Svitsede næsehår

Lige nu sidder der sikkert tre ynglinge et sted og bander over en hidsig mand, de var så uheldige at rende ind i.

…

Eller blive overhalet af.

I enhver forstand.

…

De gik i hvert fald ude på landevejen i stedet for at holde sig til vejkanten. På bedste efterskoleelev facon.

I det vi forsigtigt kører forbi, dytter First Man et lille klemt – ikke noget med lange og voldsomme dyt her – blot for at sikre sig at de har hørt at vi kommer og de ikke hopper ud foran bilen.

Dette afstedkommer promte 6 x knapt så pæne fingre fra alle tre unge mænd, så snart bilen er forbi dem.

…

Den slags skal man ikke gøre til First Man.

 

Bare slet ikke.

Det gør ham nemlig olm.

 

…

Meget olm.

…

Så han parkerede bilen, en smule abrupt, steg ud og begav sig hen mod de tre ungersvende. På en lidt trampende måde. Iført store overarme, tømrerbukser, sikkerhedssko og et slet-ikke-venligt ansigt.

Det var i hvert fald tydeligt for de tre unge fløse, der vel var omkring 16-17 år, at manden der var på vej hen mod dem, var i mindre fint humør.

Jeg blev siddende i bilen, hvorfra jeg kunne både se, i bakspejlet, og – trods den lukkede bildør – høre, at han nærmede sig gerningsfingrenes ejermænd.

…

Samtalen – der nok egentlig mest var en enetale – bestod i mange høje og vrede ord og fagter fra First Mans side, og da en af de unge mænd åbenbart sagde noget til sit forsvar, rykkede First Man helt tæt på knægtens næse, faktisk så tæt at jeg næsten fik ondt af den unge mand.

…

For alle ved, at man sidst på eftermiddagen – og efter en kop kaffe eller tre – dufter mindre behageligt ud af munden. Især i en afstand af 3,2 cm fra ens ansigt. Det kunne umuligt være særligt behageligt at få svitset næsehårene på den måde.

Da First Man var færdig med at lære dem, hvad de øjensynligt ikke vidste i forvejen, nemlig at man ikke bare går rundt og rækker “fuck” til hvem som helst, hvor som helst, og at man heller ikke vandrer rundt midt på diverse landeveje, vendte han dem ryggen og trampede arrigt tilbage til bilen, hvorpå han satte sig ind og vi kørte.

…

Min søde mand tøede dog hurtigt op igen, og da jeg sagde det med hans dårlige ånde, grinte han hånligt til mig og sagde grumt: “Så kan de bare lære det.”

Vel hjemme igen, skulle Prinsessen lige forsikres om at han ikke havde blameret sig overfor nogen hun kendte. Det var vist ikke tilfældet, så hun åndede lettet op!

Gårdmand Bjørn derimod, var stærkt fortørnet over ikke at have kunnet nyde forestillingen på første parket som passager i bilen.

Da Divaen fik genfortalt historien, skraldgrinede hun og skrev lykkeligt på skype: “Vi har verdens bedste familie”

…

Heri kan jeg jo kun give hende ret.