Tag Archives: Wannabe

Vores wannabe bortsch

10 sep

På utallige opfordringer – hej Hanne – kommer opskriften på min fantastiske bortsch. En opskrift jeg fik af Lynne – Zorronaldos søde gudmor – engang for mange år siden da vi begge boede i Les Yvelines ved Paris.

Altså:

2 store løg  og 2 revne æbler svitses i en pande med lidt olie/fedtstof og karry efter behag.

I en stor gryde brunes 800 oksekød som blandes med løg+æbleblandingen. Tilsæt 3-4 del bouillon (evt. vand+terning) en dåse koncentreret tomatpure og en dåse flåede tomater og lad det simre 15-20 min.

Tilsæt 1 finthakket rød peberfrugt, lidt paprika, salt og peber, samt 2 dl fløde. og kog videre 5 minutter.

Hak et lille glas syltede rødbeder fint og hæld det i kødsaucen, varm godt igennem og servér med ris, en klat creme fraiche, et drys purløg og evt. et par saltede peanuts.

Det smager vildt godt, og er vores alternativ til bortsch som jeg absolut ikke er sikker på at jeg ville kunne lide i originaludgaven!

Jeg – en stalker..

18 mar

Her kommer endnu en indrømmelse.

Det er også ved at være længe siden.

Så jeg indrømmer det, jeg er lidt en stalker.

Også selvom jeg flere gange i den forgangne uge har forsikret folk om at jeg netop ikke var det..

Jeg har dog ikke tænkt mig at gøre mine ofre noget ondt – de kan tage det ganske roligt – det ligger ikke til mig, den slags. Men jeg er bare så… – jeg ville egentlig kalde det nysgerrig men det lyder som noget grimt, og som noget med katte. Så jeg vil hellere kalde det eventyrlysten og måske opmærksomhedsnørd.

Det er hvad jeg er!

Nu i fredags.

På vej ud fra parkeringspladsen ved Netto krydsede jeg – eller vi – da Prinsessen også sad i bilen, en lille almindelig sort bil med en lyshåret kvinde iført solbriller i spyfluestørrelse, ved rattet. Netop der, gav Prinsessen sig til at hvine meget højt.

“Mooooaaarrr – det var Baronesse Caroliiiine i den bil” kom det åndeløst fra hende, mens jeg drejede ud fra parkeringspladsen hen til lyskrydset. “Eeej, mon dog” jeg tvivlede lidt på at Caroline ligefrem havde ærinder i Netto en fredag før lukketid. Men så igen, hvis det endelig var, så var stedet helt i overensstemmelse med de mulige tilholdssteder denne dame har, når hun opholder sig i Danmark. Ydermere var det som sagt en fredag, så chancen for at hun skulle på weekend hos farmand, var absolut tilstede.

Vi holdt ved lyskrydset og Prinsessen stirrede på den sorte bil der nu holdt i et afsides hjørne af parkeringspladsen. Damen steg dog ikke ud. Og så kom en meget stor og meget gul postbil og skyggede for alt udsyn. Prinsessen hoppede i sædet: “Dyt, mor – gør noget – et eller andet. Jeg er sikker på det er hende.” Jeg nægtede både at dytte og at køre ind i den foranholdende Opel, hvilket afstedkom et højlydt suk.

Da jeg altid har været tilhænger af at opmuntre sære tilbøjeligheder hos mine børn, sikkert fordi de minder mig så meget om mig selv, tog jeg en rask beslutning og i stedet for at dreje pænt til venstre, rev jeg i rattet og trak håndbremsen på stuntmanmåden.. okay, nej så.. jeg trak ikke håndbremsen, men jeg kunne godt have gjort det.. I hvert fald kastede jeg det røde lyn den anden vej, på den U-agtige måde og vi gjorde tilbagetog til Nettos parkeringsplads.

Min datter fik åndenød og hjertebanken. Og da vi nærmede os den sorte bil, kørte jeg meget langsomt i stalkerhastighed forbi den og sagde til min datter: “Og NU kigger du ALT hvad du kan.”

Hun kiggede, og hvinede nu endnu højere end før. Mine trommehinder fortalte mig derfor at det var Caroline. Ingen almindelig dame ville frembringe denne lyd hos min datter, uanset hvor store solbriller hun så end havde på.

Jeg kørte naturligvis forbi og ud på vejen igen, alt imens Prinsessen fik nogenlunde styr på sig selv. Og mens hun speedsnakkede om det epokegørende i denne oplevelse, vendte jeg igen bilen, denne gang nede ved bageren, helt efter bogen og ganske uden brug af min imaginære håndbremse. “Mor, det var altså hende, ihhh hvor var hun pæn. Hvad tror du hun laver der ?”

Jeg havde ingen anelse om hvad Caroline kunne tænkes at bestille på Nettos parkeringsplads, og blev i mit stille sind, næsten helt glad for at hun ikke længere – Caroline altså – er sammen med sin yngste søns far, for jeg kunne ikke helt overskue konsekvenserne af at have Bendter gående kørende løs på disse kanter. Både af de åbenlyse sikkerhedsmæssige årsager, men jeg var heller ikke helt sikker på om jeg ville kunne holde First Man fra ham.

Engang var vi nemlig i byen, min søde mand og jeg, og jeg så Bokse-missingbrain-Brian hænge ved baren og jeg fortalte det til First Man. Ethvert almindeligt menneske havde blot nikket og været ligeglad, men der er vel en grund til at vi har været gift så mange år, for han rejste sig resolut og gik op til Brian og dunkede ham på skulderen…

De fik sig derpå en øl og sludrede som gamle venner, på et eller andet, delvist fransk, kaudervælsk krydret med enstavelsesord som kun de to forstod, mens jeg måbende og undrende så til. Da øllen var drukket, gav de hånd, sagde farvel og derpå forlod min mand Brians side, som om intet var hændt. Og på mit spørgsmål om hvorfor?? svarede han alvorligt at det var en del af hans integration i det danske samfund. Men en ting er en bokser med ti hjerneceller, en anden er en fodboldspiller med det dobbelte, selv med samme promille.

Jeg tvivlede derimod stærkt på at Caroline ville sætte pris på at jeg satte mig ind i hendes bil, slog hende på skulderen og bød på en af de påskebryg jeg havde i bagagerummet, netop indkøbt i Netto, bare for integrationens skyld, så jeg nøjedes med at køre hjem, med en drømmende datter ved siden.

Wannabe madblogger

9 sep

SÅ – nu prøver jeg igen. Man skal aldrig give op!

Jeg lovede – det var vist Kirsten Nordbo – at komme med nogle madplaner – hvis ikke det var hende, var det nok en anden. I hvert fald var der altså nogen som gerne ville vide hvad vi fik at spise.

Bare så I ikke tror, at jeg hælder madplaner ud over hele nettet, sådan uden grund!

Men altså – jeg fandt ud af noget smart. Og billigt – nok mest billigt – ej, det er altså også smart. og helt i “Stop Mad Spild”-ånd! Eller hvad det nu hedder.

Og nu skal I ikke komme og sige at det vidste I da godt. Jeg er spritny udi dette madplanlægning og køleskab-uden-rester eksperiment. Og jeg smider bare ikke mad ud mere!

Fordi jeg har været så smart, at mase en ret ind, sådan ca. hver 3.die dag – der kan bruges som kamuflage (hold OP det ser dumt ud på dansk.. hvorfor skal det ikke være ”ou” i stedet for ”u”?) – nå men, der kan bruges som kamUflage til de rester der måtte være fra dagen før.

Og det gør at jeg ikke har nogen rester jeg skal smide ud!

Eksempel:

Mandag: Paupiettes + Couscous

Tirsdag: Fiskefilet + pasta + bønner

Onsdag: Hachis parmentier (kødsauce lavet af rester)

Torsdag: Quiches + salat

Fredag: Kylling + ovnkartofler

Lørdag: Madpandekager (rester + grøntsager)

Søndag: Risengrød

 

Mandag: Hjemmelavede burgere + ovnkartofler

Tirsdag: Piroger (rester som fyld) grøntsager

Onsdag: Omelet + salat

Torsdag: Kyllingeret + ris

Fredag: Sufrito + bønner

Lørdag: Pizza (alm fyld + rester)

Søndag: Pasta med sauce af rester

Pizza, madtærter, kødsauce, piroger, madpandekager – kan alt sammen bruges med rester. Salat kan også nogen gange bruges med rester – bare plot en klat rest-ris i!

Jeg køber lidt af det der normalt skal i alle de der retter – så der er noget at lave mad af i tilfælde af at der ikke er nogen rester, naturligvis. Hvis der er rester, så ryger de bare med i puljen!

Helt ærligt ER jeg ikke bare super klog?? Og jeg gider som sagt overhovedet ikke høre om at folk har tænkt på dette her før..

Nå – men så, velbekomme!!

Mojito.. strik

21 aug

Jeg har strikket.

Ja, ikke hele dagen altså, men jeg er nok kommet til en 11-12 bøgers længde, og snart har Divaen noget hun kan blive viklet ind i, hvis det mod forventning skulle gå hen og blive ligeså koldt som sidste år. Og jeg er kommet endnu et skridt nærmere kreabloggere!!

IMG_5295

Derudover, så er jeg blevet lokket i fordærv.

Nogen, som i First Man, kom og svingede med en mojito – helt inde i mit synsfelt. Det er sådan noget med alkohol i. Og med min nye status som arbejdsløs, så – ej, det er egentligt ret smart at man kan skyde skylden på arbejdsløsheden, sådan for alt muligt.

Det er lidt ligesom med samfundet.

Det er yderst belejligt at have fundet et alternativ at skyde skyld på, hvis nu samfundet ikke er disponibelt, så kan man altid bruge arbejdsløsheden som undskyldning for dette og hint.

Hvorom alting er – jeg blev drikfældig – og om det så var på grund af ny status som arbejdsløs – hvilket man jo strengt taget ikke er når det er weekend, eller om det var fordi vi har haft omkring 28-30 grader og bragende solskin hele dagen,  så fik jeg et par mojito’er eller 3 og så gad jeg da overhovedet ikke at tænke på et fornuftigt blogindlæg.

Ikke at jeg bilder mig ind at jeg har haft så mange, som rent faktisk var fornuftige, men jeg gad ikke engang prøve på at lave noget, der eventuelt kunne tænkes at blive det..

I tilfælde af at I kunne have lyst til at prøve sådan en samfundsundskyldning eller hvad det nu blev til, så kommer opskriften her.

IMG_5296

Det smagte godt!

Vi ses senere til en ny omgang af søndagskager!

%d bloggers like this: