Tag Archives: Mine fantastiske børn

Vaskebjørn?

22 May

Her kommer lige lidt blær. Eller faktisk meget blær. Mor-blær på den stolte måde.

Sagen er den at Gårdmand Bjørn startede til svømning sidste efterår. Dog ikke uden først at have brokket sig højt, længe og inderligt.

Jeg havde meldt ham til, ikke uden at spørge først, men da han ikke kunne komme med andre forslag til hvad han skulle lave af sport, blev det til svømning. På den kategoriske måde.

Han sprang simpelthen ud i det

Det – brokkeriet – varede til han første gang begav sig mod svømmehallen i meget gnaven tilstand. Jeg var derfor meget spændt på at høre hvordan det var gået, og om han stadig syntes det var rendyrket moderlig tortur, men han smilte fra øre til øre da han kom hjem, og siden har jeg ikke hørt andet end: “Mor-det-er-bare-så-enormt-fedt-jeg-elsker-at-svømme-og-Kåre-kan-endda-snakke-fransk!” og mere af samme skuffe.

Han har svømmet tre timer om ugen siden, og han elsker det.

Han ser efterhånden også tæskegodt ud – intet mindre – han har fået større muskler, både her og der og allevegne. Hans kondition er helt i top og han har lært utroligt meget på de få måneder med intensiv svømmetræning to gange om ugen.

Han har endda været med til en konkurrence hvor han blev nr. 1 i brystsvømning.

Nr. 1 i bryst

Og nr. 2 i crawl og han fik en fin bronzenål da de stoppede træningen for i år.

Nr. 2 i crawl

Trænerne er fantastiske, de støtter og opmuntrer børnene på allerbedste vis. Hepper på dem alle, uanset niveau. Træner hvert enkelt barn lige præcis der hvor de har brug for det.

Og ungerne hygger sig indbyrdes, på tværs af alder og køn og det virker som om de virkelig nyder at træne sammen.

Det som gør mig mest glad er at Gårdmand Bjørn endelig har fundet en sportsgren han holder af. Og hvor han kan udvikle sig. Og han kan næsten ikke vente til sæsonen starter igen.

Så min lille landmand er blevet til en vaskeægte vandmand.

En vaskebjørn?

Så en Bjørn der forlader Gården og jorden og hopper i vandet… Det må vel være en vaskeægte vaskebjørn!

Selvom man snart er 13 år

25 Nov

så kan man stadig levere bemærkninger af den sødere slags.

Gårdmand Bjørn kom hjem i går efter sin svømmetræning, forpustet med fugtigt hår, røde kinder og klare øjne.

“Mor” råbte han, så såre han havde sat den ene fod over dørtrinnet. “Mor, må man ikke godt ønske hvis man har set Carlsberg-vognen?”

Og ja – jeg ved ikke med jer – men jeg synes da afgjort man må ønske, hvis man har set Carlsberg vognen.

Hvilket jeg meddelte den unge mand, som snart er teenager.

Og så fik han så mange kys at han endte med at råbe “adr moaar, hold nu ooooop” og vægrede for sig med sin sportstaske, mens han flygtede fra dette moderlige udbrud.

Firkløver

11 Sep

Det er en lille plante. Med fire forskellige blade på.

Fire individuelle blade som har hver deres særheder, selvom de sidder på samme plante. Det ved alle. Så langt så godt.

Altså et firkløver. Fire sider af samme sag.

Præcis som mine fire børn.

Alle med samme oprindelse, samme blod og alt det der. Men alligevel fire vidt forskellige mennesker. Nogle ligheder er der naturligvis, men også forskelle.

Nå.

Forleden kom der så nogle af de ord der. Den slags ord som river i samtlige hjertekamre, og bare trækker tårer.

Da Gårdmand Bjørn og jeg diskuterede det skoleskift, der kom lidt pludseligt, prøvede jeg at komme med mit bud på hvordan det kunne være han havde det så meget bedre i en skole med mange børn.

Jeg nævnte også at han jo ikke var ligesom Zorronaldo eller Prinsessen.

Som er lidt mere udadvendte end Gårdmand Bjørn og Divaen.

Og så kom de der ord:

… “Mor… er det så en god ting eller en dårlig ting, at jeg ikke er ligesom Zorronaldo?”

Av.

AV siger jeg bare.

Med tårer i øjnene skyndte jeg mig at remse en hel masse op: at det jo var helt fantastisk godt at han netop var sig selv og at han jo bare er anderledes end sin storebror. Og lidt mere som sin storesøster måske, men at det var godt. Og at alle ikke skulle være ens. At man ikke var hverken værre eller bedre, blot forskellige.

Og at det var vigtigt at man var sig selv og fik plads til at være den man var.

Akkompagneret af en hel masse knus.

Tænk engang, hvor kan man komme galt afsted med at konstatere, at ens ene barn ikke er som ens andre børn. Og det endda helt uden bagtanker.

Men jeg fik slået helt fast at jeg sætter umådelig stor pris på ham, og den han er; ligesom jeg sætter stor pris på mine andre børn. Hvor forskellige de end er.

 

Det var da også så længe siden

11 Nov

at jeg havde tilbragt en fredag aften på skadestuen med mit afkom.

Blev ringet op af en mand som bad mig komme og hente Zorronaldo. Midt i aftensmaden og min fredagsro. For han havde skåret sig. Og var blevet dårlig. Han har jo nok arvet et par gener af sin mor.

Men altså, naturligvis da. Jeg havde da absolut heller ikke nogen planer for min fredag aften.

Jeg satte First Man til at overvåge både risen og Gårdmand Bjørn, lokkede Divaen til at tage med mig, for det tilfælde at knægten fik det skidt igen. Og godt nok kan jeg meget, men at køre en bil forsvarligt gennem staden samtidig med at jeg holder øje med at min søn ikke går i koma hører ikke til mine spidskompetencer.

Vi ankom til en bagindgang hvor sønnike blev læsset ind i bilen og jeg beordrede Divaen til at kigge på den sårede finger der var pakket ind i en anseelig mængde papir. Hendes rapport lød på at diverse blødninger var holdt op, men at det så ret dybt ud.

Jeg stolede på hende – skulle aldeles ikke nyde noget af at kontrollere hendes observationer – men ringede til lægevagten, da jeg ikke havde den store lyst til at køre frem og tilbage mellem møllen og købstaden sådan flere gange den aften. Vagtlægen mente bestemt at det var en sag for skadestuen.

Hvorpå jeg drejede til venstre i stedet for til højre for enden af Bagergade.

Jeg fik bugseret min søn ind i akutmodtagelsen hvor han omgående fik renset fingeren i noget samt en sprøjte mod stivkrampe. Og så…

Faktisk er det ret fedt nu man tænker over det: vel betaler jeg skat og vel ville jeg gerne have et par tusind mere til os selv hver måned –  ihukommende sidste uges afsløringer af mere velstående menneskers trang til at unddrage sig denne borgerpligt – men faktisk er det jo enormt betryggende at vide man bare kan køre et sted hen, sige: “Min søn har skåret sig, kan I hjælpe?” og vips får han en vaccine mod en livsfarlig sygdom, renset såret og bundet en foreløbig klud om fingeren og vist ind et venteværelse indtil der er tid til at en læge kan se nærmere på det.

Ganske gratis.

Eller nej, det er jo netop ikke gratis, fordi jeg betaler skat. Men mennesker der vil beholde deres mange penge for sig selv, skærer sig vel også indimellem, og hvorfor skulle de få samme behandling uden at bidrage til fællesskabet?

Nå det var en indskudt bemærkning, blot for at opdage at jeg efter to og en halv times venten, stadig var taknemmelig for at jeg for eksempel ikke bor i Mogadiscio eller Dhakas slumbyer.

Så såre vi havde sat os ned i venteværelset begyndte begge mine teenagere at jamre stille på mad. Jeg tænkte ærgerligt på de tre liter kødsauce der lige nu boblede der hjemme, men endte med at give efter og køre hen til McDonalds. På vejen samlede jeg Prinsesse Lyserød op, og så var der pludselig lagt op til indvandrerfest i akutmodtagelsens venteværelse. Med pommes und alles.

Zorronaldo med strittende tommeltot.

Vel installeret i venteværelset igen sammen med tre af mine fire børn, der indbydes delte dagens begivenheder under indtagelse af nuggets og cola, havde jeg valget mellem at se på Region Syddanmarks oplysningskanal der kørte i ring og fortalte hvor mange kvinder der hver dag døde af hjertekar sygdomme, eller “Vild med dans” alt efter hvilken stol jeg sad på.

Det første var for deprimerende, det andet har jeg aldrig set, så jeg tænkte at her var muligheden for ved selvsyn at konstatere at vores alle sammens folkehelt ikke kan danse, nu da mit afkom havde travlt med at underholde hinanden.

Lad mig blot nøjes med at sige at jeg aldrig igen vil udsætte mig selv for det program. Det kommer aldrig nogensinde til at passe til mit temperament at se andre mennesker have det sjovt. Jeg vil hundrede gange hellere selv have det sjovt.

Og hvad Allan angår, så må i meget undskylde, men han dansede han altså.

Sådan så det i hvert fald ud derfra hvor jeg sad. Om han så dansede videre godt skal jeg lade være usagt, men han dansede da. Komikken i kampen mellem levende mennesker og et medie er så afgjort til at få øje på, og lur mig om ikke Allan vinder uanset diverse kryptiske regelændringer. Så kan medieverden måske lære at være en kende mere ydmyge, når de har med mennesker at gøre. Mennesker kan ikke puttes i kasser og forventes at blive der.

Og heldigvis for det.

Jeg overlevede både programmet og ventetiden, og klimaks kom da Zorronaldo endelig blev strippet sammen og vi atter kunne finde vejen hjem til møllen hvor både kødsauce og ris var fortæret for længst.

Da var min fredag aften fuldstændigt forduftet og jeg kunne gå direkte i seng.

Dog ikke uden en lidt træls fornemmelse af at være blevet grundigt snydt for en fredag aften.

Men jeg tager helt sikkert revanche!

 

Julen varer lige til påske.

26 Mar

Jeg ved ikke med jer, men jeg er ganske ude af stand til at komme i påskestemning med alt det sne der ligger og flyder.

Jeg jamrede – den første påske på Æblebakken – højlydt over min manglende påskepynt. Nu er vi vendt hjem til netop denne påskepynt, og skæbnens ironi vil at jeg er såret og ikke kan gå. Uden at være fastklistret et sæt krykker.

Og der er altså ting der ikke vil have særligt godt af en dingletur i en skuldertaske påhæftet undertegnede. Pustede æg – er en af dem – porcelænshøns er en anden. Derfor har jeg måttet overlade påskeoppyntningen til andre. De som nu lige var i nærheden.

Og uden at være grov kan jeg vist godt afsløre at det ikke er alle mine børn der har lige stor æstetisk sans for udsmykning.

Hvis jeg altså skal sige min mening, men det skal jeg naturligvis ikke. Jeg holdt helt op med at sige min mening, eller næsten, da Divaen som to-treårig kom og satte en meget grim og meget turkis julemand, som hun havde produceret i den danske børnehave i St. Germain en Laye, på en af de nederste grene af mit meget fine juletræ.

Efter denne episode gik det op for mig at der var pæne ting og så var der de vidunderlige kunstværker mine geniale børn havde frembragt. Mit bogmærke som jeg vil begraves med, samt en stribet fiskepude, en fed pingvin og en lodden grå og trekantet høne hører til i den kategori. Sært nok hader de alle fire hver deres frembringelse, men er enige i at de andres ting er søde og finurlige.

Derfor – fordi jeg ikke blander mig så meget – i hvordan det nu lige står og ser ud, ser min påskepynt en anelse alternativ ud. Dette gik først op for mig, da jeg fandt en af de fine høns, stående foruroligende tæt op ad min cupcake-krukke.

Jeg bjæffede ud i lokalet hvad min fine høne lavede der, og Gårdmand Bjørn svarede at den spiste af flødeskummet. Slået af dette stærke argument gav jeg op, men Divaen som bliver 18 lige om lidt, har en meget vågen sans for klassisk skønhed, og i den indgår ikke nærsynede flødeskumssultne høns.

Den konstellation blev derfor rettet og genplaceret på et mere passende sted.

En filt-ægge-guirlande var også blevet hængt op, men enten var sømmet placeret for langt nede, eller også drejede det sig om en lidt mindre person, hvorom alting er der lå næsten lige så mange æg kunstfærdigt slængt hen ad gulvet som hængende på væggen. Også dette stilleben afgik ved en hurtig død, og jeg kan faktisk ikke helt huske hvor filtæggene så blev hængt hen.

Det er hvad det er, men jeg plejer at have en stor krukke med grene som er næsten sprunget ud, med vores fine æg på.

Ingen gå jo ud og klipper de der grene.

Og det er endnu en af de ting der bare er lidt mere udfordrende, på krykker.

Og hvis det er med grene fra haven som med viljen og evnen til at lave noget mad til sin mor, har det lange udsigter. Meget lange.

Følgende lille ordveksling fandt sted i søndags:

Mig: “Jeg er sulten, vil du ikke lave noget mad til mig?”

Zorronaldo: “Hvad vil du da ha’?”

Mig: “Bare noget mad. Ikke noget sødt”

Zorronaldo: “En banan?”

Jeg sukkede og lagde mig tilbage på sofaen i afmagt og håbede på at min søn ville være i stand til at smøre en rugbrødsmad til sin mor.

Det skete ikke. Han kom derimod tilbage, med en mad til sig selv…

Mig (nu ret surt): “På hvilket sprog skal jeg så sige at jeg vil have noget mad?”

Zorronaldo (ganske uforstående): “Jamen du sagde jo ikke hvad du ville have”

Mig: “gggnnnnnnn..”

Hvorpå han rejste sig og gik ud for at lave en rugbrødsmad med spegepølse. Denne gang til mig. Trods alt.

Så derfor går jeg ikke ud fra at der kommer grene i mit hus til påske i år.

Men det er som sagt også lige meget; jeg vil ikke risikere at komme til at hænge julehjerter på dem!

En bortcensureret billedbog…

20 Mar

Mine børn har så mange bøger at det næsten er løgn. Eller i hvert fald ret overdrevet.

På den anden side kan man da ikke få for mange bøger, kan man vel?

Men da vi flyttede til Danmark første gang, fik jeg vist sagt noget tåbeligt om at de skulle forbyde mig at købe flere bøger til dem. Det glemte de heldigvis igen ret hurtigt. Desuden var det nok også bare fordi de – bøgerne – vejede så utroligt meget og jeg fik ondt i ryggen af at slæbe på dem.

De fleste af bøgerne er rigtig gode. Også en del af de bøger jeg ikke kendte i forvejen. Det er jo lidt af et sats når man bare river en fire-fem stykker til sig på et bogudsalg.

Jeg har i min tid som moderlig hofbibliotekar, dog måttet bortcensurere to styks. Den ene var så heldig kun at miste et par sider, den anden blev helt fjernet fra biblioteket endda før børnene havde fået fingre i den.

Den med løsbladsystemet mistede nogle sider fordi de ikke indeholdt andet end en ret stor mængde bandeord, som jeg mente at mine børn ikke behøvede at lære allerede fra børnehavealderen, så langt væk fra Danmark.

Den anden.. Ja, jeg har endnu ikke fundet nogen som er enig med mig – og risikoen ved at fortælle om det her, er jo at der godt kunne sidde forskellige mindfulde freudianske coacher, der kan få en masse ud af min modvilje i forhold til denne billedbog i form af pottetraumer og den slags… Jeg har aldrig gået på universitetet, og jeg er ikke specielt klog på hverken det ene eller det andet, så jeg kan naturligvis tage grueligt fejl.

Ydermere er min mor, der er helt forfærdelig klog, også ganske uenig med mig.

Ikke desto mindre vil jeg til enhver tid hævde, at hvis bogen gør mig trist, er det en trist bog for mig. Ikke nødvendigvis for andre, men for mig.

Altså. Det handler om en blå kat.

Altså en anderledes kat.

Den er meget ensom. Og ked af det.

Altså er man ensom, og tillige ked af det, hvis man er anderledes eller hvad?

Denne stakkels lille – meget søde – blå kat leder efter venner, men ingen har tid til den. Ingen vil være venner med den.

Til sidst møder den lille blå kat månen. Den er vist også ensom. Det har nok mere noget med afstanden at gøre i månens tilfælde.

Hvorom alting er, månen siger til den lille blå kat, at de sagtens kan være venner, katten kan bare kan komme op til den og forlade jorden og så bliver alting godt.

Vræl!

Der sad jeg.

Med børn der var en lille smule anderledes end andre børn, i og med de havde to kulturer at tage hensyn til. Og to sprog.

Og det eneste råd denne bog gav, hvis man var anderledes og ensom, var at de kunne forlade jorden, for på jorden havde alle mennesker alt for travlt til at blive venner med dem som var anderledes og ensomme.

Det var mere end jeg kunne bære og ingen af mine børn har fået lov til at læse denne billedbog før de var så store at vi kunne snakke om den. Hvilket vil sige, at jeg måske tager den frem når Gårdmand Bjørn flytter hjemmefra.

Kloge hoveder vil nok gentage mine egne ord og påpege, at det som gør mig trist ikke nødvendigvis gør mine børn triste, og at jeg skal lade være med at projicere min frygt ud på dem. Det er der ikke noget at gøre ved, for jeg kan jo ikke bare lade stå til, hvis jeg virkelig mener at det er en bog som er dårlig for mine børn.

Jeg mener nemlig at bogen ikke er god for børns tro på at mennesker generelt er venlige og imødekommende.

Og at man, selvom man er lidt anderledes – blå eller tosproget kan vel komme ud på et – skal vokse op i sikker forvisning om at man godt kan finde nogen her på jorden som også gerne vil være sammen med de ensomme.

Ikke bare fordi de skal, men fordi de har lyst, og at man ikke nødvendigvis behøver at tage til månen for at finde en ven.

Det er helt sikkert ikke sådan forfatteren har tænkt, men det var sådan jeg opfattede det.

Har I bøger I ikke kan med, af en eller anden uforklarlig årsag?

Orme og den slags mad

8 Mar

Kvindernes dag. Jeg er ikke så meget til det der med kamp, så jeg nøjes med at kalde det for kvindernes dag.

En dag i vinterferien havde jeg en hyggedag med Prinsesse Lyserød som er ved at blive til en kvinde. Hun er nu vokset mig over hovedet, sundhedsplejersken sagde hun var højere end gennemsnittet og tyndere end gennemsnittet. Hun er dog stadig meget Prinsesse, og meget lyserød.

Vi var i byen efter hendes anvisninger, jeg blev slæbt ind i moderne butikker med blege anorektiske kassedamer og fik udpeget alt det Prinsessen gerne ville supplere sin garerobe med for derved at få et fuldendt socialt liv.

Dernæst var vi ude for at spise på en rigtig restaurant – og ikke en caféagtig ting – så hun kunne få en ordentlig hakkebøf med bløde løg. Mens vi sad der over hakkedrengen, blev jeg indviet i mange hemmeligheder i hendes liv.

Faktisk ret informativt.

Blandt andet fandt jeg ud af at min datter har ædt en regnorm.

Min sarte, lyserøde gourmetelskende Prinsesse med stort P havde fortæret en vaskeægte regnorm. Ganske vist kun en halv, fordi veninden åd den anden halve.

Helt ærligt hvordan skal man reagere på den slags oplysninger?

Jeg sad bare og stirrede på hende, vaklende mellem stolthed og afsky.

Jeg ville naturligvis – på mormåden – vide hvorfor hun havde accepteret at æde en halv regnorm. Og så lige hvornår det var. Der var ligesom lidt formildende omstændigheder omkring hele sagen, hvis nu hun kun havde været 7 år gammel, subsidiært med i en remake af Zappa eller sådan noget.

 

Men nej, hun var ingenlunde en lille uskyldig pusling lokket af de slemme kammerater, hun var såmænd 13 år og havde helt selv indvilliget i at nedsvælge ormen. Det var nemlig, lød det lakoniske svar, fordi de – Prinsessen og veninden som jeg i øvrigt har lovet ikke at nævne ved navn da hendes mor læser med her – havde fået stillet to store poser chips i udsigt.

De fik deres poser chips.

Jeg fik detaljer jeg faktisk sagtens kunne have været foruden. For eksempel en regnorms generelle konsistens og smag.

Tilsyneladende havde hun ikke taget skade, og hverken haft eksplosive opkastninger, mavekneb eller byldepest siden indtagelsen.

Måske er hun en anelse mere hysterisk end i sommers, men det kan også være fordi hun netop er blevet 14 og i den grad er offer for sin alders hormonelle ombygning.

Men adddr siger jeg bare. En regnorm… Jeg fik opkastningsfornemmelser bare ved tanken.

TÆNK at være så modig?

Så jeg vil fejre kvindernes dag med at hylde min lyserøde Prinsesse, der har ædt en regnorm.

Hurra for hende!

%d bloggers like this: