Jeg er levende!

Et nyt arbejds- og skoleår er næsten i gang igen.

Blyanter er spidsede og klar. Alle er veludhvilede efter ferien og skulle være klar til at udfylde de blanke sider.

… Faktisk er det jo lidt betryggende at vide at man hele to gange årligt får chancen for at spidse blyanter og starte forfra på friske blanke sider. Jeg mener, alle de dårlige vaner man har nået at få tillagt sig – uden naturligvis at være skyld i det selv, man er bare viljeløst og nådesløst blevet trukket ned i vanens dynd – kan man få en slags syndsforladelse for, og starte i et frisk kladdehæfte.

Nå det var et lille bitte sidespring, men altså, jeg er stille fordi der er sket meget i mit levende liv, så meget at jeg har fravalgt blogge på det groveste, både min egen og andres, og den dårlige samvittighed begynder efterhånden at røre på sig.

Jeg vil gerne fortælle om ferien – som var fantastisk – jeg nævner i flæng: dykning i Spanien, shopamok med veninder fra Æblebakken, bjergbestigning i Pyrenæerne, alt for meget lækker mad og intravenøst Ricard Rosé.

Jeg fortrænger dog samtlige minder om min sure svigerfar, som på alle måder levede op til sit tilnavn, Gårdmand Bjørns start på ferien med galopperende mylderbæ  – på Laurences toilet kl. meget og alt for tidligt – samt den luns af en finger jeg fik snittet af under et besøg på den blinde måde, i min egen toilettaske.

Sagen er også at jeg venter på at Bloggers Delight skal fjerne reklamerne fra mit eget domæne så jeg kan få min blog tilbage og kan få foden under eget bord.

Til den tid har jeg nok ikke flere læsere – men det må jeg jo så leve med – indtil da, nyd jer selv og hinanden!

Hængende skygger

Dengang der var mønter i min vaskemaskine, kom de næsten op og hænge til skræk og advarsel. Men så tog jeg dem ned alligevel, for det pyntede ikke lige, heller ikke selvom de ikke ødelagde et stilleben i økologisk råhvidt. Som jeg i øvrigt ikke har nogle af.

Derpå skyndte jeg mig at glemme absolut alt om skræmme og tømme lomme kampagner.

Det var nok lidt dumt.

For vaskemaskinen begyndte at sige meget mærkeligt. Igen. Den holdt dog ikke op med at vaske, hvilket jo var det vigtigste. Men lydene.. Dem kunne jeg godt blive lidt bange for.

First Man blev derimod glad, han øjnede straks en chance for at puste på indersiden af selvsamme vaskemaskine med sin nye maskine, men det hjalp ikke en døjt. Tørretumbleren kom ned så han kunne komme til at puste på vaskemaskinen – som står underst.

Lydene vedblev. Men den vaskede.

Der skete imidlertid det, at da First Man placerede tørretumbleren ovenpå vaskemaskinen igen, ville den ikke dreje rundt. Tørretumbleren altså. Indvendigt.

Den ville godt varme, men ikke trille tøjet rundt. Usmart, fordi det således lagt på en varmekilde, godt kunne gå hen og lave brændte eller brune pletter på tøjet.

Altså, tørretumbler ned. Så kunne han puste lidt på den. Og i den. Det hjalp heller ikke.

Og da det samtidig regnede en del, og vores tørrestativ generelt er beregnet til at huse to viskestykker, seks bh’er og en hue, så havde vi et mindre pladsproblem.

Jeg har nogle meget fine kroge, siddende forskellige steder i bjælker og sådan, til julepynt og de tre stykker påskepynt jeg har. Disse kroge blev nu beslaglagt … Er der ikke et ord som hedder rekvisition, på dansk? Det lyder meget bedre!

Altså, mine kroge blev rekvisitionerede, og er jævnligt optaget af hængende, tørrende tøj.

Det er så hvad det er, men i går morges kl. 06 da jeg, nærsynet og mere end halvblind, loppede ned af trappen, fik jeg hjertestop over disse uformelige hængende skygger, og det tog mig mange sekunder at huske at det ikke var en zombiehjemmerøver, men derimod et lagen og Zorronaldos nye cowboybukser.

Tørretumbleren blev godt nok diagnosticeret med en knækket drivrem, men da reservedelene først skulle bestilles hjem og dette så fluks sendte hjemkomsten af min tørretumbler hen til langt ud i fremtiden, satte jeg omgående mit vækkeur til 2 minutter efter First Mans, så han kan nå at gå nedenunder og tænde lys, før jeg dør af hjertestop over fodboldsokker og håndklæder der hænger til tørre, i nattens mulm og mørke.

Jeg glæder mig i øvrigt meget til den er hjemme igen, for selvom det sikkert er sundt for de døde hudceller at blive slebet lidt, så er lufttørrede håndklæder bare ikke det samme.

Bremset midt i bevægelsen

Engang; det er mange år siden nu, var der en ung lettere hjernelammet fløs, som kørte alt for stærkt rundt i et sving – og direkte ind i os. Bilen blev totalsmadret, men der skete ikke noget med os overhovedet.

Vi sov dårligt et par nætter efter og stanken af airbaggas blev ligeledes siddende i vores stakkels næsebor længe efter den var fordampet.

Vi havde været på vej et sted hen, det kom vi naturligvis ikke, derimod blev vi kørt hjem af nogle venner. Men længe efter sad der en følelse i mig, at jeg havde glemt noget, at jeg manglede at gøre noget.

Fordi jeg ikke var nået frem til mit første bestemmelsessted.

Det var vores plan at drikke te i en lækker tesalon, så det var ikke som om vi var gået glip af en koncert eller en middagsaftale, men vi havde en plan.

En plan for dagen og den blev jo afbrudt noget brat, og min hjerne kunne ikke helt vænne sig til tanken.

Således også i går. Midt i en hektisk morgen hvor First Man havde en aftale. Det var egentligt meningen at jeg skulle med, men så ville elselskabet sende en person forbi og aflæse vores måler, og så måtte jeg pænt blive hjemme og vente på dem.

Pludselig ringede First Man midt i sit møde, og meddelte at gymnasiet havde ringet til ham; Divaen var besvimet midt i en time, og lå nu og hvilede sig på lazarettet, men at hun nok godt ville hentes.

Der sad jeg, uden bil.. og skulle hente en slatten datter. Hvad gør man så?

Man ringer da til en ven!

Eric kom og fik mig fragtet ned til gymnasiet. Og jeg blev mødt af en større modtagelseskomite, folk som var voldsomt bekymrede for min datter. Pænt af dem, men da Divaen rask væk besvimer til hver given lejlighed, var jeg nok noget mere blasert og ganske ubekymret.

Vi fik hende bugseret ned i bilen, men da hun var lidt blå om fingrene og havde lidt svært ved at artikulere, tog vi på skadestuen, som beholdt hende.

Hendes puls var nemlig meget lav og hun skulle tjekkes i alle ender og kanter. Hun blev indlagt på det de kalder daghospital, hvor de kan undersøge folk i ro og mag uden at man optager akutpladser i skadestuen. Og så blev hun ellers undersøgt.

First Man stødte til efter sit møde og så sad vi der. Nogen med pulsmåler. Koblet til mærkeligt maskineri som sagde lyde. Og tiden gik. Langsomt. Divaen fik lækker frokost serveret..

mens vi andre sad og vansmægtede. Og så fik vi ellers ventet kedet os. Til både sølv og guldmedaljer. Patient og forældre.

Det endelige resultat blev at vi ikke ved hvorfor, samt at hun da heldigvis er frisk igen, men skal tage den med ro i dag. Vi blev lukket ud ved femtiden, og tog hjem.

Og så sad jeg der, hjemme altså, og følte mig ganske punkteret. Der manglede en hel dag, en masse gøremål, fordi jeg skulle sidde og kukkelure på et kedeligt hospital.

Som om man er sprunget ud fra en vippe og fortryder midt i bevægelsen. Så jeg  meldte mig ud af dagen igår og så prøver jeg bare igen i dag!

Hvorfor vente

Nå.. Det her, som jeg går og venter på.

Egentligt er det lidt underligt. Man ville få besked i uge 51, men kun hvis man havde vundet.

De sølle tabere er åbenbart ikke værd at ofre en lille standardmail på: ”Tak for din deltagelse i konkurrencen, vi har valgt nogle vindere – det var så bare ikke dig-agtigt.”

Ja, faktisk så ved jeg slet ikke om mit bidrag overhovedet er modtaget – tænk nu hvis det ikke er, og jeg har ventet forgæves i seks uger?

Besked i uge 51.

Det er så åbenbart op til folk selv at afgøre hvornår uge 51 slutter.

Det gør den teoretisk, og ifølge kalenderen, d. 25. december – om aftenen. Men jeg går ikke ud fra at ret mange er på arbejde juledag, ej heller juleaftensdag, så jeg vil tro at datoen kan fastsættes til d. 23. december og så igen – måske endda i morgen aften, hvis man nu har fået juleferie, for at tage hjem og hygge med sin familie.

Men sæt nu vinderne fik besked allerede i mandags? Og jeg stadig går her og venter?

På resultatet af en konkurrence.

En skrivekonkurrence – hvor nogen skal synes at min tekst er god nok til, at være blandt de fire bedste.

Og ja, jeg ved godt at Danmark er lille, men hvis nu bare ½ % af befolkningen har sendt en tekst ind, så er jeg jo ikke ligefrem helt alene. Jeg ved også at mange andre skriver bedre end jeg.

Jeg ville godt bare vinde.

Jeg tror i øvrigt ikke der er nogen, som er i tvivl om, at jeg er en ufattelig dårlig taber – og at jeg derfor havde besluttet mig for at jeg ikke skulle deltage i mere af den slags. Måske er min kvote opbrugt, med de fine spil jeg vandt ovre hos min heltinde?

Men så sendte søde Anne jo det der link. Og det ene ord tog det andet.. Og et bidrag til konkurrencen blev sendt ind.

Og nu venter jeg..

Jeg har ikke noget imod at andre vinder. Det skal jo ikke tages personligt. Det er jo kun fordi jeg gerne ville vinde. Det vil de andre naturligvis også gerne det ved jeg godt – men jeg er ærligt talt lidt ligeglad med de andre.

Man kunne nemlig vinde nogle bøger. Danske bøger. Og ÆREN. Og så en stor præmie som jeg også er lidt ligeglad med. Men bøgerne..

Dem gad jeg godt vinde. Og den der ÆRE.

Nå, men måske vinder jeg slet ikke og er ikke engang kommet på tale, fordi jeg kom til at gøre lidt grin med dem som havde udskrevet konkurrencen, og det var måske ikke så godt.

Jeg prøver også at lade være med at tjekke min mailboks hvert femte minut, for det er ligesom lidt ynkeligt. Nu prøver jeg at se om jeg kan vente helt til i morgen.

Men jeg prøver også at overbevise mig selv om, at uanset hvad, så har jeg mine søde læsere her, og at jeres kommentarer også er mere værd end de par bøger og så den der ÆRE..

Hvad skal man i øvrigt også med ÆRE.. Andet end at blære sig. Det havde ellers have været fint at kunne blære sig lidt. Så vidt jeg husker, skete det sidst i forbindelse med en tilplantningsaktivitet ovre på skolen!

Om ikke andet, har jeg da et blogindlæg mindre at skulle finde på til juleferien.

Ô at vente.

Så har vi juleferie. Hvor skønt ikke at skulle tidligt op – skønt at kunne hygge, bage, gå tur eller også bare sidde i fire timer eller noget, og se Downton Abbey!

Nu det der Downton Abbey altså, her er vi afgjort ude i noget risiko for storaddiction.

Især for sådan en som mig, som ikke gider se andet fjernsyn end Barnaby, Hercule Poirot og så julekalender på dvd. (dvd – fordi så bestemmer jeg helt selv, hvad, hvor og hvornår)

Men altså, Downton Abbey er en slags moderne udgave af ”Upstairs Downstairs”, med nogle andre intriger. Spændende og lige præcis hvad jeg agter at bruge en god del af min juleferie på!

Udover at bage, læse, hygge og klippe julehjerter med alt det glanspapir min søde mor sendte til os!

Derudover har vi en masse andre gode planer for vores ferie, idet alt det praktiske er færdigt og klart. Alt det vi skal have med på den tre timers køretur er, om ikke pakket endnu, så i hvert fald planlagt.

Faktisk skal vi bare vente på juleaften. Og det er jo godt nok at vente på!

Og jeg venter også stadig.. på noget.. I et eller andet neglebidende omfang. Nu er det heldigvis sidste uge jeg skal vente – enten hører jeg noget i de kommende fem dage eller også hører jeg ikke noget og så skal jeg ikke plage jer med det mere.. Eller mig selv for den sags skyld.

Mens vi sådan venter, så vander vi et juletræ. Et magisk juletræ.

Vi har nemlig en masse morsomme småting hvoraf størstedelen er privat importeret fra USA – og jeg kan lige love jer at de har mange morsomme finurlige ting. Fuldstændigt unødvendige faktisk.

Men morsomme!

Og vi håber meget at dem som er derovre lige nu.. godt gad sende et mindre lager hjem af disse morsomme unødvendige ting, of all sorts! Om ikke andet så til næste jul! Jeg vil ikke undlade at gøre opmærksom på at dette var et vink med en vognstang – ”a hint” som det hedder på Amerikansk!

Og når man ligefrem kan se på sit magiske juletræ at tiden går – så er det nemmere at vente!

Knækbrød og hvidvin

Jeg venter.

Jeg venter på en hel masse faktisk.

Jeg venter blandt andet på jul.. Og det er såmænd svært nok, jeg glæder mig, selvom jeg i de senere år nyder tiden op til, lige så meget som selve juledagene.

HoldOP, hvor lyder man som om man har det ene ben i graven, når man siger sådan. Det har jeg altså IKKE, bare så det lige er på plads.

Men når man venter på jul, ved man jo godt at det kommer. Det bliver ikke aflyst under påskud af at Jesus lige skulle noget andet den dag. Vi ved at vi godt må være med til hans fødselsdag, uanset hvad.

Altså lige undtaget dem som bor i Pakistan, hvor selve ordet Jesus simpelthen er blevet bandlyst og kommet på linje med prut, tampon og fodsvamp. Og hvordan stakkels Jesus lige kom i den slags selskab, er mig en gåde.

Men altså, julen kommer – det tør jeg som sagt, godt vædde med. Jeg er også ret overbevist om at det falder den 24. december.

Jeg vil også godt vædde med, at vi ender med at finde ud af hvad vi skal efter sommerferien. Og nok også inden sommerferien. Men det er pokkers frustrerende ikke at vide, hvornår man får det at vide. Eller hvad det bliver til.

Sådan noget usikkert noget som man venter på – det er næsten ikke til at holde ud.

Hjemme på øen tilbragte jeg mange nætter på køkkenbordet, med hjemmelavet knækbrød og et glas hvidvin. Og så endte det jo godt alt sammen. Det gør det nok også denne gang!

Så venter jeg også på noget helt tredie, men jeg er kun halvvejs i den venten, og enten hører jeg noget – og så er det godt – eller også hører jeg ikke noget og så kan det være fuldstændigt lige meget.

Det er ligesom i de der give-aways, som jeg bare aldrig nogensinde vinder noget som helst i. Man Jeg bliver SÅ knotten over at jeg aldrig nogensinde vinder og fem minutter efter har jeg glemt det. Men også kun næsten.

Jeg gad forresten godt vide, hvem der har fundet på det der med ”tab og vind med samme sind” for mage til tåbeligt vrøvl, skal man godt nok lede længe efter.

Det kan man jo for pokker ikke. At vinde med samme sind som man taber med.

Man kan ikke gå rundt og være storsur over at man har vundet? Det kan bare ikke lade sig gøre. Det ville også være ret meget spild af tid.

Men når ikke jeg vinder, så er det godt at andre gør det – og da jeg naturligvis glemte at fotografere det jeg sendte afsted til Ualmindelig Almindelig til novemberforkælelse, er det rigtigt godt at hun fik taget billeder af det i stedet for!

Og jeg vil fordrive tiden med en skive knækbrød og et glas hvidvin mens jeg venter videre.