Tag Archives: Ventil

Skæres i skiver

8 mar

..

Nå, så skal jeg ind og ligge i en overdimensioneret pålægsmaskine. Og skæres i tynde skiver. Voldsomt ikk’?

Jeg blev også en kende nervøs. Fik oven i købet at vide at jeg skulle være radioaktiv imens. Meget lidt betryggende..

Jeg skal godt nok kun skæres i stykker på en skærm. For at se hvad der er inden i mig. Som et led i den der plan for mit hormonelle indre. Lidt for intimt for min smag, men jeg er villig til at gå med til det for krøllernes skyld. Og maven.

Men altså, så kom jeg til at tænke på, når man nu har højdeskræk, så kunne det jo godt være man eventuelt også kunne komme til at gå i panik over at skulle ligge helt stille inde i sådan et kæmpe køkkenrullerør, i hvad der må føles som mange timer.

Jeg skal også svare nej til en hel masse spørgsmål. Ret sære spørgsmål – hvis I spørger mig.

Om jeg bærer rundt på syntetisk knoglemasse.. Om jeg har haft granatchok. Eller er blevet skudt på og om kuglen stadig er indvendig. I mig forstås.

En masse relevante ting altså..

Skulle også svare på om jeg har ventil i hjernen..

Den måtte jeg godt nok lige tænke lidt over.

Jeg har noget som forhindrer mig i at springe i luften når jeg prøver at overtale Zorronaldo til IKKE at tage små vans på i snevejr og det ikke lykkes. Eller når nogen – det er gerne ”ingen” – har puttet min uldne sweater i tørretumbleren og den dermed kun er en anelse for stor til en Barbiedukke. Eller der ikke er mere Baileys til min kaffe.

Men om det ligefrem er en decideret ventil, tvivler jeg lidt på.

Det ville ellers være smart.

Tænk hvis jeg bare kunne lukke overophedet luft ud, når det var tiltrængt – ”øjeblik jeg køler lige ned” – er I klar over alle de hysteriske anfald jeg kunne undgå?

Men det var nu nok ikke det de mente, så jeg var bare kedelig og svarede nej.

Det kunne dog være jeg skulle foreslå min læge at montere en sådan ventil, næste gang de skal have rodet ved et eller andet indvortes alligevel.

%d bloggers like this: