, sukkede han og sagde: “Min skat, jeg er ked af det, men jeg kan bare ikke være vinduespusling”

…

Selvom jeg brød sammen af grin – undskyld – var meningen jo god nok. Men min søde First Man er nu så lækker at han, uanset hvad, ville blive verdens bedste vinduespusling så let som ingenting.

Lidt i stil med ham her:

PS: Hvis nogen lige skulle stå og mangle en voksenlærling indenfor tømrerfaget så må de meget gerne sige til, inden min mand begynder at sende CVet sydpå.