Tag Archives: Sove

Mit liv som hvalp

26 aug

Dagens gæst er Bimbi.

Hun har evnen til at sove de mest umulige steder.

Sovende på mine fødder.

Fra hun var bitte lille, skulle hun helst ligge og sove på nogens fødder. Ofte mine.

Sovende bag skraldespanden, som jeg skubber væk så jeg har plads.

Eller bag skraldespanden.

På nogens seng. Med masser af plads.

Og når hun ser sit snit til det hopper hun op i vores seng.

I en bunke tørklæder

Jeg skulle rydde op i mine tørklæder, telefonen ringede og vips lå der en hund og snorkede da jeg kom tilbage.

Stadig på nogens fødder.

Men den er sikker hver gang jeg står i køkkenet, kommer hun masende mellem mig og det givne køkkenelement og smider sig der. Ovenpå mine fødder.

Og når hun ikke sover, så læser hun.

Reklamer.

Der er nogle vildt gode tilbud i Kvickly og Netto. For slet ikke at tale om Jysk.

Ud over det hele.

Gør som jeg siger, ikke som jeg gør..

19 sep

Nu er dette ikke møntet på Firkløveret.

For jeg gad godt vide hvornår man bliver så gammel (læs: fornuftig) at man begynder at leve sådan som man har opdraget sine børn?

Ville der ikke være en god portion fornuft i at spise grøntsager, også når man er alene hjemme?

Eller foretage sig noget fornuftigt, i stedet for at hænge på iPaden.

Måske gå tidligere i seng?…

Ovennævnte er naturligivis kun eksempler, og enhver lighed med nulevende eller afdøde – ikke endnu i hvert fald – person er ganske utilsigtet og helt tilfældig.

Men altså, nu det der med at gå tidligere i seng. Gad vide hvorfor det er så svært at få slukket og lukket ned for natten og bare gå i seng.

Den der vittighed, eller vittighed er nu nok et meget stort ord for en sandhed som faktisk ikke engang er morsom, men blot en realistisk gengivelse af hvad der sker når man prøver at gå i seng samtidig, manden og konen og deres højest forskellige måder at lande i sengen.

Sådan er det også her.

First Man går i bad efter aftensmad, børster tænder, ser en film, prutter og går i seng. Exit mand.

Jeg..

Ja jeg skal først lige have fundet det tøj som jeg skal have på dagen efter. Hvilket først betyder jeg skal have set vejrudsigten. Og så fundet tøj. Og undertøj. Og glimmer tilbehør. Og sko.

Nå, og så skal jeg lige spille lidt WF. Og så skal jeg lige nå at læse en blog eller fire. Jeg når sjældent at kommentere. Men nu er jeg trods alt kommet så langt at jeg får skrevet på min egen blog stort set hver dag igen.

Så skal jeg – hvis jeg husker det / orker det – lave madpakke til mig selv. Og så lige ud og børste tænder, fjerne mascara, rense ører, rede hår og den slags..

Og når så køkkenet er ryddet, badeværelset rent, og alting klar, så kan jeg endelig gå i seng. Efter jeg har tjekket dørene, slukket for internettet, nusset Blondinen, set på temperaturen, vandet en blomst.

Og rammer min seng alt for sent.

Og så ligger jeg og bliver pænt irriteret over hvor lidt jeg får sovet, og så kan jeg slet ikke falde i søvn. Heldigvis har jeg ikke små børn der vågner i tide og utide, hver evige eneste nat, men store børn kan også vågne og hoste eller have mareridt og tynd mave. Og uanset barnets alder så vågner man kl. 5.30 med fornemmelsen af at man slet ikke har sovet.

Men så var det jeg tænkte på, hvis nu jeg gjorde som jeg bad mine børn om at gøre, nemlig at komme lidt før i seng, så kunne det være jeg ikke var så træt om morgenen.

Der er intet andet for.

Min mor må på banen…

Bekymringsdukker

22 aug

Ellen spurgte hvad bekymringsdukker er.

Det er nogle små bitte dukker som jeg engang for mange år siden, fandt i en lille mærkelig butik, i en Harry Potter lignende gyde, gemt af vejen i den mere skumle ende af Paris.

Disse små dukker – muñecas quitapenas for de spansktalende – er lavet af nogen på den anden side af kloden, i Guatemala er det vist, og kan puttes under hovedpuden hvor de kan ligge og samle dine bekymringer op så du er fri for at tænke på dem.

Når du ikke kan sove, fordi du tænker alt for mange tanker og din drømmefanger i øvrigt er for fuld til at have plads til flere mareridt, så kan du hviske dine bekymringer til en af de små dukker, som tager bekymringen til sig, og du kan sove godt.

Der er gerne flere dukker i en samling, og de ligger klar til brug i en lille vævet stofpose.

På plads under puden.

Mange bekymringer kan hviskes til de små dukker, og mine børn er ofte faldet hurtigere i søvn, velvidende at en anden havde overtaget deres urolige tanker om dette og hint.

De er ikke meget større en en tændstik og man kan have dem med overalt. De virker meget bedre end både sovepiller og alkohol, og har endda den fordel at man ikke har hovedpine dagen derpå.

Skeptiske børn sover også bedre med bekymringsdukker, for de virker endnu bedre end drømmefangere, der godt kan være lidt diffuse når de bare hænger der og svajer i vinduet.

De kan varmt anbefales til oprørte børn og følsomme voksne.

Søvn.

21 maj

Det er en kendt sag at jeg har brug for at sove nok – ellers bliver jeg frygtelig gnaven – så jeg, som nu står ukristeligt tidligt op hver dag…

Og med det mener jeg 05.30. Det er godtnok ikke så tidligt som jeg gjorde for en del år siden og startede kl. 06.00 på jobbet. Da skulle jeg op midt om natten, nemlig 04.45. De tider er heldigvis ovre.

Men altså jeg står tidligt op og går også forholdsvist tidligt i seng. Forholdsvist. For der sker så meget spændende og der er så meget jeg gerne ville. Der er bare ikke tid til det. Jeg forsømmer bloglæsning på det groveste, min egen blog kan knap nok få besøg af mig, men ja, sådan får det være.

Jeg prøver at lægge mig selv i seng før kl 22. og det glipper altså sommetider. Så kommer jeg i seng kl. sent og sover først længe efter jeg skulle.

På sådan en uge kan jeg faktisk nå at oparbejde et gedigent søvnunderskud og mit humør bliver ikke altid bedre efterhånden som vi nærmer os fredag. Men pludselig er det weekend og jeg kan glæde mig til at sove rigtigt længe og virkelig blive frisk.

Og hvad sker der så?

Så slår jeg øjnene op kl. 07.00 på den pensionerede måde – det er en kendt sag at jo ældre man bliver jo mindre søvn har man brug for – og jeg kan ikke falde i søvn igen. Det kan First Man så heller ikke, med det resultat at vi ligger der og glipper overrasket med øjnene og ender med at stå op begge to, så meget weekend er der altså ikke over mit liv lige pt.

Nu da jeg har 3/4 teenagere, får jeg faktisk ikke selskab i køkkenet de første 3-4 timer og min dag er nærmest halvvejs når jeg kan sige godmorgen til de drypvist ankomne børn.

Dette indebærer også, at jeg om aftenen bedst som jeg tænker at nu skal jeg rigtig se en god film og vi skal hygge os allesammen, for slet ikke at tale om at have gæster, så begynder jeg omgående at gabe kæberne af led, og jeg ender i min seng, afkræftet og udmattet, længe inden midnat.

Alternativet ville være, for det har jeg prøvet, at jeg faldt i søvn foran filmen og var helt smånistret indeni af træthed.

Har dog taget konsekvensen og er begyndt at invitere mine weekend middagsgæster allerede til kl. 17.30 så jeg kan få dem ud af vagten og komme i seng.

Fordele og ulemper ved nattøj

19 mar

Nu slipper alle familiehemmelighederne ud, for her kommer endnu en indrømmelse.

First Man sover næsten altid uden nattøj. Endda uden noget tøj.

Det er der sikkert mange mennesker som også gør. Kun når vi har haft aupair eller andre sarte gæster, har han accepteret at sove med nattøj, for at undgå katastrofale situationer.

Jeg sover med nattøj; jeg får forfrysninger, selv om sommeren, når jeg afklæder mig den slags nattøj som dækker skuldrene. Ikke alene fordi det uanset hvad, bare er koldere klokken 04.37.

Men også som et resultat af at nogen, som ligeledes sover i sengen, snorker. Og kommer jeg til at vende ryggen til ham i løbet af natten, kun iført noget med stopper og uden ærmer, så får jeg kolde pust imellem skulderbladene, ofte akkompagneret af nogle grynt.

Sommetider kan jeg i søvne ignorere denne ret kraftige lydkulisse, men er jeg samtidigt under bearbejdning af de kolde pust som ledsager lyden, så vågner jeg. Gnaven og frysende.

Og det er ikke en ret god kombination, derfor sover jeg med nattøj også om sommeren.

Grunden til at jeg har behov for at dele disse oplysninger med hele verden, oplysninger som ingen rigtigt har brug for at kende, er at der i mange år, søndag morgen, været mest trængsel i min side af sengen.

Tumultagtige tilstande mestendels skabt af besøgende børn. Meget sjældne gange også en hund, som bestemt mener at den bør tage del i festlighederne. Jeg er til hendes store fortrydelse, aldrig enig med hende.

I hvert fald, det er min side af sengen som står for skud. Og sådan har det været det i mange år.

I går morges var ingen undtagelse: først kom Gårdmand Bjørn. Han gav sin far et knus ledsaget af et godmorgen, og omgående fortrak han over til mig. Da First Man skulle ud og løbe en lille tur forsvandt han fra sengen. Men Gårdmand Bjørn blev liggende på min side.

Dernæst ankom Prinsessen og hun skulle absolut også ligge under min dyne. Med kolde tæer. Af en eller anden grund så bliver kolde tæer meget lidt charmerende når de overstiger størrelse 32.

Derfor bad jeg dem begge om at forlægge residensen til First Mans halvdel, nu han ikke selv optog pladsen længere.

Så blev der stille. Mit forslag huede dem ikke. Adspurgt kunne de meddele at det var helt afsindigt klamt at skulle ligge der, under deres fars dyne, fordi han ikke sov med underbukser på.

Og jeg måtte forsikre dem for, at for det første havde deres far for en gangs skyld sovet med natbukser, samt at sengetøjet var helt rent, så de kunne sagtens ligge under hans dyne uden at blive besudlede.

Desuden er han ikke syg og han går faktisk i bad hver dag, så graden af klamhed er rimeligt begrænset.

Børn er altså så sarte!

Jeg er ikke træt

17 mar

Sagde Gårdmand Bjørn. Gabte, og blinkede med øjnene. “Jeg har bare lyst til at sove” Og det gjorde han så.

Det var også en lang dag i går.

Guleroden blev ikke til noget. Ej heller James Bond. Onsdag aften meldte han sig syg fredag eftermiddag sådan på forhånd, for han vidste ikke hvad han ville være.

Jeg kunne trøste ham, opgav i øvrigt og lagde opgaven helt og holdent i First Mans hænder, som jeg sendte op for at sige godnat så de kunne lave en plan.

Og det gik rigtigt godt. Endte forresten sådan her:

Fastelavn

Læg mærke til det absolutte fravær af blærbart materiale. Ingen fantastiske kreationer, intet hjemmelavet, som jeg eventuelt kunne vise frem og få points for. Men det var ret lige meget idet jeg havde en meget, meget glad søn!

Og så gik vi ellers byen tynd igen.

Og smed rigelige mængder konfetti i hovedet på os selv og hinanden. Jeg skal ikke kunne forsværge at jeg ikke også har ædt en god deciliter. Det føltes nemlig ikke som om alle papirstumperne kom ud igen hver gang, når jeg savlende prøvede at hoste op og ekspedere dem ned på fortovet.

Da Fiona ikke var med i år, fulgtes jeg med en sød First Man. Ingen konfetti landede på ham. Jeg ved ikke hvorfor jeg altid er den uheldige.

Vel hjemme på skolen igen, holdt hele underskolen fra 3- 11 år fest i skolegården og vi andre – over 11 år – måtte pænt vente udenfor lågen til det var tid at hente vores feststemte karnevalsramte børn.

Stemningen hjemme var derefter noget mat og det var såmænd ikke kun Gårdmand Bjørn som kom tidligt i seng.

Men hvis jeg tager mig sammen kan jeg måske alligevel nå at lave en gulerodsudklædning til næste fastelavn..

SMELT SÅ

11 feb

Jeg er ret træt af sne. Og kulde.

Jeg vågnede kl. 04.00 og hundefrøs. Simpelthen.

Spekulerede på om et vindue stod åbent, eller om der eventuelt lå en snemand ved siden af mig.

Det var ingenlunde tilfældet. Men, mens jeg lå der og prøvede at samle mod til at lette dynen, forlade min lunkne seng for at lokalisere problemet, syntes jeg der manglede noget.

En brummen. En slags Peter Plus-agtig brummen. Den slags brummen som for eks. et oliefyr, plejer at lave.

Den manglede bare helt i mit natlige lydbillede. Der var helt stille.

Mange farverige bandeord, kom ud væltende ud mellem mine klaprende tænder, for godt nok er huset koldt i forvejen, men SÅ koldt plejer det ikke at være.

Jeg kom til at skubbe hårdt til First Man sengen for at få at vide hvilken knap man skulle trykke på for at genstarte det brummende monstrum.

Jeg gik ned – trykkede –ventede. Ventede lidt mere. Trykkede en gang til.

Det skete ikke en skid.

Jeg gik op i seng igen, og lagde mig tungt, stønnede med ekstra lyd på og frøs med anstand.

First Man som nu tilfældigvis også var vågen, gik straks ned og tjekkede hvad jeg havde gjort forkert. Den slags bringer mig normalt op i et lettere orange felt, men i nat – kl. 04.37 gjorde det mig slet ikke noget.

For han fik overtalt fyret til at gå igang igen. Omend lidt haltende. Men dog til at spytte 13 grader ud i stue og køkken.

Jeg nåede dog, ved hjælp af min Zibro, at få termometeret til at kravle helt op på 16 grader, da det var tid for Firkløveret at stå op.

Nu venter vi på en sød blikkenslager, med et overskæg som manken på en tibetansk pony, som kan tale med brummeren og måske fravriste den en grund til at den er blevet sur. Og gøre noget ved det.

Det er meget muligt at brummeren fryser – det gør vi andre også. Hue eller ej.

IMG_5023

Og så var det at jeg drømte om mine elskede kejserliljer i haven hjemme på øen.

IMG_5026

Og om mine kaprifolier.

Venter i mellemtiden på at sneen kommer på bedre tanker, og forføjer sig til et sted hvor man ville sætte pris på den, oppe på noget indlandsis, eller et eller andet sted down south. Hvor som helst faktisk..

Bare ikke lige her.

%d bloggers like this: