Tag Archives: Verden

Verdens ondskab.

31 okt

Der er en forfærdelig film som florerer på nettet. Nogle mænd der skubber et æsel ud over en skrænt, direkte i døden. Jeg har ikke selv set det og jeg vil heller ikke se det.

Det er rædsomme mennesker, jeg faktisk helst ikke vil dele art med, ikke desto mindre er det sådan det er. Også selvom jeg ikke vil se på det.

Jeg har dog ved en frygtelig fejltagelse, engang set en asiatisk mor slå og pine sit lille barn – i mange og lange minutter. Jeg kunne slet ikke håndtere det.

Jeg har ikke brug for billederne. Selv ord kan være for voldsomme.

Verden er fuld af ondskabsfulde mennesker; sådan har det altid været, og kald mig naiv, men jeg magter ikke så meget ondskab.

Når man så præsenterer mig for en beretning om en lille dreng, der mistede sin familie men slap væk fra nazisterne, vakler jeg. Tør jeg overhovedet læse den?

En ting er at vide det onde finder sted. Et faktum jeg bestemt ikke prøver at ignorere. Men jeg behøver ikke have det smurt ud over nethinde eller hukommelse for at vide at det findes.

Jeg startede derfor, fuld af bange anelser, på bogen “Den farlige dreng” af Boris Cyrulniks. En fransk – jødisk – psykiaters oplevelser som barn, under krigen.

Forventede lidt at den ville være som mit livs novelle, dog uden den rosenrøde slutning. Vi kender alle historien om jødeforfølgelse under anden verdenskrig. Bevares, det skal aldrig ske igen og derfor skal historien fortælles igen. Og igen.

Mit moderhjerte holdt sig nogenlunde i ro. Jeg tudede ikke en eneste gang.

Historien – så grum den end er – fjernede sig lynhurtigt fra det følelsesporno jeg ikke bryder mig om. Den er mere en slags fagbog, der fortæller lettere sagligt om børns overlevelsesmekanismer i og efter traumatiske situationer.  Boris Cyrulnik vender dog ofte tilbage til sine egne oplevelser, han glemmer bare den røde tråd i historien. Men jeg tror heller ikke rigtigt det er planen, der skal være en rød tråd.

Der er det ved det, at når jeg læser en fransk bog på dansk, så kan jeg høre de franske ord og vendinger, og enten har Ulla Gjedde Palmgren aldrig boet i Frankrig, eller også var hun ikke særligt veloplagt da hun oversatte bogen. Uanset hvor mange fine universitetspapirer hun har på at hun er cand.fransk. Der er naturligvis også den mulighed, at den originale bog er skrevet på et yderst pauvert fransk og at oversættelsen derfor ikke kunne blive anderledes.

Men hvorom alting er, så var sproget underligt fladt i den danske version og det gjorde sig ikke specielt godt. Hvilket undrer mig såre, fordi det på rekordtid er blevet en bestseller i mit andet hjemland.

Sproget og opbygningen lagt til side, så var det trods alt en af de eneste bøger om børn, jødeforfølgelse og anden verdenskrig jeg har været i stand til at læse, uden at få kvalme over verdens ondskab.

På trods af det flade sprog, kunne jeg dog straks genkende stemningen i de franske gader, se for mig de franske karakterer som om jeg gik forbi dem på café de la gare, eller bladrede i gulnede fotoalbums. Sjovt og lidt vemodigt.

Fagligheden holdt det kvalmende væk og jeg blev i stand til at læse lidt om hvordan børn reagerer på traumer. På et sprog selv jeg kunne forstå. Hvilket nok siger mere om sproget end om mig. Interessant.

Selve historien om den lille dreng trådte i baggrunden, og det gjorde slet ikke noget.

 

Sommer på Island

3 nov

Voldsomt inspireret af den noget særprægede sommer vi i år prøvede at overleve, kom jeg i tanke om at jeg har været på Island. I en august måned. Det var cirka ligeså varmt der i august, som det er nu – her i Normandiet i november.

Tankevækkende.

Nå men ja, jeg har været på Island. Ja simpelthen – og det ligger ligesom også i navnet. ISland.

Og jeg havde uldne underbukser..cykelshorts med – OG på.. i august måned..

DSC00685

Ham den anden var lokalt indfødt. Min, noget akavede, stilling skyldtes blæsten. Og regnen. Jeg gentager.. Det var i august..

Naturen var jo ubeskrivelig smuk. Storslået og jeg ville gerne tilbage – bare ikke lige i min sommerferie. Der er altså en grund til at jeg aldrig har været på skiferie.

Hvis jeg har tid og penge til at smide efter en tur, et eller andet sted hen, så bliver det IKKE til is og sne. Varme og gamle mursten – så har jeg det bedst.

Men for lige at komme tilbage til Island – så var det en afsindig morsom tur. Vi skulle ud og køre på en lavastrand – med ATV’er og det var noget vådt.

DSC00661

Derfor er det vanvittigt smart med gulvvarme i de der seje biler der kørte os rundt – jeg kunne tage mine bukser af og varme dem på gulvet mens mine uldne cykelshorts gik fra våde til fugtige på ret kort tid.

DSC00666

Der var også en brændeovn der fik nærkontakt med mine baller efter sådan en tur. Det lugtede umiskendeligt at våd lammesteg.

I det hele taget var det så koldt, at man helt glemte det var sommer. Gad vide om de overhovedet har sommer?

Jeg nåede naturligvis også en tur forbi Den blå lagune.. Og nu – da jeg jo var barn i 80erne – troede jeg at den blå lagune – var et varmt sted med palmer, hvor ham der Chris Atkins føjtede rundt med Brooke Shields og endte med at spise nogle ribs i en gummibåd.. Eller sådan noget.

Jeg kunne ikke tage mere fejl.

DSC00708

Det var et sted med noget yderst uhumsk vand blandet med kisel – som har en umiskendelig duft af svovlprutter – hvor mennesker med hudsygdomme nedsænker deres legemer og deler deres psoriasis med alle os andre. Lækkert siger jeg bare.

Nogle steder var vandet lunkent og andre steder var det decideret for varmt. Jeg skulle bare undgå at tænke på det bløde noget jeg gik rundt på og som på mest slimede måde kom op imellem mine sagesløse tæer, i det skummetmælks blåhvide vand.

Men altså, Island var meget smukt, menneskene var skønne, maden vidunderlig – og jeg vil meget gerne derop igen. Bare ikke om sommeren.

Racist eller hva’?

19 okt

SÅ.. Jeg skrev ordet. Nu er der ingen vej tilbage.

For at vende tilbage, til det der med nyheder, som får mig til at fare i tasterne, så læste jeg noget som fik mig til at spærre øjnene op og tvivle et splitsekund på fornuftigheden ved ytringsfrihed.. Men indrømmet – kun et kort øjeblik.

Der findes nogle mennesker som kalder sig selv for salafister. Dem har I garanteret hørt om.

Og dem er jeg, for nu at sige det på en rigtig pæn måde, ikke ret enig med.

Om noget som helst.

Og jeg så gerne at de blev hældt ud på en eller anden ø, hvor de kunne sidde og sparke på nogle imaginære dæk og flytte rundt på deres ædlere dele, som de  nu lyster, for at begrænse deres lyst til at bestemme over andre.

For ja, jeg regner med at det er mænd – for jeg tvivler eddersparkeme på at der er så forfærdeligt mange kvinder som er salafister?

Jeg kan naturligvis tage fejl, men det står ligesom at læse mellem linjerne, i deres partiprogram. Skulle der nu – meget mod min forventning – være kvinder som også, frivilligt, er salafister, skal de naturligvis have lov til at være det.

Bare det foregår på føromtalte ø. Rigtigt LANGT væk fra almindelige demokratier og så mig.

Men..

Så kommer spørgsmålet.

Er jeg så racist?

Som udgangspunkt mener jeg, at alle har ret til at være her. De skal blot ikke mase deres mening ned over hovedet på mig, eller andre.

Som Svenne siger, når en eller anden tiltaler ham med den lidet flatterende titel, af netop racist: ”Nej det er jeg ikke – men du kunne blive grunden til at jeg bliver det!”

Tanken om, at de der salafister vil lave hele verden om til et surt, kedeligt, gråt og trist venteværelse uden læsestof – og så et endnu værre sted til kvinder – er da absurd.

Jeg vil ikke gå så langt, som til at sige offentligt, at det er en syg måde at tænke på – men det nærmer sig godt nok noget, jeg ville kræve, de kom i behandling for..

Når jeg sådan skærer alle salafister over en kam, er jeg vel intolerant, grænsende til noget racistisk?

Det er nu ikke så meget hudfarve eller etniske oprindelse – og det ligger vel dybest set i ordet ”race” – som det er  den deciderede fælles dumhed som provokerer mig..

Hov nu sagde jeg det.. Nå, men så i hvert fald folk der synes det samme mærkelige noget..

Men okay så er jeg racist.. Eller noget.

Og det må jeg så leve med – for at acceptere sådan et menneske- og verdenssyn, er mig så meget imod, at jeg aldrig ville kunne række hånden frem mod dem, for at mødes i den store fælles forståelse.

Og så lige til sidst – til de der ”vi-skal-alle-forstå-hinanden-og-sidde-i-rundkreds-og-holde-i-hånd” som mener at det er den samme gud, ikk?..

Vel er det ej – min gud er nemlig HELT med på fest og ballade.

Magnum

13 aug

Og jeg mener IKKE is – nej.

Nogle billeder bliver hængende bag øjenlågene. Altid.

Sådan har jeg det med dette billede. Ville have vist det til AB for længe siden – men bogen lå hjemme på øen, og jeg kunne ikke huske fotografens navn.

Nu da jeg så er hjemme, fandt jeg muligheden for at stå på hovedet i kasser og reoler og endte med at lokalisere Magnum bogen. Som I skulle tage at kigge i. Som er fuld af chok. Som har billeder jeg omhyggeligt bladrer forbi.

Ligesom jeg kan huske jeg bladrede i en bog om Surtsey vulkanen, da jeg var lille. Den og den side kunne jeg ikke se på – de var alt for uhyggelige. Tænk hvis lavaen sprøjtede ud over min seng og ned på gulvet, eller tænk hvis røgen kom og jeg ikke kunne trække vejret mere.

Men jeg fik med megen møje og besvær bladret mig selv uskadt frem til billedet med kvinden der går fremad, med barn på maven, og dyr at passe. Og så lige alt det brænde på ryggen.

Billedet som sætter alting i relief. Som får mig til at stoppe op og tænke – STOP brokkeriet. Hvad enten det er til sig selv man taler, eller til de andre brokkerumper udi det ganske land.

For nu ikke at tale om alverdens brokkerumper.

Jeg huskede billedet som værende i sort/hvid – og undrede mig såre da jeg så at det var i farver.

Men hendes liv er i mine øjne, efter min vestlige standard, så trøstesløst, så slidsomt og en eventuel fremtidsdrøm fuldstændig umulig. Et liv helt uden farver. Så måske er det grunden til at jeg husker det som værende sort/hvidt. Hun kan ikke være ret gammel med det lille barn hun har – hun er måske endda meget yngre end man tror? Se lige hendes øjne..

Men hun drømmer vel også?

Hun har vel også ambitioner?

Eller har hun allerede resigneret og givet op?

%d bloggers like this: