Tag Archives: Zorronaldo

Velkommen til lazarettet.

9 okt

Seriøst, nogle gange rotter episoder sig sammen og angriber i flok.

At Zorronaldo har  brækket sin arm er en ting vi har vænnet os til.

At jeg ligger og glor med ben på langs er også en ting vi har kalkuleret med.

Vi hjælper hinanden Zorronaldo og jeg.

Til morgenmad smører jeg hans mad og han bærer vores tallerkner over til bordet. Han har benene og jeg har armene. Yderst praktisk.

Men så fik Prinsesse Lyserød pludselig feber og udviklede en halsbetændelse med mandler så store som valnødder – hver gang forbavser det mig at hun overhovedet kan trække vejret – og med så meget gullig belægning på, at man næsten ikke kan se at de er røde. Netop som jeg stak hende en panodil og sendte hende i seng, kom Gårdmand Bjørn og kunne berette at han var faldet ud af bussen.

Intet mindre.

Jeg tilbageholdt et moderligt gisp, og så følgende for mit indre øje: Bus i fart, søn der bliver væltet rundt og kastet af i fart, og jeg begyndte straks at lede ever blodspor på hans maltrakterede krop.

Men det var knap så voldsomt som det lød. Han var såmænd snublet over sine egne ben på vej ud af bussen og var tumlet hovedkuls ind i busskuret med næsen først hvis ikke han havde taget fra med den ene arm. Siden havde han ret ondt i skulderen. Jeg masserede ham og gav ham is på, en panodil og godnat.

Så dagen i går gik med diverse lægebesøg: Prinsessen fik en akut tid kl. 09.00 hvor halsbetændelsen blev konstateret hvorpå hun blev sendt hjem i seng, Zorronaldo skulle til kontrol-røntgen og sin ugentlige opfølgning på sygehuset, og slutteligt fik Gårdmand Bjørn en anden akut tid kl. 15.30 hvor det for en gangs skyld ikke kom på tale at tage en tur omkring skadestuen, og hvis smerterne ikke var aftaget mandag skulle vi bestemt komme igen.

Men så gik dagen da også for First Man.

Man kan så let komme til at gå og drive den af hvis ikke man skal køre sit afkom til læge. Han fik tjansen som sygetransportør hele dagen.

Alt i mens jeg sad hjemme og spiste kage sammen med en baby og hans mor.

Lidt fordele skal man have af at være krykkeramt.

Hjertestop.

20 aug

Zorronaldo var taget tilbage til Æblebakken for at holde Victor med selskab i tre uger. Han nød hvert sekund og så skulle han hjem.

Til sin moar.

Jeg nåede lige ind for at tjekke ankomsttiderne og om der var forsinkelser på nettet, da en netavisside med store uhyggelige ord fangede mit blik. Fly skudt ned. Ingen overlevende.

Før jeg nåede at trykke videre ind på diverse nyhedskanaler og endelig fatte at det ikke handlede om et fly fra Paris, men et fra Amsterdam, døde jeg lidt flere gange.

Jeg fik både koldsved og åndenød, mens jeg lettet kunne konstatere at det ikke var min søn som lå krøllet sammen på en mark i Ukraine, og samtidig voldsom kvalme over at det var nogle andres sønner.

Og døtre.

Og fædre.

Og mødre.

Og venner.

Verden er somme tider et meget grumt sted at være.

Endnu en

6 feb

Børnefødselsdag overstået. I flere afsnit!

Først den store – familie og venner – i søndags. Og i går den rigtige, også med familie, men også med Zorronaldos tre gode venner.

Til næste år kan jeg ikke holde børnefødselsdag for ham da han bliver 18, derfor holdt jeg på min ret til at servere brunsvigermand, kakao og boller en sidste gang.

Han beklagede sig nu heller ikke, og nød begge dage i fulde drag.

Det gjorde jeg også.

Jeg slap for at skulle mægle mellem ophidsede børn, tørre snotnæser og spildt kakao, skulle ikke have en lang liste med mulige aktiviteter klar for det tilfælde at nogle af gæsterne kedede sig.

Og sluttelig skulle jeg ikke vaske en overtræt og sukkerspeedet ung mand før jeg kunne lægge ham i seng.

Tror nok Zorronaldo ville have sig betakket den slags ekstra service!

Hvorom alting er, fødselsdag nr.1 i årets maraton er overstået!

Nu mangler vi bare alle de andre.

Så blev det mandag igen

3 feb

Og weekenden fløj afsted på raske fjed.

Og sig mig så lige, hvorfor jeg får røde “stavefejlsstreger” under et ord som “afsted”?

Nå, det får være.

Weekenden gik som sagt.

Jeg fik læst en bog, set “The Vicar of Dibley”, købt ind, spillet wordfeud, hygget, lavet mad, leget taxachauffør, bagt 3000 boller og i skyndingen holdt fødselsdag for Zorronaldo som bliver 17 på onsdag.

Med 22 gæster.

Det var vildt hyggeligt, især den del der inkluderede min lille niece på 8 måneder. Hun er en total lækkermås som jeg desværre ikke ser så tit.

Men efter sådan en weekend, sidder jeg altid tilbage med en følelse af at der er noget jeg har glemt.

Som at sove, for eksempel.

Eller bare lave ingenting i nattøj til kl. 14.

Det er nu i øvrigt så længe siden jeg har lavet ingenting, at jeg ikke er i stand til at huske hvornår det sidst skete.

Men så er det jo godt at der kommer en weekend igen om allerede 4 dage og en madpakke!

God mandag!

 

 

Kommunal bøvs.

26 aug

Dette indlæg lagde egentligt ud med at skulle være en gigantisk bøvs.

En kommunal bøvs.

En folkeskolebøvs.

Og jeg måtte vente med at skrive indlægget til jeg var kølet så meget af at jeg ville være i stand til at bruge et pænere sprog end det jeg oprindeligt lagde ud med.

Nu er gassen gået lidt af bøvsen og det er blevet til en undrende bøvs mere end en sur bøvs. Men en bøvs er det.

Altså.

Zorronaldo skulle tilbage i folkeskolen; udfaldet af hans engelske oplevelse var nemlig af sådan karakter at vi slet ikke gider tale om det. Undskyldningerne er mange og lange og vist nok alle lige dårlige, i hvert fald var han ikke i stand til ret meget andet end at sige farvel og tak.

Hvilket han gjorde.

Uden at have en anden løsning ved hånden. En mindre detalje, som dog bekymrede ham ligesom meget som den bekymrede hans forældre.

De kvalificerede læreanstalter der var en mulighed kunne naturligvis ikke svare os i sommerferien, og selvom man godt kan skubbe den slags bekymringer foran sig mens man er på en dejlig ferie, så truer hverdagen og virkeligheden alligevel lidt i horisonten.

Da vi havde nulstillet kilometertælleren på bilen, startede vi ligeledes på en frisk hvad skolegang angik. Heldigvis findes der kommunalt finansierede vagttelefoner til frustrerede mødre og do drenge.

Og disse er sommetider bemandet med rare, effektive folk man er så heldig at kende. Og Hanne tog affære. Når nu vi kendte hinanden, kunne vi jo ligeså godt tage hjem til hende i stedet for at suse til storbyen. Hvilket vi gjorde.

Og hjemme hos Hanne, over en marmelademad, fik Zorronaldo hjælp og vejledning, mens hans mor forsøgte at tie stille. Det holdt hårdt, men denne gang skulle det være hans egen beslutning og ikke noget tåbelige regler presset ned over hovedet på ham.

Og altså skulle han starte i 10. klasse for ellers kom han aldrig videre i systemet, i og med ingen dansk ungdomsuddannelse vil acceptere hans franske eksamensbevis for grundskolen. Og vi udfyldte og gjorde ved, og fik sendt ind som påkrævet.

Og hørte intet.

Og her begyndte visse mødre – især de kongelige – at blive en anelse vrisne.

Da alle andre mennesker var tilbage på deres pind, blev der stadig ikke svaret på de telefonnumre der blev henvist til på deres hjemmeside. Og nogle mødre begyndte nu direkte at hidse sig op over det offentlige skolesystem. Efter et decideret detektivarbejde på hjemmesiden, lykkedes det at finde et telefonnummer på en sekretær.

Som også endte med at tage sin telefon.

Jeg fik præsenteret min søns sag, og ville gerne vide om vi kunne få tilsendt noget materiale så knægten i det mindste som udgangspunkt kunne få at vide hvornår han skulle starte i skole.

Deres scanner virkede ikke, så dette kunne ikke lade sig gøre.

Dernæst ville hun gerne have alle oplysninger – de selvsamme som Zorronaldo havde brugt det meste af en formiddag på at udfylde og sende med post til rette vedkomne – en gang til. Da jeg påpegede at disse faktisk allerede var fremsendt, meddelte sekretæren at disse ikke befandt sig på skolen. Jeg bedyrede så at de helt afgjort var sendt.

Damen betvivlede dog ikke dette, men kunne så fortælle at de jo ikke modtog post når skolen var lukket – i sommerferien – men at brevet så nok befandt sig på posthuset. Jeg fik hvislet at hun jo alt andet lige var tilbage på arbejde NU.

Denne påstand blev mødt med en så tavs og kommunal ligegyldighed, at jeg ikke engang orkede spørge hende hvornår hun så havde tænkt sig at bevæge sig over på posthuset for at hente omtalte post.

Hvis jeg i den private sektor havde undladt at hente post som noget af det allerførste – de var to sekretærer på kontoret da jeg ringede – så var jeg blevet fyret på stedet, og jeg bandede længe og indædt over manglende plads til min søn på byens privatskoler.

Ikke desto mindre startede han i skole, og foreløbigt går det godt. Han synes det er vildt nemt, og han glæder sig over at kunne finde ud af det hele. Moderen er også glad, da udsigten til at sønnen kan få nogle succesoplevelser i stedet for at rende ind i nederlag efter nederlag, ganske givet vil have en positiv indflydelse på hans motivation!

Slangen i paradis er dog den kommunale ånd der hviler over såvel administrativt som pædagogisk personale.

Knægten kom hjem efter første dag og kunne undrende meddele sin – ligeledes måbende – mor, at en dansklærer havde sagt det var bedre at sige fra starten at man kun planlagde at aflevere halvdelen af alle sine stile, men at man så i det mindste afleverede dem.

Den lader jeg lige stå.

Jeg undlader også at kommentere på samfundslæreren der bad alle elever om at tage deres telefon op og sætte dem på “ikke lydløs” med den begrundelse at en lektion varede meget længe og det ville være svært at fastholde interessen non-stop og at det derfor var bedre at blive forstyrret i 2-3 minutter af en sms, svare på den og så efterfølgende være i stand til at samle sin fulde opmærksomhed mod undervisningen.

Gad vide om det også var gældende for læreren?

Jeg skal også nok lade være med at hidse mig op over matematiklæreren der ikke giver lektier for, da han er træt af at skælde ud på alle de som ikke gider lave deres lektier.

Men jeg tænker mit.

Jeg glæder mig trods alt over at 90 % af min søns skolegang hidtil har bestået af en dagligdag der inkluderede både krav og et minimum af konsekvens, i form af lektier og karakterer, og håber at dette fundament vil være nok til at han fortsætter ad den vej.

Væddemål

23 apr

Når man indgår et væddemål, så bør man nok overveje betingelserne en ekstra gang hvis man vil undgå stærkt pinlige situationer.

Jeg vil ikke nævne nogen navne, men nogen diskuterede med sin lillebror over årets første is. Der havde været en del polemik vedrørende indholdet i lillebrors is, idet storebror holdt på at der var en styg klat kemisk syltetøj inde i jordbærisen.

Lillebror holdt på det modsatte.

Storebror ville omgående vædde 10 kr. på at han havde ret, hvilket mor modsatte sig. Så blev det til at vinderen måtte slå taberen. Dette forslag blev også nedstemt af mor.

Og så var det at storebror fandt på – meget lidt gennemtænkt – at taberen skulle tage alt tøjet af og løbe en rundtur i haven. Lillebror som ikke lader sig slå ud af den slags småting, slog til på stedet og væddemålet var en realitet.

Alt imens lillebror fortærede sin is, sad resten af familie og fulgte opmærksomt med i indholdet af den omdiskuterede is, for at det kunne gå rigtigt til. Men uanset hvor ofte isen blev tjekket, kom syltetøjsstriben ikke til syne.

Storebror begyndte nu at få en anelse hjertebanken. Lillebror tilbød solidarisk at han altså godt ville løbe med – ligeledes i bar figur – men det ville storebror slet ikke høre tale om.

Han håbede stadig på at syltetøjet ville komme til syne. Hvilket det ikke gjorde. Det blev ikke bedre af at storesøster grinte bredt og sagde at efterskoleeleverne sikkert sad på taget af deres hus og nød aftensolen, og dermed kunne glo lige ned i haven.

Da begyndte han at svede.

Og kiggede en ekstra gang på isen. Isen uden syltetøj.

Da den sidste bid var nedsvælget, både af hans egen is, og den forræderiske is uden syltetøj, gik han for sig selv. Vi andre myldrede ud på terrassen for at vente på den let påklædte atlet.

Han udeblev ikke.

I bar røv og viklers spurtede han hele haven rundt. Da grunden faktisk er ret stor, kunne vi nyde synet af en lang – pamolhvid – 16 årig knægt uden tøj på, i et ganske betragteligt tidsrum, og storebror lærte hermed at hovmod står for fald, eller også at man skal tjekke sine væddemål lidt bedre før man indlader sig på den slags.

Vi andre grinede så vi havde ondt i både mave og kinder, og jeg glædede mig over at jeg har så skøre børn der ikke er blege for at lave den slags!

Storebror overlevede trods alt, men indlader sig nok ikke på nye væddemål lige med det første!

Ligeledes tillod han at jeg måtte skrive om det, som han sagde: “Der er jo heldigvis ingen billeder af det”.

 

Hvor tager man blodprøve på en ko?

20 feb

Det vidste jeg ikke.

Jeg mente ellers også at jeg levede ganske udmærket, uden denne information i mit liv. Jeg havde i hvert fald ikke savnet denne oplysning. Ej heller haft brug for den før.

Men nu ved jeg det, fordi jeg har en datter som vil være dyrlæge.

I Frankrig er skolen således indrettet at man får afviklet sin erhvervspraktik i en ferie.. For ikke at spilde kostbare skoletimer på den slags pjat. Jeg kan overhovedet ikke forestille mig samme procedure i Danmark, idet 85 % af forældrene garanteret ville falde om i forarget koma og forlange at deres poder fik erstatningsfri. Udover de uger der bliver brugt til ferier i skoletiden, fordi det er billigere eller bare passer forældrene bedre..

Det var lige et surt sidespring, men alt dette for at sige, at Divaen og Zorronaldo har været henholdsvis dyrlæge og politibetjent i den forgange uge – og er hver dag kommet hjem med spændende fortællinger om fingeraftryk og… ja..

..

Altså nu ved jeg ikke med jer, men cirka samtidigt med at jeg holdt op med at være sej, udviklede jeg et højst ubehageligt gen. Som forhindrer mig i at høre om / se på / i det hele taget at håndtere blod, slam og snask uden at få koldsved og falde om.

Så jeg skal tage mig helt gevaldigt sammen, når Divaen beretter hvordan der ser ud på indersiden af en kat. Subsidiært en hund.

Politibetjenten har det på samme måde. For slet ikke at tale om Prinsessen og Gårdmand Bjørn. Vi taler ikke om First Man, som kun kan blive bange for selvangivelser eller for at få mudder på ruskindssko.

Men det har affødt nogle ret akavede situationer omkring frokostbordet. Politibetjenten har fortalt om folk han skulle følge i retten, brugstyverier og vold, aflytningsmetoder og forskellen på heroin og kokain. Spændende og meget fængslende, om jeg så må sige.

Når Divaen så er begyndt, lige så entusiastisk at fortælle hvordan man slår knude på forplantningsudstyret hos en hankat, eller størrelsen på en betændt hundelivmoder, er publikum på kort tid forduftet. Eller har – under høje hyl – bedt om madro og Divaen har gnavent måtte henlægge, hvad der måtte være en artikel værdig i ugeskrift for dyrlæger – til efter vi havde sunket maden.

Det var nu lidt synd for hende og jeg har derfor ladet som om jeg var en god mor og lyttet alt det jeg kunne, til alle hendes snaskede oplevelser når andre mere sarte ører var optaget andre steder.

Hun er hver dag glædesstrålende hjemvendt, med blodige historier om alt det hun har set og oplevet. Ikke en eneste gang er hun faldet om, eller har rynket på næsen over kolort, og andre lækkerier.

Det er også tredje gang hun er i praktik som dyrlæge så mon ikke det er fordi hun virkelig holder af det?

Som afslutning på ugen var hun med til et kejsersnit på en ko.. Bare tanken gør mig bleg indvendig.

Desværre har det haft den bivirkning, at hendes medfølelse overfor mig og mit blodige sår.. de der to sting på mit lår.. efterhånden kan ligge på et meget lille sted.

Prinsessen viste hende nemlig det billede der var blevet taget af min forhenværende skønhedsplet..

Jeg ventede på Divaens medfølende udbrud, om hvor voldsomt det var, da hun langsomt så på mig og sagde tørt: ”Jeg troede det var meget større. Er du lige klar over hvor meget der skal syes sammen på en ko?”

Jeg mente ikke mit lår kunne sammenlignes med en komave. Uanset hvilken én af dem man vælger. Jeg var lige ved at ønske hun hellere ville være kosmetolog.

Men så havde hun naturligvis ikke kunnet fortælle mig, hvor man tager blodprøve på en ko.

%d bloggers like this: