Og vinderen ER:

…

Men før vi kommer så langt, så vi jeg da berette om metoden. Alle navne blev skrevet på et lille stykke gult papir, og Prinsessen stod for udvælgelsen!

Iført en meget grim hat som hun erhvervede sig sidste år ved en “Open by night” i den lokale metropol. Jeg advarede hende flere gange mod at investere en del penge i en sikkert ubrugelig lykkepose i en topsmart modebutik med meget tynde ekspeditricer.

…

Hun fortød i samme øjeblik som posen lå i hendes hånd. Og indholdet viste sig at være denne mystiske hat.

…

Ikke desto mindre viste den sig at være rigtig brugbar her til aften, til denne lodtrækning idet hun ikke kunne se det fjerneste.

Hun rodede lidt rundt i sedlerne og trak en seddel, OG vinderen blev:

TILLYKKE ANJA

Du er nu den glade vinder af rugbrødssnacks!

Anja, du kan sende mig en mail på kongmor@live.dk og fortælle hvor jeg skal få din præmie sendt hen!

Husk konkurrencen

Det er sidste chance for at deltage i den fantastiske konkurrence, hvor du kan vinde en masse rugbrødssnacks til dig selv og nogle andre – som du selv bestemmer.

Du kan deltage i dette indlæg!

Du kan vælge at dele dem ud på din arbejdsplads, dit spinninghold eller til dine klassekammerater.

Jeg kunne naturligvis sagtens have valgt at dele Rolexure ud.. Men jeg holder så meget mere af rugbrødssnacks.

Vinderen trækkes i aften kl. 20.00.

Firkanter på hjernen

Nu – da jeg jo ikke vandt noget som helst – og Alt for Damerne ikke gad have min tekst – så får I den da bare.. Because you’re worth it.. Altså – her er mit ynkelige looser bidrag til den der skrive konkurrence, jeg som sagt ikke vandt:

Det hele startede med, at jeg kom til at læse i nogle dameblade.

Der kunne jeg læse om fine mennesker, interviewet i diverse hvide interiører, fotograferet dekorativt stående ved siden af den gyngehest de havde lavet af 7 mælkekartoner og et par økologiske ølkapsler.

Den slags mennesker, har ligeledes malerier stående på gulvet. Jeg udleder deraf, at deres maleri har kostet så meget, at de åbenbart ikke har råd til en boremaskine. Jeg har nemlig også malerier i stuen, hjemmelavede og deraf næsten gratis, hvorfor jeg både har haft råd til at ramme dem ind og hænge dem op med dyre rawplugs.

Eller også er jeg bare slet ikke med på moden. Det skulle nu heller ikke undre mig.

Men altså, efter at have læst i de der blade og følt mig umoderne, ville jeg også gerne med på moden og lave noget kreativt jeg kunne blære mig lidt med – ligesom alle de andre mennesker i hvidt.

Jeg var dog helt klar over, at jeg aldrig ville kunne kreere en gyngehest, og da mine malerier allerede hænger på væggen, måtte jeg se mig om efter noget andet. Jeg bestemte mig så for at hækle et tæppe. Sådan en slags slumretæppe. Af oldemorfirkanter.

Jeg vil nok aldrig blive interviewet, og da slet ikke ved siden af min frembringelse; mit interiør er i øvrigt heller ikke hvidt, men så længe jeg har fornemmelsen af at være med på moden, er det fint nok.

Den følelse gik jeg nemlig fuldstændigt glip af, da det var blomstrede vattæpper, det handlede om.

At jeg ikke kunne hækle, var så en mindre detalje jeg regnede med at få styr på uden større besvær.

Jeg bevægede mig derfor ned i den lokale garnforretning. Det var yderst ubehageligt. Der var fyldt med damer – begge steder. Damer med ubleget hør og håret sat op i økologisk knold.

Da jeg lidt diskret prøvede at forklare jeg gerne ville lære at hækle, blev der fuldstændigt stille. Meget længe. Så længe, at jeg fik tics.

Jeg nøjedes derfor med at smile blegt og købe en hæklenål.

Det er altså også for dårligt at jeg ikke har lært at hækle. Jeg fik dog lært at væve i 2.klasse Og hvor tit har man lige brug for det? Hvem har i det hele taget en væv?

Nej vel – jeg tænkte det nok.

Jeg FIK så, meget mod forventning, lært at hækle i sidste uge.. Og har nu hæklet noget som ligner hullede grydelapper.

Faktisk synes jeg at der er mange flere huller end hæklemasker. Men det skal måske bare se sådan ud.

Enten skal tæppet ligge firdobbelt eller også har jeg gjort noget helt forkert.

Næsten fem lapper er det blevet til.

Jeg har faktisk overhovedet ikke styr på det. Har bare kastet mig ud i det. En anelse hovedkulds. Jeg er nemlig ikke så god til kladder og prøver og den slags kedsommeligt noget. Jeg vil bare gerne med på moden.

Jeg er helt klar over, at der er meget lang vej til de 126 lapper, der skal til, for at det rent faktisk bliver til et slumretæppe.

For slet ikke at tale om at de skal syes sammen til sidst.

…

Alle sammen

…

Jeg kunne eventuelt stoppe ved måtte-stadiet, men det ville være noget af et nederlag, når man har planlagt at ende med noget man kan putte sig i.

Har i øvrigt slet ikke brug for en måtte. Og slet ikke en med huller i.

Måske skulle jeg hellere tage malerierne ned fra væggen, og se mig om efter et blomstret vattæppe.

Så er det slut

Eller det vil sige, det var jo slut allerede i torsdags.

Nu har jeg med megen møje og besvær udvalgt, eller det vil sige, udtrukket en.. Og så var der lige to til. Som skal have nogle trøstepræmier.

For pokker. Jeg kunne bare ikke vælge. Så jeg bad Divaen om hjælp. Og det har faktisk taget det meste af dagen i dag..

Tak – tusind tak – fordi I gad lege med. Der var mange spændende grunde til at ville vinde, og nogle af dem var altså ret morsomme. Ja ikke alle sammen, men nogle var. Så tak for grin!

Der var også nogle som virkelig bare havde brug for lidt opmuntring, og vi endte med at sidde tilbage med 6 som vi trak lod imellem – OG så var det simpelthen Mille som vandt denne lodtrækning. Så Mille – send lige din adresse til kongmor@live.dk så du kan få en bette pakke fra Normandiet!

Men så var der jo Fr. Møller.. DET absolut hårdtslående argument kunne jeg simpelthen ikke stå for – jeg vinder nemlig heller aldrig noget – og det er altså synd, så derfor får Fr. Møller en lille trøst. Hvis altså jeg får hendes adresse.

Og så er der en, som fik ondt af de af mine indlæg der ikke blev valgt. Og sådan at tage hensyn til det jeg skriver, det var da sødt – derfor skal the Blogless Sister også have en lille trøsteting.

Men det kræver at jeg får adresser fra de damer – ellers vil det være en anelse svært at sende noget overhovedet.

Det er så hyggeligt at give gaver.

Jeg er også med i en nisseklub – ja jeg ved det – det nærmer sig et julet indlæg, og hører vel til herovre i stedet, men hvis vi nu går ud fra at nisser er der hele året, så burde det ikke gøre noget og ingen behøver at få det skidt.

Men altså, denne nisseklub har medlemmer fra hele verden, ej det er faktisk mest danskere, men mange af dem sidder ude i den vide verden. Man melder sig så til julegavebytning, og får en som man skal være nisse for, og så er der jo logisk nok en anden, som skal være nisse for én.

Og før en given dato skal man have sendt en pakke til en værdi af 20€. Det er noget så sjovt.

Et år fik jeg en kæmpe samling krydderier og specialiteter fra Prystina. Sejt ikk? En anden gang fik jeg vidunderlig julekop fra Starbucks. Det skal lige siges at det var længe før de kom til Europa. En vidunderlig halskæde fra USA, billedrammer fra Texas, Sæbe fra Schweiz og jeg kunne blive ved – det er nok lidt uinteressant for andre end indviede, så jeg vil lade være med at blive ved – jeg blev bare lige revet med af stemningen.

Men det jeg ville sige var, det er så hyggeligt at lave disse pakker til mennesker som man ikke altid kender. Så jeg har også gået og nydt at lave en pakke som nu skal sendes til Mille!

Søndagskage..

Det hele er jo om at vinde eller at ikke vinde.

Hvilket jo så ville være at tabe. Jeg ved det – men det så ikke så Shakespearesk ud som denne her.

Jo altså – det er fordi jeg aldrig vinder noget, nogen steder… Eller faktisk vandt jeg noget i 1986. På en lokalradio. Og den eneste grund til at jeg overhovedet afslører det her – er at jeg er SÅ overbevist om at ingen kan huske at de har hørt det.

Og de som tror de kan – de holder deres mund og rører ikke tastaturet, det var pinligt nok i forvejen.

Altså denne lokalradio havde en LP med Paul Young – i sig selv bedøvende ligegyldigt – det vigtigste var at jeg overhovedet vandt noget!

Men “The Secret of Association” blev min, og er stadig i min besiddelse, efter at jeg, i en rum tid, havde sendt lyde ud i æteren.

Ja lyde.. som i jodlelyde. Eller noget tilsvarende. I hvert fald sagde jeg som en bjergged i yderste fare – i hvad der føltes som – en evighed.

Og da ingen andre var tossede nok til at ringe ind og sige sådan, tilfaldt pladen mig.

Det er det eneste jeg nogensinde har vundet.

Heller ikke når nogen har hele 3 muligheder for at få en lækker pakke tilsendt– og her lurer jeg lidt på, om det monstro ikke skulle være, fordi jeg er bosat på æblebakken udenfor PostDanmarks rækkevidde.

Men hvorom alting er, jeg vandt heller ikke her.

Og ikke nok med at jeg ikke vandt.. jeg fik at vide at jeg slet ikke behøvede at vinde – fordi jeg havde søndagskage. Og så endte jeg med at blive så fornærmet at søndagskagen gik i strejke.

Derfor måtte jeg bruge en del af min lørdag aften på at bage rugbrød. Til min leverpostej.

Derfor bliver det kun til dette fra min hånd i dag. Kagen står i æsken bagved – og den var god.

Det var nu ikke en straf at få rugbrød istedet for kage! Det er jo en mangelvare på disse kanter!

Rigtig god søndag!

Venter på Haka

Haka er en slags krigsdans som Maori folket udførte for at intimidere deres fjender – og New Zealands rugby landshold bruger stadig denne imponerende dans, før de starter en kamp.

Om et kort øjeblik, er der finale i verdensmesterskabet i rugby. Mellem Frankrigs Les Bleus (som så ikke er blå i dag – men derimod hvide) og New Zealands All Blacks.

Frankrig holder vejret.

Og havde det været hvilket som helst andet hold, så skulle jeg også nok heppe på Frankrig. Men ikke lige i dag.

For lad mig slå fast – jeg elsker Haka.

Det er SÅ flot.

For et par år siden blev min elskede kusine gift med sin vidunderlige mand. Og han er fra New Zealand. Så til bryllupsfesten – i et lille forsamlingshus på sydfyn blev der simpelthen danset Haka. Af indfødte New Zealændere.

Uforglemmeligt.

Fantastisk.

Så de må godt få lov til at vinde i dag.