Velkommen til lazarettet.

Seriøst, nogle gange rotter episoder sig sammen og angriber i flok.

At Zorronaldo har  brækket sin arm er en ting vi har vænnet os til.

At jeg ligger og glor med ben på langs er også en ting vi har kalkuleret med.

Vi hjælper hinanden Zorronaldo og jeg.

Til morgenmad smører jeg hans mad og han bærer vores tallerkner over til bordet. Han har benene og jeg har armene. Yderst praktisk.

Men så fik Prinsesse Lyserød pludselig feber og udviklede en halsbetændelse med mandler så store som valnødder – hver gang forbavser det mig at hun overhovedet kan trække vejret – og med så meget gullig belægning på, at man næsten ikke kan se at de er røde. Netop som jeg stak hende en panodil og sendte hende i seng, kom Gårdmand Bjørn og kunne berette at han var faldet ud af bussen.

…

Intet mindre.

Jeg tilbageholdt et moderligt gisp, og så følgende for mit indre øje: Bus i fart, søn der bliver væltet rundt og kastet af i fart, og jeg begyndte straks at lede ever blodspor på hans maltrakterede krop.

Men det var knap så voldsomt som det lød. Han var såmænd snublet over sine egne ben på vej ud af bussen og var tumlet hovedkuls ind i busskuret med næsen først hvis ikke han havde taget fra med den ene arm. Siden havde han ret ondt i skulderen. Jeg masserede ham og gav ham is på, en panodil og godnat.

Så dagen i går gik med diverse lægebesøg: Prinsessen fik en akut tid kl. 09.00 hvor halsbetændelsen blev konstateret hvorpå hun blev sendt hjem i seng, Zorronaldo skulle til kontrol-røntgen og sin ugentlige opfølgning på sygehuset, og slutteligt fik Gårdmand Bjørn en anden akut tid kl. 15.30 hvor det for en gangs skyld ikke kom på tale at tage en tur omkring skadestuen, og hvis smerterne ikke var aftaget mandag skulle vi bestemt komme igen.

Men så gik dagen da også for First Man.

Man kan så let komme til at gå og drive den af hvis ikke man skal køre sit afkom til læge. Han fik tjansen som sygetransportør hele dagen.

Alt i mens jeg sad hjemme og spiste kage sammen med en baby og hans mor.

Lidt fordele skal man have af at være krykkeramt.

Hjertestop.

Zorronaldo var taget tilbage til Æblebakken for at holde Victor med selskab i tre uger. Han nød hvert sekund og så skulle han hjem.

…

Til sin moar.

Jeg nåede lige ind for at tjekke ankomsttiderne og om der var forsinkelser på nettet, da en netavisside med store uhyggelige ord fangede mit blik. Fly skudt ned. Ingen overlevende.

…

Før jeg nåede at trykke videre ind på diverse nyhedskanaler og endelig fatte at det ikke handlede om et fly fra Paris, men et fra Amsterdam, døde jeg lidt flere gange.

Jeg fik både koldsved og åndenød, mens jeg lettet kunne konstatere at det ikke var min søn som lå krøllet sammen på en mark i Ukraine, og samtidig voldsom kvalme over at det var nogle andres sønner.

Og døtre.

Og fædre.

Og mødre.

Og venner.

…

Verden er somme tider et meget grumt sted at være.

Endnu en

Børnefødselsdag overstået. I flere afsnit!

Først den store – familie og venner – i søndags. Og i går den rigtige, også med familie, men også med Zorronaldos tre gode venner.

Til næste år kan jeg ikke holde børnefødselsdag for ham da han bliver 18, derfor holdt jeg på min ret til at servere brunsvigermand, kakao og boller en sidste gang.

Han beklagede sig nu heller ikke, og nød begge dage i fulde drag.

…

Det gjorde jeg også.

Jeg slap for at skulle mægle mellem ophidsede børn, tørre snotnæser og spildt kakao, skulle ikke have en lang liste med mulige aktiviteter klar for det tilfælde at nogle af gæsterne kedede sig.

Og sluttelig skulle jeg ikke vaske en overtræt og sukkerspeedet ung mand før jeg kunne lægge ham i seng.

Tror nok Zorronaldo ville have sig betakket den slags ekstra service!

Hvorom alting er, fødselsdag nr.1 i årets maraton er overstået!

Nu mangler vi bare alle de andre.

Så blev det mandag igen

Og weekenden fløj afsted på raske fjed.

Og sig mig så lige, hvorfor jeg får røde “stavefejlsstreger” under et ord som “afsted”?

Nå, det får være.

Weekenden gik som sagt.

…

Jeg fik læst en bog, set “The Vicar of Dibley”, købt ind, spillet wordfeud, hygget, lavet mad, leget taxachauffør, bagt 3000 boller og i skyndingen holdt fødselsdag for Zorronaldo som bliver 17 på onsdag.

Med 22 gæster.

Det var vildt hyggeligt, især den del der inkluderede min lille niece på 8 måneder. Hun er en total lækkermås som jeg desværre ikke ser så tit.

Men efter sådan en weekend, sidder jeg altid tilbage med en følelse af at der er noget jeg har glemt.

Som at sove, for eksempel.

Eller bare lave ingenting i nattøj til kl. 14.

…

Det er nu i øvrigt så længe siden jeg har lavet ingenting, at jeg ikke er i stand til at huske hvornår det sidst skete.

Men så er det jo godt at der kommer en weekend igen om allerede 4 dage og en madpakke!

God mandag!

 

 

Kommunal bøvs.

Dette indlæg lagde egentligt ud med at skulle være en gigantisk bøvs.

En kommunal bøvs.

En folkeskolebøvs.

Og jeg måtte vente med at skrive indlægget til jeg var kølet så meget af at jeg ville være i stand til at bruge et pænere sprog end det jeg oprindeligt lagde ud med.

Nu er gassen gået lidt af bøvsen og det er blevet til en undrende bøvs mere end en sur bøvs. Men en bøvs er det.

Altså.

Zorronaldo skulle tilbage i folkeskolen; udfaldet af hans engelske oplevelse var nemlig af sådan karakter at vi slet ikke gider tale om det. Undskyldningerne er mange og lange og vist nok alle lige dårlige, i hvert fald var han ikke i stand til ret meget andet end at sige farvel og tak.

Hvilket han gjorde.

Uden at have en anden løsning ved hånden. En mindre detalje, som dog bekymrede ham ligesom meget som den bekymrede hans forældre.

De kvalificerede læreanstalter der var en mulighed kunne naturligvis ikke svare os i sommerferien, og selvom man godt kan skubbe den slags bekymringer foran sig mens man er på en dejlig ferie, så truer hverdagen og virkeligheden alligevel lidt i horisonten.

Da vi havde nulstillet kilometertælleren på bilen, startede vi ligeledes på en frisk hvad skolegang angik. Heldigvis findes der kommunalt finansierede vagttelefoner til frustrerede mødre og do drenge.

Og disse er sommetider bemandet med rare, effektive folk man er så heldig at kende. Og Hanne tog affære. Når nu vi kendte hinanden, kunne vi jo ligeså godt tage hjem til hende i stedet for at suse til storbyen. Hvilket vi gjorde.

Og hjemme hos Hanne, over en marmelademad, fik Zorronaldo hjælp og vejledning, mens hans mor forsøgte at tie stille. Det holdt hårdt, men denne gang skulle det være hans egen beslutning og ikke noget tåbelige regler presset ned over hovedet på ham.

Og altså skulle han starte i 10. klasse for ellers kom han aldrig videre i systemet, i og med ingen dansk ungdomsuddannelse vil acceptere hans franske eksamensbevis for grundskolen. Og vi udfyldte og gjorde ved, og fik sendt ind som påkrævet.

Og hørte intet.

…

Og her begyndte visse mødre – især de kongelige – at blive en anelse vrisne.

…

Da alle andre mennesker var tilbage på deres pind, blev der stadig ikke svaret på de telefonnumre der blev henvist til på deres hjemmeside. Og nogle mødre begyndte nu direkte at hidse sig op over det offentlige skolesystem. Efter et decideret detektivarbejde på hjemmesiden, lykkedes det at finde et telefonnummer på en sekretær.

Som også endte med at tage sin telefon.

…

Jeg fik præsenteret min søns sag, og ville gerne vide om vi kunne få tilsendt noget materiale så knægten i det mindste som udgangspunkt kunne få at vide hvornår han skulle starte i skole.

Deres scanner virkede ikke, så dette kunne ikke lade sig gøre.

…

Dernæst ville hun gerne have alle oplysninger – de selvsamme som Zorronaldo havde brugt det meste af en formiddag på at udfylde og sende med post til rette vedkomne – en gang til. Da jeg påpegede at disse faktisk allerede var fremsendt, meddelte sekretæren at disse ikke befandt sig på skolen. Jeg bedyrede så at de helt afgjort var sendt.

Damen betvivlede dog ikke dette, men kunne så fortælle at de jo ikke modtog post når skolen var lukket – i sommerferien – men at brevet så nok befandt sig på posthuset. Jeg fik hvislet at hun jo alt andet lige var tilbage på arbejde NU.

…

Denne påstand blev mødt med en så tavs og kommunal ligegyldighed, at jeg ikke engang orkede spørge hende hvornår hun så havde tænkt sig at bevæge sig over på posthuset for at hente omtalte post.

Hvis jeg i den private sektor havde undladt at hente post som noget af det allerførste – de var to sekretærer på kontoret da jeg ringede – så var jeg blevet fyret på stedet, og jeg bandede længe og indædt over manglende plads til min søn på byens privatskoler.

Ikke desto mindre startede han i skole, og foreløbigt går det godt. Han synes det er vildt nemt, og han glæder sig over at kunne finde ud af det hele. Moderen er også glad, da udsigten til at sønnen kan få nogle succesoplevelser i stedet for at rende ind i nederlag efter nederlag, ganske givet vil have en positiv indflydelse på hans motivation!

Slangen i paradis er dog den kommunale ånd der hviler over såvel administrativt som pædagogisk personale.

Knægten kom hjem efter første dag og kunne undrende meddele sin – ligeledes måbende – mor, at en dansklærer havde sagt det var bedre at sige fra starten at man kun planlagde at aflevere halvdelen af alle sine stile, men at man så i det mindste afleverede dem.

…

Den lader jeg lige stå.

Jeg undlader også at kommentere på samfundslæreren der bad alle elever om at tage deres telefon op og sætte dem på “ikke lydløs” med den begrundelse at en lektion varede meget længe og det ville være svært at fastholde interessen non-stop og at det derfor var bedre at blive forstyrret i 2-3 minutter af en sms, svare på den og så efterfølgende være i stand til at samle sin fulde opmærksomhed mod undervisningen.

Gad vide om det også var gældende for læreren?

…

Jeg skal også nok lade være med at hidse mig op over matematiklæreren der ikke giver lektier for, da han er træt af at skælde ud på alle de som ikke gider lave deres lektier.

…

Men jeg tænker mit.

Jeg glæder mig trods alt over at 90 % af min søns skolegang hidtil har bestået af en dagligdag der inkluderede både krav og et minimum af konsekvens, i form af lektier og karakterer, og håber at dette fundament vil være nok til at han fortsætter ad den vej.

Væddemål

Når man indgår et væddemål, så bør man nok overveje betingelserne en ekstra gang hvis man vil undgå stærkt pinlige situationer.

Jeg vil ikke nævne nogen navne, men nogen diskuterede med sin lillebror over årets første is. Der havde været en del polemik vedrørende indholdet i lillebrors is, idet storebror holdt på at der var en styg klat kemisk syltetøj inde i jordbærisen.

Lillebror holdt på det modsatte.

Storebror ville omgående vædde 10 kr. på at han havde ret, hvilket mor modsatte sig. Så blev det til at vinderen måtte slå taberen. Dette forslag blev også nedstemt af mor.

…

Og så var det at storebror fandt på – meget lidt gennemtænkt – at taberen skulle tage alt tøjet af og løbe en rundtur i haven. Lillebror som ikke lader sig slå ud af den slags småting, slog til på stedet og væddemålet var en realitet.

Alt imens lillebror fortærede sin is, sad resten af familie og fulgte opmærksomt med i indholdet af den omdiskuterede is, for at det kunne gå rigtigt til. Men uanset hvor ofte isen blev tjekket, kom syltetøjsstriben ikke til syne.

Storebror begyndte nu at få en anelse hjertebanken. Lillebror tilbød solidarisk at han altså godt ville løbe med – ligeledes i bar figur – men det ville storebror slet ikke høre tale om.

Han håbede stadig på at syltetøjet ville komme til syne. Hvilket det ikke gjorde. Det blev ikke bedre af at storesøster grinte bredt og sagde at efterskoleeleverne sikkert sad på taget af deres hus og nød aftensolen, og dermed kunne glo lige ned i haven.

Da begyndte han at svede.

Og kiggede en ekstra gang på isen. Isen uden syltetøj.

Da den sidste bid var nedsvælget, både af hans egen is, og den forræderiske is uden syltetøj, gik han for sig selv. Vi andre myldrede ud på terrassen for at vente på den let påklædte atlet.

Han udeblev ikke.

I bar røv og viklers spurtede han hele haven rundt. Da grunden faktisk er ret stor, kunne vi nyde synet af en lang – pamolhvid – 16 årig knægt uden tøj på, i et ganske betragteligt tidsrum, og storebror lærte hermed at hovmod står for fald, eller også at man skal tjekke sine væddemål lidt bedre før man indlader sig på den slags.

Vi andre grinede så vi havde ondt i både mave og kinder, og jeg glædede mig over at jeg har så skøre børn der ikke er blege for at lave den slags!

Storebror overlevede trods alt, men indlader sig nok ikke på nye væddemål lige med det første!

Ligeledes tillod han at jeg måtte skrive om det, som han sagde: “Der er jo heldigvis ingen billeder af det”.

 

Hvor tager man blodprøve på en ko?

Det vidste jeg ikke.

Jeg mente ellers også at jeg levede ganske udmærket, uden denne information i mit liv. Jeg havde i hvert fald ikke savnet denne oplysning. Ej heller haft brug for den før.

Men nu ved jeg det, fordi jeg har en datter som vil være dyrlæge.

I Frankrig er skolen således indrettet at man får afviklet sin erhvervspraktik i en ferie.. For ikke at spilde kostbare skoletimer på den slags pjat. Jeg kan overhovedet ikke forestille mig samme procedure i Danmark, idet 85 % af forældrene garanteret ville falde om i forarget koma og forlange at deres poder fik erstatningsfri. Udover de uger der bliver brugt til ferier i skoletiden, fordi det er billigere eller bare passer forældrene bedre..

Det var lige et surt sidespring, men alt dette for at sige, at Divaen og Zorronaldo har været henholdsvis dyrlæge og politibetjent i den forgange uge – og er hver dag kommet hjem med spændende fortællinger om fingeraftryk og… ja..

..

Altså nu ved jeg ikke med jer, men cirka samtidigt med at jeg holdt op med at være sej, udviklede jeg et højst ubehageligt gen. Som forhindrer mig i at høre om / se på / i det hele taget at håndtere blod, slam og snask uden at få koldsved og falde om.

Så jeg skal tage mig helt gevaldigt sammen, når Divaen beretter hvordan der ser ud på indersiden af en kat. Subsidiært en hund.

Politibetjenten har det på samme måde. For slet ikke at tale om Prinsessen og Gårdmand Bjørn. Vi taler ikke om First Man, som kun kan blive bange for selvangivelser eller for at få mudder på ruskindssko.

Men det har affødt nogle ret akavede situationer omkring frokostbordet. Politibetjenten har fortalt om folk han skulle følge i retten, brugstyverier og vold, aflytningsmetoder og forskellen på heroin og kokain. Spændende og meget fængslende, om jeg så må sige.

Når Divaen så er begyndt, lige så entusiastisk at fortælle hvordan man slår knude på forplantningsudstyret hos en hankat, eller størrelsen på en betændt hundelivmoder, er publikum på kort tid forduftet. Eller har – under høje hyl – bedt om madro og Divaen har gnavent måtte henlægge, hvad der måtte være en artikel værdig i ugeskrift for dyrlæger – til efter vi havde sunket maden.

Det var nu lidt synd for hende og jeg har derfor ladet som om jeg var en god mor og lyttet alt det jeg kunne, til alle hendes snaskede oplevelser når andre mere sarte ører var optaget andre steder.

Hun er hver dag glædesstrålende hjemvendt, med blodige historier om alt det hun har set og oplevet. Ikke en eneste gang er hun faldet om, eller har rynket på næsen over kolort, og andre lækkerier.

Det er også tredje gang hun er i praktik som dyrlæge så mon ikke det er fordi hun virkelig holder af det?

Som afslutning på ugen var hun med til et kejsersnit på en ko.. Bare tanken gør mig bleg indvendig.

Desværre har det haft den bivirkning, at hendes medfølelse overfor mig og mit blodige sår.. de der to sting på mit lår.. efterhånden kan ligge på et meget lille sted.

Prinsessen viste hende nemlig det billede der var blevet taget af min forhenværende skønhedsplet..

Jeg ventede på Divaens medfølende udbrud, om hvor voldsomt det var, da hun langsomt så på mig og sagde tørt: ”Jeg troede det var meget større. Er du lige klar over hvor meget der skal syes sammen på en ko?”

Jeg mente ikke mit lår kunne sammenlignes med en komave. Uanset hvilken én af dem man vælger. Jeg var lige ved at ønske hun hellere ville være kosmetolog.

Men så havde hun naturligvis ikke kunnet fortælle mig, hvor man tager blodprøve på en ko.

Fødselsdag!

Ja – vi fejrer dagens fødselsdagsbarn. Så vi tester ikke noget idag. Men der var kage!

Vi har altid været royale – Divaen har fødselsdag d 16 april og Zorronaldo i dag – bedre kan det vist ikke blive som royal familie!

Nå ja, jeg glemte helt – det har sneet.. Sådan en 15-20 cm.

Mænd eller Mus?

Altså, vi er efterhånden ikke ret mange tilbage på matriklen.

Der er sket det, at Zorronaldo ligeledes har forladt Æblebakken for en stund. En lidt længere stund – idet han er taget på lejrskole til Italien.

Jeg fik lov til at bage cookies til turen, som han kunne dele med de andre.

Jeg har ovenikøbet fået én sms: ”vi er ankommet”. Det må være takken for de der cookies.

Meget ulig sidste år, måtte jeg endda også gerne lave hans madpakke og køre ham til mødestedet.

Det sidste har nok noget at gøre med det faktum, at afgangen var kl. 03.45 lørdag morgen, og han ikke lige orkede at vandre de 2 km. i mørket, med kuffert og rygsæk. Indrømmet, han havde heller ikke fået lov, selvom jeg meget gerne var blevet i min varme seng for at sove.

Jeg er jo ikke så god til det med at miste nattesøvn. Men jeg var helt venlig, og snerrede kun af ham en enkelt gang, da han troede han skulle bestemme hvilken vej jeg skulle køre.

Men jeg fik som sagt lov til at køre ham derhen..

Okay, jeg fik ikke lov til at stige ud af bilen. Han frygtede sikkert at synet af hans mor, uden make-up, iført briller, morgen nat-hår og fleece pyjamas, samt ikke at forglemme mine gummistøvler i kemisk lilla, ville kunne traumatisere de stakkels mennesker for tid og evighed.

Det er muligt at han havde ret, jeg insisterede ikke, for jeg frøs også en del på trods af numsevarmeren. Jeg fik dog allernådigst lov til at kysse ham på kinden igennem det åbne bilvindue. Det var også ret mørkt, så han risikerede ikke alverden, der på den anden side af vejen.

Jeg holdt så lidt, der på den anden side af vejen, og spekulerede på om det dog ikke var høfligst at stige ud og sige godmorgen grynte noget til de venlige mennesker som skulle køre hele den lange vej til lufthavnen, med de børn hvis forældre IKKE gad den slags.

Men jeg bestemte mig for at køre hjem og sove i stedet for, og så i øvrigt lade posen med de legendariske cookies være stand in for høfligheden.

Da Gårdmand Bjørn næste morgen kom ind for at meddele at han nu var vågen, satte han sig midt på min mave, og kaldte på Blondinen, som dermed fejlagtigt troede hun også skulle være del af denne morgenhygge.

Efter jeg havde fået gennet hunden ned, og sparket min yngste søn væk fra min mave (eller var det omvendt) hen på midten af sengen, sad han lidt og sagde så eftertænksomt: ”NU er jeg den eneste mand tilbage i huset.”

Jeg løftede et søvnigt øjenlåg og mumlede at han altså ikke var nogen mand, fordi han kun var 10 år.

Han lænede sig helt hen over min dyne og da jeg lukkede det andet øjenlåg op var hans næse få centimeter fra min. Han smilte meget sødt til mig og sagde venligt: ”Jeg er jo ikke nogen mus”.

Gad vide hvor han fik den fra? Jeg har ikke engang læst højt af den.

Mon han er Steinbecks reinkarnation eller noget?

Zorronaldo superstar

Jeg var faktisk ved at fortælle om hvor uhyggeligt det er, når man opdager at man er ligeså gammel som sin mor.. Sådan mentalt. Og indimellem kan man blive helt i tvivl om man ikke i stedet er gift med sin svigerfar..

Men så var det at jeg kom i tanke om Zorronaldo. Han går til fodbold..

Og så slog det mig, at jeg vist aldrig nogensinde har fortalt hvor dygtig han er?

Det ligner mig ellers rigtigt dårligt, ikke at udnytte enhver lejlighed til at blære mig med mit afkom, men lige familiens fodboldstjerne har jeg vist ikke udbredt mig om.

Så derfor bliver det til et helt andet indlæg – og historien om at være gift med sin svigerfar (GYS) må komme en anden dag.

Da han som 9årig blev sendt startede til fodbold, ene og alene fordi hans mor, havde indkøbt nogle totalt seje ”Le Coq Sportif” fodboldstøvler i sølv og orange.

Det var også lidt fordi jeg var lidt træt af at sidde alene, hver gang der var landskamp, idet First Man hader få ting så meget som fodbold, det skulle da lige være spillerne, men i hvert fald, jeg sad i ensom majestæt kamp efter kamp, og heppede lidt for et syns skyld, til landskampe eller spændende ligakampe.

Jeg har aldrig selv spillet fodbold, jeg kunne jo risikere at knække en negl, jeg kender dårligt nok alle reglerne, men jeg kan godt lide at se landskampe, og så har de fleste fodboldspillere sådan nogle pæne numser..

Men jeg følte mig ganske alene med min heppen, og ville godt have en sammensvoren. Derfor blev der indkøbt fodboldstøvler og jeg meddelte min søde lille søn med uglelooket, at han skulle til at spille fodbold.

Han var der to gange.

Efter anden træning kom han hjem, og med øjne der var ved at løbe over af tårer, og mimrende underlæbe sagde han at de andre ikke var søde og at træneren talte grimt til dem. Hvilket desværre var sandt. Og fodbold skal være sjovt, så han kom naturligvis ikke tilbage dertil.

Men sommeren efter, sendte jeg ham på fodboldskole i nabobyen, og han kom hjem hver dag og var dødtræt, møgbeskidt og lykkelig. Og jeg tænkte – jeg prøver igen.

Og en lun septemberdag stod jeg med en meget nervøs lille dreng ved hånden, for at følge ham hen til gruppen af drenge, som jeg inderligt håbede, ville tage godt imod ham.

Og – Ô lykke – Anton kom sprintende hen for at sige velkommen, og jeg fik lov til at gå!

Gruppen af drenge var genial, træneren fantastisk og forældrene støttende! Og min lille usikre ugle tog sine skridt ud på grønsværen, støttet og opmuntret.

Og så havde han søreme talent! Det kom ikke lige med det samme, men langsomt blev han bedre, og pludselig var han topscorer. Og nu klapper et helt stadion når han kommer på banen!

Jeg kunne jo af gode grunde ikke være objektiv, men fra alle sider lød det: ”Han er bare super GOD!” Nå ja, lige bortset fra den afsatte topscorers mor, men fred være med hende.

I Frankrig blev han set an i en uge, og kom så direkte på førsteholdet i aldersklassen over hans. Da de blev sendt til talentudvælgelse, tog de ham med, også selvom han kun var 13. Han kom ikke på med regionsholdet, fordi han var for ung, men han blev sendt videre til andre talentspejdere, og han kom på en liste over unge talenter – med mulig udtagelse til landsholdet!

Vi har sågar haft fodboldklubber som ringede hjem til os for at høre, om han dog ikke vil skifte klub.

Men så brækkede han jo kravebenet og har ikke spillet en hel sæson. Han var ulykkelig, for der var nye udtagelser til regionalholdene, og han kunne ikke deltage.

Ikke desto mindre er han åbenbart mere end almindelig god, for talentspejderne kom tilbage for at se ham træne, og han skal til personlig audition engang i februar når han er blevet 15 og er helt kampklar igen!

Og jeg har skam vist ham det hus i Saint Jean de Luz, som han skal købe til mig, når han bliver spiller i Real!!

Nu vi snakker om store drenge

Zorronaldo som har været ganske U T Å L E L I G on/off, i hvad der nærmest føles som rigtigt mange år, men som faktisk kun er lige lidt over et år. Han bliver snart 15 og selvom han stadig kan få mig – og First Man – helt op i det røde felt flere gange om ugen, så har han oftere lange perioder hvor han er helt menneskelig.

Som for eksempel når han kommer og lige skal have et knus, snakke lidt, eller holder fast i mig når jeg siger godnat – fordi han gerne vil kløes på ryggen, nusses på armen eller småsludre om alt muligt.

Så er han jo fantastisk – intet mindre.

Jeg er endda venner med ham på facebook.. (jeg holder vejret) men jeg skriver ikke noget, overhovedet, på hans væg, – for så ville han gå i gulvet af skam. Så jeg ser ikke ret meget af det han foretager sig derinde eller de kryptiske statusopdateringer han indimellem kommer med.

Men nogen gange popper de jo op, og i går aftes stod der “Jeg er en teenager. Jeg har et rodet værelse, jeg har fri sms, jeg er tit ” on line ” jeg går sent i seng, og jeg har ondt i hjertet.”

Og som mor må man jo reagere på sådan en udmelding. For mindst halvdelen var da løgn. Okay, han er teenager, ingen tvivl der. Han har fri sms og han er tit on-line.

Men han roder bare ikke på sit værelse, og har aldrig nogensinde gjort det. Han har alle dage hellere villet lege på Divaens værelse, for på den måde undgå at rydde op – den lille orm. Han går heller ikke sent i seng – for det må han ikke for sin onde mor – det er så mig!

Men så var der det med hjertet.

Han kom engang sammen med en pige hjemme på øen.. Og sendte et meget pænt kort til hende, med en rose på og så slog hun bare op med ham dagen efter. De gik vist i sjette klasse. Han blev så ked af det.

Han var overbevist om at fordi han havde briller, ville han aldrig få en kæreste og dermed aldrig blive gift. Dette afstedkom et sandt bombardement af mails fra mine veninder, som forsikrede ham at han nok skulle blive gift, briller eller ej.

Og idag er situationen en ganske anden. Han virker stærkt tiltrækkende på piger – alle piger.

Der har været indtil flere voldsomme diskussioner på skolen, om hvem der er mest ven med ham, og Prinsessen er godt træt af at alle ”Barbie’erne” som hun kalder dem, flokkes om hende, fordi de så tror der er en chance for at komme tættere på Zorronaldo.

Men skulle han have kærestesorger uden at jeg havde lagt mærke til det? Man er som regel ikke i tvivl når han er i dårligt humør. Og det var ikke mere end 11 minutter siden jeg havde klippet ham, efter hans anvisninger om sidste nye version af ”sejt hår”.

Jeg er ellers blevet ret skrap til det efterhånden – jeg kan endda klippe sådan nogle seje skaldede striber ind i håret, så Prinsessens klassekammerater kommer hen og spørger om jeg er frisør.. Det er jeg så ikke.. og har da heller ikke overhovedet nogen intentioner om at blive det. Men jeg klipper mine drenge. Ja jeg gør så.

Øvelsen er jo kommet med årene, for i starten var det nok ikke altid helt som han ville have det, ham Zorronaldo. Han har hadet mig intenst op til flere gange, når jeg ved en frygtelig fejltagelse, har fået klippet for meget af..

Men nu er jeg helt god til det, og han er da for det meste glad og kunne også godt lide sit hår denne gang.

Derfor undrede det mig såre, at læse at han havde hjertesorger, når jeg nu lige havde snakket med ham.

Jeg listede ind på badeværelset og spurgte forsigtigt, om han mente det der på facebook – og så kom der et vådt fjæs frem mellem væggen og badeforhænget med en lille våd krølle i panden.

Han sagde med et skævt, og meget charmerende grin: ”Njoo, altså ikke sådan rigtigt, men sådan ER det jo at være teenager, ikk? Og mor, uanset hvad jeg skriver, så er der en masse søde piger, som trykker synes godt om!”

Sårede mænd

Nå.. den helbredsmæssige status på Æblebakken er ikke brilliant, sådan set fra et maskulint synspunkt.

Og ja, jeg staver stadig brilliant forkert. Jeg kan bare ikke få mig selv til at fjerne ”i” nr. 2.

Nå, tilbage til de syge hankøn. Det er en anelse anstrengende. For os andre.

Som alle naturligvis ved nu – brækkede Zorronaldo kravebenet d. 27. august. Og ved kontrolrøntgen sidste uge, kunne det konstateres, at der ikke var sket en hujende fis. Intet.. Nada.

En svag skygge var lige akkurat synlig, men ingen veritable tegn på at noget var ved at vokse sammen. Nu var de 2 ender også rimeligt langt fra hinanden og havde ikke opnået den kontakt der skal til, for at lave dette her kalk-klump-samling – whatever – der skal til, for at man kan sige at kravebenet er groet sammen.

Zorronaldo var knust. Intet mindre. Efter at have sat sin egen næse op efter at kunne spille kamp – det er nemlig det alting drejer sig om – ville han eller ville han ikke, være i stand til at spille den vigtige kamp lørdag d. 26. november.

Foreløbigt ser det en anelse sort ud.

Det gik nemlig hverken værre eller bedre end at First Man sidste fredag kom hjem med et noget forpint udtryk.

Vrissent mumlede han at han lige ville tage på skadestuen. Nogen havde tabt ham.. På gulvet.

Og før I alle bryder ud i latterkramper – skal I vide at First Man, som immervæk vejer 103 kg, hver fredag slås med nogle andre. Nogen har så mere styr på deres kræfter og kapaciteter, end andre.

En judodims – altså sådan en som er super god til judo, men ikke til så meget andet – troede han stod på en blødere judobane, glemte at han havde boksehandsker på og vendte lige bunden i vejret på First Man… Og tabte ham..

Det var First Mans skulder ikke så glad for – den gik derfor sin vej – men fortrød igen og kom tilbage da lægen på skadestuen talte pænt til den..

Så nu har vi to sårede herrer. Begge med højre skulder.

Og jeg skulle hilse at sige at det ikke er ret sjovt. For os altså!!

Ingen af dem kan få afløb for dagens frustrationer, ved henholdsvis at sparke til en bold, eller rive i noget jern, subsidiært slå på nogen, der synes det er sjovt..

Derfor er det faktisk endt med at være meget mere synd for os andre – end det er for dem..

Endnu en af de der dage

Som I nok selv kan regne ud – er en vaskemaskine fuldstændig livsnødvendig når man har 4 børn. Ja naturligvis også med færre børn, men jo flere der er på matriklen jo større er behovet for at vaske.

Vi har snakket om maskiner før og blevet vist også dengang rørende enige om at det er hus-hjælperne som hapser førstepladserne for de seneste årtiers mest fantastiske opfindelser.

Den på Æblebakken installerede opvaskemaskine, opgav ævred i juni måned – faktisk lugtede der så brændt at vi var voldsomt taknemmelige for at vi ikke havde sat den til om natten – det er ikke godt at vide hvordan vores træhus havde overlevet en lille rask brand i køkkenet.

Derfor vasker vi nu op i hånden. Nogle mere end andre – men det er også okay, andre har lektier for.

Værre var det, da min vaskemaskine gav sig til at kaste op med bobler ud over det hele, tirsdag aften. Jeg snakkede godt for den, jeg aede den, tømte filter og den slags ting, som nogle gange kan gøre opvaskemaskiner i godt humør igen.

Men nej – den var definitivt sur, havde ondt i maven og forstoppelse, og ville slet ikke af med vandet..

Gode råd var dyre – jeg kan overhovedet ikke overleve uden vaskemaskine i 48 timer – i hvert fald ikke hvis jeg gerne vil ind på mit lille bitte og grimme badeværelse, samt være i stand til at lukke døren igen, da det er der hvor vasketøjskurven står.

Ved nærmere eftertanke, er det måske ikke så tosset, idet der så er mindre at stryge og lægge sammen. Men det er jo en stakket frist og nogenlunde ligeså effektivt som at tisse i bukserne, hvis man fryser.

Jeg behøver heller ikke at gøre opmærksom på at vores finanser ikke lige er i humør til en ny vaskemaskine, så jeg var ærligt talt en anelse vrissen.

Først skulle jeg have slået på de lokale jungletrommer, for at lokalisere en ærlig reparatør. Dette er et meget sjældent folkefærd og finder man en sådan, er det bare med at gemme hans telefonnummer godt! Han sin vægt værd i guld.

Men Eric fortalte at denne her mand var god, ærlig og effektiv. Så ham fik jeg ringet til – han lovede at kigge forbi inden fredag. Så fik jeg hjertestop. Og måske gav jeg mig til at græde.. Husker det ikke – hvorom alting er – manden lovede at komme onsdag i stedet.

Det var heller ikke det allerbedste valg, for min onsdag var et sandt orgie af planlægning, henten og bringen, trøst og nyttesløs opmuntring til ulykkelig teenager med brækket kraveben (der er ikke sket en skid siden sidst – og stadig ingen fodboldkamp i syne og drengen er seriøst i dyb depression)

Jeg tror ikke jeg har set ham så ked af det, siden han var 8 og troede at han aldrig ville få en kone fordi han havde briller..

Nå – det var et sidespring.

Jeg kom tilbage fra diverse læge og apoteks besøg, på et tidspunkt hvor reparatøren var installeret halvvejs inde i tromlen på min blottede vaskemaskine, alt imens hans hjælper stod og rakte ham værktøj, på kirurg måden.

Inde fra tromlens dyb lød det – ”De er vist dansk?” ”Øhhm jooo” – jeg trak noget på det, og spekulerede som en gal på hvilke detaljer Gårdmand Bjørn havde været så venlig at underholde dem med.

I stedet for at uddybe, rakte hjælperen mig 2 meget rustne – danske – femkroner med et mørkt blik.

Men i stedet for at have flænset det indre af min sårbare vaskemaskine, og have forårsaget uoprettelig skade, havde de bare ligget og hygget sig – de to femkroner der.

Så efter at have klædt maskinen ærbart på igen, skramlet lidt frem og tilbage – samt udskrevet en regning på 94 €, sagde de farvel og efterlod mig med en rask vaskemaskine, der er klar til endnu en tørn – og en bonus på 10 kroner.

Helle for en frikadelle og store drenge

Jeg har været rundt og rundt igen. Og at lede efter blogge skal jo passe til ens humør. Havde vist brug for et helle.

Et helle er et fristed, og jeg som elsker frikadeller. Hvad kunne passe bedre?

Jeg har været forbi fra tid til anden, men har hver gang glemt at kopiere ind i favorites, og har ikke kunnet finde hellet igen.

Men nu dukkede hun op på min vej med grin og tanker. Hun er befriende morsom og dybsindig – livssmagende. Men hun fortæller det faktisk bedst selv.

Jeg er glad for at jeg fandt frem til Helle Pelle Frikadelle igen! Hun er rigtig god at have med i tankerne!

Hun elsker sine piger og savner en lille Steen – jeg vil så her indskyde at jeg er glad for at jeg har både piger og en Steen! Kan godt se hvordan den slags små drenge kan mangle i en familie. Også store drenge for den sags skyld.

Også selvom det med store drenge.. Ingen vil være i tvivl om at der har været visse sammenstød mellem en vranten teenager og hans mor på æblebakken.

På det seneste har han været noget vrissen fordi han ikke må spille fodboldkamp i de næste 4-6 måneder. Det der brækkede kraveben spøger jo.

Jeg gider ikke fodbold – udover landskamp, så jeg har ikke kunnet sætte mig ind i hans frustrationer – synes det er total blødt at 22 voksne mænd stæser rundt efter samme bold. Men hvis jeg nu tog ham alvorligt?

Jeg holder meget af musik, meget forskellige musik, men den menneskefjendske rap han ynder at høre, minder mest om larm i mine ører.

Men hans mor – det er jo så mig – har lært noget, eller taget en beslutning. Hvis JEG ændrede adfærd overfor ham, ville det måske hjælpe lidt.

Så jeg satte mig ned og lyttede til ham uden forbehold – og – mirakel, han taler til mig uden at vrisse, og det endte faktisk med at han fandt noget musik jeg kunne lide!

Og når man sådan har fundet sin dejlige dreng igen smelter man – og bliver mentalt sparket tilbage til dengang på klinikken, da jeg stod med min lille nyfødte dreng i armene, og tænkte: hun har bare at være sød – hende min svigerdatter!

Dagen i dyreinternatet

Vi var derovre alle sammen. På hundeinternatet. Undtaget lige Zorronaldo, som jo ikke kunne klare risikoen for at blive skubbet til med sit kraveben. Som forresten ser sådan ud nu:

Ja, vi lænkede ham til en madras, og tog dimsen af ham i et par timer for at vaske den – efter 14 dage lugtede både den, og han, meget grumt af gammel gnu.

Men altså, vi andre kom ud og blev sat ind i sagerne. Vi fik set alle hundene og hørt nogle frygtelige historier. Dem glemmer vi – for de er alt for triste.

Vi startede med at lufte disse to:

Det blev nogle meget korte ture i forhold til de ture på 10-15 km. som Blondinen holder af.

På grund af mere eller mindre konstante ophold i nogle bure, som alt taget i betragtning, er ret hyggelige og rene, men ikke desto mindre bure,  så er deres  kondition ikke voldsomt god. Men lidt har også ret.

Så var vi ude og gå med en vidunderlig Beauceron. Har lige læst mig til, at den er sjælden i Danmark men i hjemlandet, som er Frankrig, er den lige så almindelig som Labrador og Shæfer. Hvilket passer meget godt med at jeg kender mange skønne (store) Beauceron’er.

Hun kan desværre ikke tåle betongulvet og har fået eksem på sine trædepoter. Men vi gik en lang rolig tur i græsset.

Til sidst – og efter et imponeret blik på First Mans overarme – spurgte damen om vi havde mod på at “stå på vandski”, med andre ord om vi ville gå tur med Bonny & Clyde.

De var nu slet ikke så slemme – bare glade for at kunne snuse rundt helt frit. De ser små ud her – de er en del større i virkeligheden!

Vi fik gået noget tur – det gjorde fem glade hunde også.

Og vi kommer afgjort igen for at lege med dem og gå tur på markerne med dem, helt og holdent på deres præmisser.

Billederne af hundebasserne har jeg lånt her.