“Nu har jeg min finger inde i musklen

lige midt i problemet. Det skal vi nok få ordnet.”

…

blev der sagt. Og så sortnede det godt nok lige lidt for Kong Mor.

Jeg tænkte seriøst at han havde sprøjtet noget beroligende ind, et eller andet sted, for jeg kunne fornemme jeg var på vej meget langt væk, og da jeg pludselig kunne mærke ham løsne skindet på min læg, (!!!) og rode rundt derinde, forlod jeg mentalt lokalet for en kortere stund.

…

Men ellers var han nu meget flink, ham den fancy læge.

Som også passer på både FCK, Skilandsholdet og Team Danmark, blandt mange andre. Og nu kan han jo føje Kong Mor til sin lange liste af berømtheder han har lappet sammen.

Da jeg kom til mig selv – dækket af koldsved og lettere fortumlet – konstaterede han venligt at jeg da vist lige havde taget mig en lille lur.

…

Meget morsomt på den jyske måde.

…

Han afleverede en pose med smertestillende, og mig i en kørestol, til First Man, samt en mængde formaninger om hvordan jeg skulle – og især ikke skulle – gebærde mig i de kommende dage.

Og så blev jeg fragtet den lange vej hjem igen.

…

På det tidspunkt virkede min bedøvelse endnu, så jeg var frisk og frejdig. Det varede sådan cirka til jeg kom hjem og ligge. Så kneb det lidt mere med overskuddet og den første nat var ikke ret sjov.

Pakke fra min elskede Diva

Men intet er så galt at det ikke er godt for noget, for Divaen i Colorado var stadig oppe der midt i den danske nat, så vi lå og snakkede, og det var faktisk så hyggeligt at jeg lidt glemte hvor ondt det gjorde. Så havde den dejlige tøs også sendt en pakke til sin mor – en pakke med noget usandsynligt dejligt amerikansk chokolade i. Og andre småting som hun ved gør glæde! Som for eksempel en Colorado magnet til min samling!

Pakket ind efter alle kunstens regler efter at skindet blev løsnet…

Ellers har jeg læst.

Og sovet.

Og leget lidt “Ruzzle” og Wordfeud”

Og hørt den playliste jeg ikke nåede at høre på til operationen, men bedre sent end aldrig.

Og så har jeg kedet mig.

Bravt.

Og nu vil jeg egentlig gerne snart kunne hoppe rundt igen, for slet ikke at tale om at komme i bad på den almindelige måde, men det har lange udsigter.

Lad mig sige det med det samme, jeg har ikke savnet mine krykker. Husker dog denne gang at holde armene tæt ind til kroppen, så jeg undgår at få ondt i armhulerne af at hoppe rundt, slæbende på min egen dødvægt…

Man siger at tålmod er en dyd.

…

Jeg kan – for Gud ved hvilken gang – blot konstatere, at dydig, det bliver jeg nok aldrig…

 

 

Støttepædagog

Havde jeg lige brug for i går..

Divaen fik en mindre operation, men skulle i fuld narkose.

Og når ens barn skal det, er der rigtigt mange gode ting at sige om Danmark!! I Frankrig må man for eks. sige farvel til sit barn ude på gangen Og ikke følge med ind og holde dem i hånden til de sover.

Men det måtte jeg her. og da hun vågnede igen – for selvfølgelig gjorde hun det – sagde hun at det sidste hun huskede var at jeg kyssede hendes hånd, så det var jo perfekt.

I mellemtiden, skulle jeg have tiden til at gå, og hvem slæbte så sin lille syge basse ud af sengen og sad i stedet i 2 timer og holdt mig mentalt i hånden på OUH mens Divaens operation stod på?

Vores alle sammens Annø!

 

Okay, jeg blev ikke kvalt..

i min fine røde vimpel. Ejheller lykkedes det mig at kvæle nogle af de andre på holdet.

Men det forhindrede mig ikke i at komme til den sidste gymnastiktræning i denne sæson, varme op, og så lege tagfat, for derefter at få en gedigen fibersprængning i min læg. Ud af det blå. Og så eftertrykkeligt at min egen læge sendte mig på skadestuen for at sikre sig at akillessenen var intakt. Det var den gudskelov.

Velkommen.. Ved ikke hvor dybfølt man skal tage det. Det er lidt som at tage på besøg hos en ældre, og meget sur tante, som uvægerligt vil kysse en omgivet af en stank af naftalin og nive en under armen på det bløde sted, hvis man bliver for kæk. Man skal have det overstået – af åbenlyse diplomatiske årsager – men man er faktisk helst fri.

Min lægmuskel er derimod ikke intakt. På nogen måde. Jeg kan nemlig ikke engang sætte foden i gulvet, og det er en anelse besværligt når man skal bevæge sig fra et sted til et andet. Skadestuelægen mente at musklen var helt revet over, men det er fordi hun ikke kender mig og min stædighed.

Det var ellers imponerende. Det føltes som om nogen havde kylet en tennisbold lige ind på mit ben, der lød et kæmpe smæld og så var jeg sendt til tælling, med koldsved, tåre i øjenkrogen og alt muligt.

Dorte og Dorte fandt is, Marie fandt stol, Lars tjekkede hælen første gang, og alle de andre vimsede rundt og tilbød puder og trøjer og trøst. Det er jo sportsnørder jeg træner med, så de render rundt med engangs-isposer i tasken som det naturligste i verden. Da der ligeledes forefindes sygeplejesker og (gift med)-fysioterapeuter var jeg i gode hænder. Ville jo ikke gå glip af afslutningsmiddagen bare fordi jeg skulle have lidt ekstra opmærksomhed!

Da aftenen var slut fik Kirsten og Helen mig ud af omklædningsrummet, Benny bar mig ud til bilen og Stinne kørte min bil – med mig indeni – hjem til mig selv og Anne kørte bagefter i Stinnes bil.

Og min egen søde mand slæbte mig så rundt i huset og endte med at smide mig på sofaen.

I skrivende stund ligger jeg her – som en strandet hval – og lagde ud med Gårdmand Bjørns skateboard som eneste transportmiddel når jeg skulle hen over stuegulvet.

Der er nemlig det ved det at stuegulvet er et trægulv som indimellem afleverer nogle alvorlige splinter. Og oven i alt det andet kunne jeg ikke også overskue at skulle til at flå splinter ud af den anden fod eller eventuelt min bagdel, når jeg krabbede mig hen til badeværelset. Så jeg sætter mig – majestætisk – med røven på et skateboard og triller igennem stuen når jeg er tørstig eller da jeg skulle have morgenmad og alle andre i husstanden fejt havde forladt mig.

De kom dog tilbage igen efterhånden og jeg er skam blevet forkælet og puslet om!

Det som piner mig mest er at jeg ikke må køre bil foreløbigt OG det faktum at jeg stadig er i min prøvetid på arbejdet kan godt give mig endnu en omgang koldsved.

Men afdelingslederen var sød og forstående og min mor tilbød at køre mig på arbejde i næste uge. Så mon ikke det løser sig.

I mellemtiden skal jeg have lært at styre de meget fancy krykker jeg fik udleveret på skadestuen. Så jeg slap for skateboardet.

De er vildt flotte de der krykker – men tænk jer bare engang – der er refleksbrikker på..

…

Refleksbrikker!

SOM OM man har lyst til at rende rundt i nattens mulm og mørke… på krykker?

Hvem ved sine fulde fem ville tage på vandretur med krykker?

Nogle ting er bare fuldstændigt overkill!!

…

Ikke desto mindre vækker de stor lykke, krykkerne, både hos undertegnede, da jeg synes det er sejt og i øvrigt aldrig har prøvet sådan nogle før. Godt nok har jeg engang gået på stylter, men det føles ikke helt lige sådan. Jeg er ganske vist lige så vakkelvorn som dengang med stylterne.

Men altså, de vækker også stor lykke i resten af familien, da heller ingen af de andre har prøvet at gå med krykker før. Så der er rift om dem, og det i sådan en grad at jeg må sidde og brøle op hvis jeg skal tisse, for at hidkalde krykkerne, som er påmonteret et barn der igen befinder sig udenfor rækkevidde, inden jeg tisser i bukserne.

Det er svært at være syg uden at have feber. Og være tvunget til at ligge stille og glo. Men jeg får læst nogle bøger.

Spillet wordfeud.

og ruzzle.

og quizbattle.

Men derfor er det alligevel svært synd for mig og jeg ville altså sætte stor pris på opmuntring!

What not to do – med opvaskemaskiner og hoveddøre

Som respons på gårsdagens bemærkning fra ham her, må jeg hellere forklare hvorfor jeg drister mig til at tage et karbad – hvor enkeltstående situationen så i øvrigt end er – mens mine børn er vågne og under samme tag.

Jeg er nemlig ikke så god til at lappe mine børn sammen. Trøste, lytte, plaster på og puste og den slags, klarer jeg uden problemer, men blod – deres altså – og i større mængder.. Det er bare ikke så godt. Jeg vil virkelig gerne, men må ofte bare sætte mig ned og lade nogen andre tage over.

De har naturligvis alle fire været ude for store og spektakulære ulykker – og i øvrigt fatter jeg ikke hvordan man overhovedet overlever at være barn. Og slet ikke i dette hus.

Derudover sker det ALTID når First Man er væk. Enten er han på arbejde og umulig at få fat i, eller også er han ude og rejse så jeg bliver nødt til at klare ærterne selv – meget ufint synes jeg nok.

Men lad os da lige tage et par stykker.

Engang havde yngstepigen netop rejst sig fra bordet og gik ud med sin tallerken og det næste vi hører er et skrig der fik blodet til at fryse til is i mine årer. Hun var snublet og havde sat sig i en åben opvaskemaskine. Og var landet i en kniv.. En steakkniv.. Og I kan selv forestille jer konsekvensen uden jeg skal gå i detaljer, og altså, stor tumult, blod og ballade.

Min bedste veninde, som var på besøg, kender mine svage sider, satte sig derfor til at berolige yngstepigen, mens jeg for forvildet rundt, fik styr på de andre 3 og organiseret en telefon osv.

Og så stod jeg der. Vi havde boet så mange år i udlandet at jeg ikke var i stand til at huske hvad det nu lige var man skulle ringe i Danmark for at få hjælp. Men fordi hun er min bedste veninde – vidste hun det, og råbte pludselig ude fra badeværelset: du skal ringe 112!

Hvilket jeg så gjorde – og tøsen fik syet sin balde sammen igen med flere sting. Uden bedøvelse, fordi den *#@**#%# inkompetente stud.med. ikke først havde set hvor lang flængen egentlig var.

Nå, hun tog det såmænd i stiv arm, jeg derimod.. var kridhvid i hovedet, fik koldsved og var seriøst ved at besvime og lægen var nærmest mere opmærksom på mig end på hende – hvilket også fik hende til at trøste mig mens hun lå der og fik balden lappet sammen. Så føler man sig rigtig meget ovenpå som mor.

En anden gang, spillede drengene bold udenfor, og yngstedreng blev sur – rigtigt godt sur – på sin storebror og ville ind og låse (hoved)døren for ham. Helt fint, det er sket før og så kravler man bare ind ad et vindue i stedet for – men denne gang var der bare den lille detalje, at han ikke havde fået alle løsdele, i form af fingre, med ind, før han låste..

Endnu flere skrig og opstandelse, og jeg stod med den maltrakterede hånd og vidste godt at jeg nok burde kigge på det, for at se om det kunne klares med ”De Utrolige” og et par saltfisk, eller om vi igen var ude i noget 112.

Jeg fik listet mig til et lille kig.. Og ældstedatter kastede derefter et eneste blik på sin ynkelige mor som – igen – havde fået koldsved, hvorpå hun sagde: ”jeg tror lige, jeg ringer til lægevagten” Go’ pige!

Min dengang 13årige ældstedatter kunne selv tage sin lillebrors sygesikringskort og ringe til lægen og stille og roligt spørge hvad vi lige skulle gøre, mens hendes uduelige mor koncentrerede sig om ikke at dejse om!

Jeg kunne dog godt overvinde mig selv til at køre ham på skadestuen, hvor jeg efterhånden var livet så meget op, at jeg sagtens kunne finde kræfterne til at lave en mindre skandale, på grund af de 5 timers ventetid. Fingeren var for øvrigt brækket, og vi har et varigt minde i form af en dyb bule i dørkarmen.

Derfor, hvis mine børn laver stunts som nødvendiggør ophold på en skadestue – så er det altså ikke mig de kalder på først.